Betegnelsen statsmand er på vej ud af sproget, herhjemme og ude. Velsagtens en slags Trump-effekt. Men det ændrer ikke på, at verden har hårdt brug for regeringsledere og udenrigsministre, der kan holde hovederne kolde i vanskelige situationer og tænke visionært. I lille Danmark har det knebet med at levere sådanne – i nyere tid er det kun Uffe Ellemann-Jensen, dre kan kandidere til den kategori. Lykkeligvis har vi på nordiske breddegrader fået en præsident, der til fulde lever op til prædikatet: Finlands præsident Alexander Stubb (f. 1968). Her et link til et fortræffeligt interview med manden:
Lasse Ellegaard, en af dansk publicismes helt store profiler har forladt denne verden i en alder af 81. Jeg mødte ham i professionelle sammenhænge hen over årtierne, første gang i 1980 eller 81, da han havde forladt den lille uregerlige avis i Store Kongensgade, som han siden skulle vende tilbage til.
I foråret 1985 var vi begge med i den pressedelegation, der ledsagede udenrigsminister Uffe Ellemannn-Jensen til Kina, og noget overrasket måtte jeg efterfølgende notere, at han ikke blev optaget af landet og emnerne derovre. Tidligt i karrieren var det rockmusik og fodbold, der fik hans lidenskab og som han skrev om på måder, der var anderledes kvalitative og altid overraskende.
Vi var kortvarigt Politiken-kolleger i starten af 00′ erne, men desværre blev han ikke på avisen ret længe.
Senere blev det et konflikthærget Mellemøsten, der blev hans boldbane. Neden for et fyldigt uddrag af en særdeles velskrevet nekrolog, skrevet af Informations tidligere direktør Henrik Bo Nielsen (og chef for Lasse i en kortere periode). Henrik Bo Nielsen er i dag er såkaldt kulturdirektør i DR.
Fra Informations weekendudgave 13.09.25.:
Manden, der mere end de fleste insisterede på at passe sit arbejde, er her ikke mere.
Født i besættelsesåret 1944, som søn af den senere formand for SID Knud Ellegaard og hustru socialrådgiver Gudrun Szigeti, blev den lille Freddy Knuds opvækst ikke enkel. Navnet ’Lasse’ var storebror Hans Jørgens opfindelse og fulgte med livet igennem.
Det blev for Lasse, som for mange andre storbybørn, en efterkrigstidsopvækst med svagbørnskoloni, alt for travle forældre og en plejefamilie, der i mange år forblev et af de sikre ankre i Lasses liv. En udsmidning fra mellemskolen førte til datidens faste løsning for vanskelige teenagere: en tur til søs. Først som messedreng på kulbåden Concordia – og derefter knoklede han som sømand, lagerforvalter og redaktionsbud, inden et ophold på Hindborg Højskole satte tingene på plads.
Lasse Ellegaard fortalte selv i et tre år gammelt interview med vennen Knud Peder Jensen, at han hér »opdagede hvor interessant, lærerigt og sjovt det var at tilegne sig ny viden«. Hans egen definition på journalistik var netop, at det »handler om af være nysgerrig på verden og tilegne sig ny viden, som man formidler til andre«.
Fra 1965 blev han journalistelev på Roskilde Tidende og var efter eget udsagn fra dag ét klar over, at han nu var landet på sin rigtige hylde. Meget sigende var han mest optaget af at lære at skrive godt, så andre kunne få glæde af hans artikler.
Han blev ikke bare god til at skrive. Han blev rigtig, rigtig god. Havde Ellegaard været et klassisk karrieremenneske kunne man blot opliste den perlerække af danske medier, der har haft glæde af hans præcise, men dog bløde kattepoter på deres tastaturer; manden skrev fandeme godt, men karrieremenneske ville være et vrangbillede af Ellegaard.
Kampe med venstrefløjen
I 70’erne og 80’erne var rockmusik, fodbold og ikke mindst dansk og international politik alt sammen byggesten i det ellegaardske journalistliv med Dagbladet Information som det centrale gerningssted. Kønskampen, medarbejderejet, endeløst engagement og kammeratskaber var centrale i et liv, hvor man stort set altid var på arbejde.
Flerårige afstikkere til Weekendavisen, DR og Det Fri Aktuelt var vigtige parenteser i skrivelivet, men Information eller bare »Avisen« var så langt det vigtigste. Her boltrede han sig den ene dag i de tungeste politiske sager, for øjeblikket efter – på litterært niveau – at gøre emner som fodbold, boksning eller musik levende for avisens akademiske læserkreds.
Lasse havde det langtfra let med 70’ernes og de tidlige 80’ernes kampe på venstrefløjen, og i medarbejderejets mere ekstreme dage var det næppe tilfældigt, at en stærkt agiteret, men som så ofte sprogfornyende Ellegaard betegnede en bred front af kollegerne som »tørnossede øgler«.
Ikke fortrudt
Prisen for engagementet og for altid at være på arbejde var til at få øje på. Lasse Ellegaard har både i bøger og interview fortalt, at hans børn og familie led under det. Hans egen formulering var, at »jeg var selvfølgelig til stede i deres liv, når jeg var der, jeg var der bare ikke så tit. Jeg forstår dem godt, men det var, sådan det var, og jeg har ikke fortrudt det«.
