Hvor Europas generaler havde krigsfilosoffen Carl von Clausewitz ( 1780-1831) at tage ved lære af, fik Sydøstasien krigspraktikeren Vo Nguyen Giap. Den legendariske vietnamesiske general, der fordrev kolonimagten Frankrig og supermagten USA fra sit land, er død i en alder af 102 år.

Giap blev den sidste af de revolutionære kommunister fra afkoloniseringens æra. Hans militære indsatser mod fjendens overvældende ildkraft og teknologiske kapacitet gjorde, at Giap definerede reglerne for partisankrig i det 20. århundrede. Den unge marxists ideologiske læremestre blev det moderne Vietnams grundlægger, Ho Chi Minh, og dennes kinesiske våbenbroder Mao Zedong. Giap, der i 1937 tog akademiske grader i jura og politisk økonomi, udviklede de vigtigste læresætninger fra Ho og Mao, da da den antikolonialistiske kamp mod franskmændene tog fart fra 1945. 

Den imperialistiske fjende skulle nedkæmpes – ikke ved brug af våben alene, men en kombination af indoktrinering af lokalbefolkningen og guerillakrig, der hvor modstanderen var mest sårbar, i lokalsamfundet og dermed på moralen. 

Vo Nguyen Giap opnåede verdensberømmelse, da han i foråret 1954 gennem to måneder lod sine partisaner belejre de franske stillinger ved Dien Bien Phu og sled dem op. På selve dagen for franskmændenes kapitulation indledtes forhandlinger i Genève, som lagde grunden til en amerikansk indtræden i det tomrum, som et ydmyget Frankrig forlod.

Den karismatiske nationalist Giap fik i januar 1968 hjælp fra de amerikanske tvkanaler, da han iværksatte sin næste store masterplan mod et udenlandsk overherredømme i Vietnam. Det skete med den såkaldte nytårsoffensiv mod amerikanske basefaciliteter overalt i den sydvietnamesiske republik. Meget slog fejl i gennemførelsen, og Vietcong, Giaps loyale partisanhær, måtte lide massive tab. Historieskrivningen sætter dem i omegnen af 40.000, og den folkeopstand i Sydvietnam, som var selve formålet med operationen, udeblev.

Men de tv-reportager, der viste, at Giaps partisaner kunne trænge helt ind i den amerikanske ambassade i Saigon, den sydvietnamesiske hovedstad, gjorde hele forskellen. Krigstrætheden indfandt sig i USA, og få måneder senere kunne ‘ Onkel Ho’ og Giap sende diplomatiske forhandlere til Paris. Samme år blev Richard Nixon valgt til præsident og kunne indlede sin ‘ vietnamisering’ af krigen, dvs. en gradvis retræte. Selv om store tab fulgte, var krigens udfald reelt afgjort flere år før kamphandlingernes ophør.

I marts 1972 forsøgte Giap sig med en forårsoffensiv i Sydvietnam og dets to naboer, men tabene blev massive, og den nordvietnamesiske ledelse tog konsekvensen: Giap blev flyttet fra posten som øverstkommanderende for i stedet at blive forsvarsminister. I denne egenskab kunne han naturligvis triumfere, da Saigon kapitulerede i april 1975, og en livslang drøm om et forenet Vietnam kunne realiseres.

Flere udfordringer fulgte: I januar 1979 invaderede Vietnam Cambodja for at fordrive det brutale Røde Khmer-regime. Få uger senere gennemførte kinesiske styrker en tre uger lang militær straffeekspedition ind på vietnamesisk territorium. Giaps folk gav Kina en regulær blodtud, men selv måtte han betale en pris ved at forlade det regerende politbureau året efter.

Fra 1991, da Vietnams markedsreformer kom op i fart, var det slut med Giaps politiske hverv. Som pensionist blev han bygget op som et nationalt ikon og kunne bidrage til den heltemyte, som før ham blev skabt af det nationale ikon Ho Chi Minh. I den luksusvilla i det centrale Hanoi, hvor han tilbragte sit lange otium, tog han lejlighedsvis del i debatten som nationens udvikling og blev på sine gamle dage en forsigtig miljøaktivist.

Det blev til en stjernestund, da den amerikanske forsvarsminister i Lyndon B. Johnsons regering i 1960′ erne, Robert McNamara, i 1995 kom på besøg og forsonede sig med sin tidligere modstander. Besøget blev en forløber for, at præsident Bill Clinton kunne komme på officielt besøg fem år senere og formulere noget, der lignede om ikke en undskyldning så dog en slags beklagelse af de ødelæggelser, USA påførte Vietnam. 

(Nekrolog i Politiken 9. oktober 2013)