Justeringer i Mettes talepapirer

Udgivet den 16. april 2025 af flemmingytzen

Grøn magt: Kina holder flyttedag i statsministerens verdensbillede.

På allerhøjeste niveau i centraladministrationen sidder et hold rådgivere flankeret af taleskrivere, der betjener statsministeren og udenrigsministeren med de talepunkter og formuleringer, der skal hjælpe danske beslutningstagere og i anden række den resterende offentlighed med at navigere i en verdensorden, der mildest talt er turbulent i disse uger.

For sjældent har nationen skullet demonstrere hastig omstillingsparathed og justering af politikformuleringer, som efter at Donald Trump genformulerede sin ambition om at få kontrollen over Grønland.

Mange vil stadig huske, da et af Mette Frederiksens gennemgående temaer i taler og interview gik på, at der ikke skulle være så meget som et A4-ark mellem Danmark og USA. Det var dengang og føles som meget længe siden. Pointen blev underbygget af hendes version af den ondskabens akse, som for en snes år siden blev formuleret af Trumps forgænger George W. Bush. Et internationalt forbryderslæng bestod i statsministerens optik af Rusland, Iran og Nordkorea flankeret af Kina.

Inddragelsen af Kina i denne kontekst behagede ikke toppen af dansk erhvervsliv, som med diskrete former for kommunikation henvendte sig til statsministeriet og opfordrede til en justering af regeringschefens fjendebillede, som i Danske Erhverv og Dansk Industri blev kaldt for irrelevant og misvisende.

Dette stilfærdige diplomati har ført til, at holdet af rådgivere og taleskrivere har taget Kina ud af ligningen. Tilsvarende har kommissionschef Ursula von der Leyen lagt den hårde retorik til side og lægger nu op til en revitaliseret dialog med Beijing. Der er blevet brug for at spille Kina-kortet, efter at vor vigtigste allierede gennem trekvart århundrede truer med at opsplitte rigsfællesskabet. 

Bag dette paradigmeskifte ligger en erkendelse af, at EU og Asiens største økonomi bliver de facto alliancepartnere i den dagsorden, der for en tid har været fortrængt af først krigen i Ukraine og nu den amerikansk-ledede handelskrig. Vi taler om grøn omstilling, herunder elektrificeringen af global transport og reduktion af fossile udvindinger og forsyninger. 

Nogle sagkyndige mener, at EU over for Kina allerede har tabt kapløbet om den grønne politik. Herunder forfatteren og journalisten Christina Boutrup, der er bogaktuel med udgivelsen ’Den grønne supermagt’ med undertitlen ’Sådan farver Kina vores fremtid’.

Boutrup har for senest TV2 været korrespondent i det Kina, som er bogens emne. Hun har ikke spor svært ved at vinde gehør blandt de allertungeste beslutningstagere i dansk erhvervsliv, mens de folkevalgte på Christiansborg gennem en snes år har udvist en betydelig berøringsagt over for den kyndige analytiker af udviklingen i den røde gigant i den globale økonomis overhalingsbane. 

Amerikanske påstande om, at kinesisk ekspansion truer grønlandske og nordamerikanske sikkerhedsinteresser er regulær indholdsløs propaganda, som ikke tages alvorligt i en eneste europæisk hovedstad. At Kina kontrollerer klodens vigtigste forsyningskæder kan USA ikke ændre på ved at presse sig til de mineraler, der ligger under klipper og is i Grønland. For kinesiske entreprenører og investerer er for længst skræmt væk fra at engagere sig i grønlandsk infrastruktur. Det klarede Lars Løkke Rasmussen for få år siden – uden amerikansk assistance. 

Tilbage til stats- og udenrigsministeriets rådgivere og taleskrivere: de skal forholde sig til et gigantisk paradigmeskifte i klodens magtrelationer. Vores vigtigste allierede siden 1949 har forvandlet sig til en revolutionær, dystopisk kraft, der smadrer den internationalisme, der gav Danmark, Europa og Østasien velstand og sikkerhed i trekvart århundrede. Mens den strategiske rival i øst, der blev grundlagt på marxistisk-leninistiske dogmer formuleret i starten af 1900-tallet her i nutiden leverer den stabilitet og det udsyn, som sjældent har været så efterspurgt som nu. Paradokset er forrygende.

Kina står til at nå sine klimamål før tid, mener Christina Boutrup. Trods dette markante fremskridt er Kina stadig verdens største udleder af drivhusgasser, for i fjor overhalede landet EU i samlede udledninger gennem tid, kun overgået af USA. Så billedet er mildest talt broget. EU forsøger at mindske afhængigheden af Kina gennem den såkaldte Critical Raw Materials Act, som skal øge europæisk selvforsyning af kritiske råstoffer og ved at lægge straftold på kinesiske elbiler. 

Boutrup konkluderer, at det dummeste, vi kan gøre, er at vende Kina ryggen. Hos Mette Frederiksens hold er arbejdsdelingen den, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund tager sig det praktiske i forhold til at vedlige det nødvendige minimum i partnerskabet med Kina. Begge har været i Beijing for at sætte nødvendige underskrifter.

EU bør interessere sig seriøst for silkevejsprojekterne, fordi de rummer et stort potentiale for økonomisk at forbinde Øst- og Centralasien med Europa. Jokeren i dette store strategiske spil er indlysende nok Rusland, som Kina har positioneret sig til på en sådan måde, at kinesisk pres kan blive den faktor, der bringer Putin til forhandlingsbordet, når en ukrainsk våbenstilstand skal på plads. Ukraines geografiske placering gør landet til en indlysende deltager i den udviklingsplan, kendt som ’Belt and Road’, der i det kommende årti eller to kan få en betydning, der kan sammenlignes med, hvad USA leverede med sin Marshallplan fra 1948 og et tiår frem.

Kinas design for verdens fremtidige indretning kendes som tianxia; en orden, hvor hvert land selv vælger styreform uden indblanding, respekterer Kina som det asiatiske centrum og belønnes med samhandel og dialoger. Ikke en forsvarsalliance i traditionel forstand, men et konstruktivt samarbejde om grøn omstilling. Denne er USA ude af, og derfor har kineserne fået et stort spillerum, der ikke kan udfyldes af andre.

Christina Boutrup: Den grønne supermagt. Sådan farver Kina vores fremtid. Forlaget 28B. 288 sider.

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Trumps revolution begyndte i radioen – længe før Trump

Udgivet den 28. februar 2025 af flemmingytzen

Den dramatiske udvikling i USA begyndte for årtier siden på de privatejede radiostationer. Så Trumps revolution har mange år på bagen – og begyndte før ham og uden ham.

Mon ikke mange læsere af nærværende avis i disse uger føler et behov for mentale søsygetabletter? Fordi kultur- og nyhedsindustrien siden Donald Trumps første embedsperiode har været præget af så megen turbulens, at det berettiger prædikatet ”revolution”?

En oversøisk kollega og ven skrev forleden, at Trump bliver for Amerika, hvad Mao Zedong blev for Kina: en kaosleder, der kaster alt det gamle op i luften, provokerer aggressivt og skaber destruktion uden skelen til konsekvenser. Siden følger en omhyggelig genopbygning, men intet bliver som før.

Spørgsmålet er, om den igangværende udvikling i USA æder sine egne børn? I det følgende nogle observationer om de seneste års tendenser i amerikanske medier.

Begrebet taleradio forbinder vi herhjemme især med DR’s oplysnings- og debatkanal, P1, og nogle vil erindre sig den tidlige udgave af den meget eksperimenterende og innovative Radio24syv.

Overset af de fleste danskere blev de amerikanske taleradiostationer afgørende for den værdikonservative revolution, der i 2016 bragte Donald Trump og den forandrede udgave af Det Republikanske Parti til magten. Trumps sejr blev især forklaret med tv-kanalen Fox News, ejet af den australskfødte mediemogul Rupert Murdoch, der grundlagde stationen i 1996. I opgangstider har kanalen haft omkring 90 millioner seere og er løbende i top-fem over de mest sete kanaler i USA.

