Hvad vil de vrede hvide mænd sige til Harris?

Spiren til det aktuelle kaos blev lagt i 1964 af republikansk senator.

Den bølge af oprør fra diffuse og løst organiserede, men ofte bevæbnede grupper på USA’s militante højrefløj er ikke et fænomen, der kommer ud af et vildnis, hverken på prærien eller i de nedslidte amerikanske storbyghettoer. Der er lagt kim for årtier siden både i det etablerede politiske system, i Hollywood-produktioner og i den populærlitterære fiktion.

Glem venligst alt om, at konspirationsteoretikerne, anført af QAnon, udgår fra 1950’ernes antikommunisme, kendt som mccarthyismen efter den berygtede og korrumperede republikanske senator Joseph McCarthy, der døde af druk som 48-årig i 1957 efter at have brændt sig selv op i jagten på formodede kommunister og socialister i regeringsapparatet.

Frøet til den nuværende bølge af højreradikal frihedsekstremisme blev lagt af ingen ringere end den republikanske Arizona-senator og præsidentkandidat Barry Goldwater i en nu legendarisk tale, han holdt 16. juli 1964 i San Francisco Cow Palace. Her gik han på podiet foran et tusindtal af tilhørere for at takke for nomineringen som sit partis kandidat til præsidentvalget samme år.

Den republikanske partiledelse havde ifølge historikerne forventet en præsentation af moderate konservative synspunkter, men blev ramt af chok, da Goldwater ytrede følgende:

»Ekstremisme er ingen dårlig egenskab, når det handler om at forsvare friheden, og der er intet dydigt i at udvise forsigtighed, når man kæmper for retfærdighed«.

Goldwater led i november samme år et stort valgnederlag til demokraternes Lyndon B. Johnson. Herefter frygtede mange konservative en politisk ørkenvandring, hvor liberale ville dominere den politiske debat i landet. Hvilket varede, indtil republikaneren Richard Nixon kom til i 1968.

Nixon blev udfordret af den borgerrettighedsbevægelse, som voksede frem i hans tid som vicepræsident under Dwight D. Eisenhower 1953-60, og holdt diskret det republikanske yderste højre ud i strakt arm, også fordi de højreekstreme grupper blev overskygget af den radikalisering, der karakteriserede især de sorte rettighedsbevægelser.

I 1978 UDGAV William Luther Pierce romanen ’The Turner Diaries’, der er en dystopisk fortælling om et USA, der rammes af en voldelig revolution: Den føderale regering falder, og en systematisk racekrig fører til udryddelse af alle befolkningsgrupper, der ikke tilhører den hvide majoritet. Bogen har siden inspireret til flere hadforbrydelser og terrorlignende overgreb på etniske og religiøse mindretal, herunder det jødiske. Terrorbombningen af en regeringsbygning i Oklahoma City i 1995, der kostede 168 personer livet, var motiveret af Pierces bog, forklarede gerningsmanden Timothy McVeigh inden sin henrettelse i 2001.

En bestemt ’begivenhed’ i ’The Turner Diaries’ kaldes ’rebets dag’, hvor hvide nationalister sender deres fjender i galgen. Disse fjender beskriver Pierces hovedperson i bogen, Earl Turner, således: »juristerne, forretningsfolkene, tv-journalisterne, avisernes udsendte og deres redaktører, dommerne, lærerne, skolernes embedsværk, borgergruppernes repræsentanter, bureaukraterne, prædikanterne og politikerne«.

På intet tidspunkt i amerikansk historie har en præsident appelleret til voldsinstinkter, som det er blevet tilstanden under Donald Trump, men vi behøver blot kaste blikket på nyere europæisk historie for at finde en valgt leder med tilbøjeligheder som Trumps:

Italiens legendariske Silvio Berlusconi selvfølgelig. Lighederne med Trump er påfaldende: Et særligt forhold til den russiske autokrat Vladimir Putin. Legitimering af det yderste højre. Beskyldninger mod mediefolk og jurister for at bedrive heksejagt mod sig. Hetzagtige påstande om indvandrere.

Hvad det politiske USA har brug for her og nu? Moderation og forsoning som medicin mod fortsat fattiggørelse og radikalisering af den hvide arbejderklasse. Ellers er den amerikanske drøm død og ligger kulet ned i skyttegravene efter det amerikanske århundrede, der lukkede og slukkede med indsættelsen af Donald Trump i januar 2017.

Det blev et århundrede, der leverede lykkelige resultater under præsidenterne Truman, Eisenhower, Carter, Reagan og Bush den ældre. Hvem i landskabet derovre opfinder den værdige afløser for Joe Biden om fire år? Ja, hvad tror I, at de vrede hvide mænd vil sige til den multikulturelle og -etniske Kamala Harris?

Behold den skudsikre vest i skabet lidt endnu.

(klumme i Politiken 15.01.2021)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s