Japansk mafia i tsunamiland

Byggematadorerne vil snart vise ægte samfundssind og disciplin

MEGET SNART rykker der en hærskare af ingeniører, arkitekter og bygningsarbejdere ind i det tsunamiramte område nord for Tokyo. Den massive genopbygningsindsats vil i de kommende år gøre regionen til den travleste byggeplads, man kan forestille sig.

Igen vil Japan demonstrere for resten af verden, at landet er et af klodens mest disciplinerede samfund.

Sammenligninger med jordskælvet i landets største havneby, Kobe, i januar 1995 er indlysende at benytte sig af. Kobe-skælvet havde styrke 7,3 på richterskalaen, men der fulgte ingen tsunami med. Analyser fra dengang viste, at genopbygningen af økonomiske faciliteter og infrastruktur gik langt hurtigere end forventet. På halvandet år var industriproduktionen og detailhandelen tilbage på niveauet før skælvet; efter to år var både havnen og vejnettet fuldt genetableret.

Den hurtige indsats i Kobe blev ikke altid tilskrevet de offentlige myndigheder. Tværtimod var flere af avisoverskrifterne dengang pinlige for det officielle Japan, for hvem mon var mest effektiv med at distribuere nødhjælp, fødevarer og andre forsyninger til ofrene? Ikke militæret, som man skulle have troet. Nej, yakuzaen, den japanske mafia, som filmelskere i vor del af verden har stiftet bekendtskab med fra diverse actionfilm.

Utvivlsomt gjorde det en forskel, at skælvet ramte Kobe, som er hjemsted for Japans største organiserede forbrydersyndikat, Yamaguchigumi.

En repræsentant for denne gruppe fortalte dengang en måbende journalist på New York Times, at syndikatet uddelte 8.000 nødhjælpsrationer dagligt til jordskælvsofre.

Det foregik i fuld åbenhed fra en parkeringsplads lige ved siden af organisationens hovedkvarter! Distributionen foregik via motorcykler, mindre både og i enkelte situationer tilmed en helikopter.

Ingen var i tvivl om motivet bag denne velgørende indsats: Yamaguchi-gumi ville styrke organisationens image i befolkningen. Den ville brande sig, så at sige. Har japanerne måske ikke altid været mestre i markedsføring? Indsatsen i Kobe passede fint ind i en strategi, der styrkede yakuzaernes bestræbelser på at ligne noget, der var mere inspireret af Robin Hood end af Don Corleone. »Vi er bare et servicefirma«, forklarede Toshio Masaki, sekretær for syndikatets øverste chef.

Yakuzaerne viste sig at være effektive også efter den kortsigtede nødhjælp. Medlemmerne var repræsenteret i mange af de bygningsfirmaer, der stod for først nedrivning og siden totalrenovering og genopførelser af store ejendomme i Kobe. Salgene af de ryddede arealer blev ekspederet langt hurtigere end de kendte gældende ekspeditionstider for normale ejendomshandler. Man er bare et servicefirma.

BAG ENHVER japansk entreprenør står en yakuza. Japansk økonomi er fyldt med sådanne symbiotiske relationer, hvilket er med til at forklare, at kriminelle organisationer i befolkningens øjne ofte kan være legitime.Lad os kalde det for entreprenørmafiaen.

Et billede på, hvor stor dens magt er, findes i opgørelserne over, hvor mange offentlige infrastrukturarbejder der fylder op i det engang så smukke japanske landskab. Ved indgangen til årtusindeskiftet var 60 procent af den samlede japanske kystlinje blevet indkapslet af cement. Næsten 10 procent af nationalproduktet blev anvendt på offentlige anlægsarbejder og byggeprojekter. Til sammenligning var tallet for USA på 1 sølle procent.

Kritiske japanske kommentatorer er opmærksomme på fænomenet og har tilmed en betegnelse for det: doken kokka, der nærmest kan oversættes ved ‘ byggestaten’. Da det så værst ud, gik 40 procent af statsbudgettet til byggeprojekter – til sammenligning var tallet knap 10 procent i USA og 4-6 procent i Storbritannien og Frankrig.

I et land med en så ubarmhjertig geografi som den japanske er astronomiske summer blevet kanaliseret over i mange byggeprojekter, der havde meget begrænset nytteværdi. Der er bygget hundredvis af kilometer motorveje i områder med en trafikintensitet som en sognevej langs Lars Tyndskids pløjemark.

Når byggemafiaerne i Japan er så magtfulde, er det, fordi de er vævet ind i det politiske system gennem det parti, der sad ved magten i mere end et halvt århundrede, LDP, der siden valget 2009 har været i opposition.

Men glem alt om, at LDP er et parti i den vestlige betydning af ordet. LDP står for Det Liberaldemokratiske Parti, men er hverken liberalt, demokratisk og kun på overfladen et parti. Nej, LDP er entreprenørmafiaens pengemaskine, og det utrolige er, at de japanske vælgere har fundet sig i dette facadedemokrati i mere end et halvt århundrede.

Denne verdens største entreprenørmaskine fungerede fortræffeligt, da japansk økonomi skulle genrejses fra krigsruinerne efter 1945 og fire årtier frem.

Så fulgte 20 års stagnation. Hvem ved, tsunamien kan måske blive en renæssance for ørigets mange Robin Hood-figurer.

(publiceret i Politiken 19.03.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Japan. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s