-
Nye indlæg
- En krig startet af en slyngelpræsident
- Krig i Taiwan? Se lige her
- Verden set fra Fjernøsten
- Willkommen in der Neuen Weltordnung
- Genudgivelse: Koreas kolde fred
- Grønland, Trump og Danmark
- Geopolitisk puslespil: Hvis nu Trump får Grønland og så afleverer Taiwan …?
- The End of The Western Alliance
- Trumps USA er kilden til global lovløshed og ustabilitet
- Mellem Hollywood, Buddha og Chinatown
Nye kommentarer
Liam S til En hurtig lille Nato-krig mod… Farvel til Jimmy Car… til Jimmy Carter, 100 år Svend Erik Hansen til Universiteterne har givet op.… Stig Wørmer til Jimmy Carter, 100 år xionghengli til Filmserie om kinesisk historie… Ryan Jones til Censur reduceres, mens etnisk… Dylan til Ud af paddehatteskyggen aclund til Katastrofen i Irak kortlagt i… Cara Horton til Jeppes alternative velkomstord Stig Wørmer til Taiwan-illusioner på slap… Arkiver
- marts 2026
- februar 2026
- januar 2026
- december 2025
- november 2025
- oktober 2025
- september 2025
- juli 2025
- juni 2025
- maj 2025
- april 2025
- februar 2025
- januar 2025
- december 2024
- november 2024
- oktober 2024
- september 2024
- november 2023
- oktober 2023
- august 2023
- juli 2023
- april 2023
- marts 2023
- januar 2023
- december 2022
- november 2022
- oktober 2022
- september 2022
- august 2022
- juli 2022
- juni 2022
- maj 2022
- april 2022
- marts 2022
- februar 2022
- januar 2022
- december 2021
- november 2021
- oktober 2021
- september 2021
- august 2021
- juli 2021
- juni 2021
- maj 2021
- april 2021
- marts 2021
- februar 2021
- januar 2021
- december 2020
- november 2020
- oktober 2020
- september 2020
- august 2020
- juli 2020
- juni 2020
- maj 2020
- april 2020
- marts 2020
- februar 2020
- januar 2020
- december 2019
- november 2019
- oktober 2019
- september 2019
- august 2019
- juli 2019
- juni 2019
- maj 2019
- april 2019
- marts 2019
- februar 2019
- januar 2019
- december 2018
- november 2018
- oktober 2018
- september 2018
- august 2018
- juli 2018
- juni 2018
- maj 2018
- april 2018
- marts 2018
- februar 2018
- januar 2018
- december 2017
- november 2017
- oktober 2017
- september 2017
- august 2017
- juli 2017
- juni 2017
- maj 2017
- april 2017
- marts 2017
- februar 2017
- januar 2017
- december 2016
- november 2016
- oktober 2016
- september 2016
- august 2016
- juli 2016
- juni 2016
- maj 2016
- april 2016
- marts 2016
- februar 2016
- januar 2016
- december 2015
- november 2015
- oktober 2015
- september 2015
- august 2015
- juli 2015
- juni 2015
- maj 2015
- april 2015
- marts 2015
- februar 2015
- januar 2015
- december 2014
- november 2014
- oktober 2014
- september 2014
- august 2014
- juli 2014
- juni 2014
- maj 2014
- april 2014
- marts 2014
- februar 2014
- januar 2014
- december 2013
- november 2013
- oktober 2013
- september 2013
- august 2013
- juli 2013
- juni 2013
- maj 2013
- april 2013
- marts 2013
- februar 2013
- januar 2013
- december 2012
- november 2012
- oktober 2012
- september 2012
- august 2012
- juli 2012
- juni 2012
- maj 2012
- april 2012
- marts 2012
- februar 2012
- januar 2012
- december 2011
- november 2011
- oktober 2011
- september 2011
- august 2011
- juli 2011
- juni 2011
- maj 2011
- april 2011
- marts 2011
- februar 2011
Kategorier
Meta
Blogstats
- 79.981 hits
Hvad er Kinas hensigter? Her nogle indsigtsfulde indlæg.
Udgivet i Diverse, Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA
Skriv en kommentar
Trump gør Kina stort igen
En udvikling der har været undervejs et stykke tid
Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA
Skriv en kommentar
Kloge ord om Taiwan
Her er Victor Gao (se foregående opslag) også med og deltager i en konstruktiv meningsudveksling om mulige udviklinger omkring Taiwan-konflikten:
https://www.youtube.com/watch?v=HM-HRHYoRFk
Udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien, USA
Skriv en kommentar
Kloge ord om kunstig intelligens
Victor Gao formulerer sig besindigt i et magasinprogram på den arabiske kanal al-Jaazera. Stort emne der håndteres på 24 minutter:
Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark
Skriv en kommentar
Genudgivelse: I Tordendragens land
I foråret 1993 besøgte jeg Nepal og Bhutan som udviklingskonsulent. Weekendavisen publicerede 30. juli samme år min reportage fra Bhutan, som dengang kun havde et ganske beskedent samkvem med omverdenen. Siden da er Bhutan blevet et meget eftertragtet om end dyrt rejsemål.
I Tordendragens land. Hvis Bhutan skal overleve som nation, må kongedømmets oplyste enevælde bevares, og demokratiet holdes ude.
THIMPU – Next Stop Shangri-La. Kun et fåtal fremmede får adgang til dette isolerede bjergkongedømme, på størrelse med Schweiz, klemt inde mellem det af Kina kontrollerede Tibet i nord og et uregerligt indisk-nepalesisk folkehav mod vest, syd og øst. Tordendragens Rige, Druk Yul, hedder landet, som for 30 år siden hverken havde skoler, hospitaler eller asfalterede veje, i dag kendes det som Bhutan.
Miniature-jetflyet zigzagger ind og ud mellem Himalaya-tinderne og gennemtrænger de hvide skyformationer, der spærrer for udsynet til Mount Everest. Bjergskråninger kommer hastigt mod os, hov, hov, hjælp, lidt for hastigt. Netop som det begynder at virke faretruende, svinger maskinen; det gyser og suger i maven, og pludselig, et blødt bump-bump, asfalten tager imod os, vi er nede, omkranset af bjergskråninger til alle sider.
Velkommen til Paro i Bhutan og til et betagende himalayansk Paradis.
Netop her i Paro-dalen ankom briten Lord Ronaldshay i 1921 og funderede over, om imperiets magt kunne nå ind i dette hjørne af Verdens Tag: »Her stod vi, som om en magisk tidsmaskine havde sendt os baglæns i historien og bragt os århundrder ind i middelalderlig feudalisme,« skrev han. Og med rette: Bhutan er en enestående sammensætning af kulturel og religiøs sofistikering og naturskønhed – den, der slipper inden for, bliver forført langt ned i sit sjæledyb.

Bhutan er mere end en nation, det er et lille stykke kulturel overlevelse. Landet er en unik enklave, som har modstået at blive opslugt af barbariske og aggressive giganter til alle sider. I dag et land, der slås for sin identitet og overlevelse og som må ty til hårdhændede metoder i sit selvforsvar. For den dag, bhutaneserne bliver et mindretal i deres eget land, ophører nationen med at eksistere.
