GENUDGIVELSE. Denne artikel blev publiceret i Weekendavisen 13. august 1993 og er således fra den periode (1991-94) jeg var bosiddende i Thailands hovedstad.

Americasia. Englenes By er stedet, hvor Østen suger Vesten til sig. Bangkokianerens sjæl? Den er sat ind på hendes bankkonto.

BANGKOK – Som bosiddende i en by, der regnes for at være en af Verdens mest forurenede og støjplagede, må man lære at værdsætte de få privilegier, livet byder en. Som nu dette at have bopæl få sekunders jogging fra Kong Rama 9, Thailands højt respekterede monark siden 1946.

Paladset, som hedder Chitralada, ligner alt andet end et royalt domicil. Snarere en mellemting mellem en kaserne og en naturpark. Bygningerne på området camoufleres godt af træer, og der er forbud mod højhuse i området, for ingen skal kunne stå på 16. etage og iagttage kongefamiliens gøremål.

Chitralada har yderligere et attraktiv, som også Deres Korrespondent forstår at gøre brug af: Fortovet rundt om det kvadratiske kompleks er en af Bangkoks bedste jogging-ruter. Den, der trodser osen fra bilerne og tager ruten i dagtimerne, har måske held til at øjne et eller to eksemplarer af den sort-hvid brogede malkerace, efterkommere af præmiedyr, som Kong Frederik 9. bragte med til Thailand engang i 1960’erne.

Halvvejs rundt på jogging-ruten, skråt over for paladsets sydvestlige hjørne, ligger en af byens mest betagende seværdigheder, Wat Benjamabophit, bedre kendt som Marmortemplet. Måske en af de få lokaliteter, hvor Bangkoks sjæl, eller det, der måtte være tilbage af den, opleves mest intenst og intakt.

Ved halvsyvtiden, når solen er brudt igennem den sodfyldte morgendis, ruller en mindre karavane af Toyota’er og Nissan’er op foran templet. Ud stiger storbyens middelklasse med mad i plasticpose, blikgryder og porcelænskrukker. Templets munke står på række for at modtage dagens kulinariske almisse. Tradition og modernisering i en harmonisk symbiose. Øjeblikke som disse kan få en ellers nok så distanceret, halvkynisk iagttager til for en stund at glemme det infernalske kaos, der er under opbygning på gaderne omkring tempelkomplekset.

Byen er vågen
Bangkok er for længst vågnet. På Petchburi Road hober de osende bybusser sig op i utålmodige kødannelser. Pladsmanglen på den overbelastede asfalt gør, at det mest effektive transportmiddel er motorcyklerne. De smyger sig en for en op mellem bilkolonnerne og kommer derfor først over vejkrydsene.

I myldretiderne er der så mange af dem, at man forledes til at tro, at byens hundredtusinder af motorcyklister har organiseret sig i bander for at trodse den terror, som bilisterne udfolder.

Et blik ind i en af de mange motorcykelbander åbner et helt mikro-kosmos. Bagsædepassagererne tæller alle typer: Munken, der sidder sidelæns og mediterer (eller måske er han bare bedøvet af forureningen), den fikst makeup’ede kontorpige, der med et enkelt numsevrik kan udkonkurrere enhver Miss Danmark-kandidat i elegance, den halvsovende barpige undervejs hjemover til betonslummen efter en hård dags nat i forlystelseskvarteret. Eller en gadehandler med favnen fuld af frisk-skårne ananas og håbet om en bedre omsætning end dagen før.

Et forvirrende og fascinerende træk ved Englenes By er dens præg af tilfældighed og kaos. Thaiernes hovedstad savner den systematik og opdeling, som kendes fra flere af dens fjernøstlige søsterbyer. Der er intet klart defineret centrum, snarere en fire-fem stykker, som man kan orientere sig efter alt efter interesser og lyst. For novice-turisterne, der søger lindring efter et par timers trafikchok, vil Grand Palace og Wat Prakheo, byens største tempelkompleks, være den centrale destination.

For de mere kommercielt orienterede hoveder vil det være forretningskvarteret op til Silom Road, der bugner med de velkendte kopi-produkter – Rolex og Calvin Klein for en nævefuld dollars, værsgo’ – og næsten uundgåeligt slutter med en tour-de-force i hore- og drukgaderne Patpong I og II.

Endelig kan de puritanske og livsfornægtende individer forfalde til amatøristisk meditation i de mange hotel-paladser, der frembyder sig som arkitektoniske oaser med overskuelige intervaller i den fræsende metaljungle. Bangkoks bedste hoteller, anført af det legandariske Oriental, får som bekendt Amagers Hotel Scandinavia til at tage sig ud som et blikskur for femteklasses rygsæksturister.

