Råddenskab i kolossen

Begrebet imperium skal nytænkes. Joe Biden, tag ved lære.

Der blev skrevet global økonomisk historie i sidste uge, da Kina for første gang overhalede USA som Europas største samhandelspartner. Den hurtige kinesiske fremrykning kommer i forlængelse af den investeringsaftale, som Bruxelles og Beijing indgik kort før årsskiftet.

Læg hertil, at Kinas kapitalmarkeder nu er kommet blandt de største modtagere af investeringer fra selskaber med adresse i USA. Dette til trods for, at Trump-administrationen i 2020 havde travlt med at forhindre amerikanske aktieopkøb i en række kinesiske selskaber. En af mange konsekvenser er, at jo flere internationale virksomheder der placerer penge i det kinesiske væksteventyr, jo stærkere bliver Kinas valuta.

Disse megatrends stiller spørgsmålstegn ved supermagtsbegrebet: Hvornår bliver en ubestridelig økonomisk udviklingshistorie forvandlet til et sikkerhedspolitisk mareridt?

Under årtiers kold krig blev Sovjetunionen uden for Europa inddæmmet af frontlinjestaterne Tyrkiet, Pakistan og shahens Iran, alle tre med solid amerikansk militær støtte. Hvordan er den nutidige tilstand?

Jokerne er Tyrkiet og Pakistan, begge traditionelle USA-allierede, som gradvist rykker ind i et anderledes partnerskabslignende forhold, lokket og skubbet af kinesiske bestræbelser på at integrere rigets vestlige naboer i det 21. århundredes silkeveje.

I en region hærget af terror, spændinger og myriader af konflikter er en Pax Sinica på vej til at afløse Pax Americana. Beijing har med en 25-årig investeringsaftale bundet ayatollaherne i Teheran ind i en tilstand, hvor Islamabad og Ankara er oplagte partnere.

Lykkes de kinesiske bestræbelser, vil Indien, subkontinentets storebror, på sigt være inddæmmet. New Delhi lænede sig i koldkrigsæraen op ad Sovjetunionen og har siden forsøgt sig som partner med USA. Uden nævneværdige resultater, hvad status quo i det delte Kashmir er vidnesbyrd om.

I Mellemøsten er den amerikanske indflydelse efterhånden begrænset til de muligheder og begrænsninger, som primært Israel og Saudi-Arabien tilbyder. Israels normalisering med de mindre arabiske sheikdømmer tjener kun til at illustrere en fase i den globale retræte, som USA befinder sig i. Amerikanerne har ikke længere behov for at importere den mellemøstlige fossile energi, som Kina og det øvrige Østasien tørster efter og gør alt for at sikre.

NØGLESTATEN i hele dette geostrategiske dominospil er Tyrkiet. Præsident Erdogans beslutning om at anskaffe sig russiske luftforsvarssystemer har gjort Ankaras medlemskab af Nato til en farce. Der er gået råd i kolossen. Her hjælper ingen vacciner.

Der spørges i Washington, om den tyrkiske alliancepartner har fundet sin egen islamiske variant af Don ’Godfather’ Corleones doktrin: at man skal holde sig tæt til sine venner, men endnu tættere til sine fjender. Erdogan bekræftede i oktober, at de russiske missilsystemer testes, og tilføjede syleskarpt, at han ikke spørger om lov i Pentagon først.

I denne ligning skal tilføjes oliestaten Aserbajdsjan, en stor fossil producent med en gunstig beliggenhed som transitland for kinesisk kapital og arbejdskraft til tyrkiske og iranske infrastrukturprojekter. Silkevejenes forgreninger i denne del af verden vil medføre, at en kvart milliard individer inddrages i Kinas eurasiatiske udviklingsprogrammer. Perspektivet er ikke en formel alliance, men et netværk af relativt venligtsindede lande, der hellere sender diplomater og virksomhedsledere til Beijing end til Washington.

Balanceforskydningen indebærer, at risikoen for krig i golfregionen vil falde markant. Amerikansk mellemøstpolitik er ved at blive reduceret til et sideshow, en lokal konflikt, hvor især Palæstina står stille, mens den syriske tragedie fortsætter.

Europas rolle i formuleringen af, hvad der kaldes en politik for ’Indo-Pacific’, afgøres primært af den tyske ledelse. Berlins politikformulerende dokument fra september i fjor er helt bevidst ikke en strategi, men kun ’retningslinjer’, men alligevel et budskab til Joe Biden om, at en videreførelse af Trumps antikinesiske linje ikke bliver europæisk politik. For EU vil ganske som den sydøstasiatiske Asean-gruppe give plads til begge supermagter. Dramaet i Washington 6. januar styrkede europæisk tvivl om alliancepartnerens langtidsholdbarhed. Derfor en diskret afvisning af en fælles euro-amerikansk kurs mod giganten i øst, der på sigt vil kunne dominere Det Sydkinesiske Hav.

Set fra Bruxelles og Berlin er Mellemøsten eksportør af terror og ustabilitet, mens Fjernøsten er velstandsproducent, hvis handelsrelationerne bliver mere jævnbyrdige. Der tegner sig et Eurasien med reduceret amerikansk indflydelse. Læser du skriften på væggen, Joe Biden?

(klumme i Politiken 22.02.2021)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s