Nutidens Bhutan er ikke længere feudalt i ordets traditionelle betydning. Betegnelsen oplyst enevælde er ikke helt misvisende. Bjergkongedømmet har på få år bevæget sig med stor varsomhed ind på moderniseringens vej. Der er kommet Toyota’er på vejene. Video-apparater har fundet vejen ind fra Indien og er, ulykkeligvis, blevet en del af bhutanesernes fritidsliv. Udenlandsk påvirkning er stadig beskeden, omend den årlige kvote for turister netop er blevet hævet fra 2500 til 4000. Fjernsyn fra omverdenen – Star-TV fra Hongkong, som udover spillefilm og musikvideoer også sende BBC World Service TV – betragtes fortsat som Det Onde selv. Bhutanesere, der har sat satellit-tallerkener op, har oplevet, at politiet har revet dem ned omgående. Men, som en embedsmand sukker: »Det kan vi ikke blive ved med. Folk vil have udenlandsk tv, og de får det før eller siden«.
Han har ret, for rundt omkring i de private stuer og på de små spisesteder flokkes bhutaneserne om den kulørte fordummelsesmaskine og suger sjetterangs videofilm fra Indien og Thailand i sig. Så kan de vel lige så godt tage skridtet fuldt ud og få Star-TV eller CNN fra Atlanta og få både sjæleliv og intellekt smadret.

Den dag, hverandet hjem i hovedstanden Thimpu kan sige godaften til CNN’s ankermand, pop-top-tyve fra Hongkong og Stings nyeste udgivelse på MTV vil de føle, at de ved mere om omverdenen end om deres eget land. For afstanden til Atlanta, London og Hongkong bliver dermed kortere end til landsbyerne og provinserne i deres eget land. Så vil bhutaneserne kun være sekunders satellittransmission væk fra Vestens trivialkultur, men stadig flere dagsrejser fra begivenheder og personer i fjernere egne af bjergkongedømmet. Lad os i mangel af bedre betegnelse kalde det for kulturelt selvforsvar.
Der er rigelige legitime grunde til, at Bhutans regering forsøger at holde den vestlige medieimperialisme fra døren: censur og kontrol med pressen kan forklares og forsvares, så længe det tjener den nationale overlevelse sag. Eller er der noget, vi har misforstået? For hver dag, jeg opholder mig i denne unikke enklave bliver budskabet hvisket med stadig større klarhed i den indre øresnegl: Hvis man giver Bhutan vestlige tilstande med demokrati, parlament, privatkapitalisme (landet risikerer at blive opkøbt af indiske forretningsfolk, hvis det sker) og satellit-transmissioner, vil Verden snart være en nation mindre.
Hvis nogen er i tvivl om hvor galt det kan gå, så tag og se på nabolandet Nepal. For et par år siden oplevede Nepal en demokratisk revolution. Kongedømmet blev stækket, et parlamentarisk styre blev indført, men landet er i dag på randen af kaos. Nepal har åbnet sine grænser for ukontrollabel turisme og kæmper i dag med en hæslig cocktail af sine egne dårligdomme og den vestliggørelse, som millioner af turister har bragt med ind over bjergskråningerne.

Hvis Bhutan føler Nepals eksempel, er det nat med Bhutan. Så Tordendragen bider fra sig i disse turbulente tider: Det oplyste enevælde i Thimpu mener at være i sin gode ret til at forsvare sig mod at blive rendt over ende – ikke kun af vestlige turister, udenlandske bistandsydere og investorer, men også det folkehav, der har gjort en trussel om etnisk opslugning reel for den halve million bhutanesere. Tordendragens børn forsvarer sig: Med vold og pres har de fordrevet tusinder af illegale indvandrere, som forsøger at få kontrollen over landets ressourcer. Javist er det sket med terror, vold, forfølgelser og drab, men det går begge veje. Hvor langt må en regering gå i forsvaret for sin nations og sin befolknings kulturelle, sociale og religiøse identitet? Hvornår har en etnisk gruppe ret til og krav på at forsvare sig mod etnisk opslugning?
Etnisk konflikt
Omringet af magtfulde og befolkningstunge giganter kæmper Bhutan for sin ovelevelse. Bjergstatens befolkning er delt i to etniske grupper: Drupka- folket i nord er af tibetansk afstamning og udgør den politiske og sociale elite, mens sydbhutaneserne, de såkaldte Lhotsampa’er, er af nepalesisk asfstamning, deres sprog er nepali og de er etnisk knyttede til de næsten 20 millioner nepalesere i Nepal og måske en halv snes millioner nepalesere i Indien.
Drukpa-folket tæller måske færre end en halv million ud af Bhutans anslået 700.000 indbyggere, som med rette frygter at blive opslugt i et Greater Gurkhaland. Gennem de seneste par år er en stigende strøm af Lhotshampa-flygtninge strømmet ud af Bhutan og er søgt ind i lejre i det østlige Nepal. Nødhjælpsarbejdere og journalister, der har besøgt det sydlige Bhutan og lejrene i Nepal er ikke i tvivl om, at bhutanesiske sikkerhedsstyrker har stået bag en hårdhændet forfølgelse af denne befolkningsgruppe.
Neutrale observatører peger samtidig på, at forfølgelsen er blevet besvaret med terror. Blandt de 100.000 syd-bhutanesiske flygtninge i Nepal er der organiseret terrorbander, som foretager regelmæssige overfald og angreb på bhutanesisk territorium. Spændingerne mellem nord- og sydbhutanesere er både en konflikt mellem kulturer, en buddhistisk mod en hinduistisk, og en strid mellem to stater. Regeringen i Thimpu siger, at en stor gruppe af de flygtede og fordrevne er illegale indvandrere, der ikke opfylder Bhutans lov om statsborgerskab. Derfor har de ikke ret til eller krav på at opholde sig i Bhutan.
Hvis ikke denne lov efterleves, vil de »ægte« bhutanesere, Drukpa’erne, komme i mindretal i deres eget land. Fordrivelserne af Lhotshampaerne er derfor et udtryk for regeringens legitime ret til at skabe demokrafisk balance og sikre sig imod, hvad styret i Thimpu kalder en terrorist- bevægelse, anført af Det Bhutanesiske Folkeparti, som presser tusinder af Lhotshampaer til at forlade Bhutan. Partiet forsøger sammen med regeringen i Nepal at internationalisere spørgsmålet med det sigte at presse Thimpu til indrømmelser og give Lhotshampaerne flere politiske rettigheder. Centralt i striden er den lov om statsborgerskab, som regeringen i Thimpu gennemførte i 1985 og som er omstridt derved, at den nu gennemføres med tilbagevirkende kraft. Enhver borger i Bhutan, der er født efter 1958, hvor kun den ene af forældrene er anerkendt som bhutanesisk statsborger, må ansøge om statsborgerskab, være flydende i hovedsproget dzongkha og i øvrigt have haft fast bopæl i landet i 20 år.

Ukontrollabel indvandring
Hvorfor nu denne restriktive fortolkning? Fordi der ifølge regeringen er sket en ukontrollabel og illegal indvandring af Lhotshampa’er og nepalesere ind i det sydlige Bhutan gennem de seneste tre årtier. Dette, hævder regeringen i Thimpu, blev først klart efter en folketælling i 1988. Da Bhutans udenrigsminister, Lyonpo Dawa Tsering, for nylig besøgte Thailand, benyttede han anledningen til at forklare og forsvare sin regerings politik over for Lhotshampa’erne.
