Interviews

I Kristeligt Dagblads udgave 30.07.24 bringes mit interview med den synshandicappede jurist, forfatter og aktivist John Heilbrunn.

Uddrag her:

Juristen, musikeren, lydmanden og udviklingskonsulenten kan håndtere træ som en snedkermester. Vandski og faldskærmsudspring har også været en del af et omfattende og farverigt oplevelsesregister.

Men nok vigtigere end disse gøremål og hobbies blev et engagement i verden uden for Danmark. Tilknytningen til Dansk Blindesamfund som international udviklingskonsulent – en opgave, der kunne varetages, fordi han gik på deltid som embedsmand. Hensigten var at lade organisationens erfaringsgrundlag hjælpe synshandicappede i så eksotiske lande som Sierra Leone, Nigeria, Mongoliet, Laos og Cambodja.

“I tiden fra min første arbejdsrejse til Sierra Leone i 1988 og den sidste i kategorien til Nepal i 2020 oplevede jeg ufattelig meget i møderne med blinde verden over i en symfoni af farver og et vidt spektrum af levevilkår. Jeg har ikke kunnet kæmpe deres kampe, men jeg har kunnet lytte til deres råb om hjælp og forståelse. De har ønsket sig ligeværd, adgang til bøger med punktskrift som en del af basale menneskerettigheder,” siger han.

Vejen til den menings- og handlingsfyldte tilværelse som synshandicappet har naturligvis været broget. Som jurastuderende gjorde det smerteligt ondt, da han blev forbigået ved udpegningen af tutorer for yngre studerende.

“Vi var 43 i lokalet, og der skulle findes 42. Jeg blev forbigået som den eneste. Sprang op, styrtede råbende ud af lokalet og ned til en klog lærer, der tillod mig at rase og græde ud.”

John Heilbrunn insisterede på at vende tilbage til fællesskabet. Som færdiguddannet jurist skrev han mange ansøgninger, fik næsten lige så mange afslag og kæmpede trodsigt imod fordommene om blindhed. Alligevel lykkedes karrieren flot, da han fik ferieloven som ansvarsområde og tilmed blev sekretær for det, der hed ferielovskommissionen. Højere kunne han ikke komme – for det store flertal af danskere er ferien noget af det helligste.  

Tragedie undgået

Omslaget på erindringsbogen “Der bliver aldrig helt mørkt” viser forfatteren i et nærbillede med panderynker, furede kinder, krøllet hår og viltert gråt skæg, mundvigene let nedadrettede – her fornemmes, at ulykker og tragedier har været på. Hvilket også er tilfældet.

Da han for få år siden skulle bygge et nyt værkstedsskur, hvor drejebænken skulle stå, kom fingrene for tæt på rundsaven. Fingerspidserne på venstre hånds pege- og langfinger hang pludselig i laser. En katastrofe for én, der ser med fingrene. På hospitalet lød lægens besked, at han aldrig ville få følesansen tilbage igen på venstre hånd, som var den bedste af de to. Dette dystre udsagn er dog siden blevet effektivt dementeret – miraklernes tid er ikke forbi.

“Jeg har altid levet som en korkprop, der mange gange gennem livet er kommet op til overfladen igen efter at have taget et dyk. Omvendt har jeg set andre mennesker med et synshandicap synke til bunds, især i udviklingslandene, hvor jeg har rejst for at være med til at løfte blinde ud af fattigdom og udstødelse. Uanset hvor i verden, man lever uden en fungerende synssans, har vi der ikke kan se, det samme ønske. Vi vil gerne være en del af fællesskabet. Vi vil gerne ses,” som han udtrykker det.

Livet begyndte i USA

John Heilbrunn er født 1952 i Los Angeles, så en tilværelse som amerikaner lå lige for. Hans far var norsk jøde, moderen dansk, og der var ti års aldersforskel mellem de to. Parret valgte USA, fordi den handelsrejsende og flersprogede far var blevet skræmt af nazismens fremmarch. Sønnens handicap medførte, at familien, som også talte den et år ældre storebror Bruce, flyttede til Danmark, da John Heilbrunn var seks år. Bopælskommunen blev Gentofte, hvor John Heilbrunn kom i skole på Tjørnegårdsskolen.

