Civilisationer, forny jer

Identitetspolitik er en blindgyde, der ofte ender i tvang og vold.

Både i medierne og i uddannelsessektoren fylder det indiske subkontinent meget lidt, selv om indiske vaccineproducenter bringer landet op i verdens sundhedspolitiske superklasse.

I den vaccinediplomatiske liga har Indien for længst overhalet ærkerivalen Kina med uddeling af gratis doser til befolkningerne i især Sri Lanka og Nepal – begge lande, hvor Indien forsøger at modstå voksende kinesisk indflydelse. Til trods for at Indien mangler at vaccinere millioner af sine egne borgere midt i et stadigt højt smittetryk.

Selv hvis vi ser bort fra vaccinerne, bør Indien fylde mere i vores verdensbillede, for landets ledere ser sig som ledere af en ny æra i globaliseringen. Bedst illustreret af en nylig udtalelse af Ram Madhav, generalsekretær i regeringspartiet Baratiya Janata (BJP). Den lød: »Fremover vil verden blive domineret af Asien. Dermed forandres alting. For i Asien har vi civilisationer frem for nationer«.

BJP-REGERINGEN UNDER ministerpræsident Narendra Modi vakte i fjor opsigt med en borgerskabslovgivning, der åbner for, at migranter fra især Pakistan og Bangladesh hurtigt kan få statsborgerskab – medmindre de er muslimer. Hvad det store flertal er hos begge naboer.

Loven gør det ikke til et krav, at folk, der søger statsborgerskab, bekender sig til hinduismen, som otte ud af ti indere tilhører, men hinduistiske ritualer og traditioner skal respekteres, hedder det, fordi denne religion står over alle andre trosretninger.

Kritikere ser her en hindunationalisme, der underminerer den universalisme, som det indiske demokrati har bekendt sig til siden uafhængigheden i 1947: det sekulære og multikulturelle samfund med tolerance af alle mindretal.

Modis regering har gang i en identitetspolitik med et dybt religiøst og kulturelt fingeraftryk: Budskabet er, at den sekulære stat blev påtvunget Indien af fremmede; majoriteten af hinduer i den indiske republik tilhører den ældste af verdensreligionerne, så tolerance over for andre religiøse grupper er et koncept påført landet af de britiske koloniherrer.

Altså er landets betydelige kristne og muslimske mindretal gjort til andenrangsborgere. Af overkommelighedsgrunde ser vi her og nu bort fra det komplicerede årtusinder gamle kastesystem og holder os til den jura, der er i gang med at dele befolkningen i to kategorier, hinduer og resten.

ER MODI ALENE om denne øvelse? Slet ikke. Så forskellige lande som Tyrkiet, Rusland, Kina og Indien marcherer i takt her. De bruger religiøse, kulturelle og nationalistiske dagsordener til at afvise en universalisme, som de anser for at være et vestligt importprodukt.

Identitetspolitik er bedre, hedder det: vupti, diktaturer og demokratier hører historiebøgerne til, i stedet genopfinder vi vor urgamle civilisation!

Afkoloniseringen, indledt med grundlæggelsen af FN i 1945, byggede på universelle principper, der fremstod videnskabelige: Ingen kultur eller religion skulle dominere andre, så længe et samfunds jura sikrede borgerne lige rettigheder.

Forbilledet var USA’s forfatning, men America First-konceptet er et opgør med universalismen. Vi har med Trumps nylige genkomst på en talerstol set, at opgøret langtfra er overstået. Slut med USA som rollemodel. Det er Vesten mod resten i det 21. århundredes kulturkrig: Kina har moralfilosoffen Kungfutse, Rusland har den ortodokse kirke, Tyrkiet har islam, og Indien har en myriade af hinduistiske guder, som ingen uden for subkontinentet fatter sammenhængen i.

Spørg uighurerne, kurderne, rohingyaerne og palæstinenserne, hvordan de oplever at blive ’civiliseret’. De ligger i bunden af det globale magthierarki. Her hjælper ingen universalisme.

Går Europa fri? Se på de udbredte identitetspolitiske strømninger i Italien, Ungarn og Polen. Her presser politikere på, for at EU genopfinder sig som et fællesskab baseret på kristne grundværdier. Arabiske og afrikanske indvandrere har set skriften på væggen i form af pigtråd og lyskastere ved kanten af Middelhavet. Syd for dette hav tikker en afrikansk befolkningsbombe.

Europæiske folkevalgte mente oprigtigt, at de gennem EU byggede en universel ramme for fredelig sameksistens. Krigene i Eksjugoslavien og sidenhen Ukraines skæbne demonstrerede kontinentets skrøbelighed, og at vejen til vold er kort, når der skal kæmpes for kulturel og religiøs identitet.

Universalismen er i koma, og kulturkrige er en dårlig erstatning. Civilisationer er mere end historisk og religiøst arvegods, de skal fornys i dialog med omverdenen. Fornyelseskraften kan man ikke vaccinere sig til.

(klumme i Politiken 09.03.21)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Sydasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s