Den fhv. statsminister forsvarer et fortidigt verdensbillede og ser forretningsmulighederne i det, der er ankommet.

Gode gamle Gyldendal har lagt navn og tryksværte til en udgivelse med bogsæsonens nok korteste titel: At turde. Vi taler om bind 2 af fhv. statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussens erindringer, som tager læseren med på hele vejen fra hans brogede og lejlighedsvist imponerende karriere. Den startede med første ministerpost i Schlüter-regeringens sidste år, hvor han slipper dårligt fra hvervet som skatteminister og må forlade posten efter afsløringer af de såkaldte kreative bogføringer.

Siden følger et tiår som oppositionspolitiker, indtil han i 2001 vinder et valg for ikke kun sit parti Venstre, men hele det såkaldte politiske blå Danmark. Herefter bæres han frem af et folketingsflertal, der bygger på det xenofobiske og anti-europæiske Dansk Folkeparti.

Som statsminister styrer han nationen igennem en turbulent periode med dansk deltagelse i krigene i først Afghanistan og siden Irak, tegningekrisen og den finanskrise fra 2008 og frem, som fik efterdønninger i form af Brexit (2016). I 2009 forlader han statsministerkontoret og rykker til Bruxelles for at varetage jobbet som generalsekretær. en post han beholder til 2014.

Kinas vækst

Nærværende skribent havde i 1998 en kortvarig kontakt med Anders Fogh Rasmussen, da jeg var bidragyder til en antologi om Kinas udvikling, hvor også Fogh leverede et kapitel, der var en ubetinget lovprisning af Kinas økonomiske mirakel (bogens udgiver var Dansk Industri). Jeg sikrede mig, at hans tekst kunne bringes som kronik i Politiken. Ti år senere var selvsamme Fogh manden, der indgik den såkaldte strategiske partnerskabsaftale med Kina. Der var dømt rosenrøde smil over hele linjen dengang.

I 2003 besøgte tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama Danmark, hvor Anders Fogh tog imod ikonet på Marienborg og leverede de nødvendige høfligheder. Jeg var selv blandt de mediefolk, der overværede denne omhyggeligt koreograferede begivenhed. Foghs budskab dengang? At vi måtte ønske os, at den kinesiske regering går i dialog med eksiltibetanerne. Ikke et ord om menneskerettighedskrænkelser.

Måske glemte vi journalister dengang at stille statsministeren det indlysende spørgsmål: om Danmark støtter et frit Tibet, frit i betydningen uafhængigt? Svaret giver sig selv: det gør Danmark ikke, ligesom det øvrige EU plus USA og andre demokratier heller ikke gør det. Den kinesiske kontrol med Tibet er ikke i strid med folkeretten, en realitet, der altid forsvinder i Tibet-debatten.

I forgangne uge har det fortræffelige medie Frihedsbrevet taget emnet op på ny og minder os om følgende realiteter:

Kina er blevet et af de største markeder for danske virksomheder og har været i kraftig vækst de seneste tyve år. I 2004 havde den danske eksport til Kina en værdi på 5,8 milliarder kroner. Tyve år senere er eksporten vokset til lige knapt 90 milliarder kroner. I 2024 var Kina den sjette største handelspartner for Danmark og tegner sig for 4,7 procent af Danmarks samlede handel.

Frihedsbrevet skriver: ’Det fortæller også historien om, at det for to årtier siden var lettere at sige fra over for Kina. En af katalysatorerne bag udviklingen er den strategiske partnerskabsaftale, som Danmark – i Anders Fogh Rasmussens regeringstid – indgik med Kina i 2008’.

Alligevel langer Fogh ud efter sin efterfølger Lars Løkke Rasmussen, som han mener er for eftergivende over for Kina. Selv halvblinde må kunne se mandens hykleri.

Mobilisering

Fogh demonstrerer i bogen, at han vil ses som den, der mobiliserer verdens demokratier i en fælles front mod et stærkt Kina – og andre autokratier –  der udfordrer hans amerikanske forbillede. Det er velkendt, at Foghs årlige demokratitopmøde er massivt sponsoreret af nogle af USA’s største virksomheder, herunder flere i tech-sektoren. Det observerede jeg ved selvsyn som deltager i det første af slagsen.