Murdoch, der i 1985 fik amerikansk statsborgerskab, lagde aldrig skjul på sine intentioner om at bruge tv til at dreje USA i en mere værdikonservativ retning. Han må have set sine vildeste fantasier realiseret, da den flamboyante byggematador fra New York indtog Det Hvide Hus i januar 2017 og med en reprise her i januar 2025.

Alle, der i den ideologiske kobling mellem Trump og Murdoch mente at kunne ane en diabolsk konspiration vendt mod USA’s socialliberale og moderate kræfter, havde nok ikke blik for den del af det amerikanske medielandskab, der domineres af taleradioer.

De radiostationer i USA, der voksede ud af 1950’erne, blev ikke kun præget af politisk neutrale sportskommentatorer som f.eks. datidens formand for skuespillerforbundet, Ronald Reagan, dengang organiseret demokrat inden sin konvertering til den republikanske modpart i 1962.

Politiseringen og polariseringen af mediekulturen er sket gradvis, men blev ikke modarbejdet af demokraterne. Selv under præsident Jimmy Carters tid (1977-81) blev der taget skridt til deregulering af radio- og tv-området.

En slags modvægt til de privatejede stationer er National Public Radio (NPR), nok den eneste amerikanske medieorganisation med landsdækkende rækkevidde og en kultur og journalistik, der på lange stræk ligner den danske og europæiske public service-tradition. Stationens tidlige udgave i 1960’erne var en offentligt støttet nonprofitinstitution, hvis formål var at uddanne amerikanerne.

Næppe en eneste dansker (men måske nogle ældre dansk-amerikanere) husker i dag Carl McIntire (1906-2002), grundlægger af en bibelstærk presbyteriansk kirkeretning og i flere årtier en dominerende værdikonservative radiovært. McIntire kaldte med stolthed sig selv for fundamentalist.

Præsident John F. Kennedy var i 1963 angiveligt så foruroliget over McIntires vrede radioprædikener, at det lykkedes demokraterne at få Kongressens opbakning til gennemførelsen af en særlig såkaldt fairnessdoktrin.

Denne var ikke et statsligt diktat, men en række anbefalinger, som de etablerede tv-stationer og dagbladene respekterede, alt imens oprøret ulmede ude på de mange radiostationer i delstaterne. Kernen var den journalistiske doktrin, der pålægger medier at spørge den kritiserede eller angrebne part, uanset om denne repræsenterer det offentlige, en privat virksomhed eller blot sig selv.

I 1987 lykkedes det for kredse på den religiøse højrefløj at overtale præsident Reagan til at fjerne fairnessdoktrinen, hvilket skete med et præsidentielt dekret og uden nævneværdig debat. Herefter var der åbnet for ubehersket envejskommunikation i døgndrift.

Tilsat den særlige etnocentriske patriotisme, som især europæiske liberale kalder for nationalpopulisme, var vejen banet for den første præsident i nyere tid, der vandt nøglerne til Det Hvide Hus uden forudgående opbygning af en politisk magtbase i det etablerede topartisystem – Donald J. Trump.

Finansieringen gør forskellen på højre og venstre både i det radiofoniske landskab og blandt de store tv-selskaber. Hvor NPR er afhængig af medlemmernes donationer og indsamlinger, blev den mest populære radiovært på medielandskabets højrefløj Rush Limbaugh. Hans sendevirksomhed gjorde ham til milliardær med en årlig hyre på angiveligt 84 mio. dollars (ifølge Forbes).

Ronald Reagan, der selv blev landskendt via radiomediet, takkede i 1992 Limbaugh for alt, hvad han havde gjort for at fremme republikanske og konservative principper.

To år senere blev Limbaugh af den republikanske gruppe i Repræsentanternes Hus gjort til æresmedlem af partiet. Den samme Limbaugh, som i i årtier havde fortalt sine lyttere, at afroamerikanske borgere opdrages til at hade Amerika, fordi for mange af dem er på overførselsindkomst.

Limbaugh døde i februar 2021, men hans indflydelse vil række dybt ind i resten af århundredet. Vi skal i Danmark og i de europæiske samfund, som vi deler værdier med, være lykkelige for at være hjemsted for en konservatisme, der er fundamentalt forskellig fra den mediekulturrevolution, der i denne tid fejer hen over det amerikanske medielandskab.

Prøv at tænke tilbage på det opbrud i dansk mediepolitik, vi oplevede med oprettelsen af TV 2 i 1988. Forinden var gået en periode med intens kritik af monopolet DR, anført af daværende folketingsmedlem, tidligere Gladsaxe-borgmester Erhard Jakobsen. Jakobsen stiftede Aktive Lytterkomité (siden Aktive Lyttere og Seere), der protesterede mod, hvad han opfattede som venstreorienterede journalister i datidens mediemonopol, DR.

Jakobsen kaldte de DR-journalister, der angiveligt rapporterede i sympatiske vendinger om Sovjetunionen, Cuba og andre kommunistiske diktaturstater, for propagandister. Han skød med spredehagl, men ramte punktvis rigtigt.

Men hvad gjorde Gladsaxe-politikeren, straks efter at DR’s monopol var brudt? Han afviklede sin organisation.

Vi bør minde hinanden om den dybe forskel på aktuel amerikansk og historisk dansk værdikonservatisme, sidstnævnte formuleret af den politiker, der i 1960’erne var Erhard Jakobsens viceborgmester, Poul Schlüter, konservativ statsminister 1982-1993.

Schlüter er ophavsperson til denne definition på sit partis ideologiske grundsyn: »Konservatismen er en idé om evolution. Dens væsen er troskab og kontinuitet. Den ønsker at bygge på det, som består med livets og erfaringens ret. Konservatismens tro på mennesket som selve målet for politisk stræben fører den til at lade alt samfundslivs første funktion være at give de rigeste muligheder for personlighedsudvikling.«

Skrevet i 1952! Det skal med, at Schlüter var blandt de tidligste fortalere for et brud på DR-monopolet. Det var en af hans første mærkesager, efter at han var kommet i Folketinget i 1964.

Det danske medielandskabs værdikonservatisme har lykkeligvis en sådan karakter, at også liberale og socialister kan tilslutte sig den.

(kronik i Jyllands-Posten 27.02.25)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Gletsjersocialismen har ikke gavnet Grønland

Udgivet den 28. februar 2025 af flemmingytzen

Bloktilskuddet har lammet Grønlands økonomi med kunstigt høje priser og lønninger, der kvæler iværksætteri og fastholder landet i afhængighed af Danmark. Et mineeventyr vil næppe stille Grønland bedre.

Den aktuelle krise i rigsfællesskabet er så eksistentiel, at den ikke burde gøres til genstand for humoristiske udskejelser. Men tillad alligevel dette forsøg på en sproglig fornyelse: Den grønlandske økonomi har været et langvarigt og politisk skrøbeligt forsøg på gletsjersocialisme. Gletsjere bevæger sig nemlig langsomt ud i selv samme hav, der opløser dem.

Så her er et beskedent forsøg på at hjælpe en fælles dansk-grønlandsk diskurs på vej i form af et retorisk spørgsmål: Har årtiers bloktilskud i realiteten været et enestående eksperiment i socialistisk planøkonomi, og bør det i så fald afvikles?

En møllesten om Grønlands hals

Læseren bedes erindre tilstandene i de kommunistiske østbloklande under Den Kolde Krig, hvor en af datidens udsagn om det planøkonomiske paradis lød: De statsejede virksomheder lader, som om de udbetaler borgerne en løn, og borgerne lader, som om de arbejder.

Om den grønlandske økonomi hedder det sig, at befolkningen deroppe lever af rejer, hellefisk, torsk og bloktilskud. Sidstnævnte tegner sig for nogenlunde halvdelen af kagen, og derfor er betegnelsen planøkonomi ikke ved siden af. Heller ikke selv om bloktilskuddet ikke er øget i realværdi siden selvstyreloven i 2009.

Vi må gå ud fra, at alle politiske partier i Grønland i tiden frem mod valget forklarer, hvorledes de vil reducere afhængigheden af de midler, der tilflyder fra København. Hvilke partiprogrammer har realistiske bud på, hvorledes det grønlandske samfund over en given periode kan blive økonomisk selvbærende?