I komprimeret form lyder udenrigsministerens udlægning således: Vi har problemer i det sydlige Bhutan, men der er ikke tale om etnisk udrensning, sådan som nogle hævder. De fleste forlader Bhutan frivilligt, da de erkendte, at de ikke opfylder betingelserne for statsborgerskab og dermed ikke er berettigede til jobs og sociale goder. Der er også en del, der rejser, og som vi nødigt ser forlade Bhutan, men vi kan ikke hindre dem i at forlade landet.
Det er Lhotshampa’er, som opfylder betingelserne for statsborgerskab, men som alligevel rejser ud af Bhutan, til trods for, at vi har tilbudt dem fritagelse fra at betale jordskatter. Der er mindst to forklaringer på, hvor Lhotshampa’er, som opfylder betingelserne for statsborgerskab, alligevel rejser ud. En faktor er sikkerhed – de mange terroristangreb i området, hvilket også erkendes af FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. En anden forklaring, at der er dissidenter i lejrene i Nepal, som lokker eller truer folk til at komme til lejrene, hvor de tiltrækker store mængder international bistand.
Vi har masser af beviser for, at folk fra flygtningelejrene rejser ind i Bhutan og udspreder propaganda om, at de i lejrene vil modtage penge, fødevarer, medicin og andre goder. Disse mennesker får også at vide, at de om et års tid vil forvente at kunne vende tilbage til Bhutan og stille nye politiske krav vedrørende deres rettigheder. Flygtningestrømmen skal med andre ord bruges til at skabe en opinion i det internationale samfund. Denne opinion skal tvinge os, Bhutans regering, til at ændre vor lovgivning om statsborgerskab og nationalitet. Såvidt udenrigsministeren. For Lhotshampa’erne ser virkeligheden anderledes ud. Deres politiske bevidsthed blev afgørende løftet, da Nepal gennemlevede en demokratiseringsproces i 1990. De så, hvorledes et autoritært kongedømme bøjede sig for en folkelig bevægelse og accepterede indførelse af et flerpartistyre. De ser gerne eksemplet gentaget i Bhutan. Den indre øresnegl hvisker igen: Får nepalierne deres vilje, er det nat med Bhutan. Hvis nogen er i tvivl, så kig tilbage og se, hvad der skete ed nabokongedømmet Sikkim for mindre end en snes år siden.

Eksemplet Sikkim
Sikkim havde haft kongedømme i 334 år. En stigende indvandring af nepalesere havde ændret landets etnisike sammensætning. Så krævede befolkningen demokrati, eller rettere, den nepalesiske befolkningsgruppe anførte en bevægelse, der kæmpede for et mere repræsentativt, demokratisk styre, og da de endelig fik magten, stemte de for Sikkims sammenslutning med Indien. Nat med Sikkim, Verden blev en nation mindre, uden at ret mange bemærkede det. Efter denne forskrækkelse fik den bhutanesiske kongefamilie travlt med at gøre Bhutan til medlem af FN og andre internationale organer. Just in case . . . Bhutan siger, at 28 procent af befolkningen på 700.000 er af nepalesisk oprindelse.
I 1978 skrev en daværende rådgiver for Bhutans konge, Nari Rustomji om de mulige konsekvenser af en ukontrollabel nepalesisk indvandring i Bhutan: »Bhutaneserne har set, hvorledes nabolandet Sikkims oprindelige indbyggere kom i mindretal. De vil forhindre, at de selv udsættes for en lignende skæbne. Mange nepalesere er polygame, hvor en mand har tre eller fire hustruer og maåkse 12 til 15 børn. Den dag, de kommer i flertal, vil de forsøge at dominere resten af befolkningen. Folketællingen i 1988 foruroligede Bhutans konge, Jigme Singnye Wangchuk. Året efter introducerede han et sæt adfærdsregler, Driglam Namzha, der sætter retnignslinjer for, hvor ledes alle bhutanesere, i nord som i syd, skal klæde sig, spise, tale, opføres sig ved særlgie lejlgheder, etc.

Dette fandt Lhotshampa’erne uacceptabelt. Så begyndte oprøret og flygtningestrømmen. Driglam Namzha blev mødt med modstand og krav om demokrati. Etnisk udrensning blev mødt med terror. Bhutans udenrigsminister medgiver, at landet har sat 180 personer i fængsel. Nogle af dem er blevet dømt for »antinationale terrorhandlinger«. Røde Kors-delegationer har haft adgang til at besøge fangerne. »Vi vil vise dem, at ingen fanger er blevet mishandlet,« siger Lonpo Dawa Tsering. Også Amnesty International har haft adgang. Kun få journalister er sluppet ind. »Der er mange i regeringen med en isolationistisk opfattelse. Vi har levet isoleret i århundreder, så hvorfor skal vi pludselig til at bekymre os om, hvad Verden mener om os,« siger de.
Og hvorfor skulle Bhutan tage Vestens opfattelser af demokrati alvorligt, når de ser på nabolandenes håndtering af demokratiets dyder. Indien har, med få afbrydelser, haft demokrati siden selvstændigheden, og enhver kan se, at det virker elendigt. Den stående joke blandt veluddannede indere er: Demokrati, javist har vi det, hvert fjerde år, når vi bruger stemmesedlen. Til daglig mærker vi ikke noget til det. Nepals eksempel maner heller ikke til efterfølgelse. Den særlige variant af sydasiatisk demokrati, som i disse måneder udfolder sig i Kathmandu har bragt landet på kanten af kaos. Vestligt demokrati i Bhutan? Glem alt om det. Her er et land uden militær, uden efterretningstjeneste, et minimalt politi, kort sagt, en nation, som kunne løbes over ende på 24 timer af en stormagt, hvis de ville. Lad bhutaneserne beholde deres oplyste enevælde. Ellers er det nat med Bhutan.
Udgivet i Uncategorized
Skriv en kommentar
Klogt interview om Østasiens tilstand og fremtid
Endnu et bidrag udefra: Hongkong-avisen South China Morning Post har publiceret et interview med et af de mest kyndige individer på den fjernøstlige scene: Singapores tidligere udenrigsminister (2004-2011) George Yeo. Den tekst rummer så megen indsigt at jeg bringer den her. God læselyst!
George Yeo on superpower ‘headaches’
South China Morning Post

December 21, 2025
George Yeo is a visiting scholar at the National University of Singapore’s Lee Kuan Yew School of Public Policy.
He started his career in the military before entering politics in 1988. During his 23 years with the Singaporean government, Yeo held ministerial portfolios ranging from arts to health, trade and – for seven years – foreign affairs.
After he left politics, Yeo was vice-chairman of Kerry Group in Hong Kong from 2012 to 2021 and chairman and executive director of its logistics arm from 2012 to 2019.
First to Taiwan, which you’ve described as a ticking time bomb. How can it be defused, and how likely is a military conflict across the Taiwan Strait?
We don’t have crystal balls. Politics develops often in unexpected ways. In our minds, we have to think of scenarios. Now imagine the day when, for lack of money, the US has to leave the western Pacific because voters choose butter over guns. That’s one possible scenario. Then unification will happen naturally because I don’t see Taiwanese dying for an independent Taiwan.
Taiwan is separate only because the US is there. The Taiwan issue is a subset of US-China relations. Right now [US President Donald] Trump doesn’t want Taiwan to be an issue because he’s got a big agenda with China. That’s why he did not allow [Taiwanese leader William] Lai Ching-te to make a stopover in the US. It caused Lai to cancel his trip to Paraguay.
