Kinas nyrige ignorerer jasminerne

Arrestation af Ai Weiwei skræmmer aktivister og intellektuelle.

DISSIDENTEN og multikunstneren Ai Weiwei er stuvet af vejen af kinesiske politifolk, internetcensuren er strammet til, og kritiske røster er blevet stillet over for arrestordrer eller trusler om samme.

Skyldes det mon, at Kinas regering frygter, at blæsten fra det arabiske forår fejer ind over det tibetanske plateau og nu nærmer sig de kinesiske megabyer med millioner af frihedshungrende unge?

Set på bekvem europæisk afstand gør vi bedst i at observere de markante forskelle på de økonomiske realiteter i den arabiske verden og Østasien frem for at blive euforiske over de overfladiske ligheder.

Ai Weiwei forstår at provokere. Lige nu er han forsvundet..forhåbentlig dukker han snart op

Lad os holde Egypten op mod Kina: Mubarak sad ved magten, omtrentligt lige så længe som den kinesiske reformpolitik har været i gang.

Hvor Kina har indført tidsbegrænsede embedsperioder for sine politikere – en person i toppen af den kinesiske magtpyramide sidder typisk en halv snes år – blev Egypten holdt fast af Mubarakklanen og de dermed allierede magtgrupper, militæret først og fremmest.
Kina har genindført meritsystemer, der fremmer viden og kvalifikationer som grundlag for rekruttering til det offentlige bureaukrati og inviterer til global vidensdeling. Egypten mangler innovation og er fortsat afhængigt af massiv amerikansk bistand, mens Kina er den største långiver til – ja, Egyptens største donor, USA.

SOM BEKENDT bliver autoritære og autokratiske systemer destabiliserede, når nye socialgrupper vokser og kræver større dele af den økonomiske kage – og retten til at holde i den kniv, der skærer kagen. Kina oplevede en sådan situation i sommeren 1989, da studenter og repræsentanter for en dengang meget lille middelklasse protesterede mod et stivnet magtapparats manglende evne til at give positiv respons på især sociale krav, herunder større mobilitet på arbejdsmarkedet.

Økonomisk og social ulighed er øget markant i Kina, men det er sket i takt med skabelsen af en middelklasse, der efterhånden har et omfang svarende til hele USA’s befolkning, altså ca. 300 millioner, lidt under en femtedel af folketallet.

Har vi mulighed for at tage pulsen på de holdninger, der rører sig i folkedybet hos de 300 millioner? De kinesiske myndigheder er meget udfarende i forsøgene på at lodde befolkningens ønsker og behov, og vi udenforstående kan følge med via eksterne, uafhængige målinger foretaget af f. eks. Asian Barometer i Taiwan og Pew Global Attitudes Project i USA.

Billedet er ganske klart: I Kinas middelklasse er der udbredt bekymring for, hvad indførelse af et flerpartisystem og dannelse af uafhængige interesseorganisationer vil betyde for ‘ samfundskagen’. Landets migrantarbejdere ( mindst 140 millioner) vil utvivlsomt kræve både flere rettigheder og bedre velfærdsordninger.

Hvordan skulle disse reformer i så fald finansieres? Ved at beskatte den nyrige middelklasse. Slipper de skillingerne frivilligt? Ikke sandsynligt. Altså har samme middelklasse en stærk interesse i bevarelse af den eksisterende orden.

HVORFOR så de drakoniske tiltag mod Ai Weiwei? Hans prodemokratiske synspunkter er velkendte.
Han anser den kommunistiske partistat for at være ude af trit med en moderne udviklingsstats behov.Han er kendt for hele tiden at gå til kanten af det tilladelige i intellektuel og kunstnerisk udfoldelse.

Censuren af den offentlige debat gør, at han er næppe er mere end overfladisk kendt i bredere kredse. Vi må antage, at kun snævre intellektuelle miljøer følger hans skæbne og kommunikerer via sociale medier på en måde, der kan virke mobiliserende.

Nok har moderne kommunikationsteknologi skabt et mere åbent Kina, men samme teknologi giver regimet redskaber til at manipulere opinionen. En fjernelse af Ai Weiwei fra offentlighedens spotlys i nogle uger eller måneder er i regimets optik en præventiv foranstaltning. Andre aktivister vil tage bestik af det signal, regimet sender. Resignation og apati er den mest sandsynlige reaktion.

Isolerede protester mod lokalt magtmisbrug vil fortsat finde sted. Konservative skøn taler om op mod 100.000 protester på årsbasis. Men de er spredte og ukoordinerede.

At samle den sociale utilfredshed vil kræve en folkelig gennemslagskraft som den, Polens Lech Walesa viste sig i stand til i Gdansk for tre årtier siden. Ai Weiwei interesserer ikke den kinesiske arbejderklasse. Den er optaget af, at væksten fortsætter med det store velstandsløft, som har gjort den kinesiske økonomi til klodens næststørste.

Det er en noget for noget-filosofi, der virker i Kina. Hvorfor opsige en social kontrakt, der både leverer velstand og giver den ledende elite pusterum til næste års generationsskifte. Ai Weiwei må vente på bedre tider med yngre ledere.

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s