I foråret 1993 besøgte jeg Nepal og Bhutan som udviklingskonsulent. Weekendavisen publicerede 30. juli samme år min reportage fra Bhutan, som dengang kun havde et ganske beskedent samkvem med omverdenen. Siden da er Bhutan blevet et meget eftertragtet om end dyrt rejsemål.

I Tordendragens land. Hvis Bhutan skal overleve som nation, må kongedømmets oplyste enevælde bevares, og demokratiet holdes ude.

THIMPU – Next Stop Shangri-La. Kun et fåtal fremmede får adgang til dette isolerede bjergkongedømme, på størrelse med Schweiz, klemt inde mellem det af Kina kontrollerede Tibet i nord og et uregerligt indisk-nepalesisk folkehav mod vest, syd og øst. Tordendragens Rige, Druk Yul, hedder landet, som for 30 år siden hverken havde skoler, hospitaler eller asfalterede veje, i dag kendes det som Bhutan.

Miniature-jetflyet zigzagger ind og ud mellem Himalaya-tinderne og gennemtrænger de hvide skyformationer, der spærrer for udsynet til Mount Everest. Bjergskråninger kommer hastigt mod os, hov, hov, hjælp, lidt for hastigt. Netop som det begynder at virke faretruende, svinger maskinen; det gyser og suger i maven, og pludselig, et blødt bump-bump, asfalten tager imod os, vi er nede, omkranset af bjergskråninger til alle sider.

Velkommen til Paro i Bhutan og til et betagende himalayansk Paradis.

Netop her i Paro-dalen ankom briten Lord Ronaldshay i 1921 og funderede over, om imperiets magt kunne nå ind i dette hjørne af Verdens Tag: »Her stod vi, som om en magisk tidsmaskine havde sendt os baglæns i historien og bragt os århundrder ind i middelalderlig feudalisme,« skrev han. Og med rette: Bhutan er en enestående sammensætning af kulturel og religiøs sofistikering og naturskønhed – den, der slipper inden for, bliver forført langt ned i sit sjæledyb.

Bhutan er mere end en nation, det er et lille stykke kulturel overlevelse. Landet er en unik enklave, som har modstået at blive opslugt af barbariske og aggressive giganter til alle sider. I dag et land, der slås for sin identitet og overlevelse og som må ty til hårdhændede metoder i sit selvforsvar. For den dag, bhutaneserne bliver et mindretal i deres eget land, ophører nationen med at eksistere.

Nutidens Bhutan er ikke længere feudalt i ordets traditionelle betydning. Betegnelsen oplyst enevælde er ikke helt misvisende. Bjergkongedømmet har på få år bevæget sig med stor varsomhed ind på moderniseringens vej. Der er kommet Toyota’er på vejene. Video-apparater har fundet vejen ind fra Indien og er, ulykkeligvis, blevet en del af bhutanesernes fritidsliv. Udenlandsk påvirkning er stadig beskeden, omend den årlige kvote for turister netop er blevet hævet fra 2500 til 4000. Fjernsyn fra omverdenen – Star-TV fra Hongkong, som udover spillefilm og musikvideoer også sende BBC World Service TV – betragtes fortsat som Det Onde selv. Bhutanesere, der har sat satellit-tallerkener op, har oplevet, at politiet har revet dem ned omgående. Men, som en embedsmand sukker: »Det kan vi ikke blive ved med. Folk vil have udenlandsk tv, og de får det før eller siden«.

Han har ret, for rundt omkring i de private stuer og på de små spisesteder flokkes bhutaneserne om den kulørte fordummelsesmaskine og suger sjetterangs videofilm fra Indien og Thailand i sig. Så kan de vel lige så godt tage skridtet fuldt ud og få Star-TV eller CNN fra Atlanta og få både sjæleliv og intellekt smadret.

