Tiden kalder på kreativt diplomati for at få løst de territoriale konflikter op. Derfor kunne det være fristende at fremsætte nogle provokerende profetier om to af nutidens vigtigste konflikter på verdenskortet.
I den ene verdensdel har USA været beskytter og garantmagt, i en anden gør supermagten krav på en allieret partners territorium. Hvordan kan det give mening i en verden, der har hårdt brug for demokratisk sammenhængskraft?
I det følgende nogle sammenligninger mellem tilstanden omkring den grønlandske del af rigsfællesskabet og den fjernøstlige ø-republik, der er en del af det historiske Kina, men (endnu) ikke regeres af Beijing.
I 1940-41 fik den tyske besættelse af Danmark som konsekvens, at USA overtog den militære kontrol med Grønland, hvilket blev normaliseret politisk fra 1945 og blev konsolideret med den dansk-amerikanske forsvarsaftale om Grønland i 1951.
I 1945 var både Republikken Kina og Kongeriget Danmark medstiftere af De Forenede Nationer. 50 års japansk kolonisering af Taiwan ophørte, og øen blev overdraget til Republikken Kina. Borgerkrigen mellem det kinesiske nationalistparti (KMT) og det kinesiske kommunistparti (KKP) blev genoptaget og førte i 1949 til, at nationalisthæren flygtede til Taiwan. Anslået to millioner fulgte med over Taiwanstrædet, som blev kontrolleret af amerikanske flådeenheder.
Det kinesiske kommunistparti udråbte den 1. oktober 1949 Folkerepublikken Kina. Danmark var blandt de første vestlige lande, der gav den nye statsdannelse diplomatisk anerkendelse, hvilket bragte os i et uvant selskab med Sovjetunionen og dets klientstater i Øst- og Centraleuropa, mens USA opretholdt i tre årtier diplomatisk anerkendelse af Republikken Kina på Taiwan.
I 1950 invaderede nordkoreanske styrker Sydkorea i et forsøg på en genforening med militære magtmidler. Med et FN-mandat i ryggen kom amerikanske styrker Sydkorea til undsætning. Tre års krigsførelse resulterede i en våbenstilstand, der har varet frem til nutiden.
Fra 1953 og flere årtier frem blev sikkerhedstilstanden i Fjernøsten præget af tre delte nationers opgør: den koreanske halvø, Taiwan og Kinas rivalisering foruden det delte Vietnams opgør med først fransk og siden amerikansk involvering.
I 1992 blev både Nordkorea og Sydkorea medlemmer af FN efter tidligere at have haft observatørpladser. Henover de seneste tre årtier er adskillige genforeningsforsøg kuldsejlet, og i begge hovedstæder er propagandaen om en nødvendig genforening stilnet af. Ingen tror længere på, at det velstående og demokratiske Sydkorea har viljen og evnen til at kunne integrere det ludfattige og xenofobiske Nordkorea på samme måde, som det i sin tid lykkedes den tyske Forbundsrepublik at opsluge det østtyske fallitbo DDR.
I Taiwan-strædet kan en ændring af mange års stilstand være undervejs i år. Der spekuleres i, om præsidenterne Donald Trump og Xi Jinping på det topmøde, der er planlagt til april i Beijing, kan føre til en ny forståelse i form af en amerikansk imødekommelse af det, som de kommunistiske magthavere på det kinesiske fastland konsekvent kalder en historisk nødvendighed. En afslutning på Kinas borgerkrig og en deraf følgende logisk genforening.
Men meningsmålinger i Taiwan viser med stor konsekvens samme tendens: at status quo bør fastholdes, at en taiwansk selvstændighedserklæring er lige så uønsket som en genforening, der påtvinges det demokratisk styrede Taiwan af den efterhånden ganske velbevæbnede økonomiske stormagt på fastlandet.
Efter en vellykket liberalisering 1987-88 sagde taiwanerne farvel til fire årtiers hårdhændet og kompromisløst diktatur. Taiwan har i dag et af Østasiens mest solide demokratier, bygget på en af klodens mest højteknologiske økonomier.
