Ideen om et religiøst rent Pakistan er lige så gammel som selve nationen. 

Hvis der stadig er nogen, der hævder, at der ingen sammenhæng er mellem terror, herunder selvmordsbombere, og religion, in casu islam, er det, fordi de ikke har tilstrækkelig indsigt i Pakistans ulykkelige historie. Attentatet i Lahore påskesøndag, hvor mindst 72 blev dræbt og 340 såret, flertallet af dem kvinder og børn, herunder mange kristne, føjer sig ind i et mønster, der har plaget det pakistanske samfund med voksende intensitet gennem årtier.

I kort form handler det om religion som identitetsskabende faktor i samfund, der i katastrofal grad har forsømt økonomisk industriel udvikling og demokratiske institutioner.

Ved sin oprettelse i 1947 definerede Pakistans grundlægger, Muhammad Ali Jinnah, nationen som en sekulær stat, der skulle ligestille religionerne. Den lære havde han taget med sig fra diskussionerne med Jawaharlal Nehru og Mahatma Gandhi i det indiske Kongresparti under forberedelserne til selvstændighed fra britisk koloniherredømme.

Mindre end et halvt år efter Jinnahs død i 1948 tog hans efterfølgere skridt til at omdanne Pakistan fra et europæisk inspireret samfund til et, hvor islam som tro og ideologi udgjorde grundlaget. Demokratiske idealer og principper skulle ikke ofres, hed det sig, men dette tilsagn gjorde skiftende diktatorer siden op med, sekunderet af ikke så få civile politikere.

Flertallet af Pakistans ledere gennem snart 7 årtier har ikke bare forsømt arven fra Jinnah, de har direkte forrådt den.Kravet om at gøre Pakistan til en islamisk stat havde rødder i den offerrolle, som subkontinentets mindretal så sig selv i under det britiske styre. Ideen om et ‘ rent’ islamisk samfund på pakistansk jord lagde derefter grunden til systematisk forfølgelse af landets religiøse og etniske mindretal.

Nutidens etniske og demografiske sammenhæng illustrerer konsekvenserne: I 1947 udgjorde ikke-muslimske minoriteter 23 procent af Pakistans befolkning på dengang godt 37 millioner. I dag, hvor befolkningen tæller 192 millioner, udgør mindretallene mindre end 3 procent.

NATURLIGVIS kan religion ikke stå alene som forklaring på Pakistans ulyksalige vej væk fra sekulære idealer. Kombinationen af identitetspolitik, ukontrollabel befolkningstilvækst, fraværet af en målrettet økonomisk og social udviklingspolitik, et alt for svagt civilsamfund, dominerende militære eliter og rivaliserende klaner har vist sig at være en dødsensfarlig cocktail, hvis virkninger i dag mærkes langt uden for landets grænser.

Læg hertil, at landet har nogle af de stærkeste blasfemilove på kloden, og at retsvæsenet systematisk negligerer sager, hvor sunnimuslimer har begået overgreb på shiamuslimer, kristne eller andre.Det var ingen tilfældighed, at attentatet i Lahore blev udført på den dag, som en bred alliance af flere end 30 islamistiske organisationer havde sat som sidste frist for et krav om, at delstatsregeringen skulle trække et lovforslag om kvinderettigheder tilbage.

GRUNDLÆGGENDE handler Pakistans problem om fraværet af en sekulær stat; en stat, der kan skride ind over for tilstande, hvor ekstremistiske grupper fra sunni-flertallet slipper ustraffet fra overgreb på mindretallene af shiaer, kristne og hinduer. Statens og myndighedernes passivitet giver fri bane for radikalisering og islamisering.

I stedet for en sekulær udgave af islam som i Indonesien eller Tyrkiet har Pakistan fået islamisme som identitetsmæssig sammenhængskraft.

Liberale og venstreorienterede apologeter, der som oftest henviser til, at flertallet af nutidens terrorofre er muslimer, har en tilbøjelighed til at reducere terroren til et fænomen, der bare skyldes voldelig ekstremisme.

Men ekstremistisk adfærd opstår ikke ud af ingenting. I Pakistans tilfælde skyldes den en bredt funderet politisk bestræbelse på at skabe et religiøst rent samfund, ubesmittet af begreber som frihed, ligestilling, sekularisme og materialisme, kort sagt: det, vi andre forstår som socioøkonomisk udvikling.

Omkring midten af dette århundrede spås Pakistan at have passeret de 300 millioner indbyggere.Hvor mange af dem vil have udsigt til reelle løft i levestandard og frihed i en grad, så de ikke fristes af de profeter, der stadig taler om det religiøst rene samfund?

(klumme i Politiken 3. april 2016)