Med dette opslag får læseren en mulighed for et indblik i, hvordan en toppolitikers nytårstale bør lyde. Der linkes her til den tale, som Finlands præsident Alexaander Stubb holdt til sine borgere 1. januar. Politikens fortræffelige kommentator Noa Redington drager i sin weekendklumme (04.01.25) en sammenligning til den tale, statsminister Mette Frederiksen leverede til os danskere. Der er en verden til forskel! Redington skriver først om Stubb, at han er tidligere statsminister, udenrigsminister og finansminister. Tidligere medlem af EU-Parlamentet. Uddannet ved Sorbonne. Ph.d. fra London School of Economics.
Og dernæst: ‘Med en evne til at sætte ord på, hvad der er på spil. En analyse af skiftet mellem Vesten og Østen og Syden. Et forsvar for den regelbaserede verden. Om klima, biodiversitet og kunstig intelligens. En afvisning af, at Rusland udgør en umiddelbar fare for Finland. Men for øvrigt kan de bare komme an. Dels fordi sådan er finner. Dels fordi man er medlem af Nato’.
Alexander Stubb (Cai-Göran Alexander Stubb, født April 1, 1968, finsk præsident siden 1, marts 2024)
Videre hedder det: ‘Ingen trætte vittigheder om, at når to finner mødes, så drikker de vodka. Og når tre mødes går de i sauna. Det var en af de bedste nytårstaler, jeg kan huske. Fuld af vilje og værdier. Fuld af sisu. Herhjemme brugte Mette Frederiksen sin taletid til at cementere sin position som mørkemesteren. Den frie verdens hospiceforstander. Og det er jo helt fair, hvis man i Statsministeriet insisterer på at indtage den rolle. Men det er tankevækkende, hvor bombastisk linjerne trækkes op. Som den eneste af sine nordiske kolleger henviste Frederiksen til den nye ondskabens akse mellem Rusland, Nordkorea og Iran. Vi slap dog for at høre omkvædet om houthierne og Sahel. Til gengæld fik vi den formentlig ringeste analyse af Kina, en dansk statsminister har givet siden Hartling i 1974 førte en samtale med formand Mao på et højt intellektuelt niveau’.
Hele Stubbs tale står på præsidentembedets hjemmeside. God læselyst:
Flemming Ytzen 