Grøn magt: Kina holder flyttedag i statsministerens verdensbillede.

På allerhøjeste niveau i centraladministrationen sidder et hold rådgivere flankeret af taleskrivere, der betjener statsministeren og udenrigsministeren med de talepunkter og formuleringer, der skal hjælpe danske beslutningstagere og i anden række den resterende offentlighed med at navigere i en verdensorden, der mildest talt er turbulent i disse uger.

For sjældent har nationen skullet demonstrere hastig omstillingsparathed og justering af politikformuleringer, som efter at Donald Trump genformulerede sin ambition om at få kontrollen over Grønland.

Mange vil stadig huske, da et af Mette Frederiksens gennemgående temaer i taler og interview gik på, at der ikke skulle være så meget som et A4-ark mellem Danmark og USA. Det var dengang og føles som meget længe siden. Pointen blev underbygget af hendes version af den ondskabens akse, som for en snes år siden blev formuleret af Trumps forgænger George W. Bush. Et internationalt forbryderslæng bestod i statsministerens optik af Rusland, Iran og Nordkorea flankeret af Kina.

Inddragelsen af Kina i denne kontekst behagede ikke toppen af dansk erhvervsliv, som med diskrete former for kommunikation henvendte sig til statsministeriet og opfordrede til en justering af regeringschefens fjendebillede, som i Danske Erhverv og Dansk Industri blev kaldt for irrelevant og misvisende.

Dette stilfærdige diplomati har ført til, at holdet af rådgivere og taleskrivere har taget Kina ud af ligningen. Tilsvarende har kommissionschef Ursula von der Leyen lagt den hårde retorik til side og lægger nu op til en revitaliseret dialog med Beijing. Der er blevet brug for at spille Kina-kortet, efter at vor vigtigste allierede gennem trekvart århundrede truer med at opsplitte rigsfællesskabet. 

Bag dette paradigmeskifte ligger en erkendelse af, at EU og Asiens største økonomi bliver de facto alliancepartnere i den dagsorden, der for en tid har været fortrængt af først krigen i Ukraine og nu den amerikansk-ledede handelskrig. Vi taler om grøn omstilling, herunder elektrificeringen af global transport og reduktion af fossile udvindinger og forsyninger. 

Nogle sagkyndige mener, at EU over for Kina allerede har tabt kapløbet om den grønne politik. Herunder forfatteren og journalisten Christina Boutrup, der er bogaktuel med udgivelsen ’Den grønne supermagt’ med undertitlen ’Sådan farver Kina vores fremtid’.

Boutrup har for senest TV2 været korrespondent i det Kina, som er bogens emne. Hun har ikke spor svært ved at vinde gehør blandt de allertungeste beslutningstagere i dansk erhvervsliv, mens de folkevalgte på Christiansborg gennem en snes år har udvist en betydelig berøringsagt over for den kyndige analytiker af udviklingen i den røde gigant i den globale økonomis overhalingsbane. 

Amerikanske påstande om, at kinesisk ekspansion truer grønlandske og nordamerikanske sikkerhedsinteresser er regulær indholdsløs propaganda, som ikke tages alvorligt i en eneste europæisk hovedstad. At Kina kontrollerer klodens vigtigste forsyningskæder kan USA ikke ændre på ved at presse sig til de mineraler, der ligger under klipper og is i Grønland. For kinesiske entreprenører og investerer er for længst skræmt væk fra at engagere sig i grønlandsk infrastruktur. Det klarede Lars Løkke Rasmussen for få år siden – uden amerikansk assistance. 

Tilbage til stats- og udenrigsministeriets rådgivere og taleskrivere: de skal forholde sig til et gigantisk paradigmeskifte i klodens magtrelationer. Vores vigtigste allierede siden 1949 har forvandlet sig til en revolutionær, dystopisk kraft, der smadrer den internationalisme, der gav Danmark, Europa og Østasien velstand og sikkerhed i trekvart århundrede. Mens den strategiske rival i øst, der blev grundlagt på marxistisk-leninistiske dogmer formuleret i starten af 1900-tallet her i nutiden leverer den stabilitet og det udsyn, som sjældent har været så efterspurgt som nu. Paradokset er forrygende.

Kina står til at nå sine klimamål før tid, mener Christina Boutrup. Trods dette markante fremskridt er Kina stadig verdens største udleder af drivhusgasser, for i fjor overhalede landet EU i samlede udledninger gennem tid, kun overgået af USA. Så billedet er mildest talt broget. EU forsøger at mindske afhængigheden af Kina gennem den såkaldte Critical Raw Materials Act, som skal øge europæisk selvforsyning af kritiske råstoffer og ved at lægge straftold på kinesiske elbiler. 

Boutrup konkluderer, at det dummeste, vi kan gøre, er at vende Kina ryggen. Hos Mette Frederiksens hold er arbejdsdelingen den, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund tager sig det praktiske i forhold til at vedlige det nødvendige minimum i partnerskabet med Kina. Begge har været i Beijing for at sætte nødvendige underskrifter.

EU bør interessere sig seriøst for silkevejsprojekterne, fordi de rummer et stort potentiale for økonomisk at forbinde Øst- og Centralasien med Europa. Jokeren i dette store strategiske spil er indlysende nok Rusland, som Kina har positioneret sig til på en sådan måde, at kinesisk pres kan blive den faktor, der bringer Putin til forhandlingsbordet, når en ukrainsk våbenstilstand skal på plads. Ukraines geografiske placering gør landet til en indlysende deltager i den udviklingsplan, kendt som ’Belt and Road’, der i det kommende årti eller to kan få en betydning, der kan sammenlignes med, hvad USA leverede med sin Marshallplan fra 1948 og et tiår frem.

Kinas design for verdens fremtidige indretning kendes som tianxia; en orden, hvor hvert land selv vælger styreform uden indblanding, respekterer Kina som det asiatiske centrum og belønnes med samhandel og dialoger. Ikke en forsvarsalliance i traditionel forstand, men et konstruktivt samarbejde om grøn omstilling. Denne er USA ude af, og derfor har kineserne fået et stort spillerum, der ikke kan udfyldes af andre.

Christina Boutrup: Den grønne supermagt. Sådan farver Kina vores fremtid. Forlaget 28B. 288 sider.