Opbrud i det vestlige sikkerhedsfællesskab bringer Europa nærmere en model, som allerede bruges af østasiatiske stater: adhoc-partnerskaber

Når millioner af europæere i denne tid oplever verden som faretruende kaotisk og krigerisk, ligger følgende spørgsmål lige for: hvem kan inspirere os og hjælpe til at konstruere en anderledes og mere bæredygtig verdensorden? Stikord: liberal pragmatisme.

Donald Trump 2.0 er er trådt ud af USA’s mangeårige rolle som Europas beskytter, en tendens der senest er forstærket af det amerikansk-israelske angreb på Iran. Mellemøsten står i flammer som aldrig tidligere, og europæernes tillid til Washington raser mod bunden.

Uanset udfaldet af kamphandlingerne på Ukraines slagmarker har Putin allerede vundet den vigtigste strategiske sejr nogen russisk revanchist kunne have drømt om: det atlantiske sikkerhedsbånd er knækket; europæerne er nu på en rejse, de selv ønsker at definere: den lange march mod strategisk autonomi.

Hvad er det så for en størrelse? Canadas regeringschef Mark Carney og Finlands præsident Alexander Stubb er de to vestlige ledere, der tydeligst har præsenteret realistiske fremstillinger af, hvorledes det politiske Vesten skal omdefinere sig. Uden at nævne Trump og USA direkte, taler disse to profiler for et geografisk opdelt Vesten omtrentligt efter disse strategiske linjer:

Et nordligt sikkerhedsfællesskab anført af Canada, de nordiske lande, Tyskland, Frankrig og et Storbritannien med den ene fod inden for og den anden plantet i Washington. Den til enhver tid siddende regering i London bliver forbindelsesofficer mellem den nordatlantiske ’klub’ og klodens mægtigste militærmagt. Klubbens vigtigste udfordringer: at bevare Grønland som en del af Rigsfællesskabet og sikre den fortsætte bevæbning af Ukraine. Et stikord mere: alt det med kernevåben gør udfordringen uhyggeligt svær.

Læg hertil et sydligt fællesskab bestående af den Iberiske halvø, Italien, Grækenland og Balkans EU-lande. Denne gruppes hovedbekymring er hverken Grønland eller Ukraine, men presset af migranter, der forlader det afrikanske kontinent og Mellemøsten.

Indtil andet besluttes er denne opdeling en teoretisk konstruktion: Atlantpagten (det vi plejer at kalde Nato) vil bestå, men alliancen skal fylde nyt brændstof på: de vigtigste udfordringer er fremover: klimaforandringer, at forhindre migration og at genindføre atomvåbenkontrol.

Fjernøsten har løsningerne

Ser europæiske beslutningstagere langt mod øst, vil de opdage at her er man længst med løsningerne:

Kina og kinesiske-ejede virksomheder tegner sig nu for mere end halvdelen af etableringen af grønne, dvs. ikke-fossile energikilder over alt på kloden, samtidig med at en tredjedel af de globale emissioner stammer fra Kina. Bundlinjen: klodens klimapolitiske fremtid tegnes i Beijing, og her er Bruxelles tvunget til at forhandle sig til et blivende partnerskab.

Forebyggelse af migration er ikke en udfordring i Østasien: hver eneste fjernøstlige stat vogter nidkært over retten til at holde udlændinge ude.

Atomvåbenkontrol? USA og Kina har en uformel forståelse om at inddæmme Nordkorea, alt imens Kina, Indien og Pakistan fortsætter med at holde hinanden i skak, ironisk nok hjulpet af den realitet, at det gennem 80 år delte Kashmir tjener som stødpude, der forhindrer en større krig, hvilket kunne blive en rollemodel for et fremtidigt Ukraine i Europa.

Er en ny kold krig på trapperne? I næste måned rejser Donald Trump på besøg hos Xi Jinping. Det sker efter at de to rivaliserende parter fra den kinesiske borgerkrig – Kommunistpartiet i Beijing og Nationalistpartiet i Taipei – er kommet markant nærmere en forståelse af, hvorledes man kan konsolidere den forståelse om sameksistens, som USA lagde grunden til så langt tilbage som i 1979, men som hverken borgerlige eller socialdemokratiske beslutningstagere i Europa har forstået dybden af.  

