Væsentlige oplysninger bliver udeladt i debat om sanktioner

DE SENESTE ugers begivenheder i Nordafrika har rejst presserende spørgsmål: Hvad stiller EU og USA op med ubehagelige diktatoriske regimer, når de politiske alternativer i de pågældende lande mildest talt er mudrede? Risikerer vi at skulle vælge at støtte forskellige varianter af diktatur, efter at den mangeårige ‘ orden’ er faldet?

Under langt mindre dramatiske omstændigheder har vestlige beslutningstagere i årevis diskuteret sanktioner mod et sejlivet militærdiktatur i en anden verdensdel – i Myanmar/Burma. I Danmark har denne diskussion i lang tid været nødlidende. Senest har en utilstrækkeligt researchet udsendelse i DRprogrammet Horisont ( 14.2.) bidraget til uklarhederne. Udsendelsen efterlod det indtryk, at hovedårsagen til den økonomiske dårligdom i det plagede land er de vestlige sanktioner, der har været i kraft i ca. 15 år.

MYANMAR har været regeret af militæret siden 1962. Gennem alle årene har landets økonomi befundet sig i en lang deroute. Den nuværende junta bruger mere endhalvdelen af statens midler på militæret og egne prestigeprojekter, som f. eks. den ny hovedstad, hvor generalerne har forskanset sig i luksuriøse fæstninger. Hæren skaffer selv en stor del af sine forsyninger lokalt og udkommanderer folk til tvangsarbejde.

Risproduktionen er faldet, ikke bare generelt men per hektar; i de tørre dele af Burma forfalder kunstvandingssystemerne, og 80 pct. af bønderne har gæld, fordi de tvinges til at låne til renter på 10-20 procent per måned – ofte til mad; i mange områder er 60 pct. af børnene undervægtige eller direkte underernærede.

Men generalerne mangler ikke hverken penge, våben eller afsætningsmuligheder for de store beholdninger af mineraler, tømmer, ædelstene, som de kontrollerer.

Than Shwe. Burmesisk militærdiktator gennem alt for mange år

USA og EU håndterer sanktionerne meget forskelligt. Der er stor forskel på de vidtgående amerikanske sanktioner og EU’s meget forsigtige tiltag mod juntaen. USA blokerer helt for samhandel, mens EU både importerer fra Myanmar og eksporterer til landet ( kun enkelte varekategorier er undtaget).

Allervigtigst: Militærjuntaens uden sammenligning vigtigste hovedindtægtskilde, naturgas, er helt undtaget fra sanktionerne. Generalernes store økonomiske livline er naturgasrørledningen fra offshorefeltet Yadana til Thailand. Den har fungeret i 12 år og drives af franske Total, amerikanske Chevron, thailandske PTT og det statslige Myanmar Oil & Gas. Det daglige salg af gas til Thailand anslås til 18 millioner kubikmeter. På mindre end fem år er eksporten af gas mere end tredoblet, og Yadana har reserver til mindst 20 års produktion endnu. Så mens europæere og amerikanere taler om sanktioner, har Total og Chevron sørget for, at milliarderne fosser ind i generalernes kasser. Så meget for vestlige ‘ sanktioner’ og deres indvirkning på den burmesiske befolknings levevilkår! Juntaen mangler ikke penge, og det er store vestlige energiselskaber, der er med til at skaffe dem. Kan man forvente, at disse indtægter kunne komme til at gavne landets fattigste befolkningsgrupper?

DE MEGET beskedne sanktioner fra EU’s side er i hovedtræk disse: våbenembargo, indefrysning af generalers bankkonti og visumforbud for styrets repræsentanter i de af landets virksomheder, hvor juntaen har plantet sine folk. Der er udvalgte kategorier af industrier, som er omfattet af fællesholdningen, men ellers er der frit slag for, at virksomheder kan sælge til Myanmar eller købe derfra.

Myanmar sammenlignes ofte med Vietnam, som per indbygger modtager mere bistand og flere investeringer end Myanmar. Hvad man helt fortier er, at Vietnam frem til 1994 var omfattet af sanktioner, og at bistanden blev genoptaget, efter at Vietnam havde opfyldt en række politiske krav fra vestligt hold og havde indledt reformer under rådgivning fra Verdensbanken og FN’s udviklingsorganisationer. Har man forestillet sig, at Verdensbanken og EU uden at stille krav skal begynde at hælde penge i et land, hvor alle banker er stramt kontrollerede af militæret? Selv hvis bistandspengene var til rådighed, ville der ingen garanti være for, at de blev anvendt i overensstemmelse med hensigten.

ET EKSEMPEL: Efter at cyklonen Nargis i maj 2008 havde skabt store ødelæggelser i landets sydlige floddelta, lykkedes det møjsommeligt Myanmars nabolande og andre partnere at stable en hjælpefond på flere millioner dollar på benene. Hensigten var at lade nødhjælpen og bistanden udstrække til områder nord for det floddelta, der var blevet hærget af cyklonen.

Altså kunne vestlige nødhjælpsmidler have gjort en forskel for titusinder af trængende burmesere.

Hvem afviste et sådant samarbejde? Juntaen! Det er på tide, at misforståelserne i den danske debat om Myanmar luges helt ud.

(publiceret i Politiken 25.2.2011)