Selv om det jævnligt kneb med familielivet, tillod tidligere tiders journalistliv en total sammensmeltning af arbejdsliv og venskaber. Lasse Ellegaard var en usædvanlig god og vedholdende kammerat. Venskaber, der blev grundlagt helt tilbage i elevtiden i Roskilde, holdt livslangt medmindre vennerne, til Ellegaard store fortrydelse, tillod sig at dø. Stærkest står ikke mindst relationerne til de ’førende kammerater’, journalisten Lasse Jensen og nu afdøde journalist Jan Stage.
Særligt makkerparret ’Lasse & Lasse’ udviklede hen over årtierne en helt særlig symbiose, der måske nok oprindeligt var født af et arbejdsfællesskab og sammenfaldende interesser, men over tid nåede en dybde, gensidig afhængighed og ømhed, som er få relationer forundt. I sin tale til Ellegaards 75 års fødselsdag brugte Jensen selv et Peter Plys-citat til at beskrive forholdet: »Vi skal være venner for altid. Ikke også Plys? Spurgte Grisling. Meget længere end det, svarede Peter Plys.«
Nu vil jeg skrive
Efter flere omveje vendte han i 1990 tilbage til Information som ansvarshavende chefredaktør i den relancering og refinansiering af det evigt konkurstruede avisprojekt, der endegyldigt afsluttede medarbejderejet.
Hen over omlægninger, sparerunder, udskiftninger og arbejde i døgndrift lykkedes projektet i den forstand, at avisen blev journalistisk bedre, at de evige kriser blev afløst af en vis økonomisk stabilitet, og at der kom bedre hold i læserkredsen.
Mere end 30 år er gået, siden chefredaktøren takkede af, og det blev som forudsagt: Med fast bopæl så forskellige steder som Tyrkiet, Israel, Fur og Falster, jævnligt med adresser alle stederne samtidig, blev international politik og geopolitiske betragtninger omdrejningspunktet for spaltekilometer efter spaltekilometer af gedigen og velskrevet journalistik.
Før de fleste iagttagere stillede han sig for 30 år siden helt bogstaveligt midt i konflikten mellem Vesten og den islamiske verden, og han formidlede og skabte forståelse som få.
Ungdomsdrømmen om at være nysgerrig på verden og sætte sig ind i nye ting blev aldrig sluppet. Mere end en håndfuld bøger har føjet sig til værklisten. Listen er lang og mest af alt stråler tre titler: Fodbold er ikke for de stumme om fodbold fra 1986, I rosens favn fra 1996 om krigen i Socialdemokratiet og Gaven fra Gud fra 2019 om Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan.
Lasse efterlader sig børnene Jeppe, Signe og Hazal, fem børnebørn og ikke mindst blandt nye såvel som gamle kammerater en kæmpe tristesse over, at han ikke findes mere.
Læsere af mine klummer i Politiken gennem et par årtier vil vide, at jeg flere gange tillod mig at forudsige et ‘asiatisk århundrede’. I økonomisk og teknologisk henseende er dette forlængst ankommet. Med det nyligt overståede topmøde i samarbejdsorganisationen SCO kan sikkerhed og forsvar nu også indregnes i ligningen, men der må også tages betydelige forbehold. Den markante ændring i verdensordenen risikerer at blive en u-orden. Hvilket er fint beskrevet af mine gode kolleger på kvalitetsavisen The Guardian. Link her – god læselyst:
Den fhv. statsminister forsvarer et fortidigt verdensbillede og ser forretningsmulighederne i det, der er ankommet.
Gode gamle Gyldendal har lagt navn og tryksværte til en udgivelse med bogsæsonens nok korteste titel: At turde. Vi taler om bind 2 af fhv. statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussens erindringer, som tager læseren med på hele vejen fra hans brogede og lejlighedsvist imponerende karriere. Den startede med første ministerpost i Schlüter-regeringens sidste år, hvor han slipper dårligt fra hvervet som skatteminister og må forlade posten efter afsløringer af de såkaldte kreative bogføringer.
Siden følger et tiår som oppositionspolitiker, indtil han i 2001 vinder et valg for ikke kun sit parti Venstre, men hele det såkaldte politiske blå Danmark. Herefter bæres han frem af et folketingsflertal, der bygger på det xenofobiske og anti-europæiske Dansk Folkeparti.
Som statsminister styrer han nationen igennem en turbulent periode med dansk deltagelse i krigene i først Afghanistan og siden Irak, tegningekrisen og den finanskrise fra 2008 og frem, som fik efterdønninger i form af Brexit (2016). I 2009 forlader han statsministerkontoret og rykker til Bruxelles for at varetage jobbet som generalsekretær. en post han beholder til 2014.
Kinas vækst
Nærværende skribent havde i 1998 en kortvarig kontakt med Anders Fogh Rasmussen, da jeg var bidragyder til en antologi om Kinas udvikling, hvor også Fogh leverede et kapitel, der var en ubetinget lovprisning af Kinas økonomiske mirakel (bogens udgiver var Dansk Industri). Jeg sikrede mig, at hans tekst kunne bringes som kronik i Politiken. Ti år senere var selvsamme Fogh manden, der indgik den såkaldte strategiske partnerskabsaftale med Kina. Der var dømt rosenrøde smil over hele linjen dengang.
