I anledning af 20-året for tsunamien genudgives her en klumme, skrevet kort tid efter at katastrofen indtraf.

Når verdensoffentligheden giver plads til lidt realisme, vil der tegne sig et billede af et Asien, som selv vil kunne hente langt de fleste af ressourcerne til at rette sig. Hvor længe skal der ydes hjælp, inden det med rimelighed kan forventes, at de berørte lande klarer resten selv?

De borgere og regeringer i rige lande, som i disse dage mønstrer en enestående generøsitet for at hjælpe ofrene for den asiatiske flodbølgekatastrofe, bør ikke lade godgørenheden overskygge den realitet, at selv det hårdest ramte land Indonesien om få år vil kunne løfte genopbygningen af de ødelagte samfund ved egen kraft.

Asien af i dag er noget helt andet end Asien af i går. Donorsamfundene bør stille spørgsmålet: Hvor længe skal der ydes hjælp, inden det med rimelighed kan forventes, at de berørte lande klarer resten selv? Et tilbageblik: det 20. århundredes mest dødbringende jordskælv indtraf 28. juli 1976 klokken 3.42 om morgenen i det nordøstlige Kina. Styrken blev målt til 8.2 og epicentret lå tæt på industribyen Tangshan med godt en million indbyggere. De fleste af dem sov, da skælvet indtraf, og mange omkom i deres senge. Andre lå døende i flere timer eller dage i ruinerne og omkom, inden redningsfolk kunne grave dem fri. Katastrofen fik kun sporadisk omtale i internationale medier.

For der fandtes intet CNN, intet internet, ingen digitale kameraer. Kina var internationalt isoleret og landets ledelse lammet af politiske magtkampe. Jordskælvet udløste kun beskedne og sporadiske overskrifter i danske aviser og kun skuldertræk hos regeringsledere uden for Kina. Efterfølgende angav de kinesiske myndigheder antallet af dødsofre til en lille kvart million. Mange år efter har forskere sat tallet til det dobbelte.

Den kinesiske offentlighed led i stilhed, og der var ingen internationale appeller, der kunne forbedre tilstanden for de ramte samfund. Knapt tre årtier senere er det et radikalt forandret Kina og et radikalt forandret Asien, der er rykket ind i mediernes overskrifter. Thailand og Indonesien var dengang autoritært styrede udviklingslande, hvor militære eliter dikterede vilkårene for det politiske liv.

Indien befandt sig i undtagelsestilstand og økonomisk stagnation. Kina havde, under den døende Kejser Mao, meldt sig ud af virkelighedens verden. Den eneste asiatiske nation af afgørende betydning for den globale økonomi var dengang vækstlokomotivet Japan, som europæiske og amerikanske økonomer skrev begejstrede artikler og bøger om ud fra en forestilling om, at det japanske hightech maskineri kunne trække de vestlige økonomier ud af den lavkonjunktur, som olieprischokket i 1973 havde sendt OECD-landene ned i.

Tre årtier gør en massiv forskel i global og asiatisk politik. I dag er Asiens to befolkningsgiganter, Indien og Kina, ikke længere de økonomiske skrotbunker, de var dengang, men internationale dynamoer, der ikke bare har skabt gennemgribende positive forandringer for store grupper i de respektive befolkninger, men også er blevet trækelefanter for en voksende andel af den globale økonomi.

Resultaterne af reformerne i Indien, Kina og Sydøstasien er analyseret af Verdensbankens nyligt udgivne rapport Global Economic Prospects. Bankens økonomer er nået frem til, at mindst en halv milliard asiater i løbet af en generations tid er blevet løftet ud af fattigdommens bundkategori, dvs. der, hvor et individ er tvunget til at overleve for mindre end en dollar om dagen.

Sagt på en anden måde: Da jordskælvet ramte Tangshan, befandt 600 millioner østasiater, hovedparten af dem kinesere, sig på udviklingsstigens nederste trin. I dag er dette tal mere end halveret. Disse megafremskridt kan ikke forklares med udviklingsbistand, for Kina får ikke længere bistand af betydning. De positive forandringer i den kinesiske økonomi skyldes i grundtrækkene den økonomiske formel, som i varierende grad er blevet anvendt af de af Kinas nabolande, som kendes som de asiatiske ‘tigre’, primært Sydkorea, Taiwan og Singapore:

En markedsorienteret politik, der er åben over for internationale investeringer og moderne teknologi, kan mobilisere og uddanne en disciplineret arbejdsstyrke, levere en relevant infrastruktur, samt ikke mindst opbygge et arbejdsmarked, der ikke som i Afrika og Mellemøsten er diskriminerende over for halvdelen af befolkningen, kvinderne.

