22 millioner gidsler, mindst

Nordkorea forsøger atter at presse USA til at give fødevarehjælp

KOM LIGE her og tjek, hvorledes politisk og økonomisk afpresning foregår på højeste niveau. Når en diktator tager en hel befolkning som gidsler og udøver afpresning mod både USA og FN-systemet.

Nødhjælpseksperter i Verdensfødevareprogrammet, WFP, taler nu om, at Nordkoreas behov for fødevarebistand nærmer sig en halv million ton. Så hvorfor mon diktatoren, Kim Jong-il, er på besøg i Kina, hvor han ‘ inspicerer’ virksomheder, angiveligt for at blive inspireret til at slå ind på en reformkurs, der på sigt kunne gøre det helt overflødigt at give fødevarer og anden bistand til flere millioner sultende og underernærede nordkoreanere. Hvad har kineserne dog gang i med dette absurde show?

SAMTIDIG med Kims besøg hos den store nabo er en amerikansk delegation ankommet til den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang. Dens opgave er at undersøge oplysninger om, hvorvidt det nordkoreanske samfund er på vej ud i hungerkatastrofe i stil med den tilstand, som i begyndelsen af 1990′ erne kostede mindst en million indbyggere af landets indbyggere livet.

Baggrunden er den dystre, at styret i Pyongyang i december beordrede sine ambassader til at anmode det internationale samfund om fødevarebistand. Få måneder senere rapporterede WFP, at op mod en fjerdedel af landets 23 millioner indbyggere i kritisk omfang mangler fødevarer.

Den amerikanske delegation vil forsøge at aftale vilkårene for fornyede tildelinger af fødevarebistand, hvilket i praksis vil sige, at nødhjælpens fordeling skal kunne overvåges af neutrale observatører, hvoraf nogle taler koreansk og kan gennemføre undersøgelser af befolkningens ernæringstilstand. Et andet krav handler om adgang til fleste mulige af de nordkoreanske provinser, hvor sultproblemerne menes at være de værste. For få år siden sagde Pyongyang overraskende ja til at give adgang til alle provinser på nær to.

At USA kan være på vej med noget, der ligner en humanitær gestus over for en erklæret krigsmodstander – trods anklager om nordkoreansk eksport af missilteknologi til en anden krigsmodstander, Iran – passer ikke den sydkoreanske præsident, Lee Myung-bak, særlig godt. Lees regering frygter, at sydkoreansk og anden bistand vil blive givet til den nordkoreanske elite og til de få udvalgte, der skal stå for fejringen af 100-års dagen for den kommunistiske stats grundlægger, Kim Il-Sungs, fødselsdag ( jo, det er faderen til den nuværende diktator. Den ældre Kim døde i 1994).

Seoul ønsker amerikansk hjælp til at presse Nordkorea til at undskylde og beklage de aggressioner, som ramte Sydkorea i fjor: først sænkningen af krigsskibet ‘ Cheonan’ sidste forår og efterfølgende artilleribeskydningen af en sydkoreansk ø i Gule Hav i november.

TAG IKKE fejl af det nordkoreanske regimes evne til at presse alt, hvad de kan, ud af nabolandene og USA.

Tilbage i 1990′ erne oprettede Sydkorea et energikonsortium, hvis formål var opførelse af en atomreaktor, der skulle levere strøm til den nødlidende nordkoreanske industrisektor. Både sydkoreansk, japansk og amerikansk kapital og teknologi var involveret, og sydkoreanerne sendte ingeniører op til ‘ broderfjenden’ i nord.

Men hele projektet kollapsede, da Pyongyang sagde nej til at tillade international inspektion af de atomfaciliteter, som regimet driver på en lokalitet nord for hovedstaden. Alligevel var der selv under Bushregeringen velvilje til at hjælpe Nordkorea med fødevarer; en linje, der er fortsat under Obama. Logikken synes at være, at med alle USA’s udfordringer i den arabiske verden skal der for enhver pris holdes ro i Nordøstasien.

Hvad der her og nu forstyrrer de amerikansk-kinesiske bestræbelser på at få ro på bagsmækken i Nordøstasien, er en lækket FN-rapport, der beskriver, hvorledes Nordkorea fortsætter med at eksportere missiler ( og teknologien til at bygge dem) til Iran via Kina, hvilket er helt i strid med de sanktioner, som blev påført Nordkorea efter Pyongyangs anden atomprøvesprængning i maj 2009. Både Iran og Kina benægter.

Missiler og atomfaciliteter er Nordkoreas redskaber til at sikre fornyet vestlig fødevarebistand og undgå skærpede sanktioner. Diktatoren Kims rundrejse i Kina er et absurd show, der kun tjener til af aflede opmærksomheden fra, at Beijings gæst holder mindst 22 millioner af sine landsmænd som gidsler i endnu et afpresningsforsøg over for Vesten.

Den resterende million er de væbnede styrker, som er Kims livsforsikring. USA’s bekymring er, at fødevarebistanden går til Kims gigantiske officerskorps og ikke til de virkelig nødlidende. Dilemmaerne er uhyggelige, for her er der ingen ‘ libysk’ model, der kan bruges. ‘ Humanitære’ bombetogter så tæt på Kinas og Sydkoreas grænser? Nej, vel?.

(klumme i Politiken 27.05.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s