I 2003 besøgte tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama Danmark, hvor Anders Fogh tog imod ikonet på Marienborg og leverede de nødvendige høfligheder. Jeg var selv blandt de mediefolk, der overværede denne omhyggeligt koreograferede begivenhed. Foghs budskab dengang? At vi måtte ønske os, at den kinesiske regering går i dialog med eksiltibetanerne. Ikke et ord om menneskerettighedskrænkelser.
Måske glemte vi journalister dengang at stille statsministeren det indlysende spørgsmål: om Danmark støtter et frit Tibet, frit i betydningen uafhængigt? Svaret giver sig selv: det gør Danmark ikke, ligesom det øvrige EU plus USA og andre demokratier heller ikke gør det. Den kinesiske kontrol med Tibet er ikke i strid med folkeretten, en realitet, der altid forsvinder i Tibet-debatten.
I forgangne uge har det fortræffelige medie Frihedsbrevet taget emnet op på ny og minder os om følgende realiteter:
Kina er blevet et af de største markeder for danske virksomheder og har været i kraftig vækst de seneste tyve år. I 2004 havde den danske eksport til Kina en værdi på 5,8 milliarder kroner. Tyve år senere er eksporten vokset til lige knapt 90 milliarder kroner. I 2024 var Kina den sjette største handelspartner for Danmark og tegner sig for 4,7 procent af Danmarks samlede handel.
Frihedsbrevet skriver: ’Det fortæller også historien om, at det for to årtier siden var lettere at sige fra over for Kina. En af katalysatorerne bag udviklingen er den strategiske partnerskabsaftale, som Danmark – i Anders Fogh Rasmussens regeringstid – indgik med Kina i 2008’.
Alligevel langer Fogh ud efter sin efterfølger Lars Løkke Rasmussen, som han mener er for eftergivende over for Kina. Selv halvblinde må kunne se mandens hykleri.
Mobilisering
Fogh demonstrerer i bogen, at han vil ses som den, der mobiliserer verdens demokratier i en fælles front mod et stærkt Kina – og andre autokratier – der udfordrer hans amerikanske forbillede. Det er velkendt, at Foghs årlige demokratitopmøde er massivt sponsoreret af nogle af USA’s største virksomheder, herunder flere i tech-sektoren. Det observerede jeg ved selvsyn som deltager i det første af slagsen.
Naturligvis vil han ikke ud med, hvor store bidrag, donorer i Taiwan betaler til hans såkaldte demokratifond, men minder om, at hans seneste udgave af et demokratitopmøde i København havde Taiwans fhv. præsident Tsai Ing-wen som gæst. Hendes tilstedeværelse i Danmark var mulig, netop fordi hun er forhenværende. Besøget blev forbigået i tavshed i den danske medieverden, og der var heller ingen folketingsmedlemmer, der havde travlt med at møde denne betydningsfulde personlighed.
Han undlader i bogen at forklare den særlige et-Kina politik, som USA og Kina enedes om helt tilbage i 1979 og som har leveret uomtvistelige positive resultater på begge sider af Strædet: Ø-republikken har gennemgået en mirakuløs forvandling: uden voldsanvendelse transformerede taiwanerne i 1987-88 fire årtiers militærstyret autokrati til at blive et af Østasiens mest levende demokratier med frie medier og en retstilstand, som er helt fraværende på det, ældre taiwanere kalder ’fastlandet’.
Dette fastland er i dag klodens største økonomi målt på købekraftspariteter. På få årtier er USA overhalet inden om, en realitet der helt forties i bogen. Fogh burde selvfølgelig have genoptrykt den tale, han holdt på Venstres landsmøde i 2004, for den var én uforbeholden lovprisning af den kinesiske fremgang.
Den tidligere Nato-generalsekretærs kongstanke udpensles i bogens sidste del. Den er at skabe et ’økonomisk Nato’, der skal bremse Kinas udvikling. På hvilken planet skal det mon foregå?
Fogh lever i en boble, der smager af en fortid, dengang den kinesiske økonomi havde en ubetydelig størrelse. Får vi så en forklaring på, hvad det er der er lykkedes for Kina? Næh, naturligvis ikke, for her er det lobbyisten og propagandisten Anders Fogh Rasmussen, der skriver. Og ser forretningsmuligheder.
USA forandret
Anders Fogh er den mest USA-venlige statsminister, Danmark nogensinde har haft, hvilket gennemsyrer bogen. På denne solbeskinnede sommerdag, hvor disse linjer skrives, publicerer Jyllands-Posten et interview med Foghs udenrigsminister Per Stig Møller, der nærmest uden forbehold kalder Donald Trumps USA for et ‘fascistisk diktatur’. Citat fra artiklen her:
’Han er en diktator. Han har fået magten af folket, men demokratiet ophæver sig selv. Og hvis folk fravælger demokratiet, så kan vi jo ikke forhindre det. Maga-bevægelsen accepterer jo alt, fordi det er kult (…) Han er nærmest fascist. Fascisme er at samle al magten, blæse på institutionerne, bryde de gamle spilleregler ned. Han opfører sig som bøllen i skolegården: Jeg tæver dig, og hvis du brokker dig, får du mere tæv’.
