‘Jutlandia’ må være kodeordet for nutidens danske internationalisme.

Hospitalsskibet ‘ Jutlandia’ påbegyndte sin tjeneste i den sydkoreanske havneby Pusan 10. marts 1951, et par hundrede kilometer fra fronten, hvor amerikanske og internationale styrker under FN-flag kæmpede mod nordkoreanske invasionshære. Sydkoreas historieskrivning giver god plads til den enestående danske indsats: Koreanernes minder om ‘ Jutlandia’ er stærkt prægede af, at fartøjet var det eneste hospitalsskib under krigen, der også behandlede civile koreanere.

I sommeren 1953 blev der indgået våbenhvile og delingen af Korea cementeret. ‘ Jutlandia’ ankom til en heltemodtagelse i København 16. oktober 1953 efter 999 dages FNtjeneste.

I alt behandledes under tjenesten i Korea 4.981 sårede, allierede soldater fra 24 forskellige nationer samt flere end 6.000 civile koreanere ( tallet er usikkert: Det kan være op til tre gange så mange, forklarer en anonym krønikeskriver til den danske udgave af Wikipedia).

En dansk humanitær indsats gjorde en markant forskel i et fjernt hjørne af verden og i en tid, hvor danskerne havde rigeligt med bekymringer over problemer, der lå tættere på. Har erfaringen med ‘ Jutlandia’ så betydning i dag?

DET OFFICIELLE Sydkorea er ikke i tvivl. Gennem seks årtiers historieskrivning er Danmark i koreanernes bevidsthed blevet til ikke bare ‘ Jutlandia’, men også Dalgas, Grundtvig, Lego og miljøhensyn. Vi er i den koreanske optik intet mindre end en rollemodel i den europæiske familie.

Når den sydkoreanske præsident, Lee Myung-bak, i den kommende uge gæster Danmark, løftes det nære venskab op på et højere niveau: Der etableres et strategisk partnerskab. Det sker med lanceringen af en danskkoreansk vækstalliance med intensive satsninger på grøn vækst og grøn teknologi. Lad være, at f. eks. Bjørn Lomborg og hans blå, skatteyderbetalte lejesvende næppe kan se perspektiverne i en sådan alliance, men erhvervslivet er ikke i tvivl.

Sydkorea er ved at udvikle en meget stærk grøn profil. Det sker pga. præsident Lees såkaldte Low Carbon Green Growth-strategi, der har som mål at nedbringe udledningen af drivhusgasser med 30 procent inden 2020 og samtidig fastholde landets økonomiske vækst på 5 til 7 procent. Sidste efterår var Seoul vært for et G20-topmøde, hvilket var første gang for et land uden for de gamle G8-stater. Målt i velstand er koreanerne nu lige ved at bide os i haserne, og vi kan se frem til at blive overhalet i løbet af mindre end fem år.

DA ‘ JUTLANDIA’ havde overstået sin mission, lå et krigsødelagt Sydkorea tilbage med millioner af hjemløse i fortsat frygt for fortsat kommunistisk aggression nordfra. Levestandarden var som i Sudan.

Kun ti år efter våbenstilstanden var nationalproduktet løftet op til et niveau svarende til Ghanas, 230 dollar per indbygger ( selv om vi hen over et halvt århundrede har druknet ghaneserne i udviklingsbistand, har vilkårene dér ikke ændret sig nævneværdigt, og det er da heller ikke blevet bedre i Sudan. Mon det kun skyldes klimaet?).

Børnebørnene efter den generation, der husker krigserfaringerne og ‘ Jutlandia’, vokser i dag op i et land, der er blandt verdens førende inden for uddannelse, fladskærme, mobiltelefoner, skibsbyggeri og biler. Med en gennemsnitlig årlig vækst på 9 procent er Sydkoreas nationalprodukt nu på højde med Italiens og New Zealands. Så sent som i 1970′ erne var landet modtager af dansk udviklingsbistand, sidste år blev landet medlem af donorernes klub i OECD.

Hvordan har det kunnet lade sig gøre? Uddannelse, uddannelse og uddannelse, men er det bare pisken, der er blevet brugt i klasseværelserne? Vi undgår ikke den værdibestemte, civilisatoriske forklaring, om end den i både rød og blå blok ( og ikke mindst i det hjemlige humanitært-industrielle kompleks) er dybt kontroversiel: Den østasiatiske dreng eller piges fundamentale æresbegreb er kungfutsiansk: Du ærer kun dine forældre ved at vise din flid, dygtighed, evne og vilje til at forberede din og andres fremtid til noget bedre end det, de kom fra.

Ingen imamer, ingen fundamentalisme, intet klanvælde. Kun pragmatisme og et forunderligt miks af Buddha, Kungfutse og Kristus, og en sund kritisk venskabelighed over den generøse amerikanske protektor, der gjorde hele udviklingsmiraklet muligt.

Vore hjemlige udenrigspolitikere har brug for at blive mindet om ‘ Jutlandia’-erfaringen, inden vi næste gang bliver lokket ud i en forløjet aggressionskrig af en statsminister, der siden blev belønnet med posten som generalsekretær i Nato, og inden vi sender flere bomber ned over et dysfunktionelt nordafrikansk klanvælde uden at vide, hvem og hvad vi rammer.

Hvorfor er der ikke et dansk hospitalsskib, der snart ankrer op ud for Benghazi?.

(Politiken 7.5.2011)