Den dramatiske udvikling i USA begyndte for årtier siden på de privatejede radiostationer. Så Trumps revolution har mange år på bagen – og begyndte før ham og uden ham.

Mon ikke mange læsere af nærværende avis i disse uger føler et behov for mentale søsygetabletter? Fordi kultur- og nyhedsindustrien siden Donald Trumps første embedsperiode har været præget af så megen turbulens, at det berettiger prædikatet ”revolution”?

En oversøisk kollega og ven skrev forleden, at Trump bliver for Amerika, hvad Mao Zedong blev for Kina: en kaosleder, der kaster alt det gamle op i luften, provokerer aggressivt og skaber destruktion uden skelen til konsekvenser. Siden følger en omhyggelig genopbygning, men intet bliver som før.

Spørgsmålet er, om den igangværende udvikling i USA æder sine egne børn? I det følgende nogle observationer om de seneste års tendenser i amerikanske medier.

Begrebet taleradio forbinder vi herhjemme især med DR’s oplysnings- og debatkanal, P1, og nogle vil erindre sig den tidlige udgave af den meget eksperimenterende og innovative Radio24syv.

Overset af de fleste danskere blev de amerikanske taleradiostationer afgørende for den værdikonservative revolution, der i 2016 bragte Donald Trump og den forandrede udgave af Det Republikanske Parti til magten. Trumps sejr blev især forklaret med tv-kanalen Fox News, ejet af den australskfødte mediemogul Rupert Murdoch, der grundlagde stationen i 1996. I opgangstider har kanalen haft omkring 90 millioner seere og er løbende i top-fem over de mest sete kanaler i USA.

Murdoch, der i 1985 fik amerikansk statsborgerskab, lagde aldrig skjul på sine intentioner om at bruge tv til at dreje USA i en mere værdikonservativ retning. Han må have set sine vildeste fantasier realiseret, da den flamboyante byggematador fra New York indtog Det Hvide Hus i januar 2017 og med en reprise her i januar 2025.

Alle, der i den ideologiske kobling mellem Trump og Murdoch mente at kunne ane en diabolsk konspiration vendt mod USA’s socialliberale og moderate kræfter, havde nok ikke blik for den del af det amerikanske medielandskab, der domineres af taleradioer.

De radiostationer i USA, der voksede ud af 1950’erne, blev ikke kun præget af politisk neutrale sportskommentatorer som f.eks. datidens formand for skuespillerforbundet, Ronald Reagan, dengang organiseret demokrat inden sin konvertering til den republikanske modpart i 1962.

Politiseringen og polariseringen af mediekulturen er sket gradvis, men blev ikke modarbejdet af demokraterne. Selv under præsident Jimmy Carters tid (1977-81) blev der taget skridt til deregulering af radio- og tv-området.

En slags modvægt til de privatejede stationer er National Public Radio (NPR), nok den eneste amerikanske medieorganisation med landsdækkende rækkevidde og en kultur og journalistik, der på lange stræk ligner den danske og europæiske public service-tradition. Stationens tidlige udgave i 1960’erne var en offentligt støttet nonprofitinstitution, hvis formål var at uddanne amerikanerne.

Næppe en eneste dansker (men måske nogle ældre dansk-amerikanere) husker i dag Carl McIntire (1906-2002), grundlægger af en bibelstærk presbyteriansk kirkeretning og i flere årtier en dominerende værdikonservative radiovært. McIntire kaldte med stolthed sig selv for fundamentalist.

Præsident John F. Kennedy var i 1963 angiveligt så foruroliget over McIntires vrede radioprædikener, at det lykkedes demokraterne at få Kongressens opbakning til gennemførelsen af en særlig såkaldt fairnessdoktrin.

Denne var ikke et statsligt diktat, men en række anbefalinger, som de etablerede tv-stationer og dagbladene respekterede, alt imens oprøret ulmede ude på de mange radiostationer i delstaterne. Kernen var den journalistiske doktrin, der pålægger medier at spørge den kritiserede eller angrebne part, uanset om denne repræsenterer det offentlige, en privat virksomhed eller blot sig selv.

