Patriark med trusser og bh

Tigermoderen Amy Chua har blot gennemført et elegant rollebytte.

Professor Amy Chua er for nogle blevet en skrækvision og for andre forbilledet på, hvad en østasiatisk ’tigermor’ kan udrette. Hun er i realiteten blot en hanløve i forklædning.

De asiatiske tigermødres holdninger til børneopdragelse er ikke meget forskellige fra det, der karakteriserede vestlige fædre og deres sønner i det patriarkalske samfund, som var udbredt på vore breddegrader indtil for en generation eller to siden. Børn og unge i 1950’ernes Danmark, der voksede op i materiel knaphed og for manges vedkommende regulær fattigdom, fik fortalt, at der var én sikker vej ud af elendigheden: flid, energiske studier og målrettethed.

Den relative materielle overflod, der satte ind i 1960’erne, skabte en forestilling om, at velstanden og den deraf afledte velfærdsstat var noget, der ikke måtte rulles tilbage. Vejen frem blev at lade kvinderne uddanne sig og efterfølgende marchere ind på arbejdsmarkedet. Der var ingen, der dengang prædikede tigermor-filosofier. De fleste fædre sagde tilmed ja til, at døtrene fik bedre uddannelser, end deres mødre havde fået.

ØKONOMER kan holde maratonseminarer om forklaringerne på det østasiatiske uddannelsesmirakel, men ser som oftest bort fra den nok allervigtigste faktor: psykologien. I flertallet af nutidens østasiatiske familier eksisterer der endnu i dag en tydelig erindring om armod og sult. Voksne vietnamesere, sydkoreanere og kinesere skal kun tilbage til bedsteforældregenerationen for at høre vidnesbyrd om hyppig sygdom og underernæring. De er vokset op med konstante påmindelser om, at kun ved at præstere meget mere end det, forældrene blev i stand til, vil de kunne klare sig i en verden, hvor risikoen for en ondskabsfuld eller uduelig kejser kan knuse alle drømme om et bedre liv.

Gå i biografen og se den aktuelle film om ’Maos sidste danser’. Som fortælling er den uovertruffen i sin påvisning af de psykologiske faktorer bag nutidens kineseres opgør med fattigdom.

PÅ DE højere læreanstalter i USA ved man alt om, hvad asiatiske værdier betyder i praksis. Talrige undersøgelser gennem et halvt århundrede viser, at sønner og døtre af indvandrere fra Østasien klarer sig hurtigere og flottere gennem studierne og leverer bedre eksamensresultater end andre etniske grupper. En amerikansk professor kom i midten af 1990’erne gruelig galt af sted ved på basis af en meget omfattende undersøgelse at konkludere, at forskellene havde rødder i noget genetisk. Det skulle han aldrig have gjort. Andre undersøgelser peger på en kombination af psykologiske og kulturbestemte faktorer.

I debatten om Amy Chuas ’tigermødre’ er der mindelser om 1990’ernes ophedede debat om asiatiske værdier. Hvad var det nu, de handlede om?

Fortalerne for de asiatiske værdier kritiserede især den overdrevne individualisme i den vestlige verden. De pegede på, at i liberale vestlige samfund bygger opfattelsen af rettigheder og pligter på ideen om det suveræne individ. Familien og de pligter, der binder den sammen, er blevet hældt ud som barnet med badevandet. Europæiske og amerikanske intellektuelle ser bort fra, at i Østasien er individet fra fødslen spundet ind i et net af forpligtelser over for andre, lige fra familien til staten.

Dette forhindrer utvivlsomt mange østasiater i at profitere af de kvaliteter, vi forbinder med individualismen, såsom evnen til innovation og foretagsomhed. Men det gør dem også mindre udsatte for individualismens negative bivirkninger såsom kriminalitet, høje skilsmisseprocenter, singlekultur og fødsler uden for ægteskabet.

GENNEM et halvt århundrede har næsten alle vestlige industrilande oplevet både øget kriminalitet og en fremadskridende opløsning af kernefamilien. De eneste stater i OECD-gruppen, der indtil for nylig blev forskånet for denne udvikling, var de to asiatiske medlemmer Japan og Sydkorea. De præsterede velstandsfremgang uden at give køb på traditionelle patriarkalske kerneværdier.

Men i disse år rammes netop disse lande af en boomerang. Både Sydkorea og Japan kæmper med katastrofalt lave fødselsrater. Betydningen af etnicitet gør, at indvandring ikke er en løsning. Heller ikke Amy Chuas tigermødre er vejen frem. Som gift ind i en rig jødisk familie repræsenterer juraprofessoren Chua en undtagelse (etniske kineseres giftermål med hvide er sjældne). For ganske som i Europa vender flere og flere veluddannede asiatiske kvinder ryggen til det traditionelle liv i en kernefamilie.

Tigermorkonceptet har rødder i asiatiske indvandrerfamilier, hvor patriarken dominerede. Amy Chua har blot gennemført et rollebytte. Hun brøler som en gammel hanløve.

(klumme i Politiken 11.6.2011)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s