And when [Chinese President Xi Jinping and Trump] met in Busan recently, they did not even talk about Taiwan. That was a strong signal to the Taiwanese that the US doesn’t want Taiwan to spoil their negotiations with China. For China, Taiwan is not for negotiation.
Taiwan as part of “one China” is the basis of US-China relations. The US understands this. Whether or not there is trouble over Taiwan depends on the US. China has drawn a very clear red line. The US knows that if it wants trouble with China, it can move towards and cross the red line. If it doesn’t want trouble with China, it moves away from it.
Of course, the US will never say that it won’t intervene militarily if China uses force to take back Taiwan.
China’s overwhelming preference is peaceful reunification for which it cannot abjure the use of force. How Taiwanese politics develops in response to these dynamics, we’ll have to wait and see. There is growing realisation that the road to independence is a dead end.
A US-China war over Taiwan is highly unlikely in the short term. In another five years, the change in the relative strength between the US and China will make it harder for the US to prevent or delay China’s reunification.
This is already affecting the way people think in Taiwan, including younger Taiwanese. If the young people of Taiwan build their hopes on an illusion – as the young people in Hong Kong once did – it will only lead to tragedy.
Therefore negotiating earlier with Beijing is better than negotiating later, which was [Singapore’s first prime minister] Lee Kuan Yew‘s point many years ago. Taiwan can enjoy more autonomy by negotiating now rather than waiting another 10 years.
Taiwan has its own strengths and can contribute much to China’s long-term development. My favourite two examples are [semiconductor firm] TSMC and [humanitarian organisation] the Tzu Chi Foundation, which are unique to Taiwan and cannot be easily replicated on the mainland.
Taiwanese leaders should think deeply about what Taiwanese people need to maintain a high degree of autonomy. Only with a high degree of autonomy can Taiwan be different and therefore able to enhance China as a whole. A full integration of Taiwan to the mainland is of much lesser use to the mainland and the world.
What’s your take on the latest row between Beijing and Tokyo over Taiwan?
I put this possibly to Sanae Takaichi‘s newness to her position as prime minister. She might not have realised the gravity of her remarks. She is now stuck – retracting those remarks is a loss of face.
Or, it may be that she made her remarks deliberately, in order to provoke a strong reaction from China and use that to win popularity and justify higher defence spending, thinking that the US will back her.
But Trump wants stable relations with China for the rest of his term and doesn’t need this additional problem with China. After speaking to Xi Jinping, he has asked Takaichi to lower the temperature. China will not make it too easy for her because it has to deter similar actions in the future, not only by Japanese leaders but also by the leaders of other countries.
I think the Chinese will now reopen the Ryukyu issue – not officially, but through social media and other unofficial channels. Ryukyu as part of Japan was never part of the deal among the victorious powers at the end of the second world war. There was only agreement for Japan to retain the four main islands.
At that time Chiang Kai-shek, and later Mao Zedong, decided not to make Ryukyu an issue. China could have but did not. It is not wise for Takaichi to give China this opening by tying Taiwan’s security to Japan’s.
The depth of Chinese emotion over Taiwan should not be underestimated. [Henry] Kissinger wrote about it repeatedly – how in his negotiations with Zhou Enlai and Mao, they kept going back to Taiwan and one China.
How can they ever forget that it was Japan’s aggression which separated Taiwan from the mainland in the first place?
Raising Ryukyu as an issue will deter Japanese politicians from being adventurous on Taiwan. I don’t think China wants to escalate but they want Takaichi to climb down.
Some loss of face for her is inevitable but it won’t be too much because, in the end, China does want good relations with Japan. And that is also in Japan’s interest.
How do you see US-China relations over the rest of Trump’s term?
Relations are stabilising but there will still be occasional turbulence. China was forced to play the rare earths card, which it did not want to for a long time. Once you play a card it begins to lose its value.
This card has been on the poker table since the Deng Xiaoping era in 1992. China expected the US to know it had this card. But the US ignored it, thinking that it could pressure China without China hitting back.
The US has no response to the rare earths card in the short term. Trump’s signing of new agreements on rare earths with other countries will reduce US dependence on China for the lighter rare earths after maybe five, eight years.
But for the heavy rare earths, China has a chokehold for which there is simply no way out for the US. Only China and Myanmar have heavy rare earths. Myanmar’s mines are near China and not accessible to the US.
This is not unlike the Tang monk putting a gold band around the head of Sun Wukong, the Monkey King, in the historical novel Journey to the West. Whenever Wukong became difficult, the monk’s mantra would tighten the headband. Wukong became the hero. It was Wukong who helped the monk bring sutras back to China.
In a sense, the US and China have put gold bands on each other’s heads – each can inflict severe headaches on the other.
The US has been systematically preventing critical technology flow to China. While the US can deny China Boeing jetliners, Pratt & Whitney and GE engines, engine spare parts, there is no certainty the Europeans will follow with an embargo on Airbus aeroplanes and Rolls-Royce engines.
This is China’s current vulnerability which it is working hard to overcome. Its fast-rail network will ensure that internal movement can still carry on.
On the other side, China’s denial of rare earths will bring down entire industries in the US and Europe. In such an extreme scenario, the world economy will plunge into depression.
What we now have is a situation of mutual deterrence, with each having a lock on the other. So long as rational minds are in charge, there will not be a blow-up. Unfortunately, leaders sometimes act irrationally.
Do you think the trade truce will last for a while at least?
A truce is likely for the rest of the Trump term. Trump certainly needs it for the midterms because if the economy takes a turn for the worse, his chances of keeping Republican control of both houses in Congress will diminish.
He doesn’t want to be a lame duck. He can issue executive orders but the Supreme Court may curtail him because of the constitutional separation of powers.
Trump therefore needs stable relations with China. He now talks about everlasting friendship between the US and China and asks God to bless both countries. God will certainly do so, but we must also pray.
You mentioned that Trump didn’t raise Taiwan when he met Xi. Is Trump putting Taiwan aside in the hope nothing major will happen?
Trump is transactional by nature. He has no strong feelings about Taiwan. I’m not sure how much he knows about Taiwanese society or cross-strait relations. When he first became president, he took a phone call from [then-Taiwanese leader] Tsai Ing-wen. He did not take advice, a little like the new Japanese premier. When asked, after backtracking, why he took the call from Tsai, he explained that Taiwan was an important customer. Taiwan is still an important customer for US weapons.
So should we expect arms sales to Taiwan to continue?
Yes, but it will be calibrated. It’s always been calibrated, and confined mainly to defensive equipment.Of course what is defensive and offensive can be unclear but the US will not go too far. They will certainly not supply advanced equipment to Taiwan.
Knowing that many Taiwanese are blue, the US cannot be sure that advanced technology supplied to Taiwan will not quickly leak into China. The military technology supplied to Taiwan is technology the US can afford to lose to China.
America is withdrawing from many areas on the global stage. Do you think the US is in decline?
US decline is a possibility about which Americans themselves worry. If you are a company, country or wealthy family, this is one of the scenarios that you’ve got to allow for. If the US does decline and the US dollar cracks, what do I do? How am I positioned? That’s one scenario.
Another scenario is the US succeeds in healing and revitalising itself. The US overcame a terrible civil war in the 1860s and emerged to become the world’s greatest country.
The Vietnam war period was wrenching, with campuses in turmoil all over the country, yet it recovered and was victorious at the end of the Cold War. Very few Asians believed that a black man could become an American president. [Barack] Obama served two terms.