I det følgende nogle bud på, hvori den grønlandske økonomiske udfordring består, inspireret af en kort periode i midten af 1990’erne, hvor et overraskende dristigt, men politisk polariserende, klarsyn prægede debatten om rigsfællesskabets økonomiske indretning. Anledningen var naturligt nok planøkonomiernes sammenbrud i Østeuropa, men også den daværende bankkrise på Færøerne, samt ikke mindst en rapport udarbejdet for Rockwool Fonden i 1994 af økonomiprofessor Martin Paldam. 

Konklusionerne var i summarisk form: Bloktilskuddet skævvrider økonomien på en måde, så det har udviklet sig til en møllesten om den grønlandske hals. Fordi det udgør over halvdelen af samfundets nationalprodukt, skaber det et pris- og lønniveau så højt, at det i praksis er umuligt for private at starte nye produktionsvirksomheder, der ikke har afsæt i fiskeriet. 

De kunstigt høje lønninger forhindrer, at grønlandske iværksættere kan starte der, hvor niveauet bør ligge: med små virksomheder, typisk underleverandører, som vi kender det fra resten af dansk erhvervsliv. Denne type udvikling forudsætter ingeniører, industriteknikere og økonomer, og hvor mange grønlandske sådanne er der uddannet siden selvstyrelovens vedtagelse i 2009? Mikroskopisk få.

Råstofforbandelsen og dens konsekvenser 

Naturligvis kunne der skabes eksportindtægter i fiskeindustrien, sådan som det er lykkedes for færingerne, men i de har også adgang til et gigantisk og lukrativt russisk eksportmarked på grund af deres fiskeriaftale med Rusland. Næppe vejen frem for Grønland.

Økonomiprofessor Paldams nu 30 år gamle rapport viste også, at kronens købekraft er en femtedel ringere i Grønland end i Danmark til trods for, at den grønlandske vareomsætning er momsfri. Ser man bort fra den kulturelt betingede mangel på privat initiativ, har liberal økonomisk dynamik ikke mange chancer i et fremtidigt Grønland. Løn- og prisniveau alene gør det noget nær umuligt at starte en traditionel erhvervsvirksomhed.

Derfor den såkaldte råstofforbandelse, som kendes fra især økonomier i traditionelle udviklingslande. Et samfund, der henter de største kilder til vækst op fra jorden eller havbunden, forsømmer at udvikle de ressourcer, der ligger i befolkningens hjerner. En sikker vej til kronisk stagnation. 

Det kan være, at USA fremover vil bestemme det meste af grønlændernes fremtid, også uden en formel overtagelse, men så skal det pointeres, at det langtfra kun er amerikanske virksomheder, der har kastet sultne blikke på de grønlandske råstoffer. Ud af de 76 selskaber, der har licens til at efterforske mineraler i Grønland, er kun ét amerikansk. 46 selskaber er hjemmehørende i Storbritannien eller Canada, resten i lande som Australien og Caymanøerne.

Brutalt sagt bliver den grønlandske økonomi fremover afrikaniseret med en voksende afhængighed af multinationale virksomheders engagement, amerikanske eller andre. Offerfortællingen risikerer at blive valgkampens vinder. Grønlands fremtid taber på den konto.

(klumme i Information 26.02.25)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Hakkelse i rejsestalden, også digitalt

Udgivet den 22. februar 2025 af flemmingytzen

Flere års tilstand i medieverdenen ligner det aktuelle kaos i storpolitikken. Ny bog om journalistikkens danske historie viser, at mange brugeres ængstelse kan være overdreven.

Hvor mange yngre medborgere vil være bekendt med et begreb som firebladssystemet? Nok kun dem, der nåede at opleve skrivemaskinen og typograferne.

Vi springer tilbage til anno dazumal, dengang dagbladene var både talrige og betydningsfulde og Statsradiofonien tog tilløb til et navneskifte og blev Danmarks Radio. Det sker op til det store turbulente årti 1960-70, perioden hvor offentlig debat i voksende omfang accepterede, at journalister satte spørgsmålstegn ved alt.

Lige nu og næsten fire år frem skal vi lære at leve med en mediekulturens Rasputin i skikkelse af Elon Musk, der sin brug af Twitter/X har sat en engang rationel medieverdens grundbegreber i flammer. Så det er forståeligt, at nostalgien breder sig. Men teknikken kan ikke afskaffes. De seneste tre årtiers udvikling er drevet af nye teknologiske motorer, audio (podcast), video (YouTube især) der spredes viralt og befordres af algoritmer, robotter og senest kunstig intelligens. Brugeradfærdsdata er blevet et afgørende element i mediernes forretningsmodel, og har vi så glemt de etiske standarder? Er idealer og kriterier for kvalitetsjournalistik fundamentalt uforandrede og kan forblive som støttepiller for ansvarlige, oplyste borgeres løbende indsigt i samfundsmaskineriet?

Et optimistisk bekræftende svar blandt flere andre tankevækkende konklusioner findes i en bog, der fortjener større opmærksomhed. Forfatteren er lektor ved Danmarks Journalisthøjskole (DJMX) og gennem årtier ophavsperson til en stribe lærebøger og udredninger om mange af medieverdenens fænomener og genrer.

Over 342 sider tager Lars Kabel pertentligt sine læsere ved hånden gennem 1800-tallets liberalisering og demokratisering videre til det 20. århundredes turbulente fornyelse og frem til nutidens digitale revolutioner. Nogle af skabelsesberetningerne er med: Enevældens Berlingske Tidende støttet af kongen og de oplyste rigmænd og ejendomsbesiddere udgør en start. Fra 1834 gør avisen Fædrelandet sin entré som den første nationalliberale oppositionsavis, ledet af økonom og professor C. N. David, der definerede sin publikations rolle således:

’Derfor maa der ogsaa i Folket findes udbredt Kundskab til Statens Væsen, indsigt i Statsforholdenes Natur, Bekjendtskab til de Institutioners Hensigt og Virksomhed, der ere til i og for Staten, Vished om Statens Tilstand, Erkjendelse af hvad den Enkelte i Staten skylder det Hele, og hvad det hele skylder Ham’. Citat slut. Vi skriver 14. september 1834.

Fædrelandet var en ’uprivilegeret’ publikation, som ofte blev ramt af censur. Kun 15 år senere slutter denne med vedtagelsen af grundloven og allerede i 1851 får danskerne Presseloven. Dermed skifter offentligheden karakter, det sker selvfølgelig gradvist men hele tiden med det solide afsæt i paragraf 77, der lovfæster ytringsfrihed og trykkefrihed. Den fjerde statsmagt blev nu løftestangen for nationens vej ind i industrialisering, modernisering, velstand og borgerdeltagelse.  

Et nationalt nyhedsbureau ser dagens lys i 1866 og navngives efter stifteren, den hjemvendte sekondløjtnant fra Anden Slesvigske Krig, Erik Ritzau. De færreste af nutidens mediebrugere vil kunne erkende, hvor uforandret betydningsfuld denne stolte virksomhed stadig er for dansk nyhedsformidling.

Frem til systemskiftet 1901 er Danmark et ufuldstændigt demokratisk hus, hvor de partitilknyttede aviser taler til deres egne vælgere, fra 1905 og stiftelsen af det Radikale Venstre er det danske avislandskab karakteriseret ved det såkaldte firebladspressesystem. Uden for hovedstaden er det de bergske blade, der dominerer, efterhånden som industrialiseringen tager til vokser den socialdemokratiske presse. Vi skal helt frem til 1980’erne før systemet slår revner og først endeligt går under med lukningen af dagbladet Aktuelt i 2001.

Et af bogens mest interessante kapitler har overskriften ’Kioskbasker-journalistik’ og dækker perioden 1960-1999, der beskrives som formiddagsavisernes storhedstid og begyndende forfald. Fremstillingen gør ’Vrisne’ Victor Andreasen (chefredaktør på Ekstra Bladet 1963-1967 og igen 1971-1975) til den egentlige grundlægger af tabloidjournalistikken i Danmark, hvilket kan diskuteres, men rigtigt er det, at denne gådefulde og omstridte cand.polit med en fortid i centraladministrationen (under statsminister Jens Otto Krag) blev hentet til Rådhuspladsen og regulært skabte en avisrevolution. Der blev satset intensivt på kriminalstof, sport, ’skurvognssnak’ og erotik, og hvem husker ikke psykologerne Inge og Sten Hegelers brevkasse til unge som gamle? Foruden den legendariske Side 9-pige ej at forglemme. B.T. blev for det Berlingske Hus den mere polerede udgave af frækkerten på Rådhuspladsen. Det blev sagt dengang, at man i whiskybæltet nord for København sagtens kunne have B.T. liggende tæt på sofabordet, men ikke den mere proletariske rival.

