Kinas strategi over for Taiwan er en anden end Putins fremfærd mod Ukraine: hellere intimidere end invadere. Omringningen virker til Beijings fordel.

Erindringen står forbløffende klart, selv om det snart er syv årtier siden. Familiens spartanske dagligstue, domineret af den buttede brune trækasse med 17 tommer-skærmen og de kornede sort-hvide billeder. I denne nyerhvervelse (vi skriver 1958) optrådte alvorstunge mænd, der lod verden komme indenfor i familien Danmarks aftenstund. Nye ord og begreber blev en del af også en nysgerrig seksårig drengs univers: Sputnik, Leika, Eisenhower, Khrusjtjov. Kold krig.

Det var i fjernsynets legendariske udlandsprogram ”Horisont” (sådan hed det vist også dengang), at der en aften tonede et kort frem, som viste en del af Kinas sydkyst og en ø, der blev kaldt Formosa. Med megen dysterhed i mælet forklarede studieværten, at her var der en krig i gang. To hære skød med artilleri mod hinanden her på tværs af Formosa Strædet, men præsident Eisenhowers amerikanere sendte heldigvis hangarskibe ind for at hjælpe den ene part. Det handlede om at stoppe invasionen af den lille ø – mindre end Danmark, fik vi at vide – som dag ud og dag ind var blevet beskudt fra fastlandet.

Sådan var situationen, da Eisenhowers amerikanere støttede nationalistlederen Chiang Kai-sheks kinesere på Taiwan, mens sovjetlederen Khrusjtjovs russere støttede Mao og hans røde kinesere på den anden side af strædet. David mod Goliat. For 67 år siden brugte de artilleri, men invasionen blev aldrig realiseret.

Det smalle stræde er påmindelsen om, at det historiske Kina i asiatisk historieskrivning stadig er et delt land. Det godt to kilometer brede farvand blev engang opfattet som en asiatisk Berlinmur, men så hører lighederne til Europas deling under Den Kolde Krig også op.

Magtens mænd i kontorerne omkring Den Forbudte By i Beijing har som bekendt ikke opgivet ambitionen om at genforene Taiwan med moderlandet. Det store flertal af øens frihedselskende vælgere ønsker indlysende nok ikke at blive regeret af det gigantiske autokrati, de har som nabo, om end de deler sprog og kultur med flere end en milliard individer på fastlandet.

Så hvad er det sandsynlige konfliktscenario? Danske kommentatorer, blandt dem fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen, har brugt megen verbal energi på at advare verden om en truende kinesisk invasion. Det, som Fogh og andre helt vælger at overse, er, at den sikkerhedsorden, som Kina forsvarer ved at sende skibe til søs og fly i luften omkring Taiwan, er en tilstand, som blev etableret i 1979 – af Kinas rival, USA.

Jo, det ligner et paradoks, men her er forklaringen: Sikkerhedsordenen hedder Taiwan Relations Act, som er en lovpakke, der forpligter USA til at forsvare taiwanerne mod at blive påtvunget en politisk tilstand, de ikke ønsker sig.

Modsat tilstanden i Ukraine er USA ikke forpligtet til at forsvare et formelt selvstændigt Taiwan, dvs. med FN-medlemskab og andre former for international anerkendelse. Logikken bag den 46 år gamle Taiwan Relations Act er, at USA anerkender Taiwan som en del af et historisk Kina, hvilket vil sige en tilstand, der var gældende siden 1800-tallet og blev bekræftet af de aftaler i Jalta og Teheran, der definerede verden efter den japanske kapitulation i 1945. Men logikken er ikke, at Folkerepublikken skal have direkte politisk kontrol med det taiwanske samfund.

Altså burde borgerkrigens parter forhandle sig til en føderation, men noget sådant er der ikke udsigt til.

Væsentligt er det her, at Taiwan i et halvt århundrede – perioden 1895-1945 – var en japansk koloni. Eftersom Japan og Kina har et århundreder gammelt modsætningsforhold, giver Kinas krav på øen sikkerhedspolitisk mening. Kinas hastige opbygning af flådekapacitet handler om at presse USA bagud i Stillehavet – længere væk end Det Sydkinesiske Hav, således at Taiwan de facto omringes.