US decline is something to worry about. US recovery after a period of intense internal struggle is also not to be dismissed. It has institutions which remain vital and incomparable.
So it is a possible scenario, but it’s not happening yet?
The US is in decline now. That’s why Americans talk about making the country great again. The question is: can it recover? No one knows. American society is deeply divided. Those on opposite sides view each other as enemies. From afar, it may look hopeless but those of us who studied or lived in America know that the country has deep strengths to draw on.
Even Americans themselves are not sure. At my recent 40th class reunion at the Harvard Business School, two old section mates asked me privately whether I thought the US was in decline. I was taken aback by the introspection.
No one has a crystal ball. Neither can we envisage all scenarios. History is full of surprises.
You just mentioned the possibility that the dollar might crack.
How could the position of the US dollar be sustained with the way the deficit is growing?
The hope of course is that the US can grow out of its debt. However, the reality is that if you have difficulty even servicing the debt, let alone repaying the original amount, one day you will have no choice but to monetise that debt. It is therefore wise not to hold too much of one’s assets in US dollars.
Elon Musk was going to put the finances right but failed miserably. When you look at the rising price of gold, it’s a sign of growing concern about the fiscal situation in the US.
The cookie is likely to crumble one day, but no one can be sure when or how.
Governments are doing the same? Are Association of Southeast Asian Nations members also shifting?
Central banks all over the world are building up their gold stocks. No prudent person or government can afford not to worry.
So apart from gold, are there alternatives for reserve currencies for countries?
Everyone has to diversify, and you can diversify in different ways. One is your currency portfolio, but it’s also your financial asset portfolio. It’s also your total asset portfolio and how you deploy your family. Even the languages you want your children or grandchildren to learn, and where you want them educated, are an indication of the future you anticipate.
It’s a big question. That’s why there are so many financial seminars and so many “experts” proffering advice to all and sundry.
There’s no easy answer. Some think that US Treasuries-backed stablecoins are a way to buy time for the US. It is too early to say.
Is there a higher chance for the success of a Brics currency when countries are looking for alternative reserve currencies?
No, I don’t see a Brics currency coming about. For a Brics currency to come about, the renminbi will have to be internationalised. China is only prepared to internationalise the renminbi that is circulating outside China, which is relatively small compared to the renminbi circulating inside China. China will never open its capital market fully because it does not want to lose control of its financial system to New York and London. Capital controls are an important China wall. Brics will, however, accelerate the growth of a payment and settlement system outside US control.
US weaponization of the financial system has engendered much resentment. Russia needs an alternative to Swift. China, India, Brazil and others want an alternative – not to replace the existing system but as a deterrent against egregious US behaviour.
China cannot forget its loss of control after the second opium war, when ships calling on ports along the coast and up the Yangtze were inspected by Westerners – mostly British. They collected tariffs, took what they considered their due, and handed over the rest to the Qing government. Once you lose control of the financial system, you lose the ability to govern.
To Venezuela, Trump has been exerting pressure on the South American nation. Is oil and gas the main consideration?
There’s no doubt that this is a key consideration for Trump. There are other considerations like the Cuban thorn in America’s side and Venezuela‘s antagonism towards Israel.
Trump recognises that the US is overextended. He wants US allies to pay for the protection the US provides them.
His wish is for the US to consolidate around its own hemisphere, not the entire Western hemisphere, because there’s Brazil which is its own pole, but certainly North and Central America and maybe also the northern part of South America. That’s one reason why he wants regime change in Venezuela.
Changing the name of the Gulf of Mexico to the Gulf of America reflects this new world view. That’s also why he wants Canada, Greenland and the Panama Canal. Such a US-dominant sphere will be formidable, with access to three oceans and control over vast resources. The National Security Strategy paper recently issued under Trump’s name envisages such a future.
So Trump wants to consolidate his own sphere and turn it into a polity?
He recognises that the US cannot dominate the world the way it used to in the past. The US hasn’t got the financial power or the manufacturing capability. So it has to retreat some and consolidate around its own core and concentrate on healing itself.
Of course, it doesn’t mean the US will give up on the rest of the world. They will still keep their relations with Europe. They will want to keep China contained. And they will still have capabilities in the western Pacific and the Indian Ocean for a long time. But it has to act with greater economy which means often not acting directly but acting to tip local balances in its favour. In this way, it can achieve more with less effort.
Trump recognises the reality of a multipolar world. The US is primus inter pares in such a world. By moving closer to all other poles, as Kissinger recommended, it will remain influential for a long time.
What does the emerging multipolar world order mean for smaller countries – especially those in Asean?
The US has some 800 military bases around the world, which is an aberration in human history. Sooner or later, the number will be reduced. As Pax Americana recedes, regional equilibriums will be affected. Local hegemons will emerge and many regions will be destabilised.
This is what happens whenever empires retreat. The fall of western Rome was accompanied by barbarian invasions. Europe plunged into the Dark Ages. The effects of the fall of the Ottoman Empire are still being felt all over the Middle East today. The decline of the Qing dynasty was a great drama leading to the establishment of the People’s Republic, and also the establishment of modern Singapore and Hong Kong.
In Asean, we have to protect ourselves. No matter how the configuration of major powers changes, if we stick together and stay neutral, giving each major power a vital interest in our integrity, then our life chances are good.
We don’t see China invading Southeast Asia. Sometimes I feel the Chinese think us rather troublesome. Our land borders with China have been delimited. There are tensions in the South China Sea because of overlapping maritime claims, but they are manageable. We certainly don’t want to get involved in Taiwan.
China is already our biggest trading partner. Every country in Southeast Asia expects China’s role to grow in the future. The collective will to strengthen Asean arises not from love of one another but out of a realistic assessment that we either hang together or we hang separately. Border conflicts like the one between Cambodia and Thailand will not get out of hand. Myanmar is at best a confederation and will neither be too good nor too bad.
We are in a good part of the world and should continue to grow. We want the US presence in Southeast Asia to remain but we are mentally prepared for it to be reduced in the future. If the US forces us to choose, the response may not be what it wishes.
Many people say the risks of military conflict in the South China Sea are high. What’s your view on that?
I don’t think the risks are high. Of the four claimant countries in Asean, Malaysia and Brunei have made practical arrangements with China. The communist parties of China and Vietnam have deep fraternal ties. Vietnam knows that however friendly the US is, given half a chance, the US will subvert the Vietnamese communist party.
Their conflict over claims in the South China Sea may boil over from time to time but won’t get too intense because of larger common interests. Vietnam’s recent decision to link Hanoi to Nanning and Kunming by high-speed rail signalled a strategic shift by Vietnam.
What about the Philippines?
I don’t see China’s relations with the Philippines getting too bad either because it is in neither’s interest. It may be in the US interest to see some conflict between the Philippines and China, but not too much. The US had a programme to discourage Filipinos from using Chinese vaccines during Covid. These little games will continue. But from a higher perspective, Southeast Asia is a sideshow for the US. The main show is in Northeast Asia, by which I mean Taiwan, Japan and the Korean peninsula.
There will be some kind of compromise between China and the Philippines in the end. For the time being, China is like a tai chi master playing with the Philippines. It must counter Philippine actions without causing the Philippines to fall. Otherwise it will be seen as a bully. That’s why it uses water jets and rubber pads. Both sides record events from all angles for an international audience to view. But accidents can still happen.