Vellykket samhandel har integreret den kinesiske og taiwanske økonomi i både dybden og bredden, men fastlandets politiske overtagelse af ”udbryderprovinsen” med de 23 millioner indbyggere ligner ikke en realistisk option.
Sæt for en stund de politiske forskelle til side: et fremtidigt storkinesisk ”Commonwealth” (eventuelt en føderation) vil blive en af klodens mest dynamiske økonomier. Begge samfund ligger i førerfeltet for innovation. Taiwan producerer klodens bedste mikrochips og sælger disse til kinesiske, amerikanske og europæiske virksomheder. Strategiske beslutninger, der træffes i Beijing og Taipei, har betydning for global økonomi og dermed politisk stabilitet. Her kan Danmark og Grønland ikke være med, vor store nordatlantiske ø fylder mikroskopisk lidt i verdensøkonomien.
USA skiftede i 1979 diplomatisk anerkendelse fra Republikken Kina til Folkerepublikken. Otte år tidligere havde Beijing indtaget pladsen i FN’s generalforsamling som den retmæssige repræsentant for Kina. Alligevel behandler USA i dag Taiwan som en normal alliancepartner og har i alle årene solgt våben til skiftende regeringer i Taipei.
Dermed er parterne lykkedes med at etablere en magtbalance i Taiwan-strædet, der til tider har fremstået som skrøbelig, men er helt uden dødsofre (modsat tilstanden i Mellemøsten med hundredtusinder af dræbte og fordrevne hen over et kvart århundrede). Amerikanske konfliktscenarier når i et betænkeligt omfang frem til den konklusion, at vinderen af en militær konfrontation i Taiwanstrædet ikke per automatik bliver USA.
De mange kinesiske patruljeringer og overflyvninger omkring Taiwan er næppe en optakt til en forestående invasion. For naturligvis er de fastlandskinesiske strateger klar over, at en krig om Taiwan vil være ødelæggende for global økonomi. Paradokset er, at de kinesiske overflyvninger handler om at forsvare en status quo, som USA har etableret!
Beijing insisterer på, at genforeningen med øen skal ske forhandlet og på fredelige betingelser. Udfordringen er her, at det nuværende regeringsparti i Taiwan ikke er interesseret i en sådan udvikling, mens oppositionen har en mere rummelig holdning: Man kan acceptere den formelle udlægning af Taiwan som en del af det historiske Kina, men at denne fortolkes forskelligt på hver sin side af strædet.
Skulle det lykkes med en amerikansk-kinesisk forståelse om en anderledes verdensorden, når Xi og Trump mødes i april, vil Beijings syn på konflikten om Grønland utvivlsomt blive brugt som forsvar for de kinesiske ønsker om genforening med Taiwan. Ganske som Grønland i århundreder har tilhørt Danmark, således har Taiwan også været en del af det historiske Kina, lyder logikken.
Men lige her er netop historieskrivningen drilsk: Taiwan rummer sin egen statsdannelse fra grundlæggelsen af Republikken Kina i 1912 og repræsenterede det FN-anerkendte Kina 1945-71. Nationaliststyret under Chiang Kai-shek var medstifter af verdensorganisationen, da de allierede sejrsmagter skulle indrette verdens magtrelationer efter de tyske og japanske kapitulationer.
Er der en løsning på denne diplomatiske knude? I 1945 var to sovjetrepublikker Ukraine og Hviderusland medstiftere af FN, hvorefter Sovjetunionen fik tre medlemmer – med sovjetstaten som siddende i sikkerhedsrådet med den dertilhørende vetoret. Medlemskaberne ophørte med opløsningen af Sovjetunionen i slutningen af 1991.
En dristig tanke, som kunne løse en af sidste konflikter fra det 20. århundrede: at Republikken Kina får en plads i FN’s Generalforsamling, som Ukraine og Hviderusland havde det 1945-1991. En skønne dag skal Grønland have sit eget medlemskort til FN. Men først Republikken Kina. Lyder det vildt? Verden har brug for kreativt diplomati.
(kronik i Jyllands-Posten 15.02.2026)
Her en god klumme om samme emne:
Flemming Ytzen 