Den britisk-kinesiske succesforfatter Jung Chang (f. 1952) har i denne måned besøgt Danmark for at lancere sin seneste publikation: ‘Flyv, vilde svaner’, som hendes forlag Gyldendal præsenterer med bl.a. disse ord:

‘Bogen er på mange måder Jungs kærlighedsbrev til hendes mor, men den handler også om hendes bedstemor og hendes far, der begge døde tragisk under Kulturrevolutionen. Fortiden er aldrig langt væk i Jungs liv. Den har formet hende, og den har formet det nuværende Kina. Den nye Xi-æra påvirker i høj grad livet for Jung og hendes mor. Gennem deres respektive livsforløb beretter Jung Chang medrivende, dybt bevægende og uforglemmeligt om, hvordan det er at leve i et kommunistisk diktatur og om de trusler, det moderne Kina udgør for den internationale verdensorden.’

Jung Chang optrådte på kunstmuseet Louisiana i en interviewsamtale, som jeg ikke blev imponeret af – og måske var jeg en af de ganske få blandt publikummerne, der ikke fandt anledning til at klappe. Beklager, men i min oplevelsesoptik har hun forvandlet sig til en emotionel klichefabrik. Det sker for ganske mange, der scorer millioner på at fortælle om egne familietragedier, hvilket hun gjorde ganske dygtigt og overbevisende med gigantsællerten ‘Vilde Svaner’, der ramte danske læsere i 1992. I samtalen på Louisiana hørte vi intet af betydning om nutidens Kina, som landets myndigheder for få år siden har forment hende adgang til.

Berømthedens besøg giver mig anledning til at genudgive den anmeldelse, jeg i Politiken i juli 2005 skrev om hendes biografi over Folkerepublikkens grundlægger Mao Zedong. God læselyst!

En kvindes hævn over sin tyran

Jung Chang (‘Vilde svaner’) har skrællet alle overlevende myter af en af det 20. århundredes mest gådefulde og despotiske skikkelser, det kommunistiske Kinas leder gennem et kvart århundrede, Mao Zedong.

Jung Chang og Jon Halliday: Mao – The Unknown Story (Jonathan Cape, London, 814 sider, indbundet, set i Politikens Boghal til 249 kroner).

Den kinesiskfødte forfatter Jung Chang gjorde det moderne Kinas historie nærværende med sin familiekrønike ‘Vilde svaner’, hvori hun eftersporede sin slægts erfaringer i det 20. århundredes Kina. En af bogens hovedpointer var, at den kombination af undertrykkelse, forfølgelse og kaos, som var dagens uorden i Kina i især 1960’erne og 1970’erne, i vidt omfang byggede på befolkningens spontane deltagelse i galskaben, og at partidiktaturet ikke behøvede at orkestrere alle uhyrlighederne.

Denne forklaringsmodel vender Jung Chang på hovedet i sin logiske opfølgning på ‘Vilde svaner’, en mammutbiografi over det kommunistiske Kinas grundlægger og leder gennem et kvart århundrede, Mao Zedong. Resultatet er 800 siders gennemgribende revision af fænomenet ‘Formand Mao’, et globalt ideologisk ikon især i årene 1966-76.

Endelig kan alt det fortrængte og uhyggelige fortælles: Alle fortrædelighederne i Folkerepublikkens første knap 30 års historie var konsekvenserne af en enkelt mands megalomani , Maos afsindige menneskeforagt, regulære ondskab og ikke mindst hans rablende drøm om at kontrollere først Kinas fattige og uvidende masser og siden hele verden, for Kina skulle blive supermagt.

Et ambitiøst projekt, som succesforfatteren og hendes ægtefælle, historikeren Jon Halliday, har brugt mere end ti år på at realisere. Malet med store penselstrøg fremstår her et billede af Mao, som er blevet kendt fra andre udgivelser, men tusindvis af detaljer vil være nye. Forfatterparret har med ‘Mao – The Unknown Story’ mobiliseret til et fundamentalt opgør med virkelighedens Mao, denne diabolske mester i bedragets og forførelsens dystre kunst, bondelederen og kommunisten, der vildledte statsledere, diplomater, parlamentarikere, beundrere, venner og fjender over den ganske verden.

Bogen afklæder hele den megafortælling, der begyndte med Kinas borgerkrig i 1930’erne: Mao var slet ikke den folkekære, karismatiske, ukorrupte leder, som tog kontrollen med en forhutlet partisanhær og forvandlede den til et magtinstrument, der siden udfordrede både USA og Sovjetunionen. I magtbrynde, bedrag og ondskab matchede han til fulde sine jævnaldrende despotkolleger Josef Stalin og Adolf Hitler.

