Hvad er mon scenariet for valg i den arabiske verden? Følg med her.

ER PROTESTBEVÆGELSERNE i Nordafrika og Mellemøsten udtryk for, at flere lande er på vej til at melde sig ind i demokratiernes klub? I de kommende måneder og år vil der være massiv interesse rettet mod de lande syd og øst for Middelhavet, hvor gamle enerådende hanelefanter enten er faldet eller skranter så meget, at dødsattesten blot venter på at få den obligatoriske påtegning. Så er de nødvendige forudsætninger til stede for, at en demokratisk kultur kan slå de nødvendige rødder? Her vil det hjælpe på kvaliteten i debatten, hvis vi vælger at vurdere ‘ demokrati’ som en proces snarere end en tilstand.

Udviklingen i det tidligere Jugoslavien efter 1990 understregede, at overgangsperioden fra en diktatorisk tilstand til mere demokratiske samfundsmodeller blev voldelig, inden den blev ordentlig.

De demokratiske succeshistorier i Øst-og Centraleuropa byggede på radikalt anderledes forudsætninger end dem, der lige nu eksisterer i Nordafrika og Mellemøsten. De tidligere østbloklande havde to afgørende forudsætninger på plads: høje uddannelsesniveauer og udbredt sekularisering. Kort sagt: modernitet.

I DEN BEDSTE af alle verdener kunne man ønske sig et scenario, hvor en autokrat møder op på det ugentlige regeringsmøde og meddeler sine ministre og generaler følgende:

»Nu må det være nok med de mange år med undtagelsestilstand, unødvendige fængslinger af borgere, forfølgelse af kritiske forfattere og journalister og iscenesatte parlamentsvalg.Vi kan ikke længere byde befolkningen den slags gammeldags metoder. Lad os blive et accepteret land i demokratiernes familie. Fortæl generalstaben og politiledelsen, at undtagelsestilstanden ophæves mandag morgen«.

Lyder det bare vildt urealistisk? Noget fra en roman? Tja, det skete faktisk en sommerdag i 1987 i Taipei i det, der officielt hedder Republikken Kina, beliggende på øen Taiwan. Præsidenten, der hjalp sine 22 millioner indbyggere med denne enestående beslutning, hed Chiang-Ching-kuo. Ulykkeligvis døde han året efter og nåede derfor aldrig at modtage den Nobelfredspris, som han så indlysende havde fortjent.

En hædersmand, Chiang Ching-kuo

Taiwans mirakuløse demokratisering – ikke et skud blev løsnet, og der var ingen hujende folkemasser i gaderne – var drevet af præsidentens ønske om at være et attraktivt alternativ til det land, som er nabo til østaten, og som den har et navnefællesskab med. Siden nationalisternes nederlag i den kinesiske borgerkrig ( 1949) havde de levet i eksil i Taiwan, hvorfra de i årtier gjorde krav på at repræsentere hele Kina ( fastlandet plus Taiwan). Fra 1979 skiftede Taiwans mangeårige forbundsfælle og beskytter, USA, side og blev politisk og diplomatisk sengekammerat med Folkerepublikken Kina, dvs. kommunisterne i Beijing.

Derfor blev Chiang Ching-kuo nervøs og frygtede, at USA kunne ‘ sælge’ Taiwan til den ideologiske arvefjende på den anden side af det kun 150 kilometer brede Taiwanstræde. At blive reduceret til en provins i et diktatur var på ingen måde attraktivt for Chiang og hans øboer. Så hvordan komme ud af den klemme? Fordi østaten forvandledes fra et autokrati til et demokrati, blev Taiwan pludselig – igen – interessant for USA, for ingen ansvarlig amerikansk præsident kunne tillade det autokratiske Kina at opsluge et demokratisk Taiwan.Interessant nok har Chiangs parti ikke formelt opgivet en form for formel tilknytning til ‘ broderfjenden’ på den anden side af Taiwanstrædet. For hvorfor skal en lille gibbonabe tirre den 400-kilos gorilla, som den er nabo til.

FINDES DER i Nordafrika og Mellemøsten en leder eller to af samme format som Chiang? En, der har det politiske mod til at sige til både sine landsmænd og naboerne:

»Se her, kammerater, jeg og mit land vil gerne gå foran med det gode eksempel: Vi indfører en særlig bestemmelse om, at præster ikke må drive politisk virksomhed, og vi forbyder partier, der bruger Koranen som ideologisk grundlag. Vi indfører for resten også en bestemmelse om, at alle partier skal kunne stille med mindst 50 procent kvindelige kandidater, da vi finder det vigtigt, at halvdelen af befolkningen er repræsenteret på passende vis«.

»Desuden sørger vore væbnede styrker for, at nabolande ikke intimiderer vore partier eller sender petrodollar til moskeerne. I det hele taget vil der være gode patriotiske soldater overalt til at sikre, at stemmerne bliver talt rigtigt op, så vi ikke fornærmer vore venner i Washington og Bruxelles. Under disse betryggende forudsætninger vil udfaldet både af præsident-og parlamentsvalg være sikret på forhånd«.

Stemmeafgivningen vil være en ren formssag.. Hvilken europæisk udenrigsminister skal vi invitere til at overvære showet? Det kunne være hende Espersen i Copenhagen..

(publiceret i Politiken 3.3.2011)