Hæslighed og elegance
Bangkok er mødestedet, hvor Østen suger Vesten til sig og skiftevis får hæslighed og elegance ud af det. I denne metropol med flere end otte millioner sjæle kan Himmel og Helvede ligge et par husblokke fra hinanden. Enklaver af bølgeblik-slum og fortidig teaktræsidyl er naboer til sidste skrig i femstjernet hotelluksus og funklende stålsiloer, hvor asiatisk forretningsliv har forskanset sig for at slippe for stanken fra de klongs (kanaler), som flyder med så meget lort og møg, at end ikke moskito’erne kan overleve.

Præcis derfor kan vi glæde sig over, at malaria-risikoen er udryddet i Bangkok. Byens kaos, dynamik og elendighed er thaiernes eget værk. Ikke skabt af et de vestlige imperier, for Thailand blev aldrig velsignet med vestlig kolonisering. Nogle kynikere hævder, at Thailands frivillige åbning for vestlig indflydelse og udnyttelse for et århundrede siden gjorde en direkte kolonisering overflødig. Briterne tog for sig, hvad de behøvede i Burma og Malaya, franskmændene civiliserede Indokina, mens alle vesterlændinge, danskere inclusive, fik en bid af kagen i Siam. ØK-faderen H.N. Andersen in memoriam, for han grundlagde som bekendt sit imperium i Englenes By, så herude starter en vigtig del af Danmarkshistorien.

Stadig ifølge kynikernes udlægning er Thailands uafhængighed af kolonimagternes greb relativ. Siden Anden Verdenskrig har Onkel Sams indflydelse været allersteds nærværende og dyb. I dag som for 40 år siden har Bangkoks elite gået i skolesko på amerikanske universiteter eller lært anti- kommunismens ABC på militærakademiet West Point.

Alliancen blev cementeret i 1960’erne, da thaierne lod amerikanerne bygge baser for de bombefly, der skulle på togt over Indokina, og Bangkok blev rest & recreation-hovedstad for de karseklippede læderhalse fra Guds Eget Land. Forbindelserne har blomstret lige siden.

Hvad enten det gælder Kentucky Fried Chickens, bærbare Motorola-telefoner, Harley Davidson-klubber eller sidste skrig i Nike-sportssko, så har det altsammen rødder i den hybrid-kultur, som en skarpsindig sjæl engang døbte Americasia. Så er det kun på overfladen, at Hollywood, Buddha og Chinatown går op i en højere enhed, for enhver forretningsmand herude ved, at uden japanske penge kunne denne maskine ikke holdes i gang. Thailands forvandling siden 1945 fra et oksekærre-trukket bondesamfund til et, der er drevet af Toshiba-PC’ere og Toyota’er blev nok startet af amerikanerne, men i dag er det Japan, der har den økonomiske førertrøje på.

To samfund
I en vis forstand er Thailand to ganske forskellige samfund: Bangkok og resten af landet. De forbindes af buddhismen, militæret og monarkiet, men overfladisk set har Bangkokianeren umådelig lidt tilfælles med risbonden i det udpinte, nordøstlige Isan. Thailands og Bangkoks problem er, at Isan-bondens sønner og døtre vil væk fra det tørkeramte, udsigtsløse liv i rismarkerne og derfor griber de chancer, hovedstaden frister med.

Typisk bliver sønnen chauffør på en tuk-tuk, de berømte trehjulere, som enhver besøgende vesterlænding har forsøgt sig i. Med lidt flid og held kan tuk-tuk- chaufføren en skønne dag avancere til at blive bellboy eller tallerkenvasker på et af turisthotellerne. Så langt rækker millioner af thai-bondedrenges drømme om et andet liv end forældrenes. For døtrene er adgangen til hurtige penge nemmere, den hedder typisk Patpong, hvor en måneds indkomst er ti-tyve gange større end forældrenes hjemme i teakhuset i Isan. På den måde er Bangkoks kommercielle sex med til at opholde Thailands status som verdens største riseksportør, for naturligvis går en betydelig del af pigernes indkomst hjem på familiens bankkonto.

Inden forargelsen stiger til skyskraberhøjde kan det være værd at erindre om, at den sexindustri, som Bangkok er så berømt og berygtet for, ikke er hverken Vietnam-krigens eller turistbranchens opfindelse. Den har rødder i buddhismens tolerante syn på sexualitet og i thaiernes traditionelle machokultur. De skræmmende AIDS-tal er for thaierne blevet en påmindelse om, at de heller ikke på dette område undgår virkningerne af den internationalisering, som landet på godt og ondt er blevet offer for.

Service-kvinderne på massageklinikkerne og barpigerne i Patpong er ikke et sekund i tvivl om, at de har det hundrede gange bedre end de af deres medsøstre, som slider sig livet itu på de tusinder af sweatshops, som gemmer sig overalt i betonjungelen. En af disse sweatshops, en legetøjsfabrik, gik op i flammer og røg for nylig og kostede flere end 200 lavtlønskvinder, og nogle få mænd, livet.

