Ministerrokaden viste, at en epoke i dansk idealisme er forbi.

Blev socialdemokraten Dan Jørgensen forfremmet eller det modsatte? Det sædvanlige ekkorum af speedsnakker-kommentatorer på tv-kanalerne har indtil videre tiet om dette spørgsmål.

Indtil regeringsomdannelsen blev Dan Jørgensen set som værende en del af Mette Frederiksens inderkreds. Den tid er nok forbi, og Jørgensen er havnet i et rum af cirkulation, hvor han i næste rokade kan blive placeret, hvor der må være brug for hans erfaringer; altså hvor som helst det passer regeringschefen.

Jørgensens afløser på klimafeltet, Lars Aagaard, er en håndplukket teknokrat, som skal sikre gennemførelsen af politikker, der allerede er skabt solide flertal for, og derfor er han ukontroversiel.

Med fusionen af klimapolitik og udviklingsbistand under Dan Jørgensen er der i realiteten tale om en begyndende afvikling af sidstnævnte i den form, vi har kendt den i mere end et halvt århundrede

For årtier siden var Danmark en idealist i international udviklingspolitik. Når danske indsatser i det, der engang blev kaldt den tredje verden, blev evalueret af vore partnerlande i de riges klub, OECD, fik vi førstekarakter. Det lille idealistiske land i nord blev en rollemodel.

Især amerikanske beslutningstagere fremhævede engang Danmark som et land, der viste vejen for andre i den velstående verdens relationer til det globale syd. Det var i udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens tid. Han behøvede ingen juniorminister til at tage sig af de varme lande, Venstre-formanden klarede det fint selv.

I dag er vore ambitioner i det globale syd overhalet af brutale erfaringer, læs Afghanistan og Irak, plus migrationspresset syd og øst for Middelhavet. Mange af Vestens tidligere partnerlande i Afrika og Mellemøsten ser nu mod Beijing, før de henvender sig til Washington og Bruxelles. Beklageligt, vil mange synes, men det er den fremvoksende realitet her i 2023.

På de indenrigspolitiske linjer er der også en ændret logik, der gør sig gældende. Alt underordnes klimapolitikken, både sikkerhed og udvikling, og her er Pakistan et foruroligende eksempel. Denne islamiske republik er et arnested for terror og et eksempel på kronisk underudvikling på grund af den ukontrollable udvikling i befolkningstallet og fraværet af sekularisering. Store dele af landet er i dag under vand.

I de seks årtier, hvor Danmark har ydet udviklingsbistand, har de primære formål været krystalklart defineret: at hjælpe de mest udsatte befolkningsgrupper i de fattigste lande. Denne målsætning er der principielt ikke ændret ved, heller ikke efter sidste måneds regeringsdannelse.

Men vi er ophørt med at have illusioner om, at bistanden kan levere det umulige. I mange år blev der skelet heftigt til danske erhvervsinteresser, samtidig med at vi viftede med de idealistiske faner.

Interessant nok er kommunistiske Vietnam blevet eksemplet på, at en modtager af dansk bistand og erhvervsinvesteringer kan bevæge sig ad to spor samtidig, både fattigdomsbekæmpelse og globalisering. Vietnameserne har fået en middelklasseøkonomi med muskler nok til fremover selv at kunne håndtere landets fattigdomsudfordringer. Derfor er Danmark i dag kun beskedent til stede i dette vigtige sydøstasiatiske land med tæt på 100 millioner flittige indbyggere. For tre årtier siden ankom vi derude med bistand i superstørrelse.

Anderledes med Tanzania, hvor dansk udviklingspolitik debuterede for seks årtier siden. Opgjort i 2019-priser har det østafrikanske land modtaget mere end 32 milliarder danske bistandskroner siden 1965, viser en opgørelse udarbejdet af Udenrigsministeriets egne folk.

Ganske mange tanzanianere har fået det bedre, men landets fundamentale udviklingsudfordring, som er befolkningstilvæksten, har international bistand ikke ændret det ringeste på. På kun et tiår er befolkningen vokset med 37 procent og har nu rundet de 62 millioner. I 2050 forventes tallet at nå 151 millioner.

Dansk politik i Afrika tegnes i dag af planerne om et flygtningecenter i Rwanda mere end af den idealisme, der engang udfoldede sig på savannen i Tanzania. Velkommen til virkeligheden, Dan Jørgensen.

Ved denne korsvej i dansk udviklingspolitik er der en ironisk pointe i, at vor statsminister har en kandidatgrad i – jo, den er god nok: Afrika-studier. Kan nogen mon komme i tanke om, hvornår hun sidst har sat foden på det afrikanske kontinent?

(klumme i Politiken 26.01.23)