Danmark atter hædret af Østasiens mest vellykkede nation, men erfaringen fra Korea kan ikke kopieres.

I DAG afsløres på Esplanaden en mindeplade for de Mærsk-søfolk, der fra 1975 og nogle år frem samlede 6.594 vietnamesiske bådflygtninge op i Det Sydkinesiske Hav og bragte dem til Danmark. Initiativet er taget af fire af de reddede, som i dag repræsenterer et af de mest økonomisk velintegrerede ikkevestlige mindretal i det danske samfund.

Denne humanistiske håndsrækning på havet følger traditionen fra et andet asiatisk drama: krigen i Korea 1950-53. Et sydkoreansk flådebesøg i forrige uge mindede os om det og blev en fortræffelig anledning til at markere både 110-året for traktatlige forbindelser mellem Danmark og datidens koreanske kongedømme og 60-året for våbenhvilen i krigen på Den Koreanske Halvø.

På det besøgende koreanske militærfartøj var det især ‘ Jutlandia’, der blev hyldet.
Indtil Kim Larsen udgav sin sang om samme, var det kun historieinteresserede og ældre generationer, der vidste besked om, hvor meget dette legendariske hospitalsskib har betydet for de danskkoreanske forbindelser. Vi, der denne efterårsaften gik om bord på det gæstende fartøj, oplevede her det officielle Korea på ny hædre den håndfuld overlevende ‘ Jutlandia’-veteraner, der stolt holder mindet i hævd. De er alle pænt oppe i 80′ erne.

OM NØJAGTIG to uger er det 60 år siden, at ‘ Jutlandia’ ankom til en heltemodtagelse i København efter sammenlagt 999 dages FN-tjeneste som hospitalsskib i Korea under kommandør Kai Hammerich. Under hans ledelse nåede det ombyggede fragtskib fra Østasiatisk Kompagni at behandle 4.981 sårede allierede soldater fra 24 forskellige nationer samt mere end 6.000 civile koreanere. Danmark havde uden skelen til egne interesser gjort en forskel i et land, som kun de færreste dengang var i stand til at finde på en globus.

En positiv virkning af denne uselviske indsats er blevet, at Danmark i dag er et af de mest respekterede lande blandt sydkoreanere. Hvis nogen er i tvivl om dette udsagn, bør de tjekke, hvorledes sydkoreansk historieskrivning omtaler Danmark. Ud over ‘ Jutlandia’ nævnes Dalgas, Grundtvig og Kierkegaard. 

KUN FÅ har i dag historisk indsigt til at erkende, hvor ødelagt et samfund, Sydkorea var ved våbenstilstandsaftalen i 1953. Det samlede antal dræbte og sårede var på den anden side af millionen. Endnu flere var blevet fordrevet og infrastrukturen smadret til ukendelighed. Hovedstaden Seoul var en ruinhob efter at have skiftet herre tre gange under tre års kamphandlinger. Republikken Korea var sønderskudt i et omfang, der får nutidens Irak til at ligne noget, der kun har fået småskrammer.

Mindre end en halv snes år efter våbenstilstanden havde republikken de institutioner, der lagde rammerne for det senere velstandsmirakel i den konfutsianske civilisationsstat. Fra slutningen af 1960′ erne ophørte USA og FN-systemet med at yde koreanerne civil bistand, og herefter skulle de klare sig selv ved at modernisere samfundet, eksportere produktion til Vesten og uddanne nationens arbejdskraft, kvinderne inklusive.

Resten er historie. Sydkorea opnåede på rekordtid velstand på niveau med Europa; værdipolitisk har kristendommen vundet bredt fodfæste og er blevet adopteret med tolerance og respekt. To af Sydkoreas præsidenter har været kristne, en katolik, en anden presbyterianer.

KAN erfaringen fra ‘ Jutlandia’ kopieres til de krigsrelaterede katastrofer, vi kender i dag? Trods megen floromvunden og forløjet retorik hos vore såkaldte forsvarspolitikere er der ingen udsigt til økonomisk og demokratisk bærekraft i nutidens Afghanistan. På irakiske og syriske krigsskuepladser destrueres resterne af statsapparatet systematisk. Regelmæssige bombeattentater vidner om, at institutioner i både Irak og Syrien nu er så meget i opløsning, at rivaliserende klaners krigsførelse kan hærge uhæmmet. Mønsteret er alarmerende: Som så mange andre steder i den arabiske verden er mindretallene, især kristne, under hårdt og blodigt pres. Krigsapologeterne tier om det, men konfrontationen mellem civilisationerne er blevet en dødelig realitet.

INDEN udviklingsministeren skriver den næste millioncheck ud til det humanitært-industrielle kompleks, der er under opbygning i og omkring den arabiske verden, bør han tage en debat i folketingssalen om følgende: Er der noget mellemøstligt land, der har potentialet til at kopiere den sydkoreanske erfaring? Eller er vi i en situation, hvor Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester skal oprustes lige så hurtigt som de humanitære hjælpeorganisationer, i takt med at den syriske borgerkrig qua en liberal asyllovning importeres til dansk territorium?

(klumme i Politiken 3.10.2013)