Lad asiatisk visdom og tålmodighed blive den politiske modvægt til Donald Trumps giftige, Amerika Først-politik. Lykkes han, er det slut med den liberale, regelbaserede verdensorden.

2025 tegner til at blive et år med en usædvanlig hård cocktail for os europæere. Ni døgn efter indsættelsen af USA’s 47. præsident indledes i Østasien Slangens år. Symbolikken er da til at få øje på.

Tilstanden i Europa er foruroligende skrøbelig: Der er ikke den ringeste udsigt til en ukrainsk sejr i krigen mod Rusland. Tyskland, kontinentets vigtigste og største økonomi, styrer mod et magtskifte efter valget i februar. Kommissionen i Bruxelles vakler i håndteringen af Trump, Ukraine og den mellemøstlige dødsspiral Gaza. Ingen europæiske regeringschefer taler om de to tredjedele af klodens befolkning, der bor i Øst- og Sydasien.  

Her kræves globalt lederskab, hvor de vestlige demokratier samordner, men USA leverer ikke længere. En historikerveteran har formuleret det således: ’Dansk udenrigspolitik ligger i ruiner. I årevis har den danske befolkning af forskellige regeringer fået ørerne tudet fulde af, at Danmarks deltagelse i USA’s krige i Afghanistan, Irak og Libyen skabte goodwill hos den store allierede. På den baggrund kunne Danmark føle sig ekstra tryg. Vi var i kridthuset hos amerikanerne. Nu følger USA’s tak for al den servilitet: Trusler om krig mod rigsfællesskabet. Så meget for den goodwill.’

Europæiske beslutningstagere ser ind i fremtidsscenarier, hvor de kommer til at bære forsvarsforpligtelserne selv og kun kan regne med amerikanerne i tilspidsede krisesituationer. For nuværende betales prisen af de ukrainere, der har drømt om at komme nærmere den europæiske familie af frie og liberale nationer. Deres ambitioner var illusoriske.

Langt fra Europa er magtbalancer under forandring. Kinas opstigning betyder, at Japan har brug for en dybere diskussion om den forfatning, som blev skrevet af amerikanske jurister i løbet af en enkelt uge i 1946, og som forbyder krigsdeltagelse uden for Japans grænser. Spørgsmålet er nu, om den Pax Americana, som var nyttig, da præsident George Bush (den ældre) i 1991 lod en USA-ledet koalition fordrive Irak fra det besatte Kuwait og siden bebudede en ny verdensorden, går helt under, når Donald Trump genindtager det Hvide Hus i Washington.

En af Trumps forgængere i embedet, Woodrow Wilson, tilbragte i starten af 1919 fire måneder i Frankrig for med traktaterne i Versailles at få omorganiseret Europa, så kontinentet og verden udenfor kunne blive ’sikker for demokratiet’, som Wilson udtrykte det. USA havde dermed gjort ideen om folkenes ret til national selvbestemmelse baseret på frie valg til et universelt koncept. Det forblev et bærende element i amerikansk udenrigspolitik hele vejen gennem den kolde krig trods mange katastrofale fejltrin undervejs.

USA’S 47. PRÆSIDENT er kun optaget af at sikre klodens forfulgte folkeslag retten til selvbestemmelse, hvis disse melder sig uforbeholdent under Stars and Stripes. Hvilket er hensigten med vore grønlandske medborgere.   

Der var engang, hvor statsminister Mette Frederiksen ytrede, at der ikke måtte være så meget som ’et A4-papir mellem dansk og amerikansk politik’. Den kommer vi ikke til at høre på ny. Partiledere i Folketinget, diplomatiet, rådgivere og taleskrivere i Statsministeriet sveder tran i disse døgn,  for Trump har først trampet på os og siden pisset os af.

Den amerikanske supermagtsrolle bliver gennemgribende omdefineret de kommende fire år. Alt efter temperament kan man vælge at se et Amerika, der opfører sig aggressivt og ekspansivt i sit nærområde – nøjagtig det, som amerikanske politikere beskylder Rusland og Kina for.

Amerika har været en hegemonisk, unipolær magt siden den kolde krigs ophør. Politologen Joseph Nye, der opfandt og videnskabeliggjorde begrebet ’soft power’, skrev allerede i 2002 om USA, at »ikke siden Romerriget har en enkelt nation haft så stor indflydelse på alle de andre«, og han mindede om, at Roms magt og indflydelse over Middelhavsområdet holdt sig ret stabilt i tre århundreder efter, at romerne havde nået et magtens højdepunkt.

Paradokset skriger til himlen: I tiden omkring finanskrisen (2008-2009) var EU’s og USA’s økonomier nogenlunde lige store; i dag er den amerikanske økonomiske volumen det dobbelte af den europæiske. Den udvikling er kommet med en pris: Med Elon Musk og Mark Zuckerberg er en ansvarsløs hyperkapitalisme marcheret ind i magten maskinrum i Washington.

Hvem der uden for USA drager fordel af dette? Ruslands Putin, de krigeriske og blodbestænkte zionister i Jerusalem, plus nogle få populister i Europa anført af Viktor Orban i Ungarn. Foruden en kedelig type i Argentina, Javier Milei. De stakkels afrikanere kan næppe bruge Trump 2.0 til noget.

Efter Trump-konsortiets udmeldinger om Grønland, Canada og Panama er der blevet tavst om både Korea og Taiwan. Førstnævnte fordi Sydkorea er delvist paralyseret efter præsidentens afsættelse, sidstnævnte fordi den taiwanske offentlighed som så ofte tidligere tager udsving i amerikansk politik med ophøjet ro og besindighed. Taiwan handler videre med det kinesiske fastland som altid. Verden får brug for asiatisk visdom og tålmodighed for at stå igennem hyperpopulistens anden embedsperiode i det Hvide Hus. Alt imens yngre danske socialdemokrater forhåbentlig begynder at forberede sig på tiden efter Mette Frederiksen.

(publiceret 19.01.2025)

Relevant link her:

https://cepr.org/voxeu/columns/china-worlds-sole-manufacturing-superpower-line-sketch-rise