Lasse Ellegaard, en af dansk publicismes helt store profiler har forladt denne verden i en alder af 81. Jeg mødte ham i professionelle sammenhænge hen over årtierne, første gang i 1980 eller 81, da han havde forladt den lille uregerlige avis i Store Kongensgade, som han siden skulle vende tilbage til.

I foråret 1985 var vi begge med i den pressedelegation, der ledsagede udenrigsminister Uffe Ellemannn-Jensen til Kina, og noget overrasket måtte jeg efterfølgende notere, at han ikke blev optaget af landet og emnerne derovre. Tidligt i karrieren var det rockmusik og fodbold, der fik hans lidenskab og som han skrev om på måder, der var anderledes kvalitative og altid overraskende.

Vi var kortvarigt Politiken-kolleger i starten af 00′ erne, men desværre blev han ikke på avisen ret længe.

Senere blev det et konflikthærget Mellemøsten, der blev hans boldbane. Neden for et fyldigt uddrag af en særdeles velskrevet nekrolog, skrevet af Informations tidligere direktør Henrik Bo Nielsen (og chef for Lasse i en kortere periode). Henrik Bo Nielsen er i dag er såkaldt kulturdirektør i DR.

Fra Informations weekendudgave 13.09.25.:

Manden, der mere end de fleste insisterede på at passe sit arbejde, er her ikke mere.

Født i besættelsesåret 1944, som søn af den senere formand for SID Knud Ellegaard og hustru socialrådgiver Gudrun Szigeti, blev den lille Freddy Knuds opvækst ikke enkel. Navnet ’Lasse’ var storebror Hans Jørgens opfindelse og fulgte med livet igennem. 

Det blev for Lasse, som for mange andre storbybørn, en efterkrigstidsopvækst med svagbørnskoloni, alt for travle forældre og en plejefamilie, der i mange år forblev et af de sikre ankre i Lasses liv. En udsmidning fra mellemskolen førte til datidens faste løsning for vanskelige teenagere: en tur til søs. Først som messedreng på kulbåden Concordia – og derefter knoklede han som sømand, lagerforvalter og redaktionsbud, inden et ophold på Hindborg Højskole satte tingene på plads.

Lasse Ellegaard fortalte selv i et tre år gammelt interview med vennen Knud Peder Jensen, at han hér »opdagede hvor interessant, lærerigt og sjovt det var at tilegne sig ny viden«. Hans egen definition på journalistik var netop, at det »handler om af være nysgerrig på verden og tilegne sig ny viden, som man formidler til andre«.

Fra 1965 blev han journalistelev på Roskilde Tidende og var efter eget udsagn fra dag ét klar over, at han nu var landet på sin rigtige hylde. Meget sigende var han mest optaget af at lære at skrive godt, så andre kunne få glæde af hans artikler.

Han blev ikke bare god til at skrive. Han blev rigtig, rigtig god. Havde Ellegaard været et klassisk karrieremenneske kunne man blot opliste den perlerække af danske medier, der har haft glæde af hans præcise, men dog bløde kattepoter på deres tastaturer; manden skrev fandeme godt, men karrieremenneske ville være et vrangbillede af Ellegaard. 

Kampe med venstrefløjen

I 70’erne og 80’erne var rockmusik, fodbold og ikke mindst dansk og international politik alt sammen byggesten i det ellegaardske journalistliv med Dagbladet Information som det centrale gerningssted. Kønskampen, medarbejderejet, endeløst engagement og kammeratskaber var centrale i et liv, hvor man stort set altid var på arbejde. 

Flerårige afstikkere til Weekendavisen, DR og Det Fri Aktuelt var vigtige parenteser i skrivelivet, men Information eller bare »Avisen« var så langt det vigtigste. Her boltrede han sig den ene dag i de tungeste politiske sager, for øjeblikket efter – på litterært niveau – at gøre emner som fodbold, boksning eller musik levende for avisens akademiske læserkreds. 

Lasse havde det langtfra let med 70’ernes og de tidlige 80’ernes kampe på venstrefløjen, og i medarbejderejets mere ekstreme dage var det næppe tilfældigt, at en stærkt agiteret, men som så ofte sprogfornyende Ellegaard betegnede en bred front af kollegerne som »tørnossede øgler«.

Ikke fortrudt

Prisen for engagementet og for altid at være på arbejde var til at få øje på. Lasse Ellegaard har både i bøger og interview fortalt, at hans børn og familie led under det. Hans egen formulering var, at »jeg var selvfølgelig til stede i deres liv, når jeg var der, jeg var der bare ikke så tit. Jeg forstår dem godt, men det var, sådan det var, og jeg har ikke fortrudt det«. 

Selv om det jævnligt kneb med familielivet, tillod tidligere tiders journalistliv en total sammensmeltning af arbejdsliv og venskaber. Lasse Ellegaard var en usædvanlig god og vedholdende kammerat. Venskaber, der blev grundlagt helt tilbage i elevtiden i Roskilde, holdt livslangt medmindre vennerne, til Ellegaard store fortrydelse, tillod sig at dø. Stærkest står ikke mindst relationerne til de ’førende kammerater’, journalisten Lasse Jensen og nu afdøde journalist Jan Stage.

Særligt makkerparret ’Lasse & Lasse’ udviklede hen over årtierne en helt særlig symbiose, der måske nok oprindeligt var født af et arbejdsfællesskab og sammenfaldende interesser, men over tid nåede en dybde, gensidig afhængighed og ømhed, som er få relationer forundt. I sin tale til Ellegaards 75 års fødselsdag brugte Jensen selv et Peter Plys-citat til at beskrive forholdet: »Vi skal være venner for altid. Ikke også Plys? Spurgte Grisling. Meget længere end det, svarede Peter Plys.« 

Nu vil jeg skrive 

Efter flere omveje vendte han i 1990 tilbage til Information som ansvarshavende chefredaktør i den relancering og refinansiering af det evigt konkurstruede avisprojekt, der endegyldigt afsluttede medarbejderejet. 

Hen over omlægninger, sparerunder, udskiftninger og arbejde i døgndrift lykkedes projektet i den forstand, at avisen blev journalistisk bedre, at de evige kriser blev afløst af en vis økonomisk stabilitet, og at der kom bedre hold i læserkredsen. 

Mere end 30 år er gået, siden chefredaktøren takkede af, og det blev som forudsagt: Med fast bopæl så forskellige steder som Tyrkiet, Israel, Fur og Falster, jævnligt med adresser alle stederne samtidig, blev international politik og geopolitiske betragtninger omdrejningspunktet for spaltekilometer efter spaltekilometer af gedigen og velskrevet journalistik.

Før de fleste iagttagere stillede han sig for 30 år siden helt bogstaveligt midt i konflikten mellem Vesten og den islamiske verden, og han formidlede og skabte forståelse som få. 

Ungdomsdrømmen om at være nysgerrig på verden og sætte sig ind i nye ting blev aldrig sluppet. Mere end en håndfuld bøger har føjet sig til værklisten. Listen er lang og mest af alt stråler tre titler: Fodbold er ikke for de stumme om fodbold fra 1986, I rosens favn fra 1996 om krigen i Socialdemokratiet og Gaven fra Gud fra 2019 om Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan.

Lasse efterlader sig børnene Jeppe, Signe og Hazal, fem børnebørn og ikke mindst blandt nye såvel som gamle kammerater en kæmpe tristesse over, at han ikke findes mere.