Asiens Gadaffi hedder Kim

Hvad stiller en moderne verden op med fanatiske klanledere?

I DAG ER det nøjagtig et år, siden en nordkoreansk torpedo sænkede den sydkoreanske korvet ‘ Cheonan’ i Det Gule Hav syd for den nordkoreanske kystlinje og øst for den sydkoreanske. Skibet befandt sig i et farvand, hvor der har været strid om grænsedragningen siden våbenstilstanden i Koreakrigen 1953. 46 ud af besætningens 104 mand omkom.

Sagen landede vanen tro i FN’s Sikkerhedsråd, som kritiserede ‘ de ansvarlige’ for ‘ episoden’, men ved russisk og kinesisk mellemkomst uden at nævne Nordkorea ved navn. Denne blødere formulering på højeste diplomatiske niveau blev ikke belønnet med nordkoreansk mådehold. Otte måneder efter sænkningen af ‘ Cheonan’ lod nordkoreanerne omkring 170 artillerigranater regne ned over en sydkoreansk ø i samme farvand. 4 civile blev dræbt, 19 såret, og talrige bygninger blev smadret. 2010 blev et dramatisk år på og omkring Den Koreanske Halvø.

I DISSE DAGE får vi daglige påmindelser om Nordøstasiens politiske og teknologiske skrøbelighed. Tsunamiens skadevirkninger på atomkraftværket Fukushima og det efterfølgende udslip af radioaktivt materiale er et advarselssignal om, hvor udsatte højtudviklede samfund er. Både geografien og historien kan være ubarmhjertige: Kun få hundrede kilometer vest for Fukushima har et anakronistisk og rablende fanatisk klanvælde barrikaderet sig mod en omverden, den opfatter sig som værende i krig med.

Det nordkoreanske Kim-dynasti har rustet sig med kernevåben for at modsætte sig den undergang, der før eller siden overgår alle lukkede stammesamfund, således som vi er vidne til i en række samfund i Mellemøsten og Nordafrika, mest dramatisk i Libyen.

Gaddafis vigtigste redskab i forsvaret af sin klan var i mange år terror, mens Nordkoreas var kernevåbenteknologi.

Tilbage i 1998 prøveaffyrede det nordkoreanske militær for første gang et missil, der fløj hen over det nordlige Japan for at falde ned i Stillehavet. I juli 2006 fulgte affyringerne af hele syv langtrækkende missiler, og i oktober samme år kom meddelelsen om Nordkoreas første underjordiske prøvesprængning af en atombombe. Prøvesprængning nr. 2 fulgte i maj 2009.

Perspektiverne er svimlende, men de militære planlæggere i Sydkorea, Japan, USA og Kina må for længst have tænkt tanken: Hvis Kim Jong-il er mentalt skruet sammen som oberst Gadda-fi, kan man ikke se bort fra risikoen for, at armerede nordkoreanske missiler en dag rettes mod Fukushima eller et andet japansk kernekraftværk. For hvad gør en desperat stammehøvding, der ser fjenderne nærme sig fra alle sider? Han slår til mod angribernes svageste led.

Hail to the Chief, siger de i Mordkorea...

LIGHEDERNE mellem oberst Gaddafis Libyen og det Nordkorea, som på syvende årti regeres af en i propagandaen sagnomspunden familie, er uhyggeligt store.

Begge steder har høvdingene forsøgt at bilde omverdenen ind, at de kunne holde sammen på noget, der knap nok fortjener prædikatet ‘ samfund’, endsige ‘ stat’. Hverken oberst Gaddafieller general Kim Jong-il har nogensinde befattet sig med deres respektive landsmænd som borgere.

Når Gaddafii disse dage påberåber sig forsvaret af den libyske nation, forsøger han at gøre krav på noget, der kun har eksisteret i den mest overfladiske betydning af ordet. Europæiske og amerikanske lederes omklamring af den fanatiske høvding i Tripoli – som en del af noget, der blev kaldt ‘ normalisering’ – må gå over i historien som en af de største diplomatiske farcer i moderne tid.

Ulykkeligvis er det ikke anderledes med det Nordkorea, der på bedste orwellske vis kalder sig Den Demokratiske Folkerepublik Korea, og som i realiteten er klodens sandsynligvis farligste militær-industrielle kompleks, en fanatisk kasernestat, der holdes sammen af frygt, propaganda, vold og terror.

Nu hvor nedtællingen er i gang for den definitive undergang i ørkenteltet, må Gaddafi ærgre sig gul og grøn over, at han ikke lyttede til sin skrantende våbenbroder i Nordøstasien og anskaffede sig nukleare faciliteter. På den anden side: Hvis det var sket, ville israelske eller amerikanske bombefly meget hurtigt have sat disse anlæg ud af spillet. Gaddafifik et varsel i april 1986, men amerikanerne ramte ikke det rigtige telt.

Tripolis klanleder vil snart bukke under i det, der mere og mere ligner en borgerkrig. Den efterfølgende nationsopbygning vil tage generationer, da ingen af naboerne har styrke eller vilje til at rydde ud i dette stammekaos.

Nordafrikas farligste klanleder

Så er der trods alt grund til lidt mere optimisme den dag, de 22 millioner nordkoreanere får muligheden for at blive meldt ind i den moderne verden. Sydkorea har viljen og evnerne – og pligten, ikke mindst – og de øvrige naboer har pengene. Hvad der vil vise forskellen på Libyen og Korea i de forandringer, der venter, er et par årtusinders asiatisk tradition for statsopbygning.

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s