Bloktilskuddet har lammet Grønlands økonomi med kunstigt høje priser og lønninger, der kvæler iværksætteri og fastholder landet i afhængighed af Danmark. Et mineeventyr vil næppe stille Grønland bedre.

Den aktuelle krise i rigsfællesskabet er så eksistentiel, at den ikke burde gøres til genstand for humoristiske udskejelser. Men tillad alligevel dette forsøg på en sproglig fornyelse: Den grønlandske økonomi har været et langvarigt og politisk skrøbeligt forsøg på gletsjersocialisme. Gletsjere bevæger sig nemlig langsomt ud i selv samme hav, der opløser dem.

Så her er et beskedent forsøg på at hjælpe en fælles dansk-grønlandsk diskurs på vej i form af et retorisk spørgsmål: Har årtiers bloktilskud i realiteten været et enestående eksperiment i socialistisk planøkonomi, og bør det i så fald afvikles?

En møllesten om Grønlands hals

Læseren bedes erindre tilstandene i de kommunistiske østbloklande under Den Kolde Krig, hvor en af datidens udsagn om det planøkonomiske paradis lød: De statsejede virksomheder lader, som om de udbetaler borgerne en løn, og borgerne lader, som om de arbejder.

Om den grønlandske økonomi hedder det sig, at befolkningen deroppe lever af rejer, hellefisk, torsk og bloktilskud. Sidstnævnte tegner sig for nogenlunde halvdelen af kagen, og derfor er betegnelsen planøkonomi ikke ved siden af. Heller ikke selv om bloktilskuddet ikke er øget i realværdi siden selvstyreloven i 2009.

Vi må gå ud fra, at alle politiske partier i Grønland i tiden frem mod valget forklarer, hvorledes de vil reducere afhængigheden af de midler, der tilflyder fra København. Hvilke partiprogrammer har realistiske bud på, hvorledes det grønlandske samfund over en given periode kan blive økonomisk selvbærende?

I det følgende nogle bud på, hvori den grønlandske økonomiske udfordring består, inspireret af en kort periode i midten af 1990’erne, hvor et overraskende dristigt, men politisk polariserende, klarsyn prægede debatten om rigsfællesskabets økonomiske indretning. Anledningen var naturligt nok planøkonomiernes sammenbrud i Østeuropa, men også den daværende bankkrise på Færøerne, samt ikke mindst en rapport udarbejdet for Rockwool Fonden i 1994 af økonomiprofessor Martin Paldam. 

Konklusionerne var i summarisk form: Bloktilskuddet skævvrider økonomien på en måde, så det har udviklet sig til en møllesten om den grønlandske hals. Fordi det udgør over halvdelen af samfundets nationalprodukt, skaber det et pris- og lønniveau så højt, at det i praksis er umuligt for private at starte nye produktionsvirksomheder, der ikke har afsæt i fiskeriet. 

De kunstigt høje lønninger forhindrer, at grønlandske iværksættere kan starte der, hvor niveauet bør ligge: med små virksomheder, typisk underleverandører, som vi kender det fra resten af dansk erhvervsliv. Denne type udvikling forudsætter ingeniører, industriteknikere og økonomer, og hvor mange grønlandske sådanne er der uddannet siden selvstyrelovens vedtagelse i 2009? Mikroskopisk få.

Råstofforbandelsen og dens konsekvenser 

Naturligvis kunne der skabes eksportindtægter i fiskeindustrien, sådan som det er lykkedes for færingerne, men i de har også adgang til et gigantisk og lukrativt russisk eksportmarked på grund af deres fiskeriaftale med Rusland. Næppe vejen frem for Grønland.

Økonomiprofessor Paldams nu 30 år gamle rapport viste også, at kronens købekraft er en femtedel ringere i Grønland end i Danmark til trods for, at den grønlandske vareomsætning er momsfri. Ser man bort fra den kulturelt betingede mangel på privat initiativ, har liberal økonomisk dynamik ikke mange chancer i et fremtidigt Grønland. Løn- og prisniveau alene gør det noget nær umuligt at starte en traditionel erhvervsvirksomhed.

Derfor den såkaldte råstofforbandelse, som kendes fra især økonomier i traditionelle udviklingslande. Et samfund, der henter de største kilder til vækst op fra jorden eller havbunden, forsømmer at udvikle de ressourcer, der ligger i befolkningens hjerner. En sikker vej til kronisk stagnation. 

Det kan være, at USA fremover vil bestemme det meste af grønlændernes fremtid, også uden en formel overtagelse, men så skal det pointeres, at det langtfra kun er amerikanske virksomheder, der har kastet sultne blikke på de grønlandske råstoffer. Ud af de 76 selskaber, der har licens til at efterforske mineraler i Grønland, er kun ét amerikansk. 46 selskaber er hjemmehørende i Storbritannien eller Canada, resten i lande som Australien og Caymanøerne.

Brutalt sagt bliver den grønlandske økonomi fremover afrikaniseret med en voksende afhængighed af multinationale virksomheders engagement, amerikanske eller andre. Offerfortællingen risikerer at blive valgkampens vinder. Grønlands fremtid taber på den konto.

(klumme i Information 26.02.25)