Trump bliver ikke en Reagan, desværre

Konturerne af en republikansk udenrigspolitik, som den tegner sig lige nu, er ikke opmuntrende. 

Venner af Amerika må til at indstille sig på, at Donald Trumps kandidatur sætter sig blivende spor i amerikansk politik, uanset om han til november vinder nøglerne til Det Hvide Hus, eller om det bliver Hillary Clinton, der skal videreføre det spor i Washington, som Barack Obama har brugt snart 8 år på at lægge ud.

Den varige virkning af Trump-kandidaturet kan blive en psykologisk effekt i den konservative del af vælgerhavet; en strømning, der kan karakteriseres som anti-Washington-establishment, og som overvejende bæres af vrede og visionsløse, frustrerede hvide mænd.

Men behøver det gå så galt? Prøv at sammenligne den aktuelle valgkamp med tilstanden i 1980, hvor præsident Jimmy Carter tidligt havde en pæn føring i meningsmålingerne, men hvor den republikanske udfordrer Ronald Reagan præsterede en formidabel indhentning og slutspurt og i november det år endte med at tilføje Carter et sviende nederlag.

f730fc412e35175b789829626db5357d

FLERE FAKTORER peger i en retning, hvor forskellene på valgårene 1980 og 2016 er større end lighederne. Sidstnævnte først: Dengang som nu ligner USA en trængt og rådvild supermagt. Khomeinis Iran holdt dengang gidsler på den amerikanske ambassade i Teheran, hvilket lammede Carter-regeringen og sendte et forstemmende signal til USA’s allierede. Amerikansk økonomi var plaget af inflation og voksende arbejdsløshed. Der blev talt i dystre toner om en langvarig global energi-og forsyningskrise.

36 år senere: Der er sat en slags normaliseringsproces i gang mellem USA og Iran; oliekrise er et ord, der hører historiebøgerne til, for det nordamerikanske kontinent er godt på vej til at blive en af klodens største producenter af olie og gas. Inflation er et minimalt problem, og hvad med den gældsætning, som nogle dommedagsprofeter under finanskrisen 2007-08 spåede ville føre til, at USA ville gå fallit her i 2016? Blålys eller bare svigtende indsigt.

OBAMA_COMMIE_BILL

ALT TALER FOR, at Obama i januar kommer til at aflevere et USA i rimelig sund tilstand, i hvert fald målt på økonomiske alen. Hvis eller rettere når Vestens globale indflydelse alligevel fortsætter med at falde, vil det skyldes britisk europapolitik, asyl-og flygtningepresset på Europas sydøstlige flanke og fortsat passivitet over for et nationalistisk og bidsk Rusland under Putin, men ikke en nødlidende amerikansk økonomi.

Den virkelige fare for faldende vestlig og amerikansk indflydelse på globale anliggender består snarere i, at en Trump i Det Hvide Hus (jo, vi kan ikke længere betragte denne mulighed som teoretisk) bliver ensbetydende med et præsidentskab med meget få visioner for en anderledes indretning af verden.

Sådanne visioner havde den konservative Reagan, hvilket han til mange europæeres forbløffelse demonstrerede først med sit stjernekrigsprojekt i 1983 og 4 år senere med sin nu legendariske ‘ Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned’-tale i det dengang delte Berlin.

berlinwall_regan

FORGANGNE weekend bragte New York Times et langt interview med Trump om dennes udenrigspolitiske orientering på basis af telefoninterview med manden.

Svarene er præget af hans velkendte ‘ Amerika først’-model hele vejen igennem – og er blottet for visioner. Læs her, hvad Trump siger til New York Times, da han bliver spurgt om USA’s aktuelle engagement i Mellemøsten:

»Prøv at se 15 år tilbage, og dette handler ikke kun om Obama: Hvis vore præsidenter bare var taget en tur til stranden for at nyde havet og solen, ville vi have været meget bedre stillet i Mellemøsten end med den nuværende tilstand med så mange døde, med al den ødelæggelse og et kolossalt tab af penge«.

eisenhower-and-nixon

PRÆSIDENTERNE Eisenhower, Nixon og Reagan er nogle af de fornemste bærere af den internationalistiske tradition i amerikansk republikansk udenrigspolitik. Deres brug af militære midler var ikke altid velovervejet, og omkostningerne på flere kontinenter blev voldsomme. Men de tre ledere havde visioner om en anderledes indretning af verden med større politisk frihed, øget samhandel og stærkere kulturel og politisk interaktion. Eisenhower holdt stand i Korea og hjalp afkoloniseringen på vej, Nixon åbnede Kina, og Reagan bidrog til at afmontere Sovjet-imperiet. Vi europæere står alle i gæld til dem.

Kan man forestille sig, at enten Donald Trump eller Hillary Clinton bliver en leder, som vi en skønne dag vil takke for, at Vesten fik gjort kål på Islamisk Stat? Det er svært at få øje på lige nu.

(klumme i Politiken 1.april 2016)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s