Det 21. århundrede tilhører den elektrificerede jernbanedrift.

DEN AMERIKANSKE forfatter Paul Theroux gennemførte for et lille halvt århundrede siden en togrejse med den transsibiriske jernbane gennem Rusland, Sibirien og flere af de sovjetiske delrepublikker. Inden sin ankomst til sovjetimperiet havde han været på skinner gennem en god del af Mellemøsten og Sydøstasien.

Rejsen resulterede i hans litterære gennembrud, ’The Great Railway Bazaar’, i 1975. Theroux skrev medrivende om et tilbagestående sovjetsamfund med f.eks. »Lenins svulmende hvide pande ved hvert eneste stop (…) og lugten af sardiner, sved, kål og gammel tobak, der var så stærk, at selv russerne sprang ud på perronen og risikerede at få lungebetændelse for at trække en mundfuld frisk luft, hver gang vi holdt fem minutter ved en station, den dårlige mad, den åndssvage økonomi«.

Fire årtier senere gjorde den norske forfatter Erika Fatland en tilsvarende færd. Hendes beretning i bestselleren ’Grænsen’ levner ikke megen plads til opmuntring. Hun oplever et samfund, hvor der hersker den fuldkomne apati:

»Der findes knap nok ventilation. Vi risikerer langsomt at blive forgiftet med kulos, hele banden, tænker jeg. Iltniveauet daler for hver kilometer. I tredjeklasseskupeen gisper 50 munde nærmest komatøst efter luft. For så vidt et træffende billede på dagens Rusland, hvor apati og ligegyldighed synes at have sænket sig over hele det vældige land«.

DE SIBIRISKE VIDDER er muligvis ikke det mest oplagte rejsemål for en europæisk gennemsnitsfamilie, der her under pandemiens tungsind forsøger at forestille sig, hvilken verden der venter på at blive opdaget, når vi når til livet efter covid-19. Men intet bliver som før.

Blandt de vidtgående økonomiske konsekvenser af pandemien er en total omkalfatring af hele rejse- og transportsektoren og den dertil knyttede infrastruktur. Bare spørg flyproducenterne Boeing og Airbus, hvordan deres ordrebøger ser ud lige nu.

Mens rejsebureauer over den ganske klode gisper efter luft, sejles en armada af krydstogtskibe til ophugning i tyrkiske, pakistanske og indiske havne. Den mest perverterede del af oplevelsesøkonomien dør en langsom død.

Lyspunkterne har vi oplevet på nært hold med ankomsten af det elektriske lokomotiv Vectron, som DSB får bygget 42 eksemplarer af hos Siemens. Denne fremtidens transportform er godkendt til drift i 20 europæiske lande.

Siden historiens første damplokomotiv blev sat på skinnerne mellem Liverpool og Manchester i september 1830, har menneskeheden ikke kendt til en mere sikker måde at transportere folk og gods over land på end jernbanerne.

MED 1800-TALLETS togdrift fulgte udviklingen af imperier og dermed handel, udbytning, kolonisering, udvikling, alt det, som siden blev kaldt globalisering. Victorianere og andre imperialister var ikke i tvivl om meningen med begrebet civilisation og midlet til at fremme den: jernbaner. En verden forbundet med skinner er i moderne tid en genfødt vision om fremskridt og udvikling.

I dag er højhastighedstog midlet til økonomisk erobring uden krig. Til forskel fra det vilde vestens jernhest, der udryddede indianere og bisoner i tusindtal.

Se på verdenskortet: Der, hvor der kun er små jernbanenet eller slet ingen, er der heller ingen udvikling. Den iøjnefaldende undtagelse fra denne regel er selvfølgelig Indien, som har klodens største jernbanenet af den gammeldags og forældede slags. Ingen af hinduismens mange guder beskytter togdriften, heller ikke efter at dette gigantiske, gådefulde samfund er kommet op i vækstøkonomiernes superliga.

Håbet må være, at Indien kommer derhen, hvor Japan stod i 1964, da højhastighedstoget Shinkansen blev taget i brug. I sine første 60 år har Shinkansen transporteret 12 milliarder passagerer uden ét eneste dødsoffer.

Ikke Indien, men Japan er det indlysende forbillede for Nord- og Sydkorea, Kina, Rusland, Mongoliet og de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien. For Shanghai bør en dag forbindes med Moskva, Warszawa, Helsinki, Berlin, Wien og Istanbul.

Vi kan starte herhjemme. Forbind venligst Aarhus og København med Hamburg, München, Rom, Madrid og Athen.

Udfordringen: Hvad vil fremtidens togpassagerer sige til at skulle rejse gennem autoritære regimer med deres hang til overvågning og kontrol? De vil få at vide, at kameraerne og politistatsmetoderne gavner sundhed og sikkerhed. Pandemier holdt ude og kriminalitet sendt i bund. Til gavn for turisme, samhandel og den mellemfolkelige forståelse. God rejse!

(klumme i Politiken 28.12.20)