Hvordan kunne det gå så galt hos den allierede, der hjalp Fogh til en glitrende karriere?
’At turde’ afslører Fogh som en konsekvent virkelighedsfornægter. Trumps erklærede ønske om at overtage kontrollen med Grønland og dermed smadre Rigsfællesskabet, bagatelliserer han til nogle perspektivløse betragtninger om, at flere amerikanske investeringer i Grønland må hilses velkommen. Han lovpriser USA for at have forhindret ’de krige, der aldrig brød ud’, men fortier, at konflikterne i Mellemøsten siden 2001 har kostet tæt ved en millioner mennesker livet (dokumenteret af Brown University, Rhode Island), og at disse alle har haft USA’s direkte eller indirekte medvirken. Plus Danmarks et par gange.
Putins NATO-ønske
Skal jeg endelig rose noget af bogen, må det være dens kapitel 3, der bærer overskriften ’Jeg tog fejl’ og hvis tema er Putins Rusland. Kapitlets mest tankevækkende afsnit (s. 87) her:
’Under et møde mellem de to (Natos daværende generalsekretær Lord Robertson og Putin, F.Y.) havde Putin spurgt: Hvornår vil I invitere os med i NATO? Robertson havde svaret: Faktisk inviterer vi ikke folk ind i NATO, de ansøger om at blive medlem af NATO. Hertil havde Putin svaret: Vi står ikke i en kø sammen med en masse lande, som ikke betyder noget! NATO modtog aldrig en ansøgning fra Rusland’. Citat slut.
Pointen er selvfølgelig, at den vestlige forsvarsalliance kunne have kortlagt mulighederne for at skabe en neutral bufferzone i Østeuropa omfattende Ukraine, Georgien og Moldova. Altså en tilstand svarende til Finlands under den kolde krig. Var dette sket, kunne hundredtusinder af ukrainere og russere have været i live i dag og Ukraine kunne være blevet, hvad Finland lykkedes med engang. Europa kunne have levet fint med en sådan koldkrigsagtig magtbalance, men diplomatiet fik aldrig en chance, og det er ikke kun Putins skyld.
For det går aldeles galt på NATO-Rusland topmødet i april 2008, hvor Fogh deltager. Resten er historie: I august samme år invaderer Rusland Georgien og besætter regionerne Abkhasien og Sydossetien. I 2014 følger den snigende overtagelse af Krim.
Foghs konklusion: ’Vores store fejl var, at vi ikke i tide så skriften på væggen’. Hvorefter han gør Putins ageren til et spørgsmål om den russiske leders krænkede stolthed og forfængelighed.
Det russiske overgreb på Ukraine i 2014 skete på hans vagt, så hvorfor brugte han ikke de foregående år til at søge den nødvenlige forhandling med Putin? Var han omgivet af inkompetente og amerikaniserede rådgivere?
Konsekvensen af NATOs og USA’s mangel på rettidig omhu omkring Ukraine er blevet, at Europa er låst fast i en konflikt, der er begyndt at ligne en af de evighedskrige, som hen over seks-syv årtier har ødelagt Mellemøsten, og at USA er langt inde i en proces, der betyder et svigt af den Atlantpagt, der fra 1949 sikrede fire års velstand og fred i vores del af kontinentet.
Foghs udlægning af årsagerne til Europas værste tilstand siden 1945 er postulerende, ahistorisk og apologetisk. Vi bør i stedet lytte til hans daværende udenrigsminister, som på sine gamle dage er blevet storproducent af bøger, spækket med indsigt.
Våbenpusher
Hvad danske medier stadig mangler at afdække, er de kunderelationer, der har givet konsulentfirmaet Rasmussen Global en millionomsætning. Fogh har vedholdende hævdet, at han rådgiver den ukrainske regering pro bono, altså uden at sende fakturaer efterfølgende. Lad os vælge at tro ham, men der er selvfølgelig de langsigtede perspektiver i horisonten:
I de kommende år skal Natos medlemmer svinge sig op til at afsætte fem procent af landenes nationalprodukter til forsvarsformål: vi ser ind i en fremtid, hvor der skal afsættes gigantsummer til en militærindustri, som vi må håbe bliver europæisk baseret, så vi undgår at sætte pengene i et USA, der er uforudsigeligt og upålideligt. USA har heller ikke vist sig i stand til at vinde krige: de fleste har glemt retræten fra Vietnam i 1975, men sammenbruddet i Kabul 2021 må stå i frisk erindring.
Ikke at disse dramatiske begivenheder får Anders Fogh til at reflektere over den pinlige tilstand for det USA, som han er dybt knyttet til – han har børn og børnebørn derovre. Nej, på værste opportunistiske vis har han identificeret mulighederne for at skabe forretninger. Europæiske investeringer skal forankres i milliardprojekter, der skal opbygge en stærk ukrainsk forsvarsindustri. Behovet er indiskutabelt, men giver det mening for en fhv. dansk statsminister og NATO-generalsekretær at blive lobbyist i megastørrelse i denne indsats? Med et halvfascistisk USA som garant?
Fogh er blevet en mand med udsyn, når det handler om kommercielle aspekter af en verdensorden i opbrud. Engang kaldte vi den slags lobbyister for dødens købmænd. Er våbenpusher en passende nutidig betegnelse?