Overset af nutidens mediekommentatorer er det, at den tabloide tilgang til nyhedsformidlingen blev et forbillede, da TV2 blev søsat i oktober 1988. På opkomlingens redaktionsgange i Odense hed det sig spagfærdigt, at man leverede journalistik i øjenhøjde med gennemsnitsdanskerne, mens DR alt for længe forblev ved traditionerne fra Statsradiofoniens dage og talte ned til folk. TV2’s første direktør Jørgen Schleimann udtalte i slutningen af sin korte regeringstid, at den vigtigste forandring i dansk tv-kultur var det konkurrencepres, som TV2 udsatte DR for. I dagens billede er det tydeligt for enhver, at profetien har holdt stik. DR og TV konkurrerer i nutiden med stærkt tabloide virkemidler, men lykkeligvis er strategerne i Odense lykkeligt fri for den indblanding og politikeromklamring, som DR stadig ikke er fri for.

Digitaliseringen har gjort det danske medielandskab mere mangfoldigt og anarkistisk, men kioskbaskergenrerne er ikke ved at gå under med B.T. og Ekstra Bladet, de stortrives, fordi de overtaget i stor skala af begge public servicestationer. Hvilket ikke er til megen trøst for de overlevende læsere af ’Smørumnedre Folkeblad’.

Alle teknologiske opbrud til trods gælder der stadig standarder og etiske normer, som er splintret til atomer og pindemadder i det samfund, der gennem generationer var mange danske journalisters forbillede, USA.

Lars Kabels bog er en tiltrængt gennemgang af kulturer, der i næsten enhver tænkelig dimension var definerende for danske borgeres liv og hverdag, i hvert fald indtil digitaliseringen kom op i fart. Analyserne fremlægges jordnært og konkret; forfatteren forfalder ikke til den alarmisme, der har kendetegnet en hel del fremstillinger af især de sociale mediers fremkomst og konsekvenser. Der findes trods alt redaktører og formidlere på såkaldte sociale medieplatforme, der står på skuldrene af århundredgamle journalistiske traditioner. Risikoen er selvfølgelig at kunstig intelligens og dens algoritmer en skønne dag pulveriserer den kunst, som det har været at ’skære hakkelse i døgnets rejsestald’, som digteren Carl Ploug formulerede det i 1861.

Bogens konklusioner efterlader håb om, at vor mediekultur har overlevelsens robusthed.

Lars Kabel: Journalistikkens danske historie. Journalister, redaktører og nyhedsmedier fra 1830’erne til nutiden. Forlaget Samfundslitteratur, 2024. Kr. 330,00.

Udgivet i Diverse, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark | Skriv en kommentar

Et frygtsomt Europa, et fredeligt Østasien

Udgivet den 25. januar 2025 af flemmingytzen

Med Trump kan vi sige velkommen til paradoksernes århundrede. Europa får brug for Kina til at dæmpe russisk adfærd. Samarbejdsvilje på tværs af politiske systemforskelle er en nødvendighed i en ændret verden.

Med USA’s 47. præsidents overtagelse af klodens vigtigste embede kan historieskrivningen nu tidsfæste varigheden af det amerikanske århundrede: Det begyndte i april 1917, da præsident Woodrow Wilson overtalte Kongressen til at erklære Tyskland krig og indledte en æra, hvor europæisk sikkerhed og overlevelse blev gjort afhængig af amerikanske økonomiske og militære muskler; det sluttede med den nylige indsættelse af Donald Trump i Det Hvide Hus. Trumps første embedsperiode blev en forpremiere på noget med en langt større gennemslagskraft.

108 år blev det til. For med Trump får verden (igen) en amerikansk leder, for hvem nationale økonomiske interesser overtrumfer værdifællesskaber, strategisk udsyn og opretholdelsen af USA som en global rollemodel. Kombinationen af politisk polarisering og en fundamental forandring af Det Republikanske Parti betyder, at samtlige USA’s hidtidige forbundsfæller skal løse egne udfordringer.

Måske kan denne dramatiske udvikling vendes til noget positivt for os trængte europæere. Her er bud: Natos europæiske søjle vil blive styrket. De atombevæbnede medlemmer, Storbritannien og Frankrig, vil samarbejde med alliancens vigtigste frontlinjestat i øst, Polen, om udstationering af kernevåben. Hertil en sensationel udvikling: De største lande i EU og Nato vil diskret indlede forhandlinger med atommagten Kina om tiltag, der modererer russisk adfærd – indirekte en form for militær beskyttelse.

Idéen er for nylig nævnt af en pensioneret dansk general. Han er utvivlsomt blevet inspireret af doktriner, der blev formuleret af Kinas store gamle filosof Sun Tzu (544-496 f.Kr.). Den gamle vismand belærte kejserens generaler om, at for at kende sin fjende må han blive som sin fjende, at man skal holde sin fjende tættere på sig selv end sine venner, og at den højeste krigskunst består i at besejre sin modstander uden kamp.

Hvor stiller et sådant scenario det Taiwan, som Beijing gør krav på? Ikke så dårligt, som verden umiddelbart kunne frygte. Taiwanernes forsikringspolice består af to dele: 1. Øen huser den virksomhed (TSMC), der producerer klodens mest avancerede mikrochips. 2. Taiwans fredelige udvikling bygger på amerikansk lovgivning (Taiwan Relations Act, 1979).

Denne lovpakke leverer den såkaldte ”strategiske tvetydighed”, der paradoksalt nok gør øen folkeretligt til en del af det historiske Kina, men uden den forudsætning, at øen styres fra Beijing. Et gigantisk paradoks er det, at når kinesiske fly og skibe patruljerer omkring den velstående ø, er det for at fastholde en status quo, som USA har etableret.

Spekulationer i Nato-kredsen om europæisk deltagelse i amerikanske patruljeringer i Det Sydkinesiske Hav forstummede med Trumps overtagelse af Det Hvide Hus, alt imens både Tokyo og New Delhi gør dialogforsøg med Beijing.

Den uhyggelige joker i Østasien er selvfølgelig Nordkorea. Når en våbenhvile bliver landet i Ukraine, vil en sandsynlig sideeffekt være, at Xi Jinping vil bede Vladimir Putin om at moderere Kim-dynastiets adfærd. At nordkoreanske soldater har kæmpet på russisk side i Ukraine, er reelt en ydmygelse af Putin.

Nogle kan huske, da vi talte og skrev om ”den tredje verden”? Begrebets ophavsmand, den franske antropolog Alfred Sauvy, brugte det i 1952 om de lande, der stod alliancefrit i forhold til de amerikanske og sovjetiske magtblokke.

Siden antog tredjeverdensbegrebet en bredere betydning og blev en samlebetegnelse for udviklingslande i Latinamerika, Afrika og Asien, som kæmpede for at komme fri af kolonisering, despoti og fattigdom. I dag er Briks (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) det største organiserede netværk af lande uden for det traditionelle Vesten. Briks udfylder det rum, som en reduceret vestlig udviklingsbistand har efterladt.

Den frisættelse af økonomi, politik og kulturel og etnisk identitet, der fulgte i kølvandet på Berlinmurens fald, bragte traditionelle tredjeverdenskonflikter ind på det europæiske kontinent i form af 1990’ernes krige på Balkan.

Omkring årtusindskiftet udvikledes den opfattelse i europæiske politiske eliter, at udvidet økonomisk og politisk integration var den eneste vej til social stabilitet og udbredelse af demokrati og frihedsrettigheder, også i Europas randområder. Disse forestillinger har Trump 2.0 gjort op med.

