Naturligvis er Kinas domstole politiske. De skal sikre samfundet mod enkelte toplederes sololøb.

MORD, SEX, løgne, penge og sociale medier. Den netop overståede retssag mod den detroniserede kinesiske toppolitiker Bo Xilai savnede intet i dramatiske effekter og er en hollywoodproduktion værdig. Den vil en dag blive produceret i det gigantiske filmkompleks, som Kinas rigeste mand, Wang Jianlin, planlægger at opføre i den østkinesiske by Qingdao.

De spektakulære detaljer har fjernet opmærksomheden fra retssagens historiske betydning. Ikke siden domfældelsen over den såkaldte Firebande i 1981 (og dermed Mao-perioden) har en rettergang i Kina været så politisk ladet. Meget har forandret sig i det kinesiske samfund siden da, men en retsstat, der stiller borgerne og magtens repræsentanter lige over for det juridiske apparat, er lige så fraværende nu som dengang. Retssager mod topfolk i Kina handler primært om at kontrollere den politiske dagsorden, sekundært om noget kriminelt og juridisk.

POPULISTEN Bo Xilais fald fra magtens tinder var overfladisk set resultatet af en magtkamp, der udspillede sig op til partikongressen i fjor. Bo Xilai havde som partichef i megabyen Chongqing opbygget en enestående popularitet i sit lokalområde og stod på spring til at blive forfremmet til det magtfulde politbureau.

Men hans modstandere frygtede en rival, der ikke respekterede beslutningsgangene på de indre linjer i magtapparatet, hvilket i praksis vil sige de afgørelser, der træffes i partiets magtfulde organisationsafdeling. Denne kan sammenlignes med en personale-og uddannelsesafdeling i en global virksomhed: Det er herfra, at alle topposter i det 83 millioner store kommunistparti administreres og fordeles; nomenklaturens hovedkvarter så at sige.

DEN 64-ÅRIGE retorisk velfunderede og stærkt karismatiske politiker Bo Xilai havde længe tjent systemet fint, bl. a. som handelsminister i fire år, og havde demonstreret et betydeligt politisk og administrativt talent. Da han kom til Chongqing indledte han et eksperiment, der tog sig paradoksalt ud: han førte en offensiv og entreprenant politik, men iscenesatte også kampagner for lighed og social omfordeling. Til brug herfor genoplivede han politiske slagord for den kulturrevolutionære periode (1966-76) til at gå i offensiven mod den altfortærende svøbe i det kinesiske samfund: korruptionen. Kampagnerne fik karakter af en personkult.

Her var en lov-og-orden politiker, der også hjalp de fattige. Bo erklærede krig mod storbyens ‘ sorte samfund’, den kriminelle underverden, samtidig med at hans familie plejede tætte forbindelser med de rigeste eliter. Med maoistisk retorik førte Bo Xilai sig frem som en retfærdighedens ordenshåndhæver som taget ud af en hollywoodkrimi. 

Den kinesiske offentlighed havde utvivlsomt forventet en tilståelsessag i stil med det koreograferede scenario, der udspillede op til domfældelsen af hustruen, Gu Kailai, i fjor. Men Bo Xilai bed fra sig med detaljerede vidneforklaringer. Han fortalte om sit forhold til en elskerinde, der betød, at hustruen og sønnen rejste til Storbritannien. Domstolen åbnede for en mikroblog, der videregav Bos forklaringer, og denne var utvivlsomt censureret, men kunne med udgangen af sidste måned registrere 570.000 læsere. Denne kontrollerede åbenhed havde til formål at give indtryk af en retssag, der ikke var iscenesat af myndighederne og derfor rummede et vist mål af fairness.

PRÆSIDENT Xi Jinping bruger sagen til to formål: overfor offentligheden at opbygge troværdighed omkring partiets kampagne mod korruption og indadtil at disciplinere partiapparatet og statens embedsværk, så samme kampagne får reel effekt. Befolkningen skal bringes til at tro, at når Bo Xilai kan fældes af retsvæsenet, er det, fordi Kina ledes af troværdige politikere, der handler, også når korruptionens bagmænd sidder højt i systemet.

FOR 32 år siden forsvarede det mest prominente medlem af Firebanden, Jiang Qing, enken efter Folkerepublikkens grundlægger, Mao Zedong, sig med, at hun blot havde handlet efter ordre fra Mao. Dommerne ignorerede hende for at beskytte kommunistpartiets arv. Bo Xilai havde ikke til hensigt at indføre Mao-tilstande, men han brugte Maos retorik, fordi de stadig har klangbund i store dele af samfundet.

Folk er trætte af uligheden og korruptionen og vil hilse enhver leder velkommen, som demonstrerer vilje til forandring. Dette gjorde Bo Xilai og blottede dermed partiets mest sårbare flanke.Med domfældelsen er denne flanke nu dækket af, og det ironiske er, at partiet nu går i gang med at realisere den politik, som Bo Xilai stod for.

(klumme i Politiken 26.09.2013)