Enhver sagkyndig militær ekspertise vil kunne bekræfte, at en krig mellem USA og Kina om Taiwan vil få dramatiske konsekvenser globalt. En enkelt taiwansk virksomhed TSMC producerer klodens mest avancerede mikrochips. De digitale værdi- og produktionskæder, der driver en meget stor del af den globale økonomi, rækker langt ind i både amerikansk, østasiatisk og europæisk økonomi og erhvervsliv.

Så alene af økonomiske grunde er den politiske ledelse i Kina tvunget til at tænke i en fredelig løsning på genforeningsudfordringen. Er der historiske fortilfælde i Kinas historie, der kan give en strømpil for, hvorledes dette kunne realiseres?

Jo da, en sådan situation findes, om end den fylder meget lidt i dansk og vestlig historieskrivning. I det tidlige efterår 1949 blev den kinesiske hovedstad, Beijing, indtaget af Mao Zedongs kommunistiske partisanhær, uden at der blev løsnet et skud.

Med i billedet hører selvfølgelig, at hundredtusinder var blevet dræbt af krig, sult og nød siden borgerkrigens eskalering fra 1927 og fremefter. Men konfliktens sidste væbnede fase blev overraskende afdæmpet, indtil Chiang Kai-sheks nationalistiske styrker i oktober 1949 tog flugten over til det Formosa, hvor den japanske kolonimagt havde kapituleret i august.

Ingen kunne dengang have forudset, at Republikken Kina på Taiwan i løbet af kun fire årtier ville forvandle sig til en økonomisk og politisk succeshistorie. Ej heller, at den økonomiske model, der siden ca. 1979 dramatisk har forvandlet Kina, i store træk er regulær copy-paste af den udviklingspolitik, som Taiwan med stor succes fulgte i sin autokratiske periode 1979-1987.

Kinas metoder til en overtagelse af Taiwan kan karakteriseres som følger:

1. Intimidering i form af kinesiske kampfly, der suser ind i luftrummet over naboen, ledsaget af regelmæssige cyberangreb på digital taiwansk infrastruktur.

2. Intensivt økonomisk samkvem med de taiwanske erhvervsfolk, der har flyttet produktion til fastlandet – og massiv forkælelse af medlemmer af det gamle nationalistparti KMT, der i årtier delte kommunistpartiets vision om et genforenet Kina. KMT-folk i hundredvis inviteres over til middagsselskaber og andre former for sociale sammenkomster, hvor der ikke spares på gaverne.

3. Alle Taiwans forsøg på at opnå øget international anerkendelse blokeres.

Formålet er ikke at overbevise de taiwanske pengemænd om, at en genforening er retfærdig, men at den er historisk uundgåelig.

Donald Trumps regeringsførelse siden januar er i denne sammenhæng en ren foræring for de nationalkommunistiske strateger i Beijing.

Trump er politbureauets wonderboy. Kina har ikke siden Richard Nixon haft en bedre amerikansk præsident. Styret i Beijing har derfor ikke brug for kollaboratører – Taiwan har ikke noget parti af betydning, som åbenlyst advokerer for, at øen bliver en provins under fastlandets ledelse.

Strategien, der blev anvendt af kommunisterne til at indtage Beijing i 1949, har påfaldende ligheder med nutidens tilgang: Målet omringes, de politiske livliner afskæres, og man går i diskrete forhandlinger med den generation, der forventes at danne øsamfundets fremtidige eliter. Fremfor alt: Beijing undgår at gøre noget uoverlagt.

De geopolitiske betingelser i Øst- og Sydøstasien har henover tid også forandret sig til fordel for Kina. De af Kinas og Taiwans nabolande, der frem til 1975 aktivt støttede USA’s krigsførelse i det gamle Fransk Indokina, er i dag enten partnere med Kina eller har placeret sig i relativ neutralitet mellem klodens to økonomiske supermagter.

Kan Europa håndtere denne tilstand? Uden at det artikuleres rent ud, er Kina i dag en tæt partner i EU’s bestræbelser på at gøre verden mere stabil. Kald det Trump-faktoren.

(kronik i Jyllands-Posten 4. juni 2025)