En markedsleninist kommer til Fredensborg Slot

Vietnam står for en udviklingsmodel, der er unikt østasiatisk og leverer social fremgang.

DE FÆRRESTE kan huske, at Danmark etablerede diplomatiske forbindelser med Den Socialistiske Republik Vietnam så tidligt som i november 1971. Dengang blev landet omtalt som Nordvietnam, havde et kommunistisk etpartisystem som i Sovjetunionen og Kina og blev jævnligt sønderbombet af supermagten USA.

Daværende statsminister Jens Otto Krag nærede blandede følelser for den danske håndsrækning til det kommunistiske land. »Vi ønsker ikke en ensidig amerikansk tilbagetrækning«, sagde han i en folketingsdebat.

Som bekendt kom den amerikanske retræte i 1975, og alligevel opretholdt Danmark forbindelserne til det forenede Vietnam. Et bistandsprogram blev indledt, men siden indstillet med den begrundelse, at Vietnam gik Sovjetunionens ærinde i et par af sine mindre nabolande.

Alt ændrede sig med verdenskommunismens sammenbrud 1989-91, og derefter kom de vietnamesiske ledere på andre tanker. Dansk bistand blev genoptaget fra 1988 ( trods megen knurren fra daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen), og i 1994 kunne Danmark så åbne en pænt stor ambassade i Hanoi. Den ligger på en af byens mest lukrative adresser og ligner noget, der burde tilhøre en stormagt, og har præsideret over det uden sammenligning mest vellykkede program i dansk udviklingspolitiks historie.

Security stands guard in front of the Denmark embassy in Hanoi

ALT SAMMEN er det værd at minde om i dag (18.9.), hvor Vietnams præsident, Truong Tan Sang, kommer hertil. Der er rigeligt at fejre, så er der slet ikke nogen, der undrer sig over, at Danmark modtager en leder af en kommunistisk etpartistat?

Hvor er Folketingets to eneste overlevende antikommunister, Søren Espersen og Søren Pind, henne? Er det ikke lige i dag, de skal stå på pladsen foran Fredensborg Slot og holde et banner op med påskriften ‘ Ned med det vietnamesiske diktatur!’. Danmark underskriver i morgen en partnerskabsaftale med ( endnu) en ‘ kommunistisk’ stat, så Søren og Søren, hvor er I?

S_ren_Pind__V__844983m

Andre folketingsmedlemmer har for længst opdaget, at ideologiske kommunister i Vietnam er nogle, man skal lede længe efter. Nutidens vietnamesiske ledere har som bekendt skrottet Marx, men beholdt Lenin for at give plads til en særlig variant af østasiatisk markedsøkonomi.Deraf betegnelsen ‘ markedsleninisme’.

imgres

I en asiatisk kontekst er der intet nyt eller overraskende i fornuftsægteskabet mellem kapitalisme og centralistisk topstyring. Modellen blev udviklet fra 1950′ erne i Østasiens mest antikommunistiske samfund, Taiwan ( Republikken Kina), under ledelse af autokraten Chiang Kai-shek. I forskellige varianter fulgte Sydkorea og Singapore efter og leverede enestående økonomiske resultater.

Denne formel, der blander moralfilosoffen Kungfutses ideer med monetaristen Milton Friedmans økonomiske tænkning og indrettes efter et leninistisk organisationsprincip, repræsenterer en uovertruffen vindermodel: Millioner og atter millioner af østasiater er hevet ud fattigdom og social elendighed på den konto.

imgres-1

IKKE AT ALT går lydefrit og forudsigeligt til i de kungfutsianske samfund. Modellens oprindelsesland, Taiwan, er i dag et demokrati. Sydkorea ligeså, mens Singapore bruger stemmesedlerne til at bekræfte ledereliten i, at den skal forblive ved magten. Presset for demokratisk forandring kan også komme i Vietnam, men først, når landet har en større middelklasse.

Når denne engang begynder at artikulere krav om mere politisk frihed, er det næppe sandsynligt, at vi vil se en udvikling i retning af dagens Sydkorea med accept af flere partier. Snarere vil magthaverne forsøge at inkorporere oppositionskræfter og lade politisk dialog udfolde sig inden for kontrollerede rammer.

Forklaringen skal søges i historien: Vietnamesiske intellektuelle ynder at henvise til, at de siden 1945, da Ho Chi Minh grundlagde den socialistiske stat, på skift kom i krig med alle medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd med undtagelse af Sovjetunionen, der ikke eksisterer længere.

imgres-2

Når et land har opnået national enhed og uafhængighed efter millioner af dræbte i krig, giver det ikke mening at spille hasard med den politiske styring af nationen. Hellere lære af Deng Xiaoping end af Mikhail Gorbatjov.

DE KRÆFTER, der taler for indførelse af vestlige normer i Vietnam, identificeres med den del af landets fortid, som forbindes med død, destruktion, krig og kaos.
Dissidenterne sidder sammenbidte i små isolerede antikommunistiske enklaver i Paris og Los Angeles. Her er der uendelig langt til den dynamiske markedsleninisme i Ho Chi Minh Byen.

(klumme i Politiken 18.09.2013)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s