At turde. Af Anders Fogh Rasmussen. 575 sider, Gyldendal 2025.
I dag er jeg debuteret som klummeskribent på Netavisen Pio, som blev lanceret i 2012 og er et foreningsejet medie med tilknytning til fagbevægelsen. Dermed er min karriere vendt tilbage til sit udgangspunkt, idet jeg som ung freelancejournalist og nyuddannet (1976) begyndte at skrive til fagbevægelsens medlemsblade.
Mit emne er nutidens største menneskeskabte katastrofe, ødelæggelsen og myrderierne i Gaza. Jeg begriber ikke de danske socialdemokraters accept af den israelske adfærd og drager en sammenligning til situationen i midten af 1960’erne, hvor den amerikanske krigsførelse kom op i gear og dermed blev en moralsk udfordring for datidens socialdemokrater.
Kinas strategi over for Taiwan er en anden end Putins fremfærd mod Ukraine: hellere intimidere end invadere. Omringningen virker til Beijings fordel.
Erindringen står forbløffende klart, selv om det snart er syv årtier siden. Familiens spartanske dagligstue, domineret af den buttede brune trækasse med 17 tommer-skærmen og de kornede sort-hvide billeder. I denne nyerhvervelse (vi skriver 1958) optrådte alvorstunge mænd, der lod verden komme indenfor i familien Danmarks aftenstund. Nye ord og begreber blev en del af også en nysgerrig seksårig drengs univers: Sputnik, Leika, Eisenhower, Khrusjtjov. Kold krig.
Det var i fjernsynets legendariske udlandsprogram ”Horisont” (sådan hed det vist også dengang), at der en aften tonede et kort frem, som viste en del af Kinas sydkyst og en ø, der blev kaldt Formosa. Med megen dysterhed i mælet forklarede studieværten, at her var der en krig i gang. To hære skød med artilleri mod hinanden her på tværs af Formosa Strædet, men præsident Eisenhowers amerikanere sendte heldigvis hangarskibe ind for at hjælpe den ene part. Det handlede om at stoppe invasionen af den lille ø – mindre end Danmark, fik vi at vide – som dag ud og dag ind var blevet beskudt fra fastlandet.
Sådan var situationen, da Eisenhowers amerikanere støttede nationalistlederen Chiang Kai-sheks kinesere på Taiwan, mens sovjetlederen Khrusjtjovs russere støttede Mao og hans røde kinesere på den anden side af strædet. David mod Goliat. For 67 år siden brugte de artilleri, men invasionen blev aldrig realiseret.
Det smalle stræde er påmindelsen om, at det historiske Kina i asiatisk historieskrivning stadig er et delt land. Det godt to kilometer brede farvand blev engang opfattet som en asiatisk Berlinmur, men så hører lighederne til Europas deling under Den Kolde Krig også op.
Magtens mænd i kontorerne omkring Den Forbudte By i Beijing har som bekendt ikke opgivet ambitionen om at genforene Taiwan med moderlandet. Det store flertal af øens frihedselskende vælgere ønsker indlysende nok ikke at blive regeret af det gigantiske autokrati, de har som nabo, om end de deler sprog og kultur med flere end en milliard individer på fastlandet.
Så hvad er det sandsynlige konfliktscenario? Danske kommentatorer, blandt dem fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen, har brugt megen verbal energi på at advare verden om en truende kinesisk invasion. Det, som Fogh og andre helt vælger at overse, er, at den sikkerhedsorden, som Kina forsvarer ved at sende skibe til søs og fly i luften omkring Taiwan, er en tilstand, som blev etableret i 1979 – af Kinas rival, USA.
Jo, det ligner et paradoks, men her er forklaringen: Sikkerhedsordenen hedder Taiwan Relations Act, som er en lovpakke, der forpligter USA til at forsvare taiwanerne mod at blive påtvunget en politisk tilstand, de ikke ønsker sig.
Modsat tilstanden i Ukraine er USA ikke forpligtet til at forsvare et formelt selvstændigt Taiwan, dvs. med FN-medlemskab og andre former for international anerkendelse. Logikken bag den 46 år gamle Taiwan Relations Act er, at USA anerkender Taiwan som en del af et historisk Kina, hvilket vil sige en tilstand, der var gældende siden 1800-tallet og blev bekræftet af de aftaler i Jalta og Teheran, der definerede verden efter den japanske kapitulation i 1945. Men logikken er ikke, at Folkerepublikken skal have direkte politisk kontrol med det taiwanske samfund.
Altså burde borgerkrigens parter forhandle sig til en føderation, men noget sådant er der ikke udsigt til.
Væsentligt er det her, at Taiwan i et halvt århundrede – perioden 1895-1945 – var en japansk koloni. Eftersom Japan og Kina har et århundreder gammelt modsætningsforhold, giver Kinas krav på øen sikkerhedspolitisk mening. Kinas hastige opbygning af flådekapacitet handler om at presse USA bagud i Stillehavet – længere væk end Det Sydkinesiske Hav, således at Taiwan de facto omringes.
