Natos norske generalsekretær gennem ti år snakker for meget uden om i sit tilbageblik på alliancens sværeste år.

Den norske veteranpolitiker Jens Stoltenberg (f. 1959) er det nærmeste, vi på vort plagede kontinent kommer en regulær statsmand. En politiker med dyb erfaring og indsigt, visioner og udsyn plus stor ledelseskapacitet og dermed en mangelvare i den vestlige verden presset som den er af russisk nationalrevanchisme, mellemøstligt kaos og forfald, fjernøstlig selvtillid og amerikansk selvoptagethed.

Så hvorfor er han ikke for længst gjort til FN’s generalsekretær? Naturligvis fordi han gennem et årti aftjente sin internationale borgerligt som manden for bordenden i det, der i festtalerne kaldes verdens stærkeste militære alliance, men hvor sådanne alt for hypede prædikater trænger til revision.

Det var i 2014, at Stoltenberg overtog chefjobbet i Nato efter Anders Fogh Rasmussen. Derfor er det nærliggende at gøre nogle sammenligninger mellem de to. Her en subjektiv en af slagsen: Stoltenberg er en Fogh minus kynismen og tilsat empati og humanisme. Men begge er eminente til at fortrænge eller bagatellisere de mest ubehagelige aspekter af de beslutninger, de har været ledende i.

Jens Stoltenberg gæstede for nyligt København i anledning af sit erindringsværk i tiden som Nato-chef i den danske udgave ’På min vagt’ – at lede Nato i krigstid’. Jeg sad blandt publikummerne, da dette norske fyrtårn blev interviewet af fhv. topembedsmand og chefredaktør Bo Lidegaard (som var min chef på Politiken 2011-16) på Den Sorte Diamant.

Samtalen bekræftede begges begavelse og analytiske indsigter, men også deres evne til at flygte fra virkelighedens historiske realiteter i den periode, hvor Stoltenberg var en tung dreng i den geopolitiske arena. Det var som bekendt i hans embedsperiode i Nato, at Rusland invaderede Ukraine, hvilket indlysende nok fylder det meste i bogens fortællinger.

Grønland og Trumps ambitioner på samme blev slet ikke en del af samtalen. Uha for en forsømmelse! Heldigvis blev der nogle dage senere i et fremragende Deadline-interview (DR) rådet bod på dette: Stoltenberg mindede her seerne om, at Norge i 1931 gjorde krav på at overtage Nordøstgrønland og tabte ved domstolen i Haag to år senere.

Alene bogens beskrivelser af Natos udfordringer efter 2022 gør det værd at nærstudere værket – især forhindringsløbet omkring optagelsen af vore to broderlande Sverige og Finland, periodisk obstrueret af den tyrkiske præsident Erdogan – er samtidshistorie på højt plan. Man bekræftes i, at Nato er en minimalistisk alliance – ikke hvad våbenkapacitet angår, men på politisk beslutningskraft. Ingen kæde er som bekendt stærkere end dens svageste led og her er tyrkernes uberegnelighed berygtet.

Bogen er ikke kronologisk opbygget, Stoltenberg springer frem og tilbage i tid og geografi. Som socialdemokratisk aktivist i 1980’erne (vi husker fodnoteperioden der handlede om opstilling af missiler i Europa)  er han mere end moderat kritisk og skeptisk over for den supermagt han siden kommer til at tjene gennem Nato. Datidens unge Stoltenberg går fra at være USA-kritiker til at være tilhænger, grænsende til det tilbedende, og her begynder fortællingen at demonstrere svagheder.

Europas norske statsmand forbigår i pinlig tavshed, at mere end trekvart millioner individer er omkommet i krigslignende handlinger på de slagmarker, som bl.a. USA-ledede interventioner i Irak og Afghanistan afstedkom (kilde: Watson School of International and Public Affairs, Brown University, Providence, Rhode Island).  Lige præcis her ligner han sin danske forgænger Fogh Rasmussen: fortielse og tavshed sniger sig ind i historieskrivningen, som dermed bliver nødlidende.

En højreorienteret terrorists massakre på 69 unge, der deltog i en socialdemokratisk ungdomslejr på Utøya 22. juli 2011 bliver mildt sagt utilstrækkeligt håndteret; Stoltenberg bruger betegnelsen ’den mørkeste dag i mit liv’ – otte blev dræbt i den kontorbydel, hvor hans eget statsministerium lå. Fem beskedne sider bliver det til, og man tænker at skribenten helst undgår at fordybe sig – kunne han ikke have brugt tragedien og erfaringen til at forklare, hvorfor højreorienteret terror og vold er i fremvækst i disse år?

Som diplomat- og politikerbarn voksede Jens Stoltenberg op med en sølvske i munden. Faderen Thorvald S. startede som udenrigspolitisk embedsmand og fortsatte på ministerposter i flere af Arbejderpartiets regeringer – karrierestien for sønnen var trådt ned i god tid. Beundringen for forældrene er grænseløs, mens den tragedie, der rammer familien med lillesøsteren Ninis død som følge af heroinmisbrug skildres smerteligt og gribende.  Bogen er bedst i beskrivelsen af personrelationer, herunder de vanskeligheder, Stoltenberg har med den tyske kansler Merkel; de to blev aldrig gode venner.

Bogens kapitel 41 hedder ’Ukraines fremtid er i Nato’ og fylder beskedne seks sider, hvor alt for mange sætninger går med banaliteter. Der mangler refleksion, kritisk analyse og erkendelse af dilemmaerne. Den erfarne politiker er her virkelighedsfornægter i det store format. Stoltenberg har ikke erkendt de forandringer det globale magtlandskab har gennemgået, han fremstår som en kustode på et rustent slagskib, der hastigt forsynes med flere og større kanoner, men sejler med forældede søkort, fordi der er gået rust i radaren. For meget snæversyn, for lidt udsyn.

