Flere års tilstand i medieverdenen ligner det aktuelle kaos i storpolitikken. Ny bog om journalistikkens danske historie viser, at mange brugeres ængstelse kan være overdreven.

Hvor mange yngre medborgere vil være bekendt med et begreb som firebladssystemet? Nok kun dem, der nåede at opleve skrivemaskinen og typograferne.

Vi springer tilbage til anno dazumal, dengang dagbladene var både talrige og betydningsfulde og Statsradiofonien tog tilløb til et navneskifte og blev Danmarks Radio. Det sker op til det store turbulente årti 1960-70, perioden hvor offentlig debat i voksende omfang accepterede, at journalister satte spørgsmålstegn ved alt.

Lige nu og næsten fire år frem skal vi lære at leve med en mediekulturens Rasputin i skikkelse af Elon Musk, der sin brug af Twitter/X har sat en engang rationel medieverdens grundbegreber i flammer. Så det er forståeligt, at nostalgien breder sig. Men teknikken kan ikke afskaffes. De seneste tre årtiers udvikling er drevet af nye teknologiske motorer, audio (podcast), video (YouTube især) der spredes viralt og befordres af algoritmer, robotter og senest kunstig intelligens. Brugeradfærdsdata er blevet et afgørende element i mediernes forretningsmodel, og har vi så glemt de etiske standarder? Er idealer og kriterier for kvalitetsjournalistik fundamentalt uforandrede og kan forblive som støttepiller for ansvarlige, oplyste borgeres løbende indsigt i samfundsmaskineriet?

Et optimistisk bekræftende svar blandt flere andre tankevækkende konklusioner findes i en bog, der fortjener større opmærksomhed. Forfatteren er lektor ved Danmarks Journalisthøjskole (DJMX) og gennem årtier ophavsperson til en stribe lærebøger og udredninger om mange af medieverdenens fænomener og genrer.

Over 342 sider tager Lars Kabel pertentligt sine læsere ved hånden gennem 1800-tallets liberalisering og demokratisering videre til det 20. århundredes turbulente fornyelse og frem til nutidens digitale revolutioner. Nogle af skabelsesberetningerne er med: Enevældens Berlingske Tidende støttet af kongen og de oplyste rigmænd og ejendomsbesiddere udgør en start. Fra 1834 gør avisen Fædrelandet sin entré som den første nationalliberale oppositionsavis, ledet af økonom og professor C. N. David, der definerede sin publikations rolle således:

’Derfor maa der ogsaa i Folket findes udbredt Kundskab til Statens Væsen, indsigt i Statsforholdenes Natur, Bekjendtskab til de Institutioners Hensigt og Virksomhed, der ere til i og for Staten, Vished om Statens Tilstand, Erkjendelse af hvad den Enkelte i Staten skylder det Hele, og hvad det hele skylder Ham’. Citat slut. Vi skriver 14. september 1834.

Fædrelandet var en ’uprivilegeret’ publikation, som ofte blev ramt af censur. Kun 15 år senere slutter denne med vedtagelsen af grundloven og allerede i 1851 får danskerne Presseloven. Dermed skifter offentligheden karakter, det sker selvfølgelig gradvist men hele tiden med det solide afsæt i paragraf 77, der lovfæster ytringsfrihed og trykkefrihed. Den fjerde statsmagt blev nu løftestangen for nationens vej ind i industrialisering, modernisering, velstand og borgerdeltagelse.  

Et nationalt nyhedsbureau ser dagens lys i 1866 og navngives efter stifteren, den hjemvendte sekondløjtnant fra Anden Slesvigske Krig, Erik Ritzau. De færreste af nutidens mediebrugere vil kunne erkende, hvor uforandret betydningsfuld denne stolte virksomhed stadig er for dansk nyhedsformidling.

