Indien og Brasilien har bremset hårdt op, og der er ingen trøst at hente for G20 hos de engang så lovende vækstmarkeder.

ER DER stadig nogen, der husker dengang, da økonomer talte optimistisk om, at Brik-landene skulle trække alle os andre i gang?

Vi genopfrisker lige hukommelsen hos nogle: Begrebet Brik står for Brasilien, Rusland, Indien og Kina, og blev opfundet af økonomen Jim O’Neill i investeringsbanken Goldman Sachs tilbage i 2001. Han forklarede dengang i en omfattende analyse, at tyngden og fremdriften i verdensøkonomien ville flytte fra de økonomier i det, der dengang hed G7 ( USA, Canada, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Japan og Italien), til de nye store markeder i udviklingslande og nye markeder, der gør maksimal brug af den globale kapitalisme.

Men ingen bør forvente sig jubeloptimisme, når G7′ s afløser G20 i dag og morgen (5.9. og 6.9.) for første gang holder topmøde i et Brik-land. Det foregår i russiske Skt. Petersborg, hvor udfordringen er at sparke gang i en verdensøkonomi, der pruster og stønner på flere kontinenter. For flere af Brik’erne er begyndt at stå med udfordringer, der ligner de gamle økonomier, som de skulle agere træklokomotiver for.

Særlig tungt ser det ud for Indien og Brasilien. Den brasilianske økonomi kunne kun præstere en enkelt procents vækst i fjor, og prognosen for i år er beskedne 2 procent. Indien havde pæne væksttal i 2010-2011, men hen over de seneste måneder har alarmklokkerne lydt i Delhi og finanscenteret Bombay. Nogle analytikere taler om den hårdeste udfordring for Indien, siden landet reelt gik i frivillig, kortvarig betalingsstandsning i 1991.

Den kinesiske økonomi gik ned på 7,8 procents vækst i 2012, hvilket kun lige akkurat er acceptabelt ifølge Beijing-regeringens egne mål, og selv de høje oliepriser kan ikke hjælpe Rusland op over et vækstniveau på et par procent.

DEN AKTUELLE tilstand demonstrerer svagheden i hele Brik-konceptet. Eller rettere: ønsketænkningen. Naturligvis har ingen af disse befolkningstunge økonomier kunnet skærme sig mod virkningerne af recessionen i eurozonen og den kun moderate vækst i USA. Spørgsmålet, der rejser sig nu, er selvfølgelig: Hvilket af de tidligere så lovende vækstdynamoer er bedst i stand til at skabe en alternativ model, der viser vejen ud af den globale lavvækst? I den asiatiske ende af spektret er forskellighederne mellem Indien og Kina for længst blevet markant demonstreret.

Den nobelprisbelønnede indiske økonom Amartya Sen har provokeret sine landsmænd med udsagn om, at selv med alle sine demokratiske kvaliteter og dyder har Indien ikke den fjerneste udsigt til at kunne indhente Kina, når der måles både på vækstvolumen, fattigdomsbekæmpelse og social inklusion. Ulighed er voksende i begge lande, siger han, men kineserne har investeret massivt mere i befolkningens uddannelse og forlænget levetid.

Kinas investeringer i sundhed er det dobbelte af, hvad de er i Indien: Statskapitalisme med indbyggede sociale tiltag har effektive og positive sider, mens mangel på centralistisk beslutningskraft i Indiens demokratiske system har sin pris og sine skyggesider.

TAGER man den økonomiske udviklingshistorie til hjælp, viser Asiens historie os, at teknologisk innovation og finansiel regulering langtfra rækker som brændstof til at løfte rollen som bæredygtig vækstdynamo.

En vækst, der også skal være kvalitativ, må bygge på investeringer i befolkningen. Det viste Japan så tidligt som i slutningen af 1800-tallet med sin tidlige opbygning af et uddannelsessystem og et sundhedsvæsen. Begge er hovedfaktorer i udviklingen af en arbejdsstyrke, der løbende kan forbedre produktiviteten. Det er her, siger Amartya Sen til sine landsmænd, at Indien svigter. Han kunne snildt have tilføjet Rusland, hvor mænds forventede levetid er på niveau med Nigeria.

Paradokset i ligningen er, at Indien ideologisk repræsenterer et forbillede for andre lande med vækstambitioner, hvad Kina bestemt ikke gør. På dagens og morgendagens G20-møde vil vi muligvis kunne referere kinesiske delegerede for det synspunkt, at de ikke opfordrer andre til at kopiere den særlige kinesiske erfaring: Nej tak, lad venligst være, for hvad vi gør, er et resultat af vore helt egen og unikke historie og erfaringer.

HVILKET BUDSKAB kan vi forvente os at få fra Indiens regeringschef, den 80-årige Manmohan Singh i Skt. Petersborg? Her er et bud: Forvent ikke for meget af os, for vi har nogle interne udfordringer, der skal klares først, inden vi kan begynde at trække andre i gang.

(klumme i Politiken 5.9.2013)