Den franske politolog Dominique Moïsi udgav i 2010 en opsigtsvækkende bestseller med titlen ”The Geopolitics of Emotion”. Bogens konklusioner udløste rystelser i det intellektuelle Vesten. Ifølge Moïsi står Østasien ledet af Indien og Kina for håb og optimisme; de arabiske lande er hærget af opløsning og ydmygelse, mens frygt gennemsyrer det europæiske kontinent.

Version 1.0.0

Den europæiske frygt forklarede han med en stribe lokaliteter og årstal: attentaterne i Madrid 2004 og London 2005, Muhammed-tegningerne 2006, finanskrisen 2008-10, den russiske overtagelse af Ukraine 2014 og overfaldet på Charlie Hebdo i 2015. I kombination med hvad europæiske og amerikanske liberale naivt havde insisteret på at kalde et Arabisk Forår, var der ifølge Moïsi opstået en tilstand, der anbragte Europa over i den modsatte ende af den position af overlegenhed, vi landede i med det kommunistiske jerntæppes fald i 1989.

Samarbejdsvilje hen over kontinenter og på tværs af politiske systemforskelle bliver der brug for, hvis Vesten skal drage fordele af de ændrede styrkeforhold.

Østasiatiske ledere ser gerne, at USA og EU udvikler sig økonomisk sundt, men hvad ingen af de to asiatiske giganter ønsker, er ensidige amerikanske og europæiske diktater på den globale scene. Den splittelse i Vesten, som Trump har udløst, giver de asiatiske vækstdynamoer nye kort på hånden. Håndteret pragmatisk kan denne reviderede orden blive til en mere mangfoldig og tolerant verden.

Som den singaporeanske seniordiplomat (fhv. FN-ambassadør) Kishore Mahbubani utrætteligt påpeger i sine analyser, er verden på vej til en global normaltilstand: I 1.800 af de forgangne 2.000 år var Kina og Indien klodens to største økonomier. Den enestående dominans, som først Europa og siden USA har haft gennem de seneste 200 år, har været en verdenshistorisk undtagelse. Det afgørende nye er et USA med en dynamik, de færreste havde forudset: da finanskrisen (2008-2010) fandt sted, havde Europa og USA nogenlunde samme volumen, i dag er den amerikanske dobbelt så stor som den europæiske.

Taberne i denne nye orden er Mellemøsten og Afrika. Begge verdensdele ligger i den nedre ende af de globale værdikæder uden udsigt til sociale forbedringer for de hastigt voksende ungdomsårgange. Med sit ambitiøse silkevejsprojekt er Kina blevet dominerende i Afrika, men det er tvivlsomt, om det kan løfte økonomierne på det kontinent, hvor dansk og vestlig bistand kun har skabt beskedne forbedringer.

Hvis ovenstående forekommer utopisk, bedes man erindre, at internationale væbnede konflikter i Østasien er faldet dramatisk hen over 30 år i takt med eliternes og regeringernes voksende vilje til at spille sammen med det bedste af Vesten.

(Jyllands-Postens kronik 25.01.25)

Udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA | Skriv en kommentar

Modgift i Slangens År

Udgivet den 19. januar 2025 af flemmingytzen

Lad asiatisk visdom og tålmodighed blive den politiske modvægt til Donald Trumps giftige, Amerika Først-politik. Lykkes han, er det slut med den liberale, regelbaserede verdensorden.

2025 tegner til at blive et år med en usædvanlig hård cocktail for os europæere. Ni døgn efter indsættelsen af USA’s 47. præsident indledes i Østasien Slangens år. Symbolikken er da til at få øje på.

Tilstanden i Europa er foruroligende skrøbelig: Der er ikke den ringeste udsigt til en ukrainsk sejr i krigen mod Rusland. Tyskland, kontinentets vigtigste og største økonomi, styrer mod et magtskifte efter valget i februar. Kommissionen i Bruxelles vakler i håndteringen af Trump, Ukraine og den mellemøstlige dødsspiral Gaza. Ingen europæiske regeringschefer taler om de to tredjedele af klodens befolkning, der bor i Øst- og Sydasien.  

Her kræves globalt lederskab, hvor de vestlige demokratier samordner, men USA leverer ikke længere. En historikerveteran har formuleret det således: ’Dansk udenrigspolitik ligger i ruiner. I årevis har den danske befolkning af forskellige regeringer fået ørerne tudet fulde af, at Danmarks deltagelse i USA’s krige i Afghanistan, Irak og Libyen skabte goodwill hos den store allierede. På den baggrund kunne Danmark føle sig ekstra tryg. Vi var i kridthuset hos amerikanerne. Nu følger USA’s tak for al den servilitet: Trusler om krig mod rigsfællesskabet. Så meget for den goodwill.’

Europæiske beslutningstagere ser ind i fremtidsscenarier, hvor de kommer til at bære forsvarsforpligtelserne selv og kun kan regne med amerikanerne i tilspidsede krisesituationer. For nuværende betales prisen af de ukrainere, der har drømt om at komme nærmere den europæiske familie af frie og liberale nationer. Deres ambitioner var illusoriske.

Langt fra Europa er magtbalancer under forandring. Kinas opstigning betyder, at Japan har brug for en dybere diskussion om den forfatning, som blev skrevet af amerikanske jurister i løbet af en enkelt uge i 1946, og som forbyder krigsdeltagelse uden for Japans grænser. Spørgsmålet er nu, om den Pax Americana, som var nyttig, da præsident George Bush (den ældre) i 1991 lod en USA-ledet koalition fordrive Irak fra det besatte Kuwait og siden bebudede en ny verdensorden, går helt under, når Donald Trump genindtager det Hvide Hus i Washington.

En af Trumps forgængere i embedet, Woodrow Wilson, tilbragte i starten af 1919 fire måneder i Frankrig for med traktaterne i Versailles at få omorganiseret Europa, så kontinentet og verden udenfor kunne blive ’sikker for demokratiet’, som Wilson udtrykte det. USA havde dermed gjort ideen om folkenes ret til national selvbestemmelse baseret på frie valg til et universelt koncept. Det forblev et bærende element i amerikansk udenrigspolitik hele vejen gennem den kolde krig trods mange katastrofale fejltrin undervejs.

USA’S 47. PRÆSIDENT er kun optaget af at sikre klodens forfulgte folkeslag retten til selvbestemmelse, hvis disse melder sig uforbeholdent under Stars and Stripes. Hvilket er hensigten med vore grønlandske medborgere.   

Der var engang, hvor statsminister Mette Frederiksen ytrede, at der ikke måtte være så meget som ’et A4-papir mellem dansk og amerikansk politik’. Den kommer vi ikke til at høre på ny. Partiledere i Folketinget, diplomatiet, rådgivere og taleskrivere i Statsministeriet sveder tran i disse døgn,  for Trump har først trampet på os og siden pisset os af.

Den amerikanske supermagtsrolle bliver gennemgribende omdefineret de kommende fire år. Alt efter temperament kan man vælge at se et Amerika, der opfører sig aggressivt og ekspansivt i sit nærområde – nøjagtig det, som amerikanske politikere beskylder Rusland og Kina for.

Amerika har været en hegemonisk, unipolær magt siden den kolde krigs ophør. Politologen Joseph Nye, der opfandt og videnskabeliggjorde begrebet ’soft power’, skrev allerede i 2002 om USA, at »ikke siden Romerriget har en enkelt nation haft så stor indflydelse på alle de andre«, og han mindede om, at Roms magt og indflydelse over Middelhavsområdet holdt sig ret stabilt i tre århundreder efter, at romerne havde nået et magtens højdepunkt.

Paradokset skriger til himlen: I tiden omkring finanskrisen (2008-2009) var EU’s og USA’s økonomier nogenlunde lige store; i dag er den amerikanske økonomiske volumen det dobbelte af den europæiske. Den udvikling er kommet med en pris: Med Elon Musk og Mark Zuckerberg er en ansvarsløs hyperkapitalisme marcheret ind i magten maskinrum i Washington.

Hvem der uden for USA drager fordel af dette? Ruslands Putin, de krigeriske og blodbestænkte zionister i Jerusalem, plus nogle få populister i Europa anført af Viktor Orban i Ungarn. Foruden en kedelig type i Argentina, Javier Milei. De stakkels afrikanere kan næppe bruge Trump 2.0 til noget.