Frem til systemskiftet 1901 er Danmark et ufuldstændigt demokratisk hus, hvor de partitilknyttede aviser taler til deres egne vælgere, fra 1905 og stiftelsen af det Radikale Venstre er det danske avislandskab karakteriseret ved det såkaldte firebladspressesystem. Uden for hovedstaden er det de bergske blade, der dominerer, efterhånden som industrialiseringen tager til vokser den socialdemokratiske presse. Vi skal helt frem til 1980’erne før systemet slår revner og først endeligt går under med lukningen af dagbladet Aktuelt i 2001.

Et af bogens mest interessante kapitler har overskriften ’Kioskbasker-journalistik’ og dækker perioden 1960-1999, der beskrives som formiddagsavisernes storhedstid og begyndende forfald. Fremstillingen gør ’Vrisne’ Victor Andreasen (chefredaktør på Ekstra Bladet 1963-1967 og igen 1971-1975) til den egentlige grundlægger af tabloidjournalistikken i Danmark, hvilket kan diskuteres, men rigtigt er det, at denne gådefulde og omstridte cand.polit med en fortid i centraladministrationen (under statsminister Jens Otto Krag) blev hentet til Rådhuspladsen og regulært skabte en avisrevolution. Der blev satset intensivt på kriminalstof, sport, ’skurvognssnak’ og erotik, og hvem husker ikke psykologerne Inge og Sten Hegelers brevkasse til unge som gamle? Foruden den legendariske Side 9-pige ej at forglemme. B.T. blev for det Berlingske Hus den mere polerede udgave af frækkerten på Rådhuspladsen. Det blev sagt dengang, at man i whiskybæltet nord for København sagtens kunne have B.T. liggende tæt på sofabordet, men ikke den mere proletariske rival.

Overset af nutidens mediekommentatorer er det, at den tabloide tilgang til nyhedsformidlingen blev et forbillede, da TV2 blev søsat i oktober 1988. På opkomlingens redaktionsgange i Odense hed det sig spagfærdigt, at man leverede journalistik i øjenhøjde med gennemsnitsdanskerne, mens DR alt for længe forblev ved traditionerne fra Statsradiofoniens dage og talte ned til folk. TV2’s første direktør Jørgen Schleimann udtalte i slutningen af sin korte regeringstid, at den vigtigste forandring i dansk tv-kultur var det konkurrencepres, som TV2 udsatte DR for. I dagens billede er det tydeligt for enhver, at profetien har holdt stik. DR og TV konkurrerer i nutiden med stærkt tabloide virkemidler, men lykkeligvis er strategerne i Odense lykkeligt fri for den indblanding og politikeromklamring, som DR stadig ikke er fri for.

Digitaliseringen har gjort det danske medielandskab mere mangfoldigt og anarkistisk, men kioskbaskergenrerne er ikke ved at gå under med B.T. og Ekstra Bladet, de stortrives, fordi de overtaget i stor skala af begge public servicestationer. Hvilket ikke er til megen trøst for de overlevende læsere af ’Smørumnedre Folkeblad’.

Alle teknologiske opbrud til trods gælder der stadig standarder og etiske normer, som er splintret til atomer og pindemadder i det samfund, der gennem generationer var mange danske journalisters forbillede, USA.

Lars Kabels bog er en tiltrængt gennemgang af kulturer, der i næsten enhver tænkelig dimension var definerende for danske borgeres liv og hverdag, i hvert fald indtil digitaliseringen kom op i fart. Analyserne fremlægges jordnært og konkret; forfatteren forfalder ikke til den alarmisme, der har kendetegnet en hel del fremstillinger af især de sociale mediers fremkomst og konsekvenser. Der findes trods alt redaktører og formidlere på såkaldte sociale medieplatforme, der står på skuldrene af århundredgamle journalistiske traditioner. Risikoen er selvfølgelig at kunstig intelligens og dens algoritmer en skønne dag pulveriserer den kunst, som det har været at ’skære hakkelse i døgnets rejsestald’, som digteren Carl Ploug formulerede det i 1861.

Bogens konklusioner efterlader håb om, at vor mediekultur har overlevelsens robusthed.

Lars Kabel: Journalistikkens danske historie. Journalister, redaktører og nyhedsmedier fra 1830’erne til nutiden. Forlaget Samfundslitteratur, 2024. Kr. 330,00.