En sjældenhed på min hjemmeside: at jeg publicerer uforkortede tekster fra andre og større medier, men her kommer der én, som bør læses, fordi den på overkommelig spalteplads fortæller, hvorfor Østasiens største (og klodens næststørste) økonomi drives med større kløgt end den amerikanske og de fleste europæiske. Forfatteren er en af de fineste og mest vidende skribenter i det danske mediemiljø: Rune Lykkeberg.

Publiceret i Information 19. december 2025

Der er en meget enkel, fornuftig løsning på det problem, som hjemsøger de vestlige demokratier og også huserer i dansk politik: de høje priser på hverdagsvarer. Men den kræver mod, vilje og fantasi.

Kineserne vidste godt, hvad de ville være: kapitalister. Men de vidste også, at det var farligt. Den var som en vild hest, man kunne sætte sig op på, hvis man ville frem i verden. Men det var også et vilddyr, som kunne kaste dig af og trampe samfundet i stykket.

Så da kineserne efter formand Maos død i 1976 ville gøre op med hans totalt fejlslagne kommunisme, var de i tvivl om, hvordan de skulle gøre det. Der var en lidenskabelig diskussion i det kommunistiske parti om, hvordan man kunne få det bedste fra kapitalismen og forsvare sig selv mod det værste.

Det er klart, at for partiet var »det bedste« ikke det samme, som det ville være for os andre, fordi de jo ville fastholde deres befolkning i politisk ufrihed. De havde brug for kapitalismen til at skabe velstand og vækst og teknologisk udvikling, men de forstod også, at der i kapitalismen var kræfter, som kunne ødelægge den sociale kontrakt i samfundet. De var særligt optaget af spørgsmålet om priserne.

Den ene fløj i partiet ville have såkaldt »fri prisdannelse«, altså ingen statslig kontrol med priserne. Den anden frygtede følgerne af at slippe priserne på alting fri i et land med flere hundrede millioner fattige. De var modstandere af markedspriser. De to endte på kompromis, som bliver kaldt for »de to spor«: I det ene spor havde man livsfornødenheder for den enkelte, og i det andet havde man forbrugsvarer og luksusprodukter. For de første bevarede staten kontrollen med priserne, mens de for de andre satte priserne fri.

Kineserne gjorde med andre ord det modsatte af, hvad Vestens politikere, økonomer og finansinstitutioner anbefalede. Og Kinas kommunister klarede sig langt bedre gennem overgangen til kapitalismen end nogen af dem, som gjorde alt det, markeds-fundamentalisterne i Vesten krævede.

De demonstrerede en overlegen forståelse af kapitalismen. Og som økonomen Isabella M. Weber konkluderer i sit hovedværk om det kinesiske prissystem: »De voksede ind i den globale kapitalisme uden at miste kontrollen over deres egen økonomi.«

Kampen mod høje priser

Den kinesiske vej er blevet interessant for os, fordi priserne på det, folk skal leve af, er blevet et problem over hele Vesten. Herhjemme har Dansk Folkeparti ført kampen mod de dyre fødevarer ind i centrum af den politiske debat, og socialdemokraterne er fulgt efter. Det samme er sket for eksempel i USA, hvor det kedelige ord »affordability «, at have råd til, er blevet en fælles kamp for republikanerne og demokraterne.

Alle synes enige om, at hverdagen er blevet for dyr for alt for mange mennesker. Mange mener også, at det var inflationen, som gjorde, at så mange stemte mod demokraterne og for Trump i 2024. Så hvis man ikke har styr på priserne på mad, bolig, transport og energi, kan man udløse politiske jordskred, som kan føre til den autoritære vending, der finder sted under Trump i USA nu. For høje priser betyder ikke bare, at tingene koster mere.

Det betyder også, at verden forekommer uretfærdig. At hele den sociale orden er svær at anerkende, fordi værdierne grundlæggende virker vilkårlige. Det er for den politiske frihed og den sociale retfærdighed et ekstremt farligt fænomen.

Prisloftet findes allerede

Det komiske er, at meget få i den situation udfordrer selve prisdannelsen og foreslår prisloft over det, folk har mest brug for i deres hverdag. Det er, som om den »frie prisdannelse« er en helligdom, som ingen vil røre ved, og alle skal knæle for. Ikke engang de såkaldte populister kræver, at regeringen får »styr på priserne«, nej, de kræver mere avancerede forslag som differentieret moms og lettelse af specifikke afgifter.

Det er en underlig ideologi, for vi har jo en priskontrol på arbejdskraft for eksempel, som vi kalder »mindsteløn«, og der er i mange lande loft på priserne på eksempelvis medicin og lejebolig. Så vi har allerede et meget diskret »to spors«-system, men vi bruger det ikke offensivt og solidarisk.

Vi kunne her lære noget af kinesernes overgang til kapitalismen: For de forstod, at »markedet« ikke var et metafysisk fristed i verden, men noget, som man skaber og former politisk. For nogle er det voldsomt oprørende at skulle lære kapitalisme af kineserne. Men dem kan man så berolige med, at kinesernes prissystem var inspireret af en priskontrol, som selve den amerikanske regering gennemførte under Anden Verdenskrig med den progressive stjerneøkonom John Kenneth Galbraith som leder.

Han vidste godt, at hvis man vil være kapitalister, må man selv tage ansvaret for, hvordan man former markedet. Ellers har man fortjent at få populisternes vrede efter sig.

(med tak til Rune og Information)