Han lærte fra barnsben at klare sig som blind i de seendes verden.

“I mange sammenhænge opnåede jeg at kunne det samme som mennesker med normalt syn. Jeg var så vant til at være sammen med seende, at det i mange år ikke var så oplagt at søge andre blindes selskab indtil jeg fyldte 25. Men at være blandt de seende, kan også have sine udfordringer,” siger John Heilbrunn og uddyber:

“Når jeg var til forældremøder, oplevede jeg ofte, at de andre forældre var venlige, men helt tydeligt ikke vidste, hvordan de skulle integrere mig. Så jeg tilbød at tage referat af oplæg, møder og beslutninger, noget som de fleste afskyer. På den måde gjorde jeg mig nyttig og relevant for den tilstedeværende gruppe. Således blev jeg relevant for både lærere og forældre, fik en funktion og kom ind i selskabet. På et tidspunkt endte jeg som bestyrelsesformand i mine sønners daginstitution, Børnehuset. Det kostede masser af ekstra arbejde. Jeg var ofte til stede i institutionen for at løse konflikter mellem ledelse og pædagoger eller pædagogerne imellem”.

John Heilbrunn (foto: Johanne Teglgaard Olsen)

Som ung mistede Arne Christensen synet. Nu har han stået på ski til Sydpolen. Det er overskriften på min artikel i Kristeligt Dagblad 27.04.24. Uddrag her:

Arne Christensen ligner et levende mirakel. Som yngre mistede han over nogle år gradvist synet, men tog en uddannelse som socialrådgiver og kastede sig ud i store udfordringer i handicapidrætten. Målbevidste engagementer har bragt ham vidt omkring i sportens verden, kulminerende med at løbe langrend på Sydpolen i otte strabadserende døgn her i januar.

Sydpolen! Lyder det vildt? Vist så. Arne Christensens oprindelige plan var Nordpolen, men en ugunstig kombination af covid-19 og krig i Europa gjorde, at hans planlægningskompas lagde om fra nord til syd. Antarktis blev destinationen, hvor skiløbets rute og distance blev sat til 111 kilometer.

Gennem fem år havde Arne Christensen planlagt en ekspedition på det yderste af kloden sammen med sin ven og skiløbsmakker Claus Geleff. Skiftet fra den nordlige pol til den sydlige fordyrede projektet, men afsted kom de to entusiaster. Arne Christensen er dermed den første blinde dansker, der har stået på ski på Sydpolen og sandsynligvis den ældste af de blinde, der har gjort det.

Smilende og afslappet i lænestolen i rækkehuset i Virum nord for København fortæller han med både stolthed og lettelse om kulminationen på mange årtier som aktiv idrætsudøver. Det handler om at gå målrettet efter at realisere ambitioner, forklarer han.

’Det var en kæmpestor sejr for mig, da Claus og jeg efter otte hårde døgn på ski og med pulk nåede Sydpolen. Jeg mærkede på forunderlig vis glæden brede sig i kroppen, da vi nærmede os målet. Den indre følelse af tilfredshed er udtryk for opfyldelse af en stor drøm. Dog må jeg også erkende, at trods mange års træning slog forberedelserne ikke helt til. Jeg blev overrasket over, hvor hårdt det var. Der lå på ruten mellem fem og ti centimeter løs tør sne, hvilket gjorde at pulken var en del tungere at trække, end jeg havde forventet’’.

Han forklarer, at den gennemsnitlige temperatur i løbet af turen var på minus 25 grader.

’’Derfor handlede det om, at vi ikke svedte for meget. Den inderste uldundertrøje må ikke blive våd af sved, for så risikerer man at blive kold, og det kan blive svært at få varmen igen. Det betød, at jeg et par gange måtte skifte undertrøje i det fri. Hen over dagen holdt vi fire til fem pauser på ti minutter for at spise og drikke, og to af gangene skiftede jeg undertrøje med god hjælp fra min rejsemakker Claus. Jeg måtte af med pulk, træksele, jakke og undertrøje for hurtigst muligt at få en tør undertrøje, jakke og træksele på igen. I løbet af tre kvarter var varmen tilbage i kroppen’’.