Efter Trump-konsortiets udmeldinger om Grønland, Canada og Panama er der blevet tavst om både Korea og Taiwan. Førstnævnte fordi Sydkorea er delvist paralyseret efter præsidentens afsættelse, sidstnævnte fordi den taiwanske offentlighed som så ofte tidligere tager udsving i amerikansk politik med ophøjet ro og besindighed. Taiwan handler videre med det kinesiske fastland som altid. Verden får brug for asiatisk visdom og tålmodighed for at stå igennem hyperpopulistens anden embedsperiode i det Hvide Hus. Alt imens yngre danske socialdemokrater forhåbentlig begynder at forberede sig på tiden efter Mette Frederiksen.

(publiceret 19.01.2025)

Relevant link her:

https://cepr.org/voxeu/columns/china-worlds-sole-manufacturing-superpower-line-sketch-rise

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Ja tak til nordisk visdom, ikke Mettes dumstædighed

Udgivet den 4. januar 2025 af flemmingytzen

Med dette opslag får læseren en mulighed for et indblik i, hvordan en toppolitikers nytårstale bør lyde. Der linkes her til den tale, som Finlands præsident Alexaander Stubb holdt til sine borgere 1. januar. Politikens fortræffelige kommentator Noa Redington drager i sin weekendklumme (04.01.25) en sammenligning til den tale, statsminister Mette Frederiksen leverede til os danskere. Der er en verden til forskel! Redington skriver først om Stubb, at han er tidligere statsminister, udenrigsminister og finansminister. Tidligere medlem af EU-Parlamentet. Uddannet ved Sorbonne. Ph.d. fra London School of Economics.

Og dernæst: ‘Med en evne til at sætte ord på, hvad der er på spil. En analyse af skiftet mellem Vesten og Østen og Syden. Et forsvar for den regelbaserede verden. Om klima, biodiversitet og kunstig intelligens. En afvisning af, at Rusland udgør en umiddelbar fare for Finland. Men for øvrigt kan de bare komme an. Dels fordi sådan er finner. Dels fordi man er medlem af Nato’.

Alexander Stubb (Cai-Göran Alexander Stubb, født April 1, 1968, finsk præsident siden 1, marts 2024)

Videre hedder det: ‘Ingen trætte vittigheder om, at når to finner mødes, så drikker de vodka. Og når tre mødes går de i sauna. Det var en af de bedste nytårstaler, jeg kan huske. Fuld af vilje og værdier. Fuld af sisu. Herhjemme brugte Mette Frederiksen sin taletid til at cementere sin position som mørkemesteren. Den frie verdens hospiceforstander. Og det er jo helt fair, hvis man i Statsministeriet insisterer på at indtage den rolle. Men det er tankevækkende, hvor bombastisk linjerne trækkes op. Som den eneste af sine nordiske kolleger henviste Frederiksen til den nye ondskabens akse mellem Rusland, Nordkorea og Iran. Vi slap dog for at høre omkvædet om houthierne og Sahel. Til gengæld fik vi den formentlig ringeste analyse af Kina, en dansk statsminister har givet siden Hartling i 1974 førte en samtale med formand Mao på et højt intellektuelt niveau’.

Hele Stubbs tale står på præsidentembedets hjemmeside. God læselyst:

https://www.presidentti.fi/en/new-years-speech-by-president-of-the-republic-of-finland-alexander-stubb-on-1-january-2025/

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Farvel til Jimmy Carter – med tak

Udgivet den 29. december 2024 af flemmingytzen

Jimmy Carter, jordnøddefarmeren fra Plains, Georgia, der blev USA’s 39. præsident, har forladt denne verden. Jeg besøgte hans Presidential Library and Museum i Atlanta tilbage i maj, hvilket var en stor oplevelse. I anledning af Carters 100-års fødselsdag 1. oktober (interessant nok Kinas nationaldag) publicerede jeg denne klumme, som hermed genudgives. Æret være hans minde. Uden Carter havde vi næppe fået en helt nødvendig modernisering af det kinesiske samfund og dermed en mere balanceret og retfærdig verdensorden. Foto herunder fra januar 1979.

Jimmy Carter, 100 år

Udgivet i Globalt, Kina, USA | Skriv en kommentar

Asien skal nok klare sig

Udgivet den 27. december 2024 af flemmingytzen

I anledning af 20-året for tsunamien genudgives her en klumme, skrevet kort tid efter at katastrofen indtraf.

Når verdensoffentligheden giver plads til lidt realisme, vil der tegne sig et billede af et Asien, som selv vil kunne hente langt de fleste af ressourcerne til at rette sig. Hvor længe skal der ydes hjælp, inden det med rimelighed kan forventes, at de berørte lande klarer resten selv?

De borgere og regeringer i rige lande, som i disse dage mønstrer en enestående generøsitet for at hjælpe ofrene for den asiatiske flodbølgekatastrofe, bør ikke lade godgørenheden overskygge den realitet, at selv det hårdest ramte land Indonesien om få år vil kunne løfte genopbygningen af de ødelagte samfund ved egen kraft.

Asien af i dag er noget helt andet end Asien af i går. Donorsamfundene bør stille spørgsmålet: Hvor længe skal der ydes hjælp, inden det med rimelighed kan forventes, at de berørte lande klarer resten selv? Et tilbageblik: det 20. århundredes mest dødbringende jordskælv indtraf 28. juli 1976 klokken 3.42 om morgenen i det nordøstlige Kina. Styrken blev målt til 8.2 og epicentret lå tæt på industribyen Tangshan med godt en million indbyggere. De fleste af dem sov, da skælvet indtraf, og mange omkom i deres senge. Andre lå døende i flere timer eller dage i ruinerne og omkom, inden redningsfolk kunne grave dem fri. Katastrofen fik kun sporadisk omtale i internationale medier.

For der fandtes intet CNN, intet internet, ingen digitale kameraer. Kina var internationalt isoleret og landets ledelse lammet af politiske magtkampe. Jordskælvet udløste kun beskedne og sporadiske overskrifter i danske aviser og kun skuldertræk hos regeringsledere uden for Kina. Efterfølgende angav de kinesiske myndigheder antallet af dødsofre til en lille kvart million. Mange år efter har forskere sat tallet til det dobbelte.

Den kinesiske offentlighed led i stilhed, og der var ingen internationale appeller, der kunne forbedre tilstanden for de ramte samfund. Knapt tre årtier senere er det et radikalt forandret Kina og et radikalt forandret Asien, der er rykket ind i mediernes overskrifter. Thailand og Indonesien var dengang autoritært styrede udviklingslande, hvor militære eliter dikterede vilkårene for det politiske liv.

Indien befandt sig i undtagelsestilstand og økonomisk stagnation. Kina havde, under den døende Kejser Mao, meldt sig ud af virkelighedens verden. Den eneste asiatiske nation af afgørende betydning for den globale økonomi var dengang vækstlokomotivet Japan, som europæiske og amerikanske økonomer skrev begejstrede artikler og bøger om ud fra en forestilling om, at det japanske hightech maskineri kunne trække de vestlige økonomier ud af den lavkonjunktur, som olieprischokket i 1973 havde sendt OECD-landene ned i.

Tre årtier gør en massiv forskel i global og asiatisk politik. I dag er Asiens to befolkningsgiganter, Indien og Kina, ikke længere de økonomiske skrotbunker, de var dengang, men internationale dynamoer, der ikke bare har skabt gennemgribende positive forandringer for store grupper i de respektive befolkninger, men også er blevet trækelefanter for en voksende andel af den globale økonomi.

Resultaterne af reformerne i Indien, Kina og Sydøstasien er analyseret af Verdensbankens nyligt udgivne rapport Global Economic Prospects. Bankens økonomer er nået frem til, at mindst en halv milliard asiater i løbet af en generations tid er blevet løftet ud af fattigdommens bundkategori, dvs. der, hvor et individ er tvunget til at overleve for mindre end en dollar om dagen.