Der bruges retfærdigvis megen plads på at referere samtaler med alliancens ultimative spielverderber, Donald Trump, uden at disse ledsages af forklaringer på den igangværende og stærkt destruktive amerikanske nationalpopulisme i MAGA-bevægelsen. Men intet over og intet ved siden af Nato, som der aldrig kan udvikles et europæisk alternativ til, pointerer han. For 80 procent af våbenfinansieringen kommer fra lande uden for Europa, altså er det gamle kontinent stavnsbundet til de tunge bidragydere USA, Canada og Tyrkiet.

Han drister sig ikke til afsløringer af sine kolleger, alt er velkendt stof, men det er dog påfaldende, at forgængeren Anders Fogh kun nævnes sporadisk. Måske fordi det var under Fogh, at medlemslandenes bidrag skrumpede og alliancens afskrækkelsespotentiale gik samme vej?

Trods disse forbehold må bogen anbefales, eftersom Stoltenberg leverer vigtige frontberetninger fra forsvarsalliancens maskinrum. Der er rigeligt med stof til eftertanke om den opbrudstid, som verden har udsigt til at tumle med i lang tid fremover.

Jens Stoltenberg: På min vagt. At lede Nato i krigstid. 500 sider. Forlaget Gutkind

Tilføjelse

Her et uddrag af en anmeldelse skrevet af min udmærkede norske kollega Jan Øyvind Helgesen i nettavisen.no:

’På min vakt’ er som forfatteren: Flink, skikkelig og litt kjedelig.

Jo da, Donald Trump er håpløst geskjeftig og mildt sagt uforutsigbar. Angela Merkel det motsatte, men pålitelig. Emmanuel Macron er skeptisk til amerikanerne. Og sjarmerende. Mens Recep Tayyip Erdogan holder på sitt steinharde pokerfjes lenger enn de fleste. Og Joe Biden? Han ble tydelig svekket i løpet av sin andre periode som amerikansk president. Men ikke mer enn at han hviskende karakteriserer Volodomyr Zelenskyj, som ’a pain in the ass’! Når den ukrainske presidenten for hundrede gang klaget over at Nato ikke hadde en tidsplan for når han kunne bli medlem i klubben. Men særlig jucy er det ikke.

Trump!

Det sier litt om den amerikanske presidentens betydning i Nato når det er 34 henvisninger til Trump bak i boka. Og det på bare de fire første årene han hersket i Det Hvite Hus og Jens Stoltenberg var NATO-sjef. Mye energi går med til å lese mannen som er av de mest uforutsigbare i politikken. Og prøve å lede ham inn på den rette vei. Noe som ikke alltid lykkes. Som da Trump deltok på sitt første NATO-toppmøte i det splitter nye hovedkvarteret i Brussel. Trump holdt tale foran monumentet som er oppkalt etter NATO-traktatens viktigste artikkel, nr. 5. Den som sier at et angrep på ett NATO-land er et angrep på hele alliansen. Stoltenberg hadde plassert Trump der, så å si lagt ballen på straffemerket sånn at han lett kunne anerkjenne forpliktelsene. Trump tok ikke regi, for å si det mildt.

’Dere betaler ikke det dere skylder!’, sa Trump til lederne foran ham på plenen. ’Det er ikke rettferdig overfor det amerikanske folk og amerikanske skattebetalere. Mange skylder oss enorme summer.’

Der sto Merkel, Macron og alle de andre statslederne, og Trump omtalte dem som om de var leieboere som ikke betaler husleia.

En kommentar til boka er at den kan føre til økt toll på norske varer – som en hevnaksjon fra Trump. Men Jens Stoltenberg er smart nok til å gjengi uttalelser og hendelser som faktisk fant sted. Han mener ikke all verden om statslederne – med et lite unntak for den russiske utenriksministeren som får bølle-stempelet. Ellers støtter han seg på egne og andres notater og opptak.

I løpet av hans ti år på toppen av Nato utspiller store dramaer seg. Krigen i Afghanistan pågår og både Trump og senere Biden vil ut av hengemyra. I ettertid vet vi at Taliban veltet inn i Kabul på rekordtid. Mange afghanere hadde samarbeidet med Nato. De som ikke kom seg ut, hadde all grunn i verden til å frykte de neste ukene. Og amerikanerne trakk seg ut uten å ha på plass en forpliktende avtale med Taliban. Kaoset som fulgte, gikk innpå generalsekretæren.

Han skriver:

’Det som startet som en målrettet, militær antiterroroperasjon, ble etter hvert til et omfattende nasjonsbyggingsprosjekt. Vi skulle bygge et land med like rettigheter for kvinner og menn, med en fri presse og velfungerende statsinstitusjoner’.

Og: ’Vi ble ofre for vår egen, altfor optimistiske fortelling om at det hele tiden gikk bedre i Afghanistan’.

Hele operasjonen kostet enormt mye, bare amerikanerne brukte tre hundre millioner dollar hver dag i tjue år. Bruk kalkulatoren! Derfor måtte det gå bedre og ethvert lite lyspunkt ble forstørret mens problemene ble neglisjert. Selv skriver han med bitter undertone: – Vi var i Afghanistan for lenge, og vi ville for mye.

I ettertid vil nok Stoltenbergs største bragd i Nato være at han fikk både Sverige og Finland inn i alliansen. Og at Putin fikk et større Nato å hanskes med. Stikk i strid med hans ambisjoner.