I faraonernes dybe kviksand

Kulørt folkemagt i gaderne er ingen garanti for demokratiske fremskridt

HVAD VENTER der Egypten efter de turbulente dage, som på overfladen lignede endnu en kulørt folkeopstand og dermed en ufuldstændig revolution? Indlysende nok er der allerede draget sammenligninger til Tyrkiet, men hvis der findes en moderne egyptisk Atatürk, der kan neutralisere Det Muslimske Broderskab med fredelige midler, kunne han så være så venlig at træde et skridt frem?

Demokratiske tilstande har indtil for få år siden været undtagelsen mere end reglen i det, vi i mangel af bedre kaldte den tredje verden. Så når nogle tusinder utilfredse byboere og studenter holder en folkefest på et torv i landets hovedstad og diktatoren går af, er det så ensbetydende med, at friheden og det demokratiske liv venter lige om hjørnet?

Vesten er rådvild. Præsident Barack Obama og EU’s udenrigsminister, baronesse Ashton, kan passende studere Napoleon Bonapartes forsøg på at definere en Egyptenpolitik under Frankrigs fatale middelhavskampagne i 1798. Napoleon tilbød beskyttelse af det egyptiske samfund, som var ved at falde ud af Det Ottomanske Rige, og begrundede tilbuddet med følgende erklæring i et brev til en af egypternes magtfulde sheiker: »Jeg håber at blive i stand til at forene alle kloge og oplyste mænd og etablere et samlet styre baseret på Koranens sandfærdige principper, for disse kan alene føre menneskene til ægte lykke«.Næppe et budskab, der egner sig til terrorbekæmpelsens tidsalder. Men fra Napoleons sekretær Bourienne ved vi, at hærføreren ingen seriøs interesse havde i islam eller for den sags skyld nogen anden religion, medmindre han kunne bruge det religiøse element i egen politisk interesse, dvs.som et redskab i en del og hersk-politik.

Han vidste hvad han talte om - og handlede derefter..

DEN velanskrevne britiske historiker Niall Ferguson debuterer i nyhedsmagasinet Newsweeks seneste udgave som bladets ledende klummeskribent og formulerer en nådesløs kritik af den amerikanske strategi over for den arabiske verdens vigtigste land: »Der er ingen mere knusende domfældelse over Obama-administrationens strategiske tænkning end den realitet, at den aldrig var i stand til at forestille sig et scenarie, hvor Mubarak blev konfronteret med en folkelig opstand«.

De relevante folk i State Departement og præsident Obamas Nationale Sikkerhedsråd kan have gjort klogt i at konsultere kollegerne i udenrigsministeriets fjernøstlige afdelinger. For kun 12 år siden var det en sydøstasiatisk ‘ Mubarak’, den indonesiske general og præsident gennem 32 år, Suharto, der blev presset fra magten efter nogle ugers demonstrationer i Jakarta.

Siden har Indonesien, i dag med en folkevalgt, pensioneret general i spidsen, udviklet sig til den muslimske verdens største demokratiske succeshistorie.Valghandlinger i landet fungerer. Medier og civilsamfund udfolder sig på en måde, som bør tjene som et forbillede for demokratiforkæmpere i de mere eller mindre dysfunktionelle samfund i Mellemøsten og Afrika. Med i billedet hører, at den indonesiske officerselite placerede sig solidt som en vestlig allieret ved at sætte hårdt ind mod landets islamistisk-inspirerede terrornetværk. Man har dømt og henrettet et par af de ansvarlige for terrorbomben på Bali i 2002.

Men de asiatiske erfaringer er brogede. ‘ People Power’ – kulørte, folkelige revolter i storbyer – blev skabt i Indonesiens naboland Filippinerne helt tilbage i 1986. Netop i denne måned holdes der filippinsk 25-års jubilæum for den opstand, der førte til Marcosdiktaturets fald. Men Filippinernes erfaringer med demokrati har været en ynkelig affære. Nepotismen og klanvældet følges ad med en nedadgående økonomisk spiral. I en sammenligning mellem Sydøstasiens to store øriger kan det konkluderes, at muslimerne har klaret sig langt bedre end katolikkerne!

ET TREDJE eksempel, som både Hillary Clinton og Catherine Ashton kan skele til, når de skal revidere den vestlige Egyptenpolitik, er Thailand. Siden en folkelig opstand i Bangkok i maj 1992 forhindrede en militær magtovertagelse, er den thailandske forfatning blevet ændret flere gange. Forfatningsdomstolen har opløst partier, som så er genopstået i nye forklædninger.

Thailands dominerende religion har utvivlsomt haft en modererende indflydelse på de politiske kræfter i landet. Monarken Bhumipol, verdens længst siddende, har som en af Asiens sidste gudekonger optrådt som en politisk farao. Da konfrontationerne i foråret 1992 var ved at komme ud af kontrol, var det kongen, der kaldte de stridende til orden.
Næste kapitel i det egyptiske drama kommer sandsynligvis til at handle om ændringer af forfatningen. For hæren, landets faktiske magthaver, har suspenderet den gamle. Mon ikke generalerne i Kairo genkalder sig, hvad Napoleon sagde om det vigtigste ved en forfatning: Den skal være kort og uklar.

(publiceret i Politiken 18. febr. 2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s