Udenrigstjenestens ønskeminister er en ’Elletoft’.

Der har været tale om kortvarige ansættelser på toppen af betonfortet Asiatisk Plads, nationens udenrigsministerium, hen over det seneste tiår. Så meget desto mere er der grund til at ønske, at dets nuværende chef får en fuld periode på posten, muligvis to. Dansk udenrigspolitik har brug for at balancere kløgtigt mellem kontinuitet og den løbende tilpasning, som til enhver tid er småstatens vilkår.

Jeppe Kofod ankom til ’bjerget’ med det bedst tænkelige afsæt: solid erfaring fra Europaparlamentet. Hans største handikap er den brigade af besparelsesivrige bureaukrater i Finansministeriet, der over et par årtier har beskåret Udenrigstjenestens mandskab så hårdt, at det tangerer landsskadelig virksomhed. Regnedrenge styres af regneark, ikke af internationalt udsyn, for et sådant kan ikke prissættes.

Danmarks aktuelle udfordringer presser sig hårdt på. Vi kan ikke forvente, at Donald Trump forbliver på den historiens mødding, hvor han hører hjemme. Juniorudgaverne er i fuld gang med at mobilisere de 70 millioner, der stemte på fænomenet i november.

Østpå spænder Vladimir Putin musklerne. Nok er den russiske økonomi ikke meget større end Spaniens, men EU-familien henter 40 procent af sin naturgas og en tredjedel af sit olieforbrug fra de fossile konglomerater i Moskva og omegn. Tolstojs land er i økonomisk forstand Nigeria med sne og kernevåben. Men bare vent, til klimaforandringerne forvandler Sibirien til fantastisk landbrugsjord!

I Europas politisk dysfunktionelle naboregioner, den arabiske verden og store dele af Afrika, gør en russisk tilstedeværelse i form af petrodollars, lejesoldater, våben og indflydelsesagenter dramatisk skade og reducerer EU’s bistandsindsats til ikke meget andet end nødværge. For hvis vi ikke opfører os, som Putin ønsker sig det, overtaler han sin bedste ven i Ankara til at åbne for forstærket migrationspres på Europas grænser.

Kan Jeppe Kofod tage til Berlin og Paris og bede om hjælp, nu hvor London er ude af den europæiske ligning?

Kanslerkontoret skal afveje hensynet til de energislugende tyske eksportindustrier. Macrons folk har længe forsøgt at få forståelser i stand med Moskva om håndteringen af de afrikanske og mellemøstlige udfordringer. Flere af de centraleuropæiske lande er begyndt at se russisk handlekraft som et nødvendigt supplement til det altid nervøse og famlende EU.

SKÅRET IND til benet er det Den Europæiske Unions fundamentale udfordring, at den ikke har en samlet politik over for de to gigantiske autokratier i øst, Rusland og Kina. Alt var simplere, dengang de to var monolitiske kommunistregimer frem for de nationalkonservative statskapitalistiske autokratier, de i nyere tid har forvandlet sig til. De fik strategisk styrke, mens vi jagtede den terrorisme, der er vokset ud af naive forestillinger om tolerant multikultur i Europas arbejdsløshedsplagede storbyer.

Alligevel må vi med interesse for udenrigske forhold løfte på hatten for energiske og realistiske Jeppe Kofod. I et interview med dagbladet Information erkender han med brutal ærlighed, at den vestlige verdensorden bryder sammen, hvis ikke USA får orden i eget hus. Han kalder den afgåede præsident modbydelig og betegner ham som en, der snigløb det amerikanske demokrati. Ikke set eller hørt før. Historikere, skriv dette ned.

Detaljerne i diagnosen kan diskuteres, men der er tænkt dristigt i Kofods embedsværk: Joe Biden har brug for lang tid til det omfattende politiske blikkenslagerarbejde, mens Moskva og Beijing skal holdes i ro.

Vi med lang hukommelse kan drømme os til en udenrigschef, der er en ’Elletoft’; dvs. en kombination af den viden, indsigt og beslutningskraft, der eksisterede hos de to eneste statsmandsprofiler, vi har haft på Asiatisk Plads i moderne tid: Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft.

Selvfølgelig har modige Jeppe på bjerget sin Lykketoft at hente inspiration fra. I blå stue er det svært at se, hvem der er i stand til at lære af den ældre Ellemann, andre end selvfølgelig sønnen, som har rigeligt at se til på de indre linjer. Naser Khaders temperament udelukker ham som minister, mens Venstres Michael Aastrup-Jensen efter sin skatteyderbetalte efteruddannelse i Dubai næppe står til en ministerpost.

I denne del af det blå segment er der kun Mads Fuglede tilbage. En politiker med forstand på et USA i vanskeligheder. Held og lykke, Mads; det er op ad bakke med mange forhindringer.

(klumme i Politiken 26.02.2021)