Europa bør tage bestik af, at debatten blandt amerikanske beslutningstagere og intellektuelle om udfordringen fra Kina har skiftet karakter siden Donald Trump generobrede  det Hvide Hus. Følger man erhvervsmedier som f.eks. Wall Street Journal, slår det tydeligt igennem, at supermagtens økonomiske eliter anser USA’s forsvarsforpligtelser over for Taiwan som et irritationsmoment. Der er intet, Facebook-chefen Mark Zuckerberg hellere vil end at få adgang til det milliardstore kinesiske marked – noget han utvivlsomt løbende drøfter med sin etnisk-kinesiske hustru!

Når Pentagon taber

Selvfølgelig har det været en ubehagelig erkendelse for strategerne i Pentagon at erfare, at samtlige de konflikt- og krigsspil, de har testet omkring Taiwan, har haft det kinesiske militær som vinder. De aktuelle erfaringer fra Mellemøsten peger i retning af samme paradoks: klodens på papiret stærkeste militærmagt har forlist evnen til at vinde på slagmarkerne.

Disse erkendelser er også bitre for os europæere. Forhandlingerne om nedrustning og kontrol med kernevåben er gået i stå, og de eneste stormagter med realistiske muligheder for at bringe de største a-våbenmagter, Rusland og USA, retur til forhandlingsbordet, er Kina og Indien.

Vel nok et af de klareste bud på en reformeret verdensorden blev fremlagt af før nævnte finske præsident Alexander Stubb på en sikkerhedskonference i New Delhi i marts. Her opfordrede han til at ’forlade illusionen om en utopisk verden, hvor et par hundrede stater lever i fredelig sameksistens’. I stedet må målet være, hvorledes et flertal af lande bedst kan samarbejde om at begrænse større staters magt. En løftet pegefinger til –

USA og Rusland, selvsagt. Her betonede Stubb ikke overraskende, at værtsnationen var og er det fineste eksempel til efterfølgelse, for Indien har fravalgt faste alliancefælleskaber.

Samme er tilfældet med flertallet af Indiens naboer, herunder klodens folkerigeste muslimske nation, Indonesien. Regeringen i Jakarta har tilsluttet sig Kinas Silkevejs-orden, men oppebærer tætte relationer til Washington. En både-og politik fremfor en enten-eller af slagsen.

Tidens store paradoks: Vesten er i krig og konflikt – både indbyrdes (tydeliggjort af striden om Grønland og det amerikanske angreb på Venezuela) og i naboregionerne (israelske og amerikanske offensiver mod Iran og Libanon).

Stol på vælgerne

Hvorfra skal bevægelserne i retning mod en fredeligere verden komme? Håbet finder vi hos de amerikanske vælgere, når de bestemmer sig ved efterårets midtvejsvalg. Scanner man de amerikanske opinionsmålinger over flere år, er der intet der viser vilje til en skærpet konfrontation mellem klodens to største økonomier. Familierne Jones, Smith og Johnson i det økonomisk udmagrede Midtvesten har gennem årtier set traditionelle industrier lukke ned, fordi produktionen blev eksporteret til Kina (foruden naboen Mexico), men deres børn og børnebørn er rykket til Californien, hvor virksomheder har stor gavn af samhandelen med de østasiatiske vækstmirakler.

Derudover er unge som gamle amerikanere svært trætte af evighedskrigene i Mellemøsten. Her er de som bekendt helt på linje med europæerne, regeringer så vel som befolkningerne.

Tiden er således inde til at tegne diagrammerne til en forandret verdensorden. Europa skal intensivere dialogerne med de alliancefri giganter i Fjernøsten og overbevise det liberale og pragmatiske Nordamerika (den canadiske regeringschef Mark Carney og den sandsynlige kommende præsidentkandidat for demokraterne og nuværende guvernør i Californien, Gavin Newsom) om, at det vestlige interessefællesskab kan genopfindes.

(kronik i Jyllands-Posten 09.04.2026)