Enhver sagkyndig militær ekspertise vil kunne bekræfte, at en krig mellem USA og Kina om Taiwan vil få dramatiske konsekvenser globalt. En enkelt taiwansk virksomhed TSMC producerer klodens mest avancerede mikrochips. De digitale værdi- og produktionskæder, der driver en meget stor del af den globale økonomi, rækker langt ind i både amerikansk, østasiatisk og europæisk økonomi og erhvervsliv.
Så alene af økonomiske grunde er den politiske ledelse i Kina tvunget til at tænke i en fredelig løsning på genforeningsudfordringen. Er der historiske fortilfælde i Kinas historie, der kan give en strømpil for, hvorledes dette kunne realiseres?
Jo da, en sådan situation findes, om end den fylder meget lidt i dansk og vestlig historieskrivning. I det tidlige efterår 1949 blev den kinesiske hovedstad, Beijing, indtaget af Mao Zedongs kommunistiske partisanhær, uden at der blev løsnet et skud.
Med i billedet hører selvfølgelig, at hundredtusinder var blevet dræbt af krig, sult og nød siden borgerkrigens eskalering fra 1927 og fremefter. Men konfliktens sidste væbnede fase blev overraskende afdæmpet, indtil Chiang Kai-sheks nationalistiske styrker i oktober 1949 tog flugten over til det Formosa, hvor den japanske kolonimagt havde kapituleret i august.
Ingen kunne dengang have forudset, at Republikken Kina på Taiwan i løbet af kun fire årtier ville forvandle sig til en økonomisk og politisk succeshistorie. Ej heller, at den økonomiske model, der siden ca. 1979 dramatisk har forvandlet Kina, i store træk er regulær copy-paste af den udviklingspolitik, som Taiwan med stor succes fulgte i sin autokratiske periode 1979-1987.
Kinas metoder til en overtagelse af Taiwan kan karakteriseres som følger:
1. Intimidering i form af kinesiske kampfly, der suser ind i luftrummet over naboen, ledsaget af regelmæssige cyberangreb på digital taiwansk infrastruktur.
2. Intensivt økonomisk samkvem med de taiwanske erhvervsfolk, der har flyttet produktion til fastlandet – og massiv forkælelse af medlemmer af det gamle nationalistparti KMT, der i årtier delte kommunistpartiets vision om et genforenet Kina. KMT-folk i hundredvis inviteres over til middagsselskaber og andre former for sociale sammenkomster, hvor der ikke spares på gaverne.
3. Alle Taiwans forsøg på at opnå øget international anerkendelse blokeres.
Formålet er ikke at overbevise de taiwanske pengemænd om, at en genforening er retfærdig, men at den er historisk uundgåelig.
Donald Trumps regeringsførelse siden januar er i denne sammenhæng en ren foræring for de nationalkommunistiske strateger i Beijing.
Trump er politbureauets wonderboy. Kina har ikke siden Richard Nixon haft en bedre amerikansk præsident. Styret i Beijing har derfor ikke brug for kollaboratører – Taiwan har ikke noget parti af betydning, som åbenlyst advokerer for, at øen bliver en provins under fastlandets ledelse.
Strategien, der blev anvendt af kommunisterne til at indtage Beijing i 1949, har påfaldende ligheder med nutidens tilgang: Målet omringes, de politiske livliner afskæres, og man går i diskrete forhandlinger med den generation, der forventes at danne øsamfundets fremtidige eliter. Fremfor alt: Beijing undgår at gøre noget uoverlagt.
De geopolitiske betingelser i Øst- og Sydøstasien har henover tid også forandret sig til fordel for Kina. De af Kinas og Taiwans nabolande, der frem til 1975 aktivt støttede USA’s krigsførelse i det gamle Fransk Indokina, er i dag enten partnere med Kina eller har placeret sig i relativ neutralitet mellem klodens to økonomiske supermagter.
Kan Europa håndtere denne tilstand? Uden at det artikuleres rent ud, er Kina i dag en tæt partner i EU’s bestræbelser på at gøre verden mere stabil. Kald det Trump-faktoren.
Her følger en genudgivelse af et interview, der stod i Politiken 28. august 2004. Jeg havde talt med topdiplomaten og forfatteren (til mange bøger), Jørgen Ørstrøm Møller, om hans bog om en verden i forandring. I dag, mere end en snes år senere, er de fleste af Ørstrøms profetier gået i opfyldelse.
Vestens velstand er ingen evighedsmaskine. Løsningen, siger Danmarks ambassadør i Singapore, Jørgen Ørstrøm Møller, i sin seneste bog, er en ny verdensorden med mere internationalisering og tolerance.
Vestens velfærdssamfund blev til i en international økonomi. Men kræfter i verdensøkonomien har sat de gamle samfund under pres. Fornyelse er nødvendig, men støder på politisk og folkelig modstand.
En stigende del af befolkningerne i industrilandene ser negative virkninger af internationaliseringen, fordi job kommer i fare. Indvandringen underminerer fællesskab og solidaritet, som vi har kendt det. Hertil kommer en terrortrussel, som har rødder i den del af den islamiske verden, som ikke har haft gavn af internationaliseringen.
Men løsningerne ligger ikke lige for, og der er grund til bekymring på internationaliseringens vegne, advarer ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller i sin seneste bog ’En ny verdensorden – eller slet ingen?’, hvor han sætter problemstillingen under lup.