Midt i den mediedrevne og helt forståelige mobilisering af indsamlinger til ofrene for flodbølgen i Asien må det være på sin plads at minde om, at katastrofens virkninger har ramt lande, der mere effektivt end på andre kontinenter i den såkaldte tredje verden har formået at reducere fattigdom og skabe menneskeværdige levevilkår på historisk kort tid. Det gælder også den aktuelle katastrofes hårdest ramte land, Indonesien, om end de udviklingsmæssige forbedringer i det gigantiske ørige har været mere ujævne end i det mere gunstigt stillede Thailand. Da Indonesien i 1966 fik militærstyre, skete det på baggrund af en kaotisk økonomi med trecifrede inflationsrater og udbredt sult og fattigdom.

Tre årtiers ledelse med et autoritært, men absolut ikke inkompetent teknokratstyre fik stabiliseret økonomien og skabt tålelige vilkår for en meget stor del af befolkningen. Da indoneserne i 1998 havde fået nok af eksgeneral og præsident Suhartos kleptokratiske uvaner og afsatte ham, faldt det sammen med den omfattende valuta- og finanskrise, der for en tid så ud til at slå bunden ud af de fjernøstlige dynamoer. På få måneder tabte den indonesiske valuta, rupiah, næsten halvdelen af sin værdi og millioner af familier mistede arbejde og levevej.

Men til omverdenens overraskelse skulle der kun to års intensivt reformarbejde til, før den indonesiske økonomi havde stabiliseret sig, og bønderne på Java og Sumatra kunne begynde at se lys for enden af tunnelen. Ikke fordi Indonesien i 2000 havde fået en mere kompetent præsident (Abdurrahman Wahid, næsten blind og ofte halvsovende under regeringsmøderne).

Nej, den økonomiske genopretning af verdens folkerigeste muslimske nation kunne lade sig gøre, fordi der i embedsmandskorpset sad tilstrækkeligt mange amerikansk uddannede økonomer og planlæggere, der kunne give Verdensbankens og Valutafondens udsendte katastrofepersonale et kvalificeret modspil, således at de nødvendige reformer blev gennemført under tilstrækkelig hensyntagen til de særlige forhold i det gigantiske ørige. Keine Hexeri, kun lidt asiatisk snilde og behændighed.

Netop fordi Indonesien under Asienkrisen 1997-99 demonstrerede en kombination af social robusthed og kompetence i embedsværket kunne kæmpelandet hurtigt komme på fode. Her og nu er det ikke den finansielle, men den fysiske infrastruktur, der er smadret. Det kan være hårdt nok for de direkte berørte samfund på det nordlige Sumatra, en ø på størrelse med Sverige og et indbyggertal på 44 millioner, hvoraf Aceh tegner sig for en tiendedel. Og Sumatras økonomi danner basis for halvdelen af Indonesiens samlede eksportindtægter, først og fremmest inden for olie- og gassektoren. Men Indonesiens samlede ressourcer, inklusive de menneskelige, må ikke undervurderes. På få år har landet konsolideret sit unge demokrati med frihedsrettigheder og vidtgående institutionelle reformer.

Korruption er stadig en svøbe, men den ny præsident Susilo Bambang Yudhoyono er en reformernes mand, som omverdenen allerede nu har vist, at man har tillid til, selv om han kun har siddet i få måneder. Om hvilken centralasiatisk, afrikansk eller arabisk leder kan man sige det samme?

I Sri Lanka er problemet lige så meget politisk, som det er økonomisk. Præsident Chandrika Kumaratunga har alle tænkelige grunde til at afsky De Tamilske Tigre, som er ansvarlig for drabene på hendes far og hendes ægtefælle, og ’Tigrene’ var tæt på at ramme hende selv ved et attentatforsøg i 1999.

Derfor har hun personligt overtaget ledelsen af hele katastrofeindsatsen i sit land og kun overladt en symbolsk del af bistanden til hendes arvefjender tamilerne, mens der var tv-kameraer på. Det vil kræve statsmandskunst at bruge en national katastrofe til at skabe forsoning efter 20 års borgerkrig, men den er ikke sandsynlig med hende i førersædet. I stedet kan man glæde sig over, at Sri Lankas tekstilindustri, der har oplevet en massiv fremgang i de senere år, stort set er uskadt.Når verdensoffentligheden og dens tv-kameraer har fået flodbølgeofrene på afstand og den meget forståelige medfølelse giver plads til mere realisme, vil der tegne sig et billede af et Asien, som selv vil kunne hente langt de fleste af ressourcerne til at rette sig op efter den største naturkatastrofe i nyere tid.

Flodbølge eller ej, de største hindringer for udvikling af nødstedte samfund vil fortsat være politiske. Se blot på den uhyggelige række af afrikanske kleptokrater, som er blevet stopfodret med europæisk udviklingsbistand gennem 40 år og stort set ikke fået andet ud af det end at berige nogle få illegitime eliter.

(klumme i Politiken 8. januar 2005)