Mao havde angiveligt kun foragt tilovers for de uvidende kinesiske masser, han spillede et dødsensfarligt spil, der handlede om at lade japanerne bekrige Maos rivaler og dermed invitere til en sovjetisk invasion af Kina. Mao var hverken en dygtig krigsleder eller et heroisk forbillede for sine tilhængere, for den delvis konstruerede beretning om kommunisternes Lange March 1934-35 skabte en mytologi og en fortælling, som viste sig nyttig, da den militære sejr i 1949 og Folkerepublikkens oprettelse skulle legitimeres.

Overraskende, men langtfra overbevisende, er bogens beskrivelse af, at Maos magtambitioner gik længere end Kinas grænser. Hans plan skulle have været en ‘dominerende’ rolle i verden, hvilket forfatterne overfortolker til at være en stræben efter verdensherredømmet. Som et første skridt skulle den kinesiske hær udmarve den amerikanske under Korea-krigen, og efterfølgende stræbte Den Store Rorgænger efter at overtage den plads som leder af ’verdenskommunismen’, som blev ledig efter Stalins død i 1953.

Midlerne til at opnå dette uopnåelige blev dyrekøbte. Maos industrialiserings-kampagne, kendt som Det Store Spring Fremad, førte til sandsynligvis 38 millioner omkomne af sult og underernæring, fordi formanden dikterede, at kornproduktionen skulle eksporteres for at skaffe udenlandsk valuta til brug for anskaffelse af kernevåben (realiseret 1964). Mao citeres for, at op mod halvdelen af den kinesiske befolkning kan tænkes at skulle dø, »hvis ikke halvdelen, så en tredjedel, eller en tiendedel. Hvis 50 millioner dør, så kan det være at jeg bliver sat fra posten og mister hovedet«.

Meget af Kinas historie fra 1949 er velkendt fra andre forfatteres udgivelser. Når undertitlen på Jung Changs og sovjetforskeren Jon Hallidays bog taler om den ’ukendte historie’, må det især tillægges de detaljer, den giver om Mao i de tidlige år. Det dokumenteres f.eks., at Kinas kommunistledere var langt mere afhængige af det sovjetiske søsterparti end tidligere antaget, og at Mao fra sit tilholdssted i Yenan i 1930’erne finansierede sin hær via indtægter fra opiumsdyrkning.

Forfatterne har brugt den halve snes år på at opsøge et imponerende antal kilder, familiemedlemmer til Mao, partikolleger, diplomater og udenlandske dignitarer for at tegne det uhyre detaljerede billede af manden og myterne omkring ham. Alene listen over interviewede kilder tæller 15 sider, mens fortegnelsen over skriftlige kilder (kinesiske inklusive) tangerer et halvt hundrede sider.

Imponerende, javist, men det er også her, at bogens svagheder begynder at afsløre sig. Som læser med et ikke ubetydeligt antal værker om Kinas historie i reolen er det umuligt at frigøre sig fra en oplevelse af, at forfatterparret fra arbejdets begyndelse har haft en skabelon af figuren Mao, der tegnede ham som værende det ondeste af det onde, på niveau med Hitler og Stalin, og at alle oplysninger og udsagn er selekteret omhyggeligt for at passe ind i denne skabelon. Kilder refereres, men vurderes ikke. Der mangler forsigtighed, forbehold og diskussion af fakta og udsagn. Bogen vil være nem at angribe for faghistorikere for at være for skråsikker, grænsende til det uvidenskabelige.

Det kan undre, at forfatterne har haft så ubesværet adgang til kilder i Kina. Jung Chang har oplyst, at kinesiske medier har forbud mod at interviewe og referere hende, men derudover kommer hun meget langt omkring i landskabet af fortællelystne kilder. Alt efter politisk temperament kan man tolke dette som udtryk for, at de kinesiske myndigheder har interesse i en lempelig og kontrolleret af-maoisering, men ikke et fundamentalt opgør, fordi dette vil true partiets legitimitet. Bogen savner en diskussion af dette tema.

Af selvindlysende grunde kan ‘Mao – The unknown Story’ ikke udkomme i Kina lige med det første. Men der vil stensikkert blive produceret piratudgaver, som vil blive massecirkuleret på det kinesiske undergrundsmarked. På længere sigt har udgivelsen rigeligt med stof til at ændre Kinas officielle historieopfattelse. Når det sker, vil den tidligere rødgardist og Mao-tilbeder (f. 1952 i Dragens År) utvivlsomt føle, at hun langt om længe har fået sin velfortjente hævn over tyrannen, der stadig hædres på Den Himmelske Freds Plads.

(publiceret i Politikens kultursektion 2. juli 2005)