Han mener, at begreber som nationalstat og national suverænitet ikke kan bevares uændret:
»Suverænitet, som forsvar af nationalstatens ret til sin egen og nationale lovgivning, taber mere og mere mening. Det drejer sig i stedet om at skabe internationale rammer, der gør det muligt at forme vore samfund, som vi selv ønsker. Nøglen til det internationale samfunds udvikling ligger i en aktiv, engageret og offensiv deltagelse i et internationalt samarbejde. Men i dette arbejde er nationalstaten ikke en del af løsningen, men ofte en stor del af problemet. Misforstået nationalisme, nogle gange suppleret af eller erstattet af religiøs fanatisme, fremtræder som blokering for international forståelse, respekt og tolerance«, lyder en af bogens konklusioner. Vejen frem er at skabe et internationalt retssamfund. Men bestræbelserne møder modstand for tiden.
Den danske ambassadør i Singapore Jørgen Ørstrøm Møller.
EU som forbillede »Bogen er skrevet, fordi jeg nærer en dyb bekymring over fremtiden. Der er flere og flere tegn på, at den gamle samfundsmodel, som indebar en positiv tro på internationaliseringen, fordi den nationale velfærdsstat lagde en tryghedsramme for folks tilværelse, er ved at køre af sporet. Manglende politisk lederskab kan betyde, at internationalismen undergraves. Det lover ikke godt for fremtiden«.
Den Europæiske Union havde og har stadig til opgave at sikre fornyelsen af modellen, og nu er hele den konstruktion sat under pres?
»Ja, EU blev skabt for både at respektere nationalstaten og at være et redskab til at håndtere internationaliseringen på en acceptabel måde for borgerne«.
Og den beskedne deltagelse ved EU-parlamentsvalget er i sig selv udtryk for, at modellen er ved at krakelere. Hvad er gået galt?
»Vel nok det, at de politiske og økonomiske eliter ikke lever op til den største forpligtelse, de har: at kommunikere med befolkningen og forklare de nye sammenhænge i en kompliceret verden. Det er nemmere for eliten at kommunikere med eliten i andre lande, men det rækker af indlysende grunde ikke. EU er et forsøg på at indhente de reelle økonomiske kræfter, der allerede har taget springet til det internationale. EU burde altså være en stor hjælp, men i stedet ser flere EU som en irritationsfaktor i dagligdagen – som en konstruktion, der fratager dem indflydelse. Man har forsømt at fortælle, at EU ikke er noget, vi afgiver magt til. Vi overfører kompetence og suverænitet for at udøve den i fællesskab«.
Der mangler jo EU-konstruktioner i andre verdensdele, så hvad nytter det, at EU er indstillet på at varetage sikkerhed og velfærd i overstatslige fællesskaber, hvis f.eks. USA og Asien ikke har noget, der ligner?
»Nu risikerer jeg at sige noget, der lyder forfærdelig arrogant, men jeg løber risikoen: EU er udtryk for en politisk modenhed, som ikke mange andre i verden har. Som konstruktion og ide har unionen medvind. Den er helt elementært udtryk for den grundfilosofi, at man forhandler sig til rette om løsningen af internationale problemer. Jeg kan se i Østasien, at den tanke interesserer de nye politiske eliter i denne verdensdel sig for – vi vil ikke se en kopi af EU herude, men EU vil virke som en vigtig inspirator. Det er nok ikke tydeligt, hvis man vælger at se på Asien som et aktuelt røntgenbillede. Men ser man i stedet på, hvor Asien er nu i forhold til for få år siden, så er det tydeligt, at viljen til internationalt samarbejde er langt større«.
USA svækkes Men både europæere og asiater må sande, at intet kan lykkes uden USA, når problemerne omkring f.eks. Irak og Nordkorea skal tackles. I bogen siger du rent ud, at det afgørende nye i USA er, at man har en nationalistisk præsident, der ikke respekterer internationalismens præmisser?
»Jeg ville være mest bekymret, hvis jeg var amerikaner! USA har en meget stærk magt, den største nogensinde i historien, men både Bill Clinton og George W. Bush har forsømt at tage initiativ til en ny verdensorden, på samme måde som Harry Truman gjorde det omkring 1949 med NATO og Marshallhjælp«.
»Den situation, USA er i nu, indebærer, at resten af verden sidder og venter på, at USA bliver svagere, og det er kun et spørgsmål om tid, før det sker. USA sidder på et bjerg af gæld og fører en udenrigspolitik, der ikke er råd til. USA har et underskud på betalingsbalancen på fem procent af nationalproduktet og et underskud på de offentlige finanser på fem procent af nationalproduktet. Det kan ikke vare ved. Før eller siden straffer markederne en sådan politik, og så rykker købekraften til andre lande, sandsynligvis i form af en faldende dollar«.
De kolossale dollarbeholdninger i Østasien er vel udtryk for, at det er kinesere og japanere, der finansierer den aktuelle amerikanske særstatus i verden. Er vi ikke bare på vej mod en global arbejdsdeling, hvor USA og Østasien har vedtaget en arbejdsdeling, og så har vi andre bare at indrette os?
