Europas aftale med Kina er endnu en udfordring for Joe Biden.

INDGÅELSEN AF EN investeringsaftale mellem EU og Kina kort før årsskiftet er et markant signal om, at klodens magtrelationer rykker sig på ny.

Aftalen er et tilbageslag for den afkobling af kinesisk engagement i Europa, som USA har presset på for. Et centralt projekt i Trumps udenrigspolitik, som det tiltrædende hold under Joe Biden utvivlsomt havde til hensigt at videreføre, men som nu ligner et forlis. Præsidenten kan sende et takkekort til kansler Angela Merkel, for Europas håndslag til Kina er hendes værk.

Forståelsen mellem Beijing, Berlin og Bruxelles kommer mindre end to måneder efter en anden stor triumf for Kina: en handelsaftale med 14 asiatiske lande, heraf flere af USA’s traditionelle allierede, inklusive Japan, Sydkorea og Australien. Et euroasiatisk handelsnetværk uden amerikansk deltagelse tegner sig i horisonten.

Skal aftalen med Beijing give mening for det Europa-Parlament, der skal godkende den, er forudsætningen, at samhandelen ledsages af styrkede rettigheder for kinesiske arbejdere. Konkret vil EU kræve garantier for, at det tvangsarbejde, der udføres af Kinas muslimske uighur-minoritet, ophører.

Uighurerne er hjemmehørende i Kinas vestlige Xinjiang-provins, som er trædesten for de nye silkeveje: rigets transportkorridorer til Centralasien, Rusland, Iran og Europa, som forbinder de to handelszoner, Xi Jinping har fået underskrifter på.

Hvis de arbejdslejre i Xinjiang, som vestlige aktivister kalder ’Kinas GULag’, men som i Beijings terminologi betegnes ’træningscentre’, er på vej til at blive tømt som en konsekvens af aftalen med EU, kan Bruxelles vælge at kalde dette et fremskridt for både menneske- og arbejderrettigheder.

Men også hvis de ’omskolede’ uighurer fordeles med tvang ud til fabriksarbejde i andre dele af riget? Hongkongs endnu frie medier bedes tjekke, om tekstilfabrikkerne genopstår i Perleflodsdeltaet, bemandet med kinesiske muslimer.

EUROPAS DILEMMAER står i kø her. Kina er kommet styrket ud af coronakrisens monumentale udfordring med beskedne smittetal (og sandsynligvis omkring 4.000 coronadøde, en dramatisk forskel til USA’s 350.000), en økonomi i vækst og pragmatiske partnerskaber.

Læg hertil det kinesiske vaccinediplomati, som ramte europæiske og latinamerikanske modtagere, mens amerikanerne fumlede og vaklede.

Beijings propaganda taler om silkeveje for sundhed. Disse veje blev første gang synlige for europæerne, da et kinesisk godstog lastet med 110.000 mundbind og 776 beskyttelsesdragter i april ankom til Madrid efter en 13.000 kilometer og 17 døgn lang rejse.

Udfordringen for Ursula von der Leyen består nu i at overbevise Joe Biden om, at demokratierne er tjent med at acceptere samarbejde med kompetente autokratier på tværs af systemforskelle: ideologiske konfrontationer må vige for klimahensyn og folkesundhed.

Lykkes dette, vil eftertidens historieskrivere kunne kalde starten af 20’erne for perioden, hvor det lykkedes Europa at undgå, at Kina og USA snublede i det, der kendes som Thukydids fælde.

THUKYDID ER menneskehedens første historiker af betydning. Da han beskrev udbruddet af Den Peloponnesiske Krig i 400-tallet før vor tidsregning, lagde han grunden til en teori, der har relevans op til i dag: Spartas herskere frygtede opkomsten af et stærkt Athen og valgte derfor at slå udfordreren ned, inden denne blev for stærk. Konsekvensen blev en ødelæggende krig, der afsluttede oldtidens græske dominans.

Den fælde, som Thukydid har lagt navn til, handler om risiko for krig, når en etableret overherre presses af en rival. Læren fra mange eksempler siden oldtiden er, at krigen i en sådan overgangstilstand er en større risiko end muligheden for en ændret og fredeligere magtdeling.

Joe Biden og Xi Jinping skal se at få repeteret Thukydid. Oldtidshistorikerens vigtigste arvtager i det 20. århundrede, den amerikanske politolog Samuel Huntington, skrev følgende i sin klassiker om civilisationernes sammenstød:

»Vesten vandt verden, ikke i kraft af overlegenhed på ideer, værdier eller religion, men i kraft af sin overlegenhed i evnen til at anvende organiseret vold. Vesterlændinge har det med at fortrænge denne realitet; folk uden for Vesten glemmer den aldrig«. Derfor silkevejene som en bestræbelse på en ny orden.

Vacciner er et tiltrængt alternativ til korstog. Investeringsaftalen, der har til formål at forbinde Østasien med Europa, er et udfordrende bytte for den uorden, som Trumps kaosregime efterlader sig. Den bringer ikke demokratisk frigørelse med sig, men fredeligere tilstande via magtbalancer.

(klumme i Politiken 11.01.2021)