I 1987 lykkedes det for kredse på den religiøse højrefløj at overtale præsident Reagan til at fjerne fairnessdoktrinen, hvilket skete med et præsidentielt dekret og uden nævneværdig debat. Herefter var der åbnet for ubehersket envejskommunikation i døgndrift.

Tilsat den særlige etnocentriske patriotisme, som især europæiske liberale kalder for nationalpopulisme, var vejen banet for den første præsident i nyere tid, der vandt nøglerne til Det Hvide Hus uden forudgående opbygning af en politisk magtbase i det etablerede topartisystem – Donald J. Trump.

Finansieringen gør forskellen på højre og venstre både i det radiofoniske landskab og blandt de store tv-selskaber. Hvor NPR er afhængig af medlemmernes donationer og indsamlinger, blev den mest populære radiovært på medielandskabets højrefløj Rush Limbaugh. Hans sendevirksomhed gjorde ham til milliardær med en årlig hyre på angiveligt 84 mio. dollars (ifølge Forbes).

Ronald Reagan, der selv blev landskendt via radiomediet, takkede i 1992 Limbaugh for alt, hvad han havde gjort for at fremme republikanske og konservative principper.

To år senere blev Limbaugh af den republikanske gruppe i Repræsentanternes Hus gjort til æresmedlem af partiet. Den samme Limbaugh, som i i årtier havde fortalt sine lyttere, at afroamerikanske borgere opdrages til at hade Amerika, fordi for mange af dem er på overførselsindkomst.

Limbaugh døde i februar 2021, men hans indflydelse vil række dybt ind i resten af århundredet. Vi skal i Danmark og i de europæiske samfund, som vi deler værdier med, være lykkelige for at være hjemsted for en konservatisme, der er fundamentalt forskellig fra den mediekulturrevolution, der i denne tid fejer hen over det amerikanske medielandskab.

Prøv at tænke tilbage på det opbrud i dansk mediepolitik, vi oplevede med oprettelsen af TV 2 i 1988. Forinden var gået en periode med intens kritik af monopolet DR, anført af daværende folketingsmedlem, tidligere Gladsaxe-borgmester Erhard Jakobsen. Jakobsen stiftede Aktive Lytterkomité (siden Aktive Lyttere og Seere), der protesterede mod, hvad han opfattede som venstreorienterede journalister i datidens mediemonopol, DR.

Jakobsen kaldte de DR-journalister, der angiveligt rapporterede i sympatiske vendinger om Sovjetunionen, Cuba og andre kommunistiske diktaturstater, for propagandister. Han skød med spredehagl, men ramte punktvis rigtigt.

Men hvad gjorde Gladsaxe-politikeren, straks efter at DR’s monopol var brudt? Han afviklede sin organisation.

Vi bør minde hinanden om den dybe forskel på aktuel amerikansk og historisk dansk værdikonservatisme, sidstnævnte formuleret af den politiker, der i 1960’erne var Erhard Jakobsens viceborgmester, Poul Schlüter, konservativ statsminister 1982-1993.

Schlüter er ophavsperson til denne definition på sit partis ideologiske grundsyn: »Konservatismen er en idé om evolution. Dens væsen er troskab og kontinuitet. Den ønsker at bygge på det, som består med livets og erfaringens ret. Konservatismens tro på mennesket som selve målet for politisk stræben fører den til at lade alt samfundslivs første funktion være at give de rigeste muligheder for personlighedsudvikling.«

Skrevet i 1952! Det skal med, at Schlüter var blandt de tidligste fortalere for et brud på DR-monopolet. Det var en af hans første mærkesager, efter at han var kommet i Folketinget i 1964.

Det danske medielandskabs værdikonservatisme har lykkeligvis en sådan karakter, at også liberale og socialister kan tilslutte sig den.

(kronik i Jyllands-Posten 27.02.25)