Kan supermagten lære af sine fiaskoer? Eller andres? Tiden er inde til et regnskab om en række humanitære udfordringer.

Hej Joe B., kan du huske den legendariske sangtitel ’Hey Joe’ fra din ungdom? Ophavspersonen er folkesangeren Billy Roberts, der registrerede ophavsretten til den i 1962. Siden blev det til mange versioner, bl.a. af Tim Rose og The Byrds – musikere, der må have fyldt en del i din ungdom, længe inden du fik politiske ambitioner.

Sangen udødeliggøres af Jimi Hendrix i slutningen af 1960’erne, hvor det er én bestemt sætning, der sidder fast i erindringen: Hey Joe, hvor skal du hen med det våben, du holder i din hånd?

Præcis dette spørgsmål må amerikanske vælgere stille ved starten på et år, hvor den frie, demokratiske verden har kolossale forventninger til dig og dit hold efter den kaotiske og destruktive periode under USA’s 45. præsident.

Nr. 44 havde vi i Europa store forventninger til, men der skete jo ikke alverden. Ud over at en relativt usynlig krigsførelse med droner blev intensiveret.

Du har som nummer 46 i rækken muligheden for at gøre en forskel, skal jeg hilse og sige fra mine amerikanske slægtninge. Din indenrigspolitiske reformdagsorden forekommer at blive et arbejde, der ligner, hvad Sisyfos stod over for, men så vis os, at du bliver en Herkules for et nyt og bedre Amerika.

Begynd venligst med at bestille professor David Vines’ nyligt udgivne bog ’The United States of War. A Global History of America’s Endless Conflicts, from Columbus to the Islamic State’. Her forklares den dystre arv, som dine forgængere har overdraget til dig.

I DET FØLGENDE begrænser vi os til bogens gennemgang af nyere konflikter, hvor USA enten har været den initiativtagende part eller siden har involveret sig. Du ved selvfølgelig, at millioner er blevet dræbt, og endnu flere er blevet kvæstet, så lad os få sat tal på, hvem der stadig kan gøres noget for:

Ifølge David Vines befinder der sig i dag 37 millioner fordrevne individer i lande, hvor USA’s militær har været eller stadig er involveret: Afghanistan, Syrien, Irak, Pakistan, Yemen, Somalia, Libyen og Filippinerne.

De hjemvendtes traumatisering skyldes utvivlsomt også en tvivl om, hvorvidt USA stadig har evnen til at være klodens politibetjent. De 37 millioner fordrevne er vidnesbyrd om fraværet af positive resultater. Trods flere såkaldte ’villige koalitioner’.

Dette morads af elendighed og nød er i uhyggelig grad koncentreret i den muslimske verden, dvs. Stormellemøsten og den sydlige del af Centralasien, herunder USA’s allierede og våbenbroder Pakistan, et arnested for islamistisk inspirerede terrorbevægelser.

Ingen af disse samfund har lært af klodens folkerigeste muslimske og demokratiske nation, Indonesien, der både i forfatningen og i praksis ligestiller verdensreligionerne og er et sekulært samfund, der satser på social og civil udvikling.

SÅ LAD OS LIGE repetere spørgsmålet med en hengiven tanke til Jimi Hendrix ca. 1967: Hey Joe, hvor skal du hen med det våben, du holder i din hånd? Det var krigen i Vietnam, der fyldte meget dengang.

Du har en hær af analytikere sat i sving med at regne på, hvor hurtigt USA’s gæld vil fortsætte med at stige, når dine indenrigspolitiske reformer skal realiseres.

Ulykkeligvis kan du ikke gøre brug af den fredsdividende, som blev din forgænger Bill Clintons redningsplanke ud af det gældsbjerg, som han i 1993 var blevet overdraget af sine republikanske forgængere.

Clinton reducerede amerikanske baser overalt. Den luksus vil Kongressen nok ikke tillade dig her og nu. Men så bør du lige minde dem om den mest dystre del af omkostningerne: 9,2 millioner flygtninge og internt fordrevne fra Irak, svarende til 37 procent af befolkningen.

Okay, lad os vedtage, at Syrien hører under Putin.

Til sammenligning bør du og din stab kaste et blik på USA’s strategiske hovedmodstander Kina, som tegner sig for en enkelt krig i nyere tid, dvs. lidt over fire årtier: et tre uger langt og fejlslagent felttog ind i det nordlige Vietnam i februar 1979.

Kina lærte dengang af sin fiasko, har USA lært af sine? God arbejdslyst, Joe, hvor skal dit mandskab hen med USA’s gigantiske våbenarsenal?

Rydde op på kloden, velsagtens. Med hjælp fra Europa og FN-systemet.

(klumme i Politiken 1. januar 2021)