De udvalgtes demokrati

Sundt for demokratiet med konkurrerende modeller. Tjek Singapore!

DEN MODERNE medievirkelighed – med Facebook, Twitter og sms som de vigtige redskaber til folkelig mobilisering – har gjort demokratiske processer skrøbelige og turbulente. En banal konstatering, der dagligt bekræftes af begivenhederne i Nordafrika og Mellemøsten.

Man bør erindre sig, hvad den britiske arbejderpartileder Clement Atlee udtalte for mere end seks årtier siden: »Demokrati vil sige regering gennem diskussion, men det er kun virksomt, hvis man på et tidspunkt får folk til at holde op med at snakke«. Atlees samtidige, filosoffen og poeten G. K. Chesterton mente, at demokrati betyder de uoplystes regering, mens aristokrati betyder de dårligt oplystes regering.

Begge udsagn kan give en vis mening i beskrivelser af den tidligere britiske koloni i Sydøstasien, Singapore, der gennemførte et parlamentsvalg for et par uger siden.

Valg i Singapore har ikke på noget tidspunkt siden østatens uafhængighed i 1965 været demokratisk på samme måde, som det kendes fra europæiske himmelstrøg.

Valghandlinger i det lille multikulturelle samfund, hvor 5 millioner etniske kinesere, malajer og indere er stuvet sammen på et areal ikke meget større end Bornholm, har tjent til at bekræfte legitimiteten for en politisk elites fastholdelse af magten. Regeringspartiet People’s Action Party ( PAP) har siddet uantastet på magten i alle årene; mens al opposition har været lagkagepynt.

Hvor uspiseligt det end kan lyde for europæiske demokrater, har PAP’s kontrol med østatens politiske system tjent Singapore godt: Da landet i sin tid blev smidt ud af Den Malaysiske Føderation, troede den første regeringschef, Lee Kuan Yew, i fuld alvor, at dommedag var nær. Med ryggen mod muren – truet på eksistensen af både Indonesien og Malaysia – allierede han sig først med Storbritannien og siden USA. Med denne stormagtsbeskyttelse begyndte han så at disciplinere sine borgere til at lade flid og viden komme før alle andre dyder, politisk medbestemmelse inklusive.

KOMBINATIONEN af topstyret parIamentarisme, kungfutsiansk meritokrati og bløde politistatsmetoder har på få årtier gjort singaporeanerne mere velstående end folk i Skandinavien. Indbyggerne i denne multietniske enklave lever i verdens mest betryggede samfund med en kriminalitet så lav, at det ligner noget fra en science fiction-novelle. Straffen for at spytte tyggegummi på fortovene er stadig drakonisk, men næppe noget andet sted i verden kan familier lade deres børn løbe frit omkring på gader og stræder efter mørkets frembrud.

Den singaporeanske politiske elite mangler ikke selvtillid. Kritikeres påstande om diktatur bliver affejet; forfatningen er fuldstændig klar, når der gælder organisations-og ytringsfrihed, om end praksis ligger noget fjernt fra lovens bogstav.

Hvad der kan undre besøgende og fastboende udlændinge er, at denne form for avanceret kadaverdisciplin har nydt massiv folkelig opbakning i så mange år. Men valget 7. maj viste tegn til, at et langsomt skred er sat i gang. PAP fik lidt over 60 procent af stemmerne; en mærkbar tilbagegang fra de 66,6 procent i 2006 og endnu mere markant i forhold til valgresultatet i 2001, hvor PAP hentede hele 75,3 procent.

Singapores brug af det britiske valgsystem betyder, at selv med 60 procent af stemmerne er der kun 7 procent af parlamentets pladser, der ikke tilhører regeringspartiet.

Alligevel er der nu to ud af fem vælgere i Singapore, der er ved at være trætte af et halvt århundredes politisk aristokrati. Ikke at der er tale om en træthed, der vil bringe et magtskifte tættere på om et par valgperioder.

Det interessante er, at den politiske elite åbent begynder at tale om, at den vil tage kritikerne mere alvorligt i stedet for som tidligere at chikanere dem bl. a. via manipulerede retssager.

Premierministeren Lee Hsien Loong, søn af førnævnte Lee Kuan Yew, antyder tilmed, at regeringen vil agere med større »ydmyghed«. Den yngre Lee har såmænd offentligt undskyldt nogle af regeringens mindre populære tiltag – noget, der ville have været utænkeligt for et årti siden.

HER ER VI tilbage ved den voksende betydning af de sociale medier. Valget her i maj var det første, hvor oppositionspartier havde tilladelse til at bruge netbaserede medieplatforme til at transmittere de valgmøder, der tidligere blev totalt fortiet af de statskontrollerede radio-og tv-stationer. Onlinedebatfora har demonstreret utilfredshed med f. eks. de voksende boligudgifter og den stigende tilstrømning af gæstearbejdere og indvandrere.

Meritokrati eller ej, erfaringerne fra Singapores politiske system er ikke så lidt af en udfordring for et Europa og et USA, hvor rablende populistiske bevægelser sender voldsomme rystelser gennem etablerede partier. Tror vi måske, at den vesteuropæiske parlamentarisme er den mest langtidsholdbare demokratimodel?

(klumme i Politiken 20.05.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s