»Verdens nye økonomiske kraftcenter Kina har været tilfreds med at opsamle store dollarreserver og har derfor prioriteret vækst og produktion, mens USA har prioriteret forbrug. Men USA kan ikke fortsætte denne kurs uden store konsekvenser for dollaren«.
»Tænk hvad der vil ske, hvis Østasien ikke længere vil ophobe dollarreserver. Hertil kommer, at på få år er euroens værdi blevet opskrevet med næsten 50 procent, og asiaterne begynder nu at rykke over mod euroen. Den nuværende økonomiske politik kan ikke vare ved«.
Borgerkrig i islam Du er i bogen inde på, at de oprør, vi ser i den islamiske verden, er udtryk for, at millioner er blevet sat udenfor i den verdensorden, som gav os andre velstand og sikkerhed. Det smager lidt af Samuel Huntingtons sammenstød af civilisationer. Abonnerer du på hans forklaringsmodel?
»Nej, jeg er uenig med Huntington. Det, jeg ser, er ikke, at resten af verden samler sig i en konfrontation mod islam. Hvad vi ser nu, er en borgerkrig inden for islam«.
Som Vesten direkte og indirekte bliver en del af, fordi vi har en interesse i at fremme, at disse samfund bliver moderne og frem for alt sekulære?
»De islamiske lande er hægtet af internationaliseringen og har ikke forstået at bruge dens positive sider. Konsekvensen er denne borgerkrig inden for islam. Vesten må finde de kræfter, der kan og vil sekularisere de islamiske lande og bygge alliancer med dem. I det omfang vi skal intervenere i denne borgerkrig, må det ske i form af at støtte og hjælpe de kræfter, der vil fremme sekulære, moderne samfund«.
»Men det er svært. Jeg har set på tæt hold i Asien, hvad der skete, da en økonomisk krise ramte Sydøstasien for få år siden. På kort tid blev 30 millioner indonesere flyttet fra over til under fattigdomsgrænsen. Pludselig havde disse mennesker ikke råd til at sende deres børn i skole. Så sendte forældrene dem til de muslimske skoler, der er gratis. Der skal ske et langt sejt træk på uddannelsesområdet for at rette denne udvikling op«.
Kina vokser Hvad betyder det for os, at verdens nye kapitalistiske motor er Kina – en kommunistisk etpartistat?
»Vi må være kolossalt taknemlige for, at Kina har fået politiske ledere, der vil gøre så stort et samfund til en del af verden. Tænk hvor katastrofalt det ville have været for os, hvis den kinesiske ledelse ikke havde fået en Deng Xiaoping, der for et kvart århundrede siden lagde kursen om. I dag har vi Kina som medlem af WTO, hvilket bringer os i en kolossalt gunstig situation. Afgørende for vor fremtidige velstand er at få foden indenfor i både Kina, Indien og nabolandene«.
Uanset at menneskerettighederne stadig lader meget tilbage at ønske?
»Det afgørende er her, at nye politiske strømninger og ideer følger med økonomisk vækst og velstand, så der vil også ske positive forandringer på det menneskeretlige område. Det store gennembrud i Kina på det politiske område kommer om 15 til 20 år, når landet får en ledergeneration, der er uddannet i Vesten. Men allerede i dag kan vi sammenligne den frihed, den enkelte kineser har, med situationen for 25 år siden og konstatere kolossale fremskridt. Kina nærmer sig skridt for skridt de normer, vi i Vesten synes, er de rigtige«.
Skal vi også forvente, at Kina overtager den vestlige demokratimodel?
»Det vil være naivt. Tradition, kultur, erfaring gør en forskel, vi ikke må undervurdere. Man må indrette et lands system efter de traditioner og de erfaringer, der er i befolkningen. Vi kan konstatere, at konfucianismen i Kina er sekulær, ligesom hinduismen er i Indien. Fremtiden tilhører de sekulære samfund, og Kina og Indien er naturlige partnere for Vesten i bestræbelserne på at fremme en international retsorden«.
Islamiske tabere Tilbage står, at den islamiske verden og det meste af Afrika er tabt af internationaliseringen, og det stiller os over for kolossale udfordringer?
»Tabet af velstand i den islamiske verden er uhyggeligt stort. Hvis du tager en bue fra Marokko i vest til Bangladesh i øst, er disse landes andel af verdenshandelen faldet dramatisk. Der må derfor skabes en udvikling i de lande, der kan vise vejen frem for de mange yngre i befolkningerne. Det skal ske gennem en kombination af handel og bistand«.
Og mange af indvandrerne i vore samfund kommer fra disse samfund, og dermed har vi problemerne inde på livet, ikke kun i form af terrorisme.
»I Europa repræsenteres disse tabersamfund af mindretallene, hvoraf mange ønsker en anden model end den, der gav os velstand. Det skaber yderligere et pres, og lige nu er det svært at få øje på tolerancen i de europæiske samfund. Som jeg ser det, er der ingen vej uden om at angribe intolerancen, når man ser den«.
Jørgen Ørstrøm Møller: En ny verdensorden – eller slet ingen? (Forlaget Thorup, 189 sider, 248 kroner).
Vi har netop passeret 50-året for afslutningen på krigen i Vietnam. I den anledning har jeg fundet det relevant at genpublicere en Politiken-klumme fra 2015. God læselyst!
Flemming Ytzen 