Historien om Venstres ledere bør skrives om. Giv os den politisk ukorrekte version.

Hvad skal han nu få tiden til at gå med? Bertel Haarder, den evigt debatterende tidligere minister for undervisning, forskning, Europa, udviklingspolitik, kirken, sundheden, indvandrerne og Norden?

I sin imponerende karriere har en syndflod af denne dynamiske kulturkrigers publikationer fundet vej til boglader og bibliotekshylder over det ganske rige, og selvfølgelig har vi ikke hørt det sidste fra Haarders evigt roterende tankeunivers. Den opgave, der trænger sig på i 2023, må selvfølgelig gå ud på at få leveret en ny version af historien om Venstres partichefer gennem et halvt århundrede.

Tænk, hvis Bertel Haarder i en kommende udgivelse vil levere kritiske og gerne kærlige tilbageblik på sine tidligere chefer, Henning Christophersen, Uffe Ellemann-Jensen, Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen. Fordi de, som den nylige regeringsdannelse demonstrerer, ikke var eller er så liberale, at det har gjort noget.

Af mange grunde bliver det Haarders vurdering af Anders Fogh Rasmussen, der vil påkalde sig størst interesse. Fordi Fogh repræsenterer alt det, som nutidens partisoldater i Venstre mindst af alt ønsker at diskutere. Forklaringen på denne uvilje skal søges i en skandale omhandlende en bank i Letland, PNB Banka, som Fogh var næstformand for, indtil den krakkede i august 2019.

Siden er den blevet administreret af den lettiske kurator Vigo Krastins, der har sagsøgt bankens ledelse, inklusive Fogh Rasmussen, for 240 millioner kroner. Med til historien hører, at PNB Banka i 2017 fik en bøde for systematiske brud på hvidvaskreglerne, hvilket vakte vrede hos den russiske ejer, Grigorij Guselnikov.

Sagens kerne er et møde i bankens ledelse i juni 2019, hvor Fogh og de øvrige styrelsesmedlemmer stemte for transaktioner, som berigede Guselnikov med angiveligt 240 millioner kroner og drænede banken for et tilsvarende beløb. Som bankens næstformand modtog Fogh et årligt vederlag på ca. to millioner kroner. Han påtog sig opgaven i 2017, samme år som Berlingske begyndte afsløringerne af skandalen om Danske Banks hvidvask af russiske penge via Estland. Rettidig omhu?

Så historieskrivningen søger et svar på, hvorledes en tidligere statsminister og Nato-generalsekretær ikke gjorde sig sit ansvar klart som næstformand i en baltisk bank med russisk ejer.

Bertel Haarder, læs med her. Skriv gerne forordet til den bog, som de dygtige kolleger på dagbladet Børsen, der har forfulgt sagen, bør gå i gang med. De er tilmed lykkedes med at få hovedpersonen i tale. Hans reaktion: Der er ikke noget at komme efter – formuleret med et lidt andet ordvalg, end det vi erindrer fra hans statsministertid.

I en bredere offentlighed forsøger Fogh at profilere sig som forkæmper for demokratier, der konfronterer diktaturer og autokratier om verdens indretning. Det sker bl.a. i form af såkaldte demokratitopmøder, der nyder heftig sponsorering af især amerikanske megavirksomheder.

Den fhv. statsminister og Nato-generalsekretær har med sit konsulentfirma Rasmussen Global indlejret sig solidt i noget, der passende kan kaldes et militært-industrielt kompleks; et udtryk opfundet af den afgående amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower i den afskedstale, han holdt til nationen 17. januar 1961. Eisenhowers hensigt var at advare mod den lobbyisme, som politikere og repræsentanter for våbenindustrien blev fedtet ind i ofte under fordækte omstændigheder.

DA FOGH I 2016 blev rådgiver for Ukraines daværende og dybt korrupte præsident Petro Porosjenko, kunne ingen selvfølgelig vide, at Rusland seks år senere ville indlede en russisk invasion i fuld skala. Porosjenko er i dag anklaget for højforræderi og risikerer op til 15 års fængsel. Så gjorde den danske rådgivning en forskel andet end at forøge omsætningen i Rasmussen Global?

»At få Fogh om bord var nok vigtigere, end hvad han egentlig skulle foretage sig. Det er ikke mit indtryk, at han har haft noget stort gennemslag«, udtalte Mykola Kapitonenko, direktør for tænketanken Center for Internationale Studier i Kyiv i april 2018. Så vi venter i spænding på den reviderede historie om den forhenværende toppolitiker i Venstre, som ingen i partiet for nuværende har spor lyst til at debattere. Skriv løs, Bertel Haarder.

(klumme i Politiken 29.12.22)