Sagt på en anden måde: Da jordskælvet ramte Tangshan, befandt 600 millioner østasiater, hovedparten af dem kinesere, sig på udviklingsstigens nederste trin. I dag er dette tal mere end halveret. Disse megafremskridt kan ikke forklares med udviklingsbistand, for Kina får ikke længere bistand af betydning. De positive forandringer i den kinesiske økonomi skyldes i grundtrækkene den økonomiske formel, som i varierende grad er blevet anvendt af de af Kinas nabolande, som kendes som de asiatiske ‘tigre’, primært Sydkorea, Taiwan og Singapore:

En markedsorienteret politik, der er åben over for internationale investeringer og moderne teknologi, kan mobilisere og uddanne en disciplineret arbejdsstyrke, levere en relevant infrastruktur, samt ikke mindst opbygge et arbejdsmarked, der ikke som i Afrika og Mellemøsten er diskriminerende over for halvdelen af befolkningen, kvinderne.

Midt i den mediedrevne og helt forståelige mobilisering af indsamlinger til ofrene for flodbølgen i Asien må det være på sin plads at minde om, at katastrofens virkninger har ramt lande, der mere effektivt end på andre kontinenter i den såkaldte tredje verden har formået at reducere fattigdom og skabe menneskeværdige levevilkår på historisk kort tid. Det gælder også den aktuelle katastrofes hårdest ramte land, Indonesien, om end de udviklingsmæssige forbedringer i det gigantiske ørige har været mere ujævne end i det mere gunstigt stillede Thailand. Da Indonesien i 1966 fik militærstyre, skete det på baggrund af en kaotisk økonomi med trecifrede inflationsrater og udbredt sult og fattigdom.

Tre årtiers ledelse med et autoritært, men absolut ikke inkompetent teknokratstyre fik stabiliseret økonomien og skabt tålelige vilkår for en meget stor del af befolkningen. Da indoneserne i 1998 havde fået nok af eksgeneral og præsident Suhartos kleptokratiske uvaner og afsatte ham, faldt det sammen med den omfattende valuta- og finanskrise, der for en tid så ud til at slå bunden ud af de fjernøstlige dynamoer. På få måneder tabte den indonesiske valuta, rupiah, næsten halvdelen af sin værdi og millioner af familier mistede arbejde og levevej.

Men til omverdenens overraskelse skulle der kun to års intensivt reformarbejde til, før den indonesiske økonomi havde stabiliseret sig, og bønderne på Java og Sumatra kunne begynde at se lys for enden af tunnelen. Ikke fordi Indonesien i 2000 havde fået en mere kompetent præsident (Abdurrahman Wahid, næsten blind og ofte halvsovende under regeringsmøderne).

Nej, den økonomiske genopretning af verdens folkerigeste muslimske nation kunne lade sig gøre, fordi der i embedsmandskorpset sad tilstrækkeligt mange amerikansk uddannede økonomer og planlæggere, der kunne give Verdensbankens og Valutafondens udsendte katastrofepersonale et kvalificeret modspil, således at de nødvendige reformer blev gennemført under tilstrækkelig hensyntagen til de særlige forhold i det gigantiske ørige. Keine Hexeri, kun lidt asiatisk snilde og behændighed.

Netop fordi Indonesien under Asienkrisen 1997-99 demonstrerede en kombination af social robusthed og kompetence i embedsværket kunne kæmpelandet hurtigt komme på fode. Her og nu er det ikke den finansielle, men den fysiske infrastruktur, der er smadret. Det kan være hårdt nok for de direkte berørte samfund på det nordlige Sumatra, en ø på størrelse med Sverige og et indbyggertal på 44 millioner, hvoraf Aceh tegner sig for en tiendedel. Og Sumatras økonomi danner basis for halvdelen af Indonesiens samlede eksportindtægter, først og fremmest inden for olie- og gassektoren. Men Indonesiens samlede ressourcer, inklusive de menneskelige, må ikke undervurderes. På få år har landet konsolideret sit unge demokrati med frihedsrettigheder og vidtgående institutionelle reformer.

Korruption er stadig en svøbe, men den ny præsident Susilo Bambang Yudhoyono er en reformernes mand, som omverdenen allerede nu har vist, at man har tillid til, selv om han kun har siddet i få måneder. Om hvilken centralasiatisk, afrikansk eller arabisk leder kan man sige det samme?

I Sri Lanka er problemet lige så meget politisk, som det er økonomisk. Præsident Chandrika Kumaratunga har alle tænkelige grunde til at afsky De Tamilske Tigre, som er ansvarlig for drabene på hendes far og hendes ægtefælle, og ’Tigrene’ var tæt på at ramme hende selv ved et attentatforsøg i 1999.

Derfor har hun personligt overtaget ledelsen af hele katastrofeindsatsen i sit land og kun overladt en symbolsk del af bistanden til hendes arvefjender tamilerne, mens der var tv-kameraer på. Det vil kræve statsmandskunst at bruge en national katastrofe til at skabe forsoning efter 20 års borgerkrig, men den er ikke sandsynlig med hende i førersædet. I stedet kan man glæde sig over, at Sri Lankas tekstilindustri, der har oplevet en massiv fremgang i de senere år, stort set er uskadt.Når verdensoffentligheden og dens tv-kameraer har fået flodbølgeofrene på afstand og den meget forståelige medfølelse giver plads til mere realisme, vil der tegne sig et billede af et Asien, som selv vil kunne hente langt de fleste af ressourcerne til at rette sig op efter den største naturkatastrofe i nyere tid.

Flodbølge eller ej, de største hindringer for udvikling af nødstedte samfund vil fortsat være politiske. Se blot på den uhyggelige række af afrikanske kleptokrater, som er blevet stopfodret med europæisk udviklingsbistand gennem 40 år og stort set ikke fået andet ud af det end at berige nogle få illegitime eliter.

(klumme i Politiken 8. januar 2005)

Udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien | Skriv en kommentar

Gammel vin på nye flasker – og lidt til

Udgivet den 22. december 2024 af flemmingytzen

Om velbegrundede genudgivelser her på siden.

Verden har det svært! Jovist handler dette udsagn om, at krigene i Ukraine og Mellemøsten stadig er i gang, alt imens klimaudfordringerne presser sig på, og fordi mange europæiske samfund her op til årsskiftet er præget af voksende politisk usikkerhed og befolkningernes manglende tro på, at fremtiden bringer bedre tilstande med sig. Men håbet kan ingen tage fra os, end ikke Donald Trump, der lige om lidt genindtager det Hvide Hus i Washington.

På denne plads har jeg siden 2011 publiceret nogle hundreder opinionsklummer og nyhedsanalyser (plus udvalgte interviews og reportager), langt de fleste fra min tid på Politiken, som jeg var tilknyttet 1994-2022. Mine bidrag til den trykte avis fra 1994 til 2011 blev ikke publiceret her, men nogle af disse vil fremover blive genudgivet, fordi de har længerevarende holdbarhed og fortjener at blive genbesøgt, som det hedder på moderne dansk.

Den første af disse tekster har 26 år bag sig: Min anmeldelse af Chris Pattens banebrydende bog ’East and West. China, Power and the Future of Asia’, bragt i Politiken 5. November 1998. Den højt respekterede konservative britiske politiker, der fyldte 80 tidligere i år, reflekterer i bogen over det, man kan kalde kulturmødet mellem Østasien og Vesten; en emnekreds, der som bekendt har fyldt meget i min journalistiske karriere. Dermed være ikke sagt, at jeg er enig i alt, hvad Christopher Francis Patten mener og skriver, men hans evne til at definere dilemmaerne i den værdipolitiske konfrontation og dialog mellem vesterlændinge og de asiatiske samfund er uforlignelig.

Mere af samme skuffe vil følge i 2025. God læselyst.

Øst er Øst og Vest er Vest og hvordan mødes de så?

Hongkongs sidste britiske guvernør sætter demagoger i Øst og Vest på plads. Han blev sat på en umulig post og forsøgte at få det bedste ud af situationen.

Da den sidste britiske guvernør i Hongkong, Christopher Patten, i fjor (1997, red.) foldede Union Jack sammen en regnfuld aften i den sidste vestlige koloni af betydning i Asien, agerede han i et historisk drama ladet med kraftfulde symboler. Det britiske imperiums sidste stolte kronjuvel, afviklet og afgivet, overdraget, solgt, udleveret til Dragens frygtindgydende magt og vælde.