Den dag, hverandet hjem i hovedstanden Thimpu kan sige godaften til CNN’s ankermand, pop-top-tyve fra Hongkong og Stings nyeste udgivelse på MTV vil de føle, at de ved mere om omverdenen end om deres eget land. For afstanden til Atlanta, London og Hongkong bliver dermed kortere end til landsbyerne og provinserne i deres eget land. Så vil bhutaneserne kun være sekunders satellittransmission væk fra Vestens trivialkultur, men stadig flere dagsrejser fra begivenheder og personer i fjernere egne af bjergkongedømmet. Lad os i mangel af bedre betegnelse kalde det for kulturelt selvforsvar.

Der er rigelige legitime grunde til, at Bhutans regering forsøger at holde den vestlige medieimperialisme fra døren: censur og kontrol med pressen kan forklares og forsvares, så længe det tjener den nationale overlevelse sag. Eller er der noget, vi har misforstået? For hver dag, jeg opholder mig i denne unikke enklave bliver budskabet hvisket med stadig større klarhed i den indre øresnegl: Hvis man giver Bhutan vestlige tilstande med demokrati, parlament, privatkapitalisme (landet risikerer at blive opkøbt af indiske forretningsfolk, hvis det sker) og satellit-transmissioner, vil Verden snart være en nation mindre.

Hvis nogen er i tvivl om hvor galt det kan gå, så tag og se på nabolandet Nepal. For et par år siden oplevede Nepal en demokratisk revolution. Kongedømmet blev stækket, et parlamentarisk styre blev indført, men landet er i dag på randen af kaos. Nepal har åbnet sine grænser for ukontrollabel turisme og kæmper i dag med en hæslig cocktail af sine egne dårligdomme og den vestliggørelse, som millioner af turister har bragt med ind over bjergskråningerne.

Hvis Bhutan føler Nepals eksempel, er det nat med Bhutan. Så Tordendragen bider fra sig i disse turbulente tider: Det oplyste enevælde i Thimpu mener at være i sin gode ret til at forsvare sig mod at blive rendt over ende – ikke kun af vestlige turister, udenlandske bistandsydere og investorer, men også det folkehav, der har gjort en trussel om etnisk opslugning reel for den halve million bhutanesere. Tordendragens børn forsvarer sig: Med vold og pres har de fordrevet tusinder af illegale indvandrere, som forsøger at få kontrollen over landets ressourcer. Javist er det sket med terror, vold, forfølgelser og drab, men det går begge veje. Hvor langt må en regering gå i forsvaret for sin nations og sin befolknings kulturelle, sociale og religiøse identitet? Hvornår har en etnisk gruppe ret til og krav på at forsvare sig mod etnisk opslugning?

Etnisk konflikt
Omringet af magtfulde og befolkningstunge giganter kæmper Bhutan for sin ovelevelse. Bjergstatens befolkning er delt i to etniske grupper: Drupka- folket i nord er af tibetansk afstamning og udgør den politiske og sociale elite, mens sydbhutaneserne, de såkaldte Lhotsampa’er, er af nepalesisk asfstamning, deres sprog er nepali og de er etnisk knyttede til de næsten 20 millioner nepalesere i Nepal og måske en halv snes millioner nepalesere i Indien.

Drukpa-folket tæller måske færre end en halv million ud af Bhutans anslået 700.000 indbyggere, som med rette frygter at blive opslugt i et Greater Gurkhaland. Gennem de seneste par år er en stigende strøm af Lhotshampa-flygtninge strømmet ud af Bhutan og er søgt ind i lejre i det østlige Nepal. Nødhjælpsarbejdere og journalister, der har besøgt det sydlige Bhutan og lejrene i Nepal er ikke i tvivl om, at bhutanesiske sikkerhedsstyrker har stået bag en hårdhændet forfølgelse af denne befolkningsgruppe.