Naturligvis vil han ikke ud med, hvor store bidrag, donorer i Taiwan betaler til hans såkaldte demokratifond, men minder om, at hans seneste udgave af et demokratitopmøde i København havde Taiwans fhv. præsident Tsai Ing-wen som gæst. Hendes tilstedeværelse i Danmark var mulig, netop fordi hun er forhenværende. Besøget blev forbigået i tavshed i den danske medieverden, og der var heller ingen folketingsmedlemmer, der havde travlt med at møde denne betydningsfulde personlighed.

Han undlader i bogen at forklare den særlige et-Kina politik, som USA og Kina enedes om helt tilbage i 1979 og som har leveret uomtvistelige positive resultater på begge sider af Strædet: Ø-republikken har gennemgået en mirakuløs forvandling: uden voldsanvendelse transformerede taiwanerne i 1987-88 fire årtiers militærstyret autokrati til at blive et af Østasiens mest levende demokratier med frie medier og en retstilstand, som er helt fraværende på det, ældre taiwanere kalder ’fastlandet’.

Dette fastland er i dag klodens største økonomi målt på købekraftspariteter. På få årtier er USA overhalet inden om, en realitet der helt forties i bogen. Fogh burde selvfølgelig have genoptrykt den tale, han holdt på Venstres landsmøde i 2004, for den var én uforbeholden lovprisning af den kinesiske fremgang. 

Den tidligere Nato-generalsekretærs kongstanke udpensles i bogens sidste del. Den er at skabe et ’økonomisk Nato’, der skal bremse Kinas udvikling. På hvilken planet skal det mon foregå?

Fogh lever i en boble, der smager af en fortid, dengang den kinesiske økonomi havde en ubetydelig størrelse. Får vi så en forklaring på, hvad det er der er lykkedes for Kina? Næh, naturligvis ikke, for her er det lobbyisten og propagandisten Anders Fogh Rasmussen, der skriver. Og ser forretningsmuligheder.

USA forandret

Anders Fogh er den mest USA-venlige statsminister, Danmark nogensinde har haft, hvilket gennemsyrer bogen. På denne solbeskinnede sommerdag, hvor disse linjer skrives, publicerer Jyllands-Posten et interview med Foghs udenrigsminister Per Stig Møller, der nærmest uden forbehold kalder Donald Trumps USA for et ‘fascistisk diktatur’. Citat fra artiklen her:

’Han er en diktator. Han har fået magten af folket, men demokratiet ophæver sig selv. Og hvis folk fravælger demokratiet, så kan vi jo ikke forhindre det. Maga-bevægelsen accepterer jo alt, fordi det er kult (…) Han er nærmest fascist. Fascisme er at samle al magten, blæse på institutionerne, bryde de gamle spilleregler ned. Han opfører sig som bøllen i skolegården: Jeg tæver dig, og hvis du brokker dig, får du mere tæv’.

Hvordan kunne det gå så galt hos den allierede, der hjalp Fogh til en glitrende karriere?

’At turde’ afslører Fogh som en konsekvent virkelighedsfornægter. Trumps erklærede ønske om at overtage kontrollen med Grønland og dermed smadre Rigsfællesskabet, bagatelliserer han til nogle perspektivløse betragtninger om, at flere amerikanske investeringer i Grønland må hilses velkommen. Han lovpriser USA for at have forhindret ’de krige, der aldrig brød ud’, men fortier, at konflikterne i Mellemøsten siden 2001 har kostet tæt ved en millioner mennesker livet (dokumenteret af Brown University, Rhode Island), og at disse alle har haft USA’s direkte eller indirekte medvirken. Plus Danmarks et par gange.

Putins NATO-ønske

Skal jeg endelig rose noget af bogen, må det være dens kapitel 3, der bærer overskriften ’Jeg tog fejl’ og hvis tema er Putins Rusland. Kapitlets mest tankevækkende afsnit (s. 87) her:

’Under et møde mellem de to (Natos daværende generalsekretær Lord Robertson og Putin, F.Y.) havde Putin spurgt: Hvornår vil I invitere os med i NATO? Robertson havde svaret: Faktisk inviterer vi ikke folk ind i NATO, de ansøger om at blive medlem af NATO. Hertil havde Putin svaret: Vi står ikke i en kø sammen med en masse lande, som ikke betyder noget! NATO modtog aldrig en ansøgning fra Rusland’. Citat slut.