If you ask Filipinos whether they prefer China or America, many will of course prefer America. But economically, they know that China is becoming more important to their future. I therefore don’t see bilateral relations falling off the cliff. There could be sporadic incidents but they won’t get out of control.
[Former president Rodrigo] Duterte went too far in one direction being pro-China. [President Ferdinand] Marcos has gone too far in the other direction. A better balance will be found either for the rest of the current administration or in the next administration. The business community in the Philippines doesn’t like the tension. China is a huge opportunity for the Philippines to upgrade its infrastructure, reduce logistics cost and grow its economy. There is too much at stake for the Philippines.
There has been talk of Hong Kong losing out to Singapore in recent years, with many multinationals and companies moving to Singapore. How do you see Hong Kong’s position?
This is just idle bar chatter. I always remember what the second last British governor of Hong Kong, David Wilson, said to me. He likened the competition between Hong Kong and Singapore to that between Oxford and Cambridge. In other words, the rivalry is exaggerated for effect. Singapore and Hong Kong are as far apart as London and Moscow. How can either replace the other? You serve China, we serve a different region. We do compete peripherally. Each in fact strengthens the other.
What about in Southeast Asia?
Hong Kong should build up its position in Asean in all 11 countries. I’ve long recommended that Hong Kong should establish an external service of economic officials, with a strategic view of Hong Kong’s long-term position as China’s second system. Singapore can help and partner Hong Kong in this regard.
Many families and companies straddle both cities. The two airports are sisters, the two financial systems are linked, family members visit one another, companies deal with cities as one. Hong Kong has a great advantage because, unlike Singapore, it need not spend money on defence, external intelligence and foreign affairs. It does not need to worry about having its own power stations and water reservoirs. Singapore, small as it is, allocates much land to military bases, training areas and catchments. Our tiny airspace has to accommodate civil aircraft, fighter jets and helicopters. When I was head of planning in the Singapore Air Force, the approval of every tall building in Singapore had to clear my desk. Hong Kong carries no such burden and enjoys possibly a 10 percentage point advantage over Singapore. Remember China does not take one cent from Hong Kong. For Singapore, sovereignty is expensive and risky, but there is a joy in sovereignty. Singapore can never equal Hong Kong in knowledge of China or Hong Kong equal Singapore in knowledge of Southeast Asia. Sharing similar cultures and administrative systems, we complement each other more than we realise or admit.
What would be your advice to Hong Kong companies?
Why is Hong Kong a separate system? It’s not a separate system because of China’s charity. It’s a separate system because it meets an essential need of China going back 2,000 years ago when Qin unified the country. After the Lingqu Canal was built linking the Xiang and Li rivers, Qin forces brought Han culture all the way to the Pearl River Delta. Panyu was China’s first portal to the southern seas. China always needs a portal somewhere in the delta to control access to Southeast Asia and the Indian Ocean.
When the Portuguese came, Ming China gave Macau to Portugal so that they didn’t trouble the mainland. You do your trade, you don’t interfere in my affairs, and I let you function. It’s good for me, it’s good for you. Hong Kong played that role for the British East India Company. The British knew that they should never allow Hong Kong to interfere in mainland affairs. As Hong Kong was taken from China by force, it had to be returned to China. But Hong Kong’s economic role remains unchanged. It is outside the wall. The wall which separates Hong Kong from the mainland has a gate and that gate is controlled. Sometimes it is flung wide open; sometimes it is slammed shut, like during Covid. Hong Kong’s value to China is being outside the gate. Depending on the security need, the gate can either be more or less controlled. Hong Kong must never become a channel to subvert the mainlandHong Kong as a separate system is a necessity for China. So long as the people and leaders of Hong Kong grasp this key point, the future is bright.
What about the Greater Bay Area?
Hong Kong must make sure that its integration into the GBA does not cause it to lose international recognition of the standards it maintains. In Hong Kong, it is often thought that the success of the GBA depends on how much Beijing is prepared to relax controls. This is only half the story. The other half is how Hong Kong adapts its system to link to both China and the world. It requires careful attention to detail and creative thinking. It is not realistic to expect the GBA to harmonise to Hong Kong because there is no border between the GBA and the rest of China. It is for Hong Kong to find ways to operate two systems – China’s and the world’s – in the special administrative region.We should not hope for Shenzhen to become like Hong Kong. If Shenzhen becomes like Hong Kong, there is no more role for Hong Kong, and China would have lost a useful facility. It will be the end of “one country, two systems”. Hong Kong prospers because it taps energy at the boundary, connecting two sides in an intelligent and healthful way.
So there is a wall between Hong Kong and mainland China, but to a certain extent, Beijing wants Hong Kong to integrate with the GBA?
I think Beijing is conflicted. On the one hand, it wants Hong Kong fully reunited with the Chinese family. But on the other, there is a need for Hong Kong to stay outside the wall. This tension will never go away. It is an inherent contradiction which is the reason for Hong Kong’s existence.
This article originally appeared in the South China Morning Post (SCMP), the most authoritative voice reporting on China and Asia for more than a century. For more SCMP stories, please explore the SCMP app or visit the SCMP’s Facebook and Twitter pages. Copyright © 2025 South China Morning Post Publishers Ltd. All rights reserved. Copyright (c) 2025. South China Morning Post Publishers Ltd. All rights reserved.
Udgivet i Interviews, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Sydøstasien, USA
Skriv en kommentar
Klumme udefra om den kinesiske vej
En sjældenhed på min hjemmeside: at jeg publicerer uforkortede tekster fra andre og større medier, men her kommer der én, som bør læses, fordi den på overkommelig spalteplads fortæller, hvorfor Østasiens største (og klodens næststørste) økonomi drives med større kløgt end den amerikanske og de fleste europæiske. Forfatteren er en af de fineste og mest vidende skribenter i det danske mediemiljø: Rune Lykkeberg.
Publiceret i Information 19. december 2025
Der er en meget enkel, fornuftig løsning på det problem, som hjemsøger de vestlige demokratier og også huserer i dansk politik: de høje priser på hverdagsvarer. Men den kræver mod, vilje og fantasi.
Kineserne vidste godt, hvad de ville være: kapitalister. Men de vidste også, at det var farligt. Den var som en vild hest, man kunne sætte sig op på, hvis man ville frem i verden. Men det var også et vilddyr, som kunne kaste dig af og trampe samfundet i stykket.
Så da kineserne efter formand Maos død i 1976 ville gøre op med hans totalt fejlslagne kommunisme, var de i tvivl om, hvordan de skulle gøre det. Der var en lidenskabelig diskussion i det kommunistiske parti om, hvordan man kunne få det bedste fra kapitalismen og forsvare sig selv mod det værste.
Det er klart, at for partiet var »det bedste« ikke det samme, som det ville være for os andre, fordi de jo ville fastholde deres befolkning i politisk ufrihed. De havde brug for kapitalismen til at skabe velstand og vækst og teknologisk udvikling, men de forstod også, at der i kapitalismen var kræfter, som kunne ødelægge den sociale kontrakt i samfundet. De var særligt optaget af spørgsmålet om priserne.
Den ene fløj i partiet ville have såkaldt »fri prisdannelse«, altså ingen statslig kontrol med priserne. Den anden frygtede følgerne af at slippe priserne på alting fri i et land med flere hundrede millioner fattige. De var modstandere af markedspriser. De to endte på kompromis, som bliver kaldt for »de to spor«: I det ene spor havde man livsfornødenheder for den enkelte, og i det andet havde man forbrugsvarer og luksusprodukter. For de første bevarede staten kontrollen med priserne, mens de for de andre satte priserne fri.