Virksomhedens chef erkendte sit ansvar for historiens største fabriksulykke siden Bhopal-tragedien ved at lade sig indrullere i en lokal munkeorden. Fabriksbranden har tjent til at kaste lys på den brutale kendsgerning, at Bangkok-regionen tegner sig for mere end halvdelen af Thailands totale nationalprodukt, selvom hovedstadsområdet kun rummer 15 procent af den samlede befolkning. Tre fjerdedele af nationens fremstillingsindustri er koncentreret i og omkring Bangkok. Trods rekordvækstrater siden midten af 1980’erne er det ikke lykkedes for Englenes By at blive den dynamo, der kan rydde op og skabe lidt velstand blandt de fattigdomshærgede regioner i nord og nordøst. I denne sammenhæng bliver thaiernes legendariske tolerance til ligegyldighed og uansvarlighed.

Middelklassens revolte
For et års tid siden (1992, F.Y.) fik Verden det indtryk, at forandringens time var kommet til Thailand. Især til Bangkok, som blev scene for de blodigste uroligheder i tyve år. Et opgør mellem landets autokratiske militær og en alliance mellem hovedstadens middelklasse og studenterbevægelse førte til generalernes retræte og dannelse af et demokratisk alternativ, der smagte lidt af en bedre fremtid. I dag, mange skuffede forventninger senere, ligner alt for meget det gamle. Den demokratisk valgte regering er handlingslammet. Militæret kontrollerer fortsat infrastruktur og gigantformuer. Studenterne er tilbage på universiteterne og passer, hvad de skal passe. Middelklassen fornøjer sig med sine Corolla’er og Motorola’er. Den velkendte, charmerende sanuk-mentalitet blomstrer igen (sanuk = ubekymrethed, afslappet sjov) og kun få taler åbent om det, som aldrig bliver gjort.

For trods revolten i fjor, kravet om forandringer og den forrygende økonomiske fremdrift er Bangkok stadig et dybt traditionelt samfund. Formen er identisk med indholdet i thaiernes adfærd. Ritualer tæller mere end substans. Vesterlændinge kan lede længe og forgæves efter dybden i bangkokianernes sjæl. Med kynikerens ord igen: Sjæl? Den står på hendes bankkonto! Alligevel har denne by, som det gigantiske kulturmix, den er, så meget mere at byde på end dens mere konforme søsterbyer Hongkong og Singapore. Der er også ligheder med disse, der ikke skal overses: Bangkok har kinesiske træk, som rækker langt videre end byens Chinatown-kvarter.

Nogle skøn vil vide, at 65 procent af bangkokianerne har kinesisk blod i sig. Andre vil vide, at mens 15 procent er rent kinesiske (taler cantonesisk og læser kinesiske aviser) er i hvert fald en tredjedel blandede thai-kinesere. I intet andet asiatisk land er de oversøiske kinesere blevet assimileret så vellykket – en kendsgerning, der tjener til at illustrere Bangkok-thaiernes rummelighed og tolerance.

Noget af det første, en besøgende lærer at sige på thai er »mai pen rai«, som betyder noget i retning af: No Problem. Never Mind. Et uofficielt slogan for en bykultur, hvor en glat facade tjener til at skjule alle slags kontroverser. Mai pen rai, siger bangkokianeren, jeg har jo mit åndehus, mine amuletter og mit Visa-kreditkort. Med Buddhas hjælp sikrer de mig en god og lykkelig fremtid. Og for ham er Bangkok slet ikke Bangkok. Byen hedder nemlig ikke sådan, navnet er en vestlig opfindelse. Thaierne kender den som Krung Thep, Englenes By. Men det er kun en forkortelse.

Træk vejret dybt ind, her kommer Bangkoks virkelige navn: Krung Thep Mahanakhon Bovorn Ratanakosin Mahintharayutthaya Mahadilokpop Noparatratchathani Burirom Udom Ratchaniveymahasathan Amornpiman Avatarnsathit Sakkathattiya Avisnukarmprasit.

Er De med endnu, kære læser? Så tag endnu en dyb indånding, for her følger et forsøg på en oversættelse: Englenes Storslåede By, De Guddommelige Juvelers Fornemste Gemmested, Det Store Uerobrede Land, Det Strålende Rige, Den Royale, glædesfyldte Hovedstad, De Ni Ædle Juvelers Hjemsted, Den Højeste Royale Bolig, Det Storslåede Palads, De Genfødte Ånders Bolig og Guddommelige Beskyttelse.

Elementært, ikke? Vi lader den stå et øjeblik, mens Gibbonaben skriger i baghaven og endnu en motorcykelbande snerrer forbi ude på asfalten.

Flemming Ytzen, Weekendavisens korrespondent, besøgte Bangkok for første gang som 23-årig journalistelev i 1975 og blev lettere chokeret. Regelmæssige besøg siden da gav mulighed for en gradvis fordøjelse af de påvirkninger, som Englenes By lokker til. I efteråret 1991 tog han et afgørende skridt ud i en længerevarende udlændighed og flyttede sig selv, hustru og tre børn til det fascinerende kaos, som byen er.