Pointen er selvfølgelig, at den vestlige forsvarsalliance kunne have kortlagt mulighederne for at skabe en neutral bufferzone i Østeuropa omfattende Ukraine, Georgien og Moldova. Altså en tilstand svarende til Finlands under den kolde krig. Var dette sket, kunne hundredtusinder af ukrainere og russere have været i live i dag og Ukraine kunne være blevet, hvad Finland lykkedes med engang. Europa kunne have levet fint med en sådan koldkrigsagtig magtbalance, men diplomatiet fik aldrig en chance, og det er ikke kun Putins skyld. 

For det går aldeles galt på NATO-Rusland topmødet i april 2008, hvor Fogh deltager. Resten er historie: I august samme år invaderer Rusland Georgien og besætter regionerne Abkhasien og Sydossetien. I 2014 følger den snigende overtagelse af Krim.

Foghs konklusion: ’Vores store fejl var, at vi ikke i tide så skriften på væggen’. Hvorefter han gør Putins ageren til et spørgsmål om den russiske leders krænkede stolthed og forfængelighed.

Det russiske overgreb på Ukraine i 2014 skete på hans vagt, så hvorfor brugte han ikke de foregående år til at søge den nødvenlige forhandling med Putin? Var han omgivet af inkompetente og amerikaniserede rådgivere?

Konsekvensen af NATOs og USA’s mangel på rettidig omhu omkring Ukraine er blevet, at Europa er låst fast i en konflikt, der er begyndt at ligne en af de evighedskrige, som hen over seks-syv årtier har ødelagt Mellemøsten, og at USA er langt inde i en proces, der betyder et svigt af den Atlantpagt, der fra 1949 sikrede fire års velstand og fred i vores del af kontinentet.

Foghs udlægning af årsagerne til Europas værste tilstand siden 1945 er postulerende, ahistorisk og apologetisk. Vi bør i stedet lytte til hans daværende udenrigsminister, som på sine gamle dage er blevet storproducent af bøger, spækket med indsigt. 

Våbenpusher

Hvad danske medier stadig mangler at afdække, er de kunderelationer, der har givet konsulentfirmaet Rasmussen Global en millionomsætning. Fogh har vedholdende hævdet, at han rådgiver den ukrainske regering pro bono, altså uden at sende fakturaer efterfølgende. Lad os vælge at tro ham, men der er selvfølgelig de langsigtede perspektiver i horisonten:

I de kommende år skal Natos medlemmer svinge sig op til at afsætte fem procent af landenes nationalprodukter til forsvarsformål: vi ser ind i en fremtid, hvor der skal afsættes gigantsummer til en militærindustri, som vi må håbe bliver europæisk baseret, så vi undgår at sætte pengene i et USA, der er uforudsigeligt og upålideligt. USA har heller ikke vist sig i stand til at vinde krige: de fleste har glemt retræten fra Vietnam i 1975, men sammenbruddet i Kabul 2021 må stå i frisk erindring.

Ikke at disse dramatiske begivenheder får Anders Fogh til at reflektere over den pinlige tilstand for det USA, som han er dybt knyttet til – han har børn og børnebørn derovre. Nej, på værste opportunistiske vis har han identificeret mulighederne for at skabe forretninger. Europæiske investeringer skal forankres i milliardprojekter, der skal opbygge en stærk ukrainsk forsvarsindustri. Behovet er indiskutabelt, men giver det mening for en fhv. dansk statsminister og NATO-generalsekretær at blive lobbyist i megastørrelse i denne indsats? Med et halvfascistisk USA som garant?

Fogh er blevet en mand med udsyn, når det handler om kommercielle aspekter af en verdensorden i opbrud. Engang kaldte vi den slags lobbyister for dødens købmænd. Er våbenpusher en passende nutidig betegnelse?

At turde. Af Anders Fogh Rasmussen. 575 sider, Gyldendal 2025.