Guvernør Patten fik ingen hyldestord eller sentimentale farveltaler af koloniens nye kinesiske herrer. En syndflod af skældsord fra Beijings propagandakværn gennem fem års embedsperiode var den kinesiske ledelses reaktion på Pattens forsøg på at give Hongkong blot en begrænset form for demokrati. De seks millioner driftige kinesere i kolonien havde fortjent bedre, mener han, end blot at blive solgt uden modydelser af Margaret Thatcher til Deng Xiaoping i 1984. Pattens forsøg på at opretholde og styrke elementer af demokrati i kolonien var et forsøg på at gøre en uoprettelig skade god igen, for den britiske regering havde svigtet sine borgere på den sydkinesiske kyst.

På den måde kom guvernøren i direkte konfrontation med det regime, der før som nu sætter den demokratiske verden på prøve: Mener vi det alvorligt med det ’universelle’ demokrati, eller er vi til fals for usle diktaturers mammon under dække af kulturelle forskelle? Temaet er et af de helt centrale i den bog, som Patten netop har udsendt, og hvori han opsummerer sine erfaringer som guvernør og løfter dem op i et bredere perspektiv, der afspejler en række konflikter mellem nutidens politiske øst og vest, Asien versus Europa.

Det er blevet til bogen, som mediegiganten Rupert Murdoch ikke turde udgive af frygt for at udfordre og fornærme magtens mænd i Beijing. Patten har mange knubbede ord til hyklerne i vesten, de politikere og forretningsfolk, der tror, at Kina på grund af sin historie og placering i verden er noget særligt.

FILE PHOTO: The Chinese flag is raised by People’s Liberation Army (PLA) soldiers at the handover ceremony where China regained sovereignty of Hong Kong after 156 years of British colonial rule in Hong Kong, China July 1, 1997. REUTERS/Dylan Martinez/File Photo

Naturligvis skal Kina ikke bedømmes og behandles anderledes end andre lande, konkluderer bogen. For Kinas militære styrke og økonomiske potentiale er stærkt overdrevet. Der er intet vundet for Vesten i at give kæmperiget en særlig begunstiget status. Hongkongs sidste administrator har for længst sikret sig en plads i historien, fordi han er en af de få, der har turdet konfrontere Kina på et område, hvor samtlige forgængere i embedet og alle regeringer i London svigtede. Atter og atter fik Patten af Beijings repræsentanter at vide, at han havde forbrudt sig mod Thatcher-Deng aftalen fra 1984, og aldrig kunne modparterne forklare sig i andet end i tvetydige Kafkaske vendinger.

Guvernørens modstandere var ikke kun de kinesiske bureaukrater, men lige så meget vestlige forretningsfolk og Old China Hands, for hvem den politiske kowtow (servil høflighed) er vejen til det forjættede marked bag Den Store Mur. Og han retter en større vrede mod europæerne end de lokale – førstnævnte havde ingen undskyldninger for at bøje sig for diktaturet, sidstnævnte må forsøge at leve med det. Der er ingen rationelle grunde til, at universelle spilleregler for acceptabel adfærd mellem nationer og individer skal gradbøjes for at respektere Kinas interesser, vi skal gøre op med denne Marco Polo-agtige fascination af det kinesiske marked, som en skønne dag slet ikke er, hvad det opreklameres til at være, lyder det klokkeklare budskab.

Retorisk elegant – krydret med citater af både Adam Smith og Konfucius – forklarer denne europæiske mandarin (embedsmand, red.) , hvorfor det åbne, repræsentative samfund, baseret på ukorrupt regeringsførelse og demokratisk retsstat, er den eneste bæredygtige vej til både udvikling, frihed og værdighed. Modstykket hertil er de vulgære og ureflekterede fortalere for asiatiske værdier – en eufemisme for nogle lederes påstande om, at autoritære regeringsformer er en bedre vej til velstand end det liberale demokrati.

Patten argumenterer lidenskabeligt og med stor intellektuel klarhed for, hvorfor fremme af demokratiske idealer og værdier ikke er vestlige patenter, men også har gyldighed under andre kulturelle himmelstrøg.

30 Jun 1997, Hong Kong, China — Prince Charles, Former Governor Chris Patten, and Prime Minister Tony Blair at the 1997 Hong Kong Handover Ceremony — Image by Peter Turnley/CORBIS

Om ikke andet har den aktuelle krise i Asien (1997-98, red.) lukket munden på Asian Values– skolen. Men det er ikke arrogant hovmod og bedreviden, der præger Pattens analyse af disse centrale problemstillinger. Han medgiver, at flere af Østasiens markante intellektuelle har meget ret i kritikken af de mest absurde sider af det vestlige demokrati.

Trods erklæret uenighed på mange områder accepterer Patten en del af argumentationen fra en mand som Singapores grundlægger, den robust velformulerede Lee Kuan Yew: at nogle vestlige samfund (læs: USA) forfægter individets rettigheder langt ud over, hvad der er etisk og moralsk forsvarligt og dermed helt ud i det absurde og parodiske. Patten låner i denne sammenhæng argumenter fra Østasiens vigtigste demokratiske ikon, burmeseren Aung San Suu Kyi, der siger, at når et land som USA lader sine borgere efterstræbe økonomisk og materiel gevinst som et mål i sig selv, undertrykker dette samfund fundamentale menneskelige og kulturelle værdier.

Flot er det derfor, at manden, der turde trodse det kinesiske diktatur, når til følgende konklusion: – De af os, som tror på markeder og det liberale samfund og ønsker at gøre dette globalt, må tage os i agt for ikke at blive repræsentanter for den sanseløse materialisme og optagetheden af en individualisme, der kun bruges i økonomiens tjeneste. Vi risikerer at glemme vore funktioner som borgere med socialt ansvar.

Undervejs lukkes der i dette spændingsfelt op for mangfoldige diskussioner: Den efterhånden klassiske debat om, hvorfor Asiens to ældste demokratier, Indien og Filippinerne, baseret på henholdsvis en britisk og en amerikansk model, ikke har formået at gøre op med politisk motiveret vold, sekterisme, despoti, korruption og autoritære regeringsformer. Og modsat, at autoritære regimer i Taiwan, Sydkorea og Singapore gennem årtier bragte deres befolkninger mere værdige liv og højere levestandard, end det var tilfældet hos deres demokratiske naboer.

Lige præcis her er det, at den ellers så reflekterede Patten begynder at svigte sit emne og sit ærinde: Fremme af det såkaldte liberale demokrati og de universelle menneskerettigheder har forskellige historiske forudsætninger i øst og i vest, og derfor får processerne et forskelligt forløb med en vekslen af fremskridt og tilbageslag. Denne uhyre centrale diskussion viger han for nemt og bekvemt uden om. Ærgerligt. Patten erkender betydningen af de store forandringer, som tyve års økonomiske reformer i Kina har skabt, men undlader en mere detaljeret diskussion af, hvorledes Kina vil udvikle sig videre. Et eksempel at få erfaringer fra er ellers at finde lige på Kinas dørtrin – demokratiets kinesiske laboratorium, Taiwan.

Øst og vest rejser helt centrale problemstillinger for den moderne tids beslutningstagere i alle verdensdele. Den er kraftfuldt argumenteret og gennemtænkt, båret af indsigt og engagement og bidrager med væsentlige elementer til den globale politiske dagsorden.

Den profeterer ikke de vestlige værdiers sejr over ikke-vestlige (den konstaterer f.eks. provokerende, at et vestligt demokrati som Italien er delvist kollapset i korruption og nepotisme!), men konstaterer blot, at de samfundsmekanismer, der har skabt åbne og ansvarlige samfund i Vesten, naturligvis også fungerer under orientalske himmelstrøg. Bogen lader også store åbne spørgsmål tilbage – Kinas transformation er efter denne anmelders opfattelse det 21. århundredes helt centrale emne i verdenspolitikken – og her har den tidligere koloni-administrator ikke mange konkrete anvisninger. Men han ved en masse nyttigt om, hvordan Kinas partnere og modparter undgår at lade sig narre af et system, hvis fortalere kun kender magtens rå, kyniske logik. Det er et godt sted at starte.

(oprindeligt publiceret under overskriften ‘Guvernørens testamente’)

Udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien | Skriv en kommentar