En diktators stilfærdige exit

Kosmetisk forandring i Orwellstaten

MENS VERDENS opmærksomhed har været rettet mod Libyen, og vi spekulerer over Moamar Gaddafis næste træk, er der i en anden verdensdel sket noget tilsvarende det, som mange ønsker sig vil blive den libyske diktators exit fra scenen. Et fredeligt og udramatisk farvel.

For det var, hvad der skete i den Myanmars hovedstad, Naypyidaw, tre dage inde i april, i hvert fald overfladisk betragtet: Seniorgeneral Than Shwe, 78, bekendtgjorde, at han opløste Statens Råd for Fred og Udvikling, den junta, som har styret Myanmar, det tidligere Burma, i årtier. Fanfare i det nationale, statskontrollerede tv. Stive overlæber på de asiatiske nabolandes ambassadører og diplomater. Dyb tavshed i resten af verden.

Than Shwe - nu pensioneret. En ualmindelig kedelig fætter...

Sæt så tiden et halvt århundrede tilbage: I 1962 tog datidens burmesiske generaler magten efter en periode, hvor landets skrøbelige parlamentariske demokrati havde været presset af borgerkrig og etniske oprør. I 1974 gennemførte juntaen en overgang til noget, der blev kaldt ‘ civilt’ styre, efter en manipuleret afstemning om en forfatning, der gjorde datidens Burma til en de facto-etpartistat.

Et interessant perspektiv: Fra 1962 til 1974 oplevede verden 64 militære magtovertagelser. I hvilke lande af denne periodes diktaturer havde militæret stadig magten ved indgangen til 2011? Myanmar – og Libyen! Kontrasten er markant: I den libyske ørken kæmper en fanatisk klanleder for sin overlevelse mod andre fanatiske klanledere. Så har seniorgeneral Than Shwe i virkeligheden gjort klogt i at fortrække til sin luksusbolig i en befæstet potemkinkulisse?

MILITÆRET ER naturligvis stadig ved magten; den er blot trukket i civil, mens den bevarer kontrollen med alle magtens redskaber og med landets milliardformuer, der bygger på salg af olie og naturgas til nabostaterne.

En fjerdedel af det ‘ parlament’, som blev ‘ valgt’ i november i fjor, er forlods besat af officerer.Fire ud af fem af de pladser, der var på ‘ valg’, er besat med folk fra det militært kontrollerede parti USDP. I ‘ parlamentet’ sidder en lille kuet opposition og frygter for Orwellstatens næste træk – oven i telefonaflytninger, pligt til at oplyse bankkonti, brandbeskatning af mobiltelefoner og netcafeer.

Forfatningen kræver én årlig samling i parlamentet, så det netop afsluttede møde kan vise sig at være årets eneste. Da et lille oppositionsparti fremsendte 34 spørgsmål vedrørende jordreformer, fik dets folkevalgte at vide, at kun to af disse var »egnet« til besvarelse fra regeringens side, resten blev ignoreret.

Militærets dagblad, Myanmar Nye Lys, skriver på lederplads, at al tale om »national forsoning« ( læs: dialog med den reelle oppositionsleder, Aung San Suu Kyi, der siden sin frigivelse har tilbudt forhandlinger, også om de vestlige sanktioner) må forstumme, for det, der er behov for, er »national genopbygning« ( læs: yderligere berigelse af en lille, stinkende rig klike af officerer).

Nyeste aktivitet på den økonomiske front er en olie-og gasledning tværs over den nordlige del af landet, hvor kinesiske og sydkoreanske entreprenørselskaber står for en stor del af det praktiske. Kina planlægger opførelse af et højhastighedstog fra den sydlige provins Yunnan til den burmesiske kyst, hvor kinesiske selskaber er i fuld gang med at projektere moderne havnefaciliteter. Følg med her, Mærsk.

Europæiske selskaber er aktører i dette spil, hvilket afsløres af et citat fra Myint Soe, der repræsenterer Myanmar Federation of Chambers of Commerce and Industry i avisen Myanmar Times: »Blandt de europæiske lande er Tyskland en af vore største partnere, selv på trods af sanktionerne«.

I Myanmars partnerlande i Asean er der voksende frustration over manglen på fremskridt. Dokumenter fra WikiLeaks afslører et udsagn fra Singapores grundlægger og nuværende regeringsrådgiver, Lee Kuan Yew: »At tale med generalerne i Myanmar er som at tale med døde«. En indrømmelse af, at mange års sydøstasiatiske forsøg på at engagere juntastyret er fejlet totalt.

DEN FORMELLE opløsning af juntaen ændrer ikke ved, at eksgeneral Than Shwe stadig har rådgiverstatus og tilmed beholder den luksuriøse embedsbolig, som er opført i hovedstaden Naypyidaw af tvangsudskrevet arbejdskraft. Overgangen til ‘ civile’ ledere er blot en gentagelse af, hvad datidens junta gennemførte i 1974.

Hvad skal EU stille op i dette mareridtsland med sol, badestrande og palmer? Her er nogle forslag: Anslået 10 procent af Myanmars landsbyer er omgivet af jord, der er spækket med landminer. Tusinder af civile er blevet dræbt eller såret, mens de forsøgte at dyrke jorden eller komme til og fra deres hjem. Anslået 1 million ud af Myanmars 50 millioner indbyggere er internt fordrevne. Bruxelles må på banen og fortælle juntaens partnere i Kina, Indien og Thailand, at minerydning er en opgave, der kan løftes af Europa. Inden disse opgaver er håndteret, kommer der ingen reel økonomisk udvikling i Myanmar andet end den, som kinesiske, indiske, sydkoreanske og japanske investeringer i infrastruktur bringer med sig.

(klumme i Politiken 14.4.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s