Kineserne gjorde med andre ord det modsatte af, hvad Vestens politikere, økonomer og finansinstitutioner anbefalede. Og Kinas kommunister klarede sig langt bedre gennem overgangen til kapitalismen end nogen af dem, som gjorde alt det, markeds-fundamentalisterne i Vesten krævede.
De demonstrerede en overlegen forståelse af kapitalismen. Og som økonomen Isabella M. Weber konkluderer i sit hovedværk om det kinesiske prissystem: »De voksede ind i den globale kapitalisme uden at miste kontrollen over deres egen økonomi.«

Kampen mod høje priser
Den kinesiske vej er blevet interessant for os, fordi priserne på det, folk skal leve af, er blevet et problem over hele Vesten. Herhjemme har Dansk Folkeparti ført kampen mod de dyre fødevarer ind i centrum af den politiske debat, og socialdemokraterne er fulgt efter. Det samme er sket for eksempel i USA, hvor det kedelige ord »affordability «, at have råd til, er blevet en fælles kamp for republikanerne og demokraterne.
Alle synes enige om, at hverdagen er blevet for dyr for alt for mange mennesker. Mange mener også, at det var inflationen, som gjorde, at så mange stemte mod demokraterne og for Trump i 2024. Så hvis man ikke har styr på priserne på mad, bolig, transport og energi, kan man udløse politiske jordskred, som kan føre til den autoritære vending, der finder sted under Trump i USA nu. For høje priser betyder ikke bare, at tingene koster mere.
Det betyder også, at verden forekommer uretfærdig. At hele den sociale orden er svær at anerkende, fordi værdierne grundlæggende virker vilkårlige. Det er for den politiske frihed og den sociale retfærdighed et ekstremt farligt fænomen.
Prisloftet findes allerede
Det komiske er, at meget få i den situation udfordrer selve prisdannelsen og foreslår prisloft over det, folk har mest brug for i deres hverdag. Det er, som om den »frie prisdannelse« er en helligdom, som ingen vil røre ved, og alle skal knæle for. Ikke engang de såkaldte populister kræver, at regeringen får »styr på priserne«, nej, de kræver mere avancerede forslag som differentieret moms og lettelse af specifikke afgifter.
Det er en underlig ideologi, for vi har jo en priskontrol på arbejdskraft for eksempel, som vi kalder »mindsteløn«, og der er i mange lande loft på priserne på eksempelvis medicin og lejebolig. Så vi har allerede et meget diskret »to spors«-system, men vi bruger det ikke offensivt og solidarisk.
Vi kunne her lære noget af kinesernes overgang til kapitalismen: For de forstod, at »markedet« ikke var et metafysisk fristed i verden, men noget, som man skaber og former politisk. For nogle er det voldsomt oprørende at skulle lære kapitalisme af kineserne. Men dem kan man så berolige med, at kinesernes prissystem var inspireret af en priskontrol, som selve den amerikanske regering gennemførte under Anden Verdenskrig med den progressive stjerneøkonom John Kenneth Galbraith som leder.
Han vidste godt, at hvis man vil være kapitalister, må man selv tage ansvaret for, hvordan man former markedet. Ellers har man fortjent at få populisternes vrede efter sig.
(med tak til Rune og Information)
Udgivet i Diverse, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark
Skriv en kommentar
Sympatiske Stoltenberg. Nu også med snæversyn
Natos norske generalsekretær gennem ti år snakker for meget uden om i sit tilbageblik på alliancens sværeste år.
Den norske veteranpolitiker Jens Stoltenberg (f. 1959) er det nærmeste, vi på vort plagede kontinent kommer en regulær statsmand. En politiker med dyb erfaring og indsigt, visioner og udsyn plus stor ledelseskapacitet og dermed en mangelvare i den vestlige verden presset som den er af russisk nationalrevanchisme, mellemøstligt kaos og forfald, fjernøstlig selvtillid og amerikansk selvoptagethed.
Så hvorfor er han ikke for længst gjort til FN’s generalsekretær? Naturligvis fordi han gennem et årti aftjente sin internationale borgerligt som manden for bordenden i det, der i festtalerne kaldes verdens stærkeste militære alliance, men hvor sådanne alt for hypede prædikater trænger til revision.
Det var i 2014, at Stoltenberg overtog chefjobbet i Nato efter Anders Fogh Rasmussen. Derfor er det nærliggende at gøre nogle sammenligninger mellem de to. Her en subjektiv en af slagsen: Stoltenberg er en Fogh minus kynismen og tilsat empati og humanisme. Men begge er eminente til at fortrænge eller bagatellisere de mest ubehagelige aspekter af de beslutninger, de har været ledende i.

Jens Stoltenberg gæstede for nyligt København i anledning af sit erindringsværk i tiden som Nato-chef i den danske udgave ’På min vagt’ – at lede Nato i krigstid’. Jeg sad blandt publikummerne, da dette norske fyrtårn blev interviewet af fhv. topembedsmand og chefredaktør Bo Lidegaard (som var min chef på Politiken 2011-16) på Den Sorte Diamant.
Samtalen bekræftede begges begavelse og analytiske indsigter, men også deres evne til at flygte fra virkelighedens historiske realiteter i den periode, hvor Stoltenberg var en tung dreng i den geopolitiske arena. Det var som bekendt i hans embedsperiode i Nato, at Rusland invaderede Ukraine, hvilket indlysende nok fylder det meste i bogens fortællinger.
Grønland og Trumps ambitioner på samme blev slet ikke en del af samtalen. Uha for en forsømmelse! Heldigvis blev der nogle dage senere i et fremragende Deadline-interview (DR) rådet bod på dette: Stoltenberg mindede her seerne om, at Norge i 1931 gjorde krav på at overtage Nordøstgrønland og tabte ved domstolen i Haag to år senere.
Alene bogens beskrivelser af Natos udfordringer efter 2022 gør det værd at nærstudere værket – især forhindringsløbet omkring optagelsen af vore to broderlande Sverige og Finland, periodisk obstrueret af den tyrkiske præsident Erdogan – er samtidshistorie på højt plan. Man bekræftes i, at Nato er en minimalistisk alliance – ikke hvad våbenkapacitet angår, men på politisk beslutningskraft. Ingen kæde er som bekendt stærkere end dens svageste led og her er tyrkernes uberegnelighed berygtet.

Bogen er ikke kronologisk opbygget, Stoltenberg springer frem og tilbage i tid og geografi. Som socialdemokratisk aktivist i 1980’erne (vi husker fodnoteperioden der handlede om opstilling af missiler i Europa) er han mere end moderat kritisk og skeptisk over for den supermagt han siden kommer til at tjene gennem Nato. Datidens unge Stoltenberg går fra at være USA-kritiker til at være tilhænger, grænsende til det tilbedende, og her begynder fortællingen at demonstrere svagheder.
Europas norske statsmand forbigår i pinlig tavshed, at mere end trekvart millioner individer er omkommet i krigslignende handlinger på de slagmarker, som bl.a. USA-ledede interventioner i Irak og Afghanistan afstedkom (kilde: Watson School of International and Public Affairs, Brown University, Providence, Rhode Island). Lige præcis her ligner han sin danske forgænger Fogh Rasmussen: fortielse og tavshed sniger sig ind i historieskrivningen, som dermed bliver nødlidende.