Neutrale observatører peger samtidig på, at forfølgelsen er blevet besvaret med terror. Blandt de 100.000 syd-bhutanesiske flygtninge i Nepal er der organiseret terrorbander, som foretager regelmæssige overfald og angreb på bhutanesisk territorium. Spændingerne mellem nord- og sydbhutanesere er både en konflikt mellem kulturer, en buddhistisk mod en hinduistisk, og en strid mellem to stater. Regeringen i Thimpu siger, at en stor gruppe af de flygtede og fordrevne er illegale indvandrere, der ikke opfylder Bhutans lov om statsborgerskab. Derfor har de ikke ret til eller krav på at opholde sig i Bhutan.

Hvis ikke denne lov efterleves, vil de »ægte« bhutanesere, Drukpa’erne, komme i mindretal i deres eget land. Fordrivelserne af Lhotshampaerne er derfor et udtryk for regeringens legitime ret til at skabe demokrafisk balance og sikre sig imod, hvad styret i Thimpu kalder en terrorist- bevægelse, anført af Det Bhutanesiske Folkeparti, som presser tusinder af Lhotshampaer til at forlade Bhutan. Partiet forsøger sammen med regeringen i Nepal at internationalisere spørgsmålet med det sigte at presse Thimpu til indrømmelser og give Lhotshampaerne flere politiske rettigheder. Centralt i striden er den lov om statsborgerskab, som regeringen i Thimpu gennemførte i 1985 og som er omstridt derved, at den nu gennemføres med tilbagevirkende kraft. Enhver borger i Bhutan, der er født efter 1958, hvor kun den ene af forældrene er anerkendt som bhutanesisk statsborger, må ansøge om statsborgerskab, være flydende i hovedsproget dzongkha og i øvrigt have haft fast bopæl i landet i 20 år.

Ukontrollabel indvandring
Hvorfor nu denne restriktive fortolkning? Fordi der ifølge regeringen er sket en ukontrollabel og illegal indvandring af Lhotshampa’er og nepalesere ind i det sydlige Bhutan gennem de seneste tre årtier. Dette, hævder regeringen i Thimpu, blev først klart efter en folketælling i 1988. Da Bhutans udenrigsminister, Lyonpo Dawa Tsering, for nylig besøgte Thailand, benyttede han anledningen til at forklare og forsvare sin regerings politik over for Lhotshampa’erne.

I komprimeret form lyder udenrigsministerens udlægning således: Vi har problemer i det sydlige Bhutan, men der er ikke tale om etnisk udrensning, sådan som nogle hævder. De fleste forlader Bhutan frivilligt, da de erkendte, at de ikke opfylder betingelserne for statsborgerskab og dermed ikke er berettigede til jobs og sociale goder. Der er også en del, der rejser, og som vi nødigt ser forlade Bhutan, men vi kan ikke hindre dem i at forlade landet.

Det er Lhotshampa’er, som opfylder betingelserne for statsborgerskab, men som alligevel rejser ud af Bhutan, til trods for, at vi har tilbudt dem fritagelse fra at betale jordskatter. Der er mindst to forklaringer på, hvor Lhotshampa’er, som opfylder betingelserne for statsborgerskab, alligevel rejser ud. En faktor er sikkerhed – de mange terroristangreb i området, hvilket også erkendes af FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. En anden forklaring, at der er dissidenter i lejrene i Nepal, som lokker eller truer folk til at komme til lejrene, hvor de tiltrækker store mængder international bistand.

Vi har masser af beviser for, at folk fra flygtningelejrene rejser ind i Bhutan og udspreder propaganda om, at de i lejrene vil modtage penge, fødevarer, medicin og andre goder. Disse mennesker får også at vide, at de om et års tid vil forvente at kunne vende tilbage til Bhutan og stille nye politiske krav vedrørende deres rettigheder. Flygtningestrømmen skal med andre ord bruges til at skabe en opinion i det internationale samfund. Denne opinion skal tvinge os, Bhutans regering, til at ændre vor lovgivning om statsborgerskab og nationalitet. Såvidt udenrigsministeren. For Lhotshampa’erne ser virkeligheden anderledes ud. Deres politiske bevidsthed blev afgørende løftet, da Nepal gennemlevede en demokratiseringsproces i 1990. De så, hvorledes et autoritært kongedømme bøjede sig for en folkelig bevægelse og accepterede indførelse af et flerpartistyre. De ser gerne eksemplet gentaget i Bhutan. Den indre øresnegl hvisker igen: Får nepalierne deres vilje, er det nat med Bhutan. Hvis nogen er i tvivl, så kig tilbage og se, hvad der skete ed nabokongedømmet Sikkim for mindre end en snes år siden.

Eksemplet Sikkim
Sikkim havde haft kongedømme i 334 år. En stigende indvandring af nepalesere havde ændret landets etnisike sammensætning. Så krævede befolkningen demokrati, eller rettere, den nepalesiske befolkningsgruppe anførte en bevægelse, der kæmpede for et mere repræsentativt, demokratisk styre, og da de endelig fik magten, stemte de for Sikkims sammenslutning med Indien. Nat med Sikkim, Verden blev en nation mindre, uden at ret mange bemærkede det. Efter denne forskrækkelse fik den bhutanesiske kongefamilie travlt med at gøre Bhutan til medlem af FN og andre internationale organer. Just in case . . . Bhutan siger, at 28 procent af befolkningen på 700.000 er af nepalesisk oprindelse.

I 1978 skrev en daværende rådgiver for Bhutans konge, Nari Rustomji om de mulige konsekvenser af en ukontrollabel nepalesisk indvandring i Bhutan: »Bhutaneserne har set, hvorledes nabolandet Sikkims oprindelige indbyggere kom i mindretal. De vil forhindre, at de selv udsættes for en lignende skæbne. Mange nepalesere er polygame, hvor en mand har tre eller fire hustruer og maåkse 12 til 15 børn. Den dag, de kommer i flertal, vil de forsøge at dominere resten af befolkningen. Folketællingen i 1988 foruroligede Bhutans konge, Jigme Singnye Wangchuk. Året efter introducerede han et sæt adfærdsregler, Driglam Namzha, der sætter retnignslinjer for, hvor ledes alle bhutanesere, i nord som i syd, skal klæde sig, spise, tale, opføres sig ved særlgie lejlgheder, etc.

Dette fandt Lhotshampa’erne uacceptabelt. Så begyndte oprøret og flygtningestrømmen. Driglam Namzha blev mødt med modstand og krav om demokrati. Etnisk udrensning blev mødt med terror. Bhutans udenrigsminister medgiver, at landet har sat 180 personer i fængsel. Nogle af dem er blevet dømt for »antinationale terrorhandlinger«. Røde Kors-delegationer har haft adgang til at besøge fangerne. »Vi vil vise dem, at ingen fanger er blevet mishandlet,« siger Lonpo Dawa Tsering. Også Amnesty International har haft adgang. Kun få journalister er sluppet ind. »Der er mange i regeringen med en isolationistisk opfattelse. Vi har levet isoleret i århundreder, så hvorfor skal vi pludselig til at bekymre os om, hvad Verden mener om os,« siger de.

Og hvorfor skulle Bhutan tage Vestens opfattelser af demokrati alvorligt, når de ser på nabolandenes håndtering af demokratiets dyder. Indien har, med få afbrydelser, haft demokrati siden selvstændigheden, og enhver kan se, at det virker elendigt. Den stående joke blandt veluddannede indere er: Demokrati, javist har vi det, hvert fjerde år, når vi bruger stemmesedlen. Til daglig mærker vi ikke noget til det. Nepals eksempel maner heller ikke til efterfølgelse. Den særlige variant af sydasiatisk demokrati, som i disse måneder udfolder sig i Kathmandu har bragt landet på kanten af kaos. Vestligt demokrati i Bhutan? Glem alt om det. Her er et land uden militær, uden efterretningstjeneste, et minimalt politi, kort sagt, en nation, som kunne løbes over ende på 24 timer af en stormagt, hvis de ville. Lad bhutaneserne beholde deres oplyste enevælde. Ellers er det nat med Bhutan.