Arbejdsseddel for Mette Frederiksens næste udenrigsminister.

Muligvis læser Jeppe Kofod stillingsopslag lige om lidt. Indtil videre venter han nok på det telefonopkald, der vil vifte ham om næsen med et direktørjob et sted. Så hvad skal afløseren kunne?

Læseren bedes forestille sig, hvilke råd den kongelige undersøger i denne tid får hvisket i ørerne om krav og forventninger til nationens næste udenrigsminister.

Mellemøstlige ’fredsinitiativer’ a la Per Stig Møllers i sin tid? Parkeret på illusionernes holdeplads.

Velvilje over for Afrikas påståede snarlige storhedstid? Retorisk ja, men i praksis vil der blive efterspurgt flere patruljebåde i Middelhavet. Terrorovervågning har afløst udviklingsambitionerne. Mindesmærket over disse bliver ambassaden i Tanzania, der lukkes i 2024.

Latinamerika? Gerne mere samhandel kombineret med klimaindsatser i Amazonas, men finansieringen? Giver det mening, at Danmark har sit eget program her? Næppe.

Baltikum? En markant højere profil, hvor der skal konkurreres med Forsvarsministeriet om bevillinger plus mediers og offentlighedens opmærksomhed. Der er allerede landet kampvogne med dannebrogsflag i Letland. Forvent mere, også hos den litauiske nabo.

Det indiske subkontinent? Flere bevillinger til Islamabad er selvindlysende. Den hårdt plagede pakistanske nation har brug for nødhjælp, klimabistand og – igen igen – terrorbekæmpelse og -forebyggelse. Evakueringen fra Kabul i august 2021 kaster lange skygger.

Østasien? Mette Frederiksen havde utvivlsomt foretrukket, at vi i marchtakt fulgte amerikanerne i inddæmningen af kinesisk teknologisk og økonomisk ekspansion, men den vej ser ud til at blive forstyrret af ingen ringere end Olaf Scholz.

Kansleren blev overraskende retorisk bakket op af selveste Joe Biden, der ifølge eget udsagn på G20 i Bali angiveligt vil en håndterlig rivalisering, men ikke en destruktiv og udsigtsløs koldkrigstilstand med Kina. Kan blive anderledes, hvis republikanerne vinder i 2024.

Øst- og Sydasien tegner sig samlet for mere end halvdelen af den globale økonomiske vækst og udgør et knudepunkt på de fleste globale produktions- og værdikæder på tværs af industrier.

Asiaterne står derudover for to ud af tre af de globale patentansøgninger. Innovation er i dag lige så asiatisk, som den er vestlig. Så selvfølgelig skal Danmark være med her.

SKARPT FORMULERET og med et anstrøg af kætteri kan det konstateres, at Nato ikke længere kun har til formål at forsvare sine medlemslande, men også kan mobilisere europæisk støtte til amerikanskledede militære operationer langt fra Europa.

Historiske erfaringer kaster her skygger ind i alliancerelationerne. Med Sydkorea som den markante undtagelse har USA’s militære operationer i Asien og Mellemøsten ikke været til varig gavn for de samfund og befolkninger, amerikanerne har påstået at ville hjælpe gennem krigsførelse. Derfor den tiltagende understregning af, at der bør skabes en stærkere europæisk strategisk suverænitet. Den slags tale behager næppe Mette Frederiksen.

Geografiske og historiske realiteter gør, at USA og Europa ikke har sammenfaldende interesser i Asien. Betænkelighed ved kinesiske investeringer ændrer ikke på, at Europas tunge økonomier vil fortsætte engagementet i Kina og omegn.

At Kina er på vej ind i en slags beskytterrolle for både Rusland og Iran, har en stabiliserende virkning, der supplerer det globale syds åbenlyse modvilje mod at lade sig diktere af Washington

De presserende klimapolitiske udfordringer må indlysende nok få amerikanske, europæiske og kinesiske beslutningstagere til at finde de fælles veje fremad. De gode nyheder for starten af 2023 er, at både præsident Macron og Joe Bidens udenrigsminister, Antony Blinken, rejser til Beijing.

Hvilket kan få Mette Frederiksens kommende udenrigsminister til også at vælge vejen østpå. Ved at kombinere et besøg i Beijing med et tilsvarende i Seoul vil der blive signaleret den nødvendige balancegang.

Hvor en kommende fredskonference om Ukraine så skal holdes? Hos Tyrkiets leder Erdogan selvfølgelig. Han er Europas helt egen sultan og kontrollerer adgangsvejene til den geografi, hvor så meget er gået galt i så mange årtier.

Sker det ikke, står vi lige om lidt i det, som EU-forskeren Lykke Friis i sin seneste bogudgivelse kalder tårernes Europa. Eller frygtens kontinent, som en klog franskmand engang har beskrevet det. Frygt og tårer skal forvandles til optimisme og håb.

(klumme i Politiken 28.11.22)