En højreorienteret terrorists massakre på 69 unge, der deltog i en socialdemokratisk ungdomslejr på Utøya 22. juli 2011 bliver mildt sagt utilstrækkeligt håndteret; Stoltenberg bruger betegnelsen ’den mørkeste dag i mit liv’ – otte blev dræbt i den kontorbydel, hvor hans eget statsministerium lå. Fem beskedne sider bliver det til, og man tænker at skribenten helst undgår at fordybe sig – kunne han ikke have brugt tragedien og erfaringen til at forklare, hvorfor højreorienteret terror og vold er i fremvækst i disse år?
Som diplomat- og politikerbarn voksede Jens Stoltenberg op med en sølvske i munden. Faderen Thorvald S. startede som udenrigspolitisk embedsmand og fortsatte på ministerposter i flere af Arbejderpartiets regeringer – karrierestien for sønnen var trådt ned i god tid. Beundringen for forældrene er grænseløs, mens den tragedie, der rammer familien med lillesøsteren Ninis død som følge af heroinmisbrug skildres smerteligt og gribende. Bogen er bedst i beskrivelsen af personrelationer, herunder de vanskeligheder, Stoltenberg har med den tyske kansler Merkel; de to blev aldrig gode venner.
Bogens kapitel 41 hedder ’Ukraines fremtid er i Nato’ og fylder beskedne seks sider, hvor alt for mange sætninger går med banaliteter. Der mangler refleksion, kritisk analyse og erkendelse af dilemmaerne. Den erfarne politiker er her virkelighedsfornægter i det store format. Stoltenberg har ikke erkendt de forandringer det globale magtlandskab har gennemgået, han fremstår som en kustode på et rustent slagskib, der hastigt forsynes med flere og større kanoner, men sejler med forældede søkort, fordi der er gået rust i radaren. For meget snæversyn, for lidt udsyn.

Der bruges retfærdigvis megen plads på at referere samtaler med alliancens ultimative spielverderber, Donald Trump, uden at disse ledsages af forklaringer på den igangværende og stærkt destruktive amerikanske nationalpopulisme i MAGA-bevægelsen. Men intet over og intet ved siden af Nato, som der aldrig kan udvikles et europæisk alternativ til, pointerer han. For 80 procent af våbenfinansieringen kommer fra lande uden for Europa, altså er det gamle kontinent stavnsbundet til de tunge bidragydere USA, Canada og Tyrkiet.
Han drister sig ikke til afsløringer af sine kolleger, alt er velkendt stof, men det er dog påfaldende, at forgængeren Anders Fogh kun nævnes sporadisk. Måske fordi det var under Fogh, at medlemslandenes bidrag skrumpede og alliancens afskrækkelsespotentiale gik samme vej?
Trods disse forbehold må bogen anbefales, eftersom Stoltenberg leverer vigtige frontberetninger fra forsvarsalliancens maskinrum. Der er rigeligt med stof til eftertanke om den opbrudstid, som verden har udsigt til at tumle med i lang tid fremover.
Jens Stoltenberg: På min vagt. At lede Nato i krigstid. 500 sider. Forlaget Gutkind
Tilføjelse
Her et uddrag af en anmeldelse skrevet af min udmærkede norske kollega Jan Øyvind Helgesen i nettavisen.no:
’På min vakt’ er som forfatteren: Flink, skikkelig og litt kjedelig.
Jo da, Donald Trump er håpløst geskjeftig og mildt sagt uforutsigbar. Angela Merkel det motsatte, men pålitelig. Emmanuel Macron er skeptisk til amerikanerne. Og sjarmerende. Mens Recep Tayyip Erdogan holder på sitt steinharde pokerfjes lenger enn de fleste. Og Joe Biden? Han ble tydelig svekket i løpet av sin andre periode som amerikansk president. Men ikke mer enn at han hviskende karakteriserer Volodomyr Zelenskyj, som ’a pain in the ass’! Når den ukrainske presidenten for hundrede gang klaget over at Nato ikke hadde en tidsplan for når han kunne bli medlem i klubben. Men særlig jucy er det ikke.
Trump!
Det sier litt om den amerikanske presidentens betydning i Nato når det er 34 henvisninger til Trump bak i boka. Og det på bare de fire første årene han hersket i Det Hvite Hus og Jens Stoltenberg var NATO-sjef. Mye energi går med til å lese mannen som er av de mest uforutsigbare i politikken. Og prøve å lede ham inn på den rette vei. Noe som ikke alltid lykkes. Som da Trump deltok på sitt første NATO-toppmøte i det splitter nye hovedkvarteret i Brussel. Trump holdt tale foran monumentet som er oppkalt etter NATO-traktatens viktigste artikkel, nr. 5. Den som sier at et angrep på ett NATO-land er et angrep på hele alliansen. Stoltenberg hadde plassert Trump der, så å si lagt ballen på straffemerket sånn at han lett kunne anerkjenne forpliktelsene. Trump tok ikke regi, for å si det mildt.
’Dere betaler ikke det dere skylder!’, sa Trump til lederne foran ham på plenen. ’Det er ikke rettferdig overfor det amerikanske folk og amerikanske skattebetalere. Mange skylder oss enorme summer.’
Der sto Merkel, Macron og alle de andre statslederne, og Trump omtalte dem som om de var leieboere som ikke betaler husleia.
En kommentar til boka er at den kan føre til økt toll på norske varer – som en hevnaksjon fra Trump. Men Jens Stoltenberg er smart nok til å gjengi uttalelser og hendelser som faktisk fant sted. Han mener ikke all verden om statslederne – med et lite unntak for den russiske utenriksministeren som får bølle-stempelet. Ellers støtter han seg på egne og andres notater og opptak.
I løpet av hans ti år på toppen av Nato utspiller store dramaer seg. Krigen i Afghanistan pågår og både Trump og senere Biden vil ut av hengemyra. I ettertid vet vi at Taliban veltet inn i Kabul på rekordtid. Mange afghanere hadde samarbeidet med Nato. De som ikke kom seg ut, hadde all grunn i verden til å frykte de neste ukene. Og amerikanerne trakk seg ut uten å ha på plass en forpliktende avtale med Taliban. Kaoset som fulgte, gikk innpå generalsekretæren.
Han skriver:
’Det som startet som en målrettet, militær antiterroroperasjon, ble etter hvert til et omfattende nasjonsbyggingsprosjekt. Vi skulle bygge et land med like rettigheter for kvinner og menn, med en fri presse og velfungerende statsinstitusjoner’.
Og: ’Vi ble ofre for vår egen, altfor optimistiske fortelling om at det hele tiden gikk bedre i Afghanistan’.
Hele operasjonen kostet enormt mye, bare amerikanerne brukte tre hundre millioner dollar hver dag i tjue år. Bruk kalkulatoren! Derfor måtte det gå bedre og ethvert lite lyspunkt ble forstørret mens problemene ble neglisjert. Selv skriver han med bitter undertone: – Vi var i Afghanistan for lenge, og vi ville for mye.
I ettertid vil nok Stoltenbergs største bragd i Nato være at han fikk både Sverige og Finland inn i alliansen. Og at Putin fikk et større Nato å hanskes med. Stikk i strid med hans ambisjoner.
Udgivet i Diverse, Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA
Skriv en kommentar