Biden bør se kritisk på de mekanismer, der kortslutter demokratiet.

KALD DET BARE skæbnens ironi: En halv snes dage efter at kongresbygningen i Washington blev udsat for en pøbelstorm drevet af løst organiserede aktivister, indgav våbenlobbyen National Rifle Association konkursbegæring. NRA’s ledelse meddeler, at organisationen flygter fra sagsanlæg for korruptionsanklager i New York for at sætte et nyt hovedkvarter op i Dallas, Texas.

Mens amerikanske folkevalgte diskuterer, hvorledes myndighederne får kontrol med de højreekstreme grupper, der også har infiltreret både politiet og hæren, kan verden forvente, at NRA forbereder en kampagne, hvis budskab er, at retten til at bære våben er en menneskeret.

Ifølge den amerikanske sundhedsstyrelse blev 13.958 af landets borgere dræbt af håndvåben ved drab i 2018. Tallet for selvmord er ca. dobbelt så højt.

Ifølge samfundsvidenskabelig teori er en moderne statsdannelse karakteriseret ved, at staten har et voldsmonopol, ikke stammer, bander, militser eller mafiøse grupperinger. Våbenlobbyen falder i en grå mellemkategori, fordi den er drevet af velorganiserede civile. Skyggerne fra 1800-tallets vilde vesten falder langt.

Når presset for våbenkontrol øges, henviser NRA’s repræsentanter til USA’s anden forfatningstilføjelse, der siden ratificeringen i Kongressen i 1791 har haft denne ordlyd: »En velreguleret milits som en nødvendighed for en fri stats sikkerhed giver befolkningen den ukrænkelige ret til at bære våben«.

En formulering, der rummer en indre selvmodsigelse i tilfælde, hvor militslignende grupper truer statslige institutioner. Ganske som det skete i Washington 6. januar. Forfatningstilføjelsen har været genstand for talløse diskussioner, men her står udviklingen stille.

Kombinationen af adgang til våben og forekomsten af konspirationsteorier, der formidles ufiltreret via såkaldte sociale medier, har bragt det politiske USA ud i noget, der begynder at ligne en eksistenskrise. Bestræbelserne for at sikre frie borgere i et frit samfund har vist sig at have destruktive aspekter, når demokratiets institutioner forgiftes indefra.

DONALD TRUMP ødelagde millioner af amerikaneres tro på landets system ved at nægte at anerkende sit valgnederlag i november og ved efterfølgende at opildne til et regulært fysisk overgreb mod systemets fornemste institution.

Den respekt for USA, der blev opbygget af embedets forgængere gennem generationer, kuldkastede Trump ved brug af løgne og tweets. Der skal nok være Trump-tilhængere herhjemme, der tager de forgangne fire år med et skuldertræk. ’The Donald’ blev en beklagelig parentes, og demokratier er ofte rodebutikker, vil argumentet lyde.

Bidens fire år skal måles på, hvor langt han tør gribe ned i de mørkeste sider af det amerikanske folkedyb. Dernede, hvor konspirationsteorierne stortrives, hvor liberale amerikanere sammenlignes med socialister eller det, der er værre. Sekternes Amerika.

Flere af disse har en kristen, protestantisk fundamentalisme som fællesnævner. Nutidens højreekstreme gruppers tankegods er tydeligvis lånt hos John Birch Society, oprettet i 1958 og navngivet efter en efterretningsofficer, der blev dræbt i Kina i 1945 og blev kaldt for den kolde krigs første dødsoffer. John Birch Society eksisterer stadig og arbejder bl.a. for at få USA udmeldt af FN.

Protestantisk fundamentalisme er set med europæiske øjne en selvmodsigelse, men ikke i sekternes USA, og nej, Trump var ingen Hitler, men måske en halv Mussolini.

Det er en trivialitet at konstatere, at de to mest dødbringende sekter i det 20. århundrede blev ledet af henholdsvis Vladimir Lenin og Adolf Hitler. Mens det tog en verdenskrig at få knust nazismen, viste det sig til mange liberales overraskelse, at marxismen-leninismen kunne reformeres til mere fredeligere varianter, som det blev demonstreret med de socialdemokratiske partidannelser i slutningen af 1800-tallet og siden 1970’ernes eurokommunisme.

Vi skal lede ved eksemplets magt, pointerede Joe Biden i indsættelsestalen. Nutidens gigantiske paradoks er, at et USA, der er grundlagt på idealer om frihed og menneskelig værdighed, har demonstreret dybe autoritære og anarkistiske tilbøjeligheder. Held og lykke med oprydningen, Joe.

Og Bidens udenrigspolitik? Den ubehagelige realitet er, at Rusland, Kina, Centralasien og det muslimske Mellemøsten ikke bliver en del af klodens demokratiske fællesskaber. USA og Europa må finde veje til pragmatisk og resultatorienteret sameksistens med Moskva og Beijing. Start med bekæmpelse af pandemier og islamistisk fundamentalisme, og fortsæt med regulering af cyberspace og techgiganterne, både de amerikanske og kinesiske.

(klumme i Politiken 25.01.21)