Med Trump kan vi sige velkommen til paradoksernes århundrede. Europa får brug for Kina til at dæmpe russisk adfærd. Samarbejdsvilje på tværs af politiske systemforskelle er en nødvendighed i en ændret verden.

Med USA’s 47. præsidents overtagelse af klodens vigtigste embede kan historieskrivningen nu tidsfæste varigheden af det amerikanske århundrede: Det begyndte i april 1917, da præsident Woodrow Wilson overtalte Kongressen til at erklære Tyskland krig og indledte en æra, hvor europæisk sikkerhed og overlevelse blev gjort afhængig af amerikanske økonomiske og militære muskler; det sluttede med den nylige indsættelse af Donald Trump i Det Hvide Hus. Trumps første embedsperiode blev en forpremiere på noget med en langt større gennemslagskraft.

108 år blev det til. For med Trump får verden (igen) en amerikansk leder, for hvem nationale økonomiske interesser overtrumfer værdifællesskaber, strategisk udsyn og opretholdelsen af USA som en global rollemodel. Kombinationen af politisk polarisering og en fundamental forandring af Det Republikanske Parti betyder, at samtlige USA’s hidtidige forbundsfæller skal løse egne udfordringer.

Måske kan denne dramatiske udvikling vendes til noget positivt for os trængte europæere. Her er bud: Natos europæiske søjle vil blive styrket. De atombevæbnede medlemmer, Storbritannien og Frankrig, vil samarbejde med alliancens vigtigste frontlinjestat i øst, Polen, om udstationering af kernevåben. Hertil en sensationel udvikling: De største lande i EU og Nato vil diskret indlede forhandlinger med atommagten Kina om tiltag, der modererer russisk adfærd – indirekte en form for militær beskyttelse.

Idéen er for nylig nævnt af en pensioneret dansk general. Han er utvivlsomt blevet inspireret af doktriner, der blev formuleret af Kinas store gamle filosof Sun Tzu (544-496 f.Kr.). Den gamle vismand belærte kejserens generaler om, at for at kende sin fjende må han blive som sin fjende, at man skal holde sin fjende tættere på sig selv end sine venner, og at den højeste krigskunst består i at besejre sin modstander uden kamp.

Hvor stiller et sådant scenario det Taiwan, som Beijing gør krav på? Ikke så dårligt, som verden umiddelbart kunne frygte. Taiwanernes forsikringspolice består af to dele: 1. Øen huser den virksomhed (TSMC), der producerer klodens mest avancerede mikrochips. 2. Taiwans fredelige udvikling bygger på amerikansk lovgivning (Taiwan Relations Act, 1979).

Denne lovpakke leverer den såkaldte ”strategiske tvetydighed”, der paradoksalt nok gør øen folkeretligt til en del af det historiske Kina, men uden den forudsætning, at øen styres fra Beijing. Et gigantisk paradoks er det, at når kinesiske fly og skibe patruljerer omkring den velstående ø, er det for at fastholde en status quo, som USA har etableret.

Spekulationer i Nato-kredsen om europæisk deltagelse i amerikanske patruljeringer i Det Sydkinesiske Hav forstummede med Trumps overtagelse af Det Hvide Hus, alt imens både Tokyo og New Delhi gør dialogforsøg med Beijing.

Den uhyggelige joker i Østasien er selvfølgelig Nordkorea. Når en våbenhvile bliver landet i Ukraine, vil en sandsynlig sideeffekt være, at Xi Jinping vil bede Vladimir Putin om at moderere Kim-dynastiets adfærd. At nordkoreanske soldater har kæmpet på russisk side i Ukraine, er reelt en ydmygelse af Putin.

Nogle kan huske, da vi talte og skrev om ”den tredje verden”? Begrebets ophavsmand, den franske antropolog Alfred Sauvy, brugte det i 1952 om de lande, der stod alliancefrit i forhold til de amerikanske og sovjetiske magtblokke.

Siden antog tredjeverdensbegrebet en bredere betydning og blev en samlebetegnelse for udviklingslande i Latinamerika, Afrika og Asien, som kæmpede for at komme fri af kolonisering, despoti og fattigdom. I dag er Briks (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) det største organiserede netværk af lande uden for det traditionelle Vesten. Briks udfylder det rum, som en reduceret vestlig udviklingsbistand har efterladt.

Den frisættelse af økonomi, politik og kulturel og etnisk identitet, der fulgte i kølvandet på Berlinmurens fald, bragte traditionelle tredjeverdenskonflikter ind på det europæiske kontinent i form af 1990’ernes krige på Balkan.

Omkring årtusindskiftet udvikledes den opfattelse i europæiske politiske eliter, at udvidet økonomisk og politisk integration var den eneste vej til social stabilitet og udbredelse af demokrati og frihedsrettigheder, også i Europas randområder. Disse forestillinger har Trump 2.0 gjort op med.

Den franske politolog Dominique Moïsi udgav i 2010 en opsigtsvækkende bestseller med titlen ”The Geopolitics of Emotion”. Bogens konklusioner udløste rystelser i det intellektuelle Vesten. Ifølge Moïsi står Østasien ledet af Indien og Kina for håb og optimisme; de arabiske lande er hærget af opløsning og ydmygelse, mens frygt gennemsyrer det europæiske kontinent.

Den europæiske frygt forklarede han med en stribe lokaliteter og årstal: attentaterne i Madrid 2004 og London 2005, Muhammed-tegningerne 2006, finanskrisen 2008-10, den russiske overtagelse af Ukraine 2014 og overfaldet på Charlie Hebdo i 2015. I kombination med hvad europæiske og amerikanske liberale naivt havde insisteret på at kalde et Arabisk Forår, var der ifølge Moïsi opstået en tilstand, der anbragte Europa over i den modsatte ende af den position af overlegenhed, vi landede i med det kommunistiske jerntæppes fald i 1989.

Samarbejdsvilje hen over kontinenter og på tværs af politiske systemforskelle bliver der brug for, hvis Vesten skal drage fordele af de ændrede styrkeforhold.

Østasiatiske ledere ser gerne, at USA og EU udvikler sig økonomisk sundt, men hvad ingen af de to asiatiske giganter ønsker, er ensidige amerikanske og europæiske diktater på den globale scene. Den splittelse i Vesten, som Trump har udløst, giver de asiatiske vækstdynamoer nye kort på hånden. Håndteret pragmatisk kan denne reviderede orden blive til en mere mangfoldig og tolerant verden.

Som den singaporeanske seniordiplomat (fhv. FN-ambassadør) Kishore Mahbubani utrætteligt påpeger i sine analyser, er verden på vej til en global normaltilstand: I 1.800 af de forgangne 2.000 år var Kina og Indien klodens to største økonomier. Den enestående dominans, som først Europa og siden USA har haft gennem de seneste 200 år, har været en verdenshistorisk undtagelse. Det afgørende nye er et USA med en dynamik, de færreste havde forudset: da finanskrisen (2008-2010) fandt sted, havde Europa og USA nogenlunde samme volumen, i dag er den amerikanske dobbelt så stor som den europæiske.

Taberne i denne nye orden er Mellemøsten og Afrika. Begge verdensdele ligger i den nedre ende af de globale værdikæder uden udsigt til sociale forbedringer for de hastigt voksende ungdomsårgange. Med sit ambitiøse silkevejsprojekt er Kina blevet dominerende i Afrika, men det er tvivlsomt, om det kan løfte økonomierne på det kontinent, hvor dansk og vestlig bistand kun har skabt beskedne forbedringer.

Hvis ovenstående forekommer utopisk, bedes man erindre, at internationale væbnede konflikter i Østasien er faldet dramatisk hen over 30 år i takt med eliternes og regeringernes voksende vilje til at spille sammen med det bedste af Vesten